Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Hertugen og hertuginden af Windsor

Mit kongerige for en kvinde

Edward 8. bliver udråbt som Englands nye konge den 21. januar 1936. Begivenheden overskygges dog af, at han åbenlyst dater en gift kvinde. For briterne er det utænkeligt, at forholdet kan fortsætte, men kongen nægter at bryde forbindelsen. Og som om det ikke skaber spændinger nok, er Edward også sympatisk indstillet over for Adolf Hitlers Tyskland.

The Granger Collection/Ritzau Scanpix & Mary Evans Picture Library

Mary står ved sengen og betragter sin mand. I fem dage har George 5. været sengeliggende, og den afkræftede konge har brugt dagen, den 20. januar 1936, på at underskrive statspapirer.

Papirerne skal sikre, at tronoverdragelsen til hans ældste søn, Edward, forløber i overensstemmelse med Storbritanniens forfatning.

Mary er ikke alene ved sygelejet. I kongefamiliens private residens i Sandringham House i Norfolk står den nærmeste familie, som foruden dronningen tæller kronprins Edward og hans fire søskende.

Ærkebiskoppen af Canterbury og kongens egen læge, Bertrand Dawson, har som de eneste uden for den nærmeste familie adgang til værelset. En time før midnat står det klart for de tilstedeværende, at kongen ikke har langt igen.

Dawson giver majestæten to indsprøjtninger – en kraftig dosis morfin efterfulgt af et gram kokain. De stærke smertestillende midler får kongen til at døse hen, og mindre end en time senere – kl. 23.55 – udånder han.

Familien står tavs omkring sengen, mens den forsøger at forstå, hvad der netop er sket. Dronning Mary bevæger sig som den første.

Hun vender sig mod Edward, rækker ud efter hans hånd og fører den op til sine læber. “Deres Majestæt”, siger hun ydmygt, efter at hun har kysset den.

Mary ved, at der venter sønnen et tungt ansvar med at løfte arven efter sin afholdte far.

Mary og Adelaide (Edwards mor og mormor)

Edward kom til verden i 1894, mens dronning Victoria endnu sad på tronen.

© Keystone Press/Imageselect

Barnepigen mishandlede prinsen

Som traditionen bød i den engelske overklasse, så den lille prins Edward mere til sine barnepiger og privatlærere end til sine forældre.

Ordningen fik uheldige konsekvenser for prinsen, for en af barnepigerne fandt fornøjelse i at pine den lille dreng.

Når Edward – iført sit fineste tøj – var klar til at blive vist frem, kneb hun ham hårdt, inden dørene indtil forældrene gik op.

Drengen græd derfor af smerte, hvorfor hans mor og far straks sendte ham tilbage til børneværelset. Kongehuset fyrede barnepigen i 1897, da hendes ugerninger kom frem i lyset.

Mishandlingen havde da stået på gennem Edwards tre første leveår.

Englands nye konge bryder med etiketten

Tirsdag den 21. januar 1936 kl. 10:
En herold bekendtgør tronoverdragelsen fra balkonen på St. James’s Palace i London. Traditionen byder, at kongen ikke overværer ceremonien, men Edward er fast besluttet på ikke at ligge under for konservative konventioner.

Edward træder ind gennem døren med en kvinde ved sin side. Hans privatsekretær, Godfrey Thomas, gør store øjne ved synet.

Wallis Simpson – født Warfield – er gift, men 41-årige Edward har datet hende i flere år, og han er efterhånden blevet forelsket i den to år yngre amerikaner.

Forholdet er dog intet nyt for Godfrey. Mandens overraskelse skyldes snarere, at der fra dette rum er frit udsyn til balkonen på St. James’s Palace, vurderer Edward. For at berolige sin sekretær adresserer han situationen:

“Godfrey, dette forekommer Dem sikkert noget utraditionelt, men det faldt mig pludselig ind, at det kunne være morsomt at se sig selv blive udråbt til konge”, forklarer han.

Skjult bag et gardin betragter Edward og Wallis herolderne, som klædt i middelalderlige dragter forkynder tronskiftet.

Da ceremonien når sin afslutning, trækker garden op i gården under balkonen for at spille “God Save the King” til ære for monarken. Edward hører dog ikke efter.

I denne stund kredser hans tanker ikke om rigets ve og vel, men om hvordan det skal gå med forholdet til Wallis.

“Godfrey, dette forekommer Dem sikkert noget utraditionelt, men det faldt mig pludselig ind, at det kunne være morsomt at se sig selv blive udråbt til konge”

Rygte gør premierministeren nervøs

Tirsdag den 4. februar:
Alle ved hoffet og i regeringen ved, at Edward ser Wallis. Efter tronoverdragelsen regner de fleste dog med, at Edward vil finde sig en passende hustru.

Premierminister Stanley Baldwin tripper nervøst frem og tilbage foran sit skrivebord, da Clive Wigram træder ind ad døren til kontoret i Downing Street 10, London.

Baldwin har sendt bud efter den erfarne privatsekretær – der tjente under George 5. – for at diskutere kongens elskerinde.

Imens Wigram og Baldwin slår sig ned i stolene på kontoret, fortæller premierministeren, hvad han netop har hørt: Wallis, som allerede har gennemgået én skilsmisse, vil skilles igen, så hun kan gifte sig med Edward.

Wigram, der med sit veltrimmede overskæg og sin skarpe sideskilning normalt er et mønstereksempel på britisk selvkontrol og tilbageholdenhed, bryder ud i en rungende latter.

Efter at have fået vejret igen forsikrer han Baldwin om, at hverken regering eller kongehus har noget at frygte. Sandsynligvis handler det i virkeligheden om, at Wallis’ mand er ude efter penge eller anden hjælp fra hoffet, forklarer han.

Premierministeren skal på ingen måde frygte, at kongen gifter sig med en kvinde, som har to levende ægtemænd, slår han fast. Det ville være uhørt!

Wigrams ord beroliger Baldwin. Han føler sig overbevist om, at Edward ikke vil sætte en kvinde over sit kongerige.

Edward tager på sommerferie

En dag sidst i august:
Kongen tager på krydstogt i Adriaterhavet. I stedet for at sejle med kongeskibet tilbagelægger Edward rejsen på en chartret luksusyacht. På den måde kan han tage afslappet på den kongelige protokol – og medbringe, hvem han vil.

Wallis læner sig op ad Edward, mens de står på Nahlins dæk. Skibet ligger for anker ud for byen Cetinje i Montenegro, hvor aftenen er varm og stjerneklar.

Parret nyder roen, mens de lytter til bølgernes blide skvulp mod skibets skrog.

Over byen aftegner bjergene sig som en mørk skygge mod himlen. Med ét viser hundreder af lysende prikker sig på skråningerne.

Mens lysprikkerne bevæger sig nedad, lyder der dæmpet sang. Stemmerne bliver højere, mens prikkerne bevæger sig ned mod kysten.

Lyset kommer fra fakler båret af hundredvis af bjergboer, forstår Wallis nu. Hun betragter forbløffet skuet, som myndighederne har arrangeret for at imponere den besøgende konge.

“Du tror velsagtens, at alt det er til ære for mig?” siger Edward.

“Selvfølgelig”, svarer Wallis. “Hvem skulle det ellers være til ære for?” tilføjer hun med påtaget uskyld.

Edward bider på krogen. “Du tager fejl”, siger han med et smil. “Det er alt sammen til ære for dig – fordi disse enfoldige sjæle har forstået, at en konge er forelsket i dig”.

Wallis affærdiger ham koket. “Det er det rene vanvid. Og hvis du ikke er lidt mere forsigtig, vil alle andre også få den tanke”, svarer hun med henvisning til, at mange briter ser misbilligende på deres forhold.

“Forsigtighed”, svarer Edward. Han er alvorlig nu, og Wallis aner en snert af stolthed i stemmen. “Forsigtighed er en egenskab, som ganske vist er nyttig, men som jeg aldrig har sat særlig højt”.

Implikationen er tydelig for Wallis – kongen er så forgabt i hende, at han er villig til at risikere alt.

“Forsigtighed er en egenskab, som ganske vist er nyttig, men som jeg aldrig har sat særlig højt”.

Presset på kongens privatliv vokser

Tirsdag den 20. oktober:
Længe har rygter svirret om, at Wallis Simpson vil kræve skilsmisse fra sin mand. I midten af oktober forlyder det, at det første møde i skilsmissesagen skal afholdes senere på måneden. Baldwin beslutter, at han nu må tale et alvorsord med kongen.

Knap er Stanley Baldwin trådt inden for døren til Fort Belvedere, kongens residens i parken ved Windsor Castle, før han beder om en whisky med et stænk mineralvand. Inden premierministeren drikker, fremsiger han en højtidelig høflighedsfrase med hævet glas:

“Nuvel, sir, hvad der end sker, så ønsker min hustru og jeg Dem fra vor sjæls inderste al mulig lykke”.

Til hans store forundring brister Edward i gråd. Overvældet af kongens hulken begynder tårerne også at trille ned ad Baldwins kinder. Premierministeren får dog hurtigt hold på sig selv igen.

Roligt fortæller han Edward, at stakken af breve, der nævner forholdet til Wallis Simpson, vokser dag for dag. Kunne kongen måske være lidt mere diskret, beder premierministeren.

“Damen er min ven, og jeg ønsker ikke at lukke hende ind ad bagdøren”, svarer Edward stædigt.

Måske kunne han få fru Simpson til at udsætte sin skilsmisse, spørger Baldwin. “Det er damens private sag”, lyder svaret.

Kunne hun så måske forlade landet i et par måneder, foreslår Baldwin. Edward kommenterer ikke forslaget med et ord. Landets leder tager hjem med uforrettet sag.

Regeringen overvåger regenten

En dag sidst i oktober:
Kongen udviser fortsat ingen tegn på at ville kappe forbindelsen til Wallis, og forholdet mellem Edward og regeringen er køligere end nogensinde.

Som så mange gange før løfter Edward røret på telefonen i sit arbejdsværelse for at foretage et opkald. Hvad kongen ikke ved, er, at uvedkommende denne gang lytter med.

Mens resten af det officielle England forholder sig kritisk til det nazistiske Tyskland, har Edward ved flere lejligheder gjort sig til fortaler for stærkere bånd mellem de to nationer.

Dertil kommer, at han har mødtes med den britiske fascistleder, Oswald Mosley, som støtter kongens kamp for at gifte sig med Wallis.

Regeringen frygter, at kontakten til den yderste højrefløj vil få Edward til at søge hjælp i Berlin. Efterretningsvæsenet er derfor blevet bedt om at holde øje med kongen, hvis telefonsamtaler fra Fort Belvedere nu aflyttes.

Edward 8. og dronning Elizabeth

Edward nærede også sympati for nazismen, og han lærte sin niece, den senere droning Elizabeth 2., at heile.

© James Boardman/Imageselect

Racismen skinnede tydeligt igennem

Forestillingen om, at hvide europæere var andre folkeslag overlegne, var almindelig i 1900-tallets første halvdel. Edward gik dog et skridt videre end de fleste briter, og han lagde langtfra skjul på sine racistiske holdninger.

Under en rejse til Australien i 1920 skrev han fx til sin daværende elskerinde, at han betragtede de indfødte som “den laveste form for mennesker og det tætteste på aber, som jeg endnu har set”.

Samme år under et besøg på Barbados omtalte han den oprindelige befolkning som “afskyvækkende”, og som guvernør på Bahamas under 2. verdenskrig nægtede Edward at udnævne sorte til øens regeringskabinet.

Sorte formåede ikke at “blive til noget uden at miste ligevægten”, mente han.

En anden væsentlig grund var, fortalte Edward senere til koloniministeren, at medlemmer af kabinettet altid blev inviteret til middag i guvernørboligen.

En sådan gestus var imidlertid utænkelig, hvis en sort blev udpeget, da øens hvide mænd “ikke vil tillade deres hustruer at sidde til bords med farvede mennesker”.

Koloniministeriet i London prøvede ihærdigt at få Edward på andre tanker, men guvernøren stod fast.

Sorte var dårligt udrustede til at leve op til det 20. århundredes krav, betroede han Churchill. Tanker om lighed og frihed mellem racerne var “både utidigt og farligt”, pointerede han.

Abdikationen synes uundgåelig

Mandag den 16. november:
Retten i Ipswich har forhåndsgodkendt Wallis’ skilsmisse. Resten er en formsag. Stanley Baldwin aflægger endnu et besøg.

Edward betragter premierministeren med slet skjult irritation. Baldwin har en øretæveindbydende vane med at føre højre hånd op til øret og hurtigt knipse med fingrene, når han vil understrege en pointe.

Baldwin taler med højtidelig mine om kongens pligter og det umulige i at ægte en kvinde, som allerede er skilt to gange.

Edward lytter utålmodigt til premierministeren, før han abrupt udbryder: “Det er min hensigt at ægte fru Simpson, så snart hun har sin frihed til at gifte sig igen”.

Hvis han kan gifte sig med hende som konge, vil det være godt. Han vil være lykkelig og derfor en bedre regent. Men hvis regeringen er imod ægteskabet, som han nu har grund til at tro, er han klar til at gå af, fastslår Edward.

Baldwin, der netop har tændt sin pibe, lader sig ikke kyse af kongens ord. “Sir, det er en alvorlig nyhed, og det er umuligt for mig at kommentere i dag”, svarer han roligt.

Ultimatummet virker ikke efter hensigten, indser Edward. Fåmælt leder kongen premierministeren til døren.

Edward vælger kærligheden

Om aftenen onsdag den 2. december:
Edward har erklæret, at han er villig til at indgå et morganatisk ægteskab med Wallis. Ordningen indebærer, at de to bliver ægtefolk, men Wallis kan ikke kalde sig dronning. Afgørelsen ligger hos parlamentet i London og hos de såkaldte dominions – områder under britisk overhøjhed med udstrakt selvstyre.

Stemningen ved middagsbordet er anspændt, mærker Wallis. Edward er netop vendt tilbage fra London, hvor han ved et møde med premierminister Baldwin har drøftet muligheden for at indgå et morganatisk ægteskab med hende.

Han er dog først vendt hjem få minutter før middagen, og Wallis’ tante er på besøg, så hun har endnu ikke haft mulighed for at være alene med kongen.

Efter desserten beder hun og Edward sig derfor undskyldt og går ud for at trække frisk luft i haven. Her ligger tågen tæt over flisegangen, og træerne drypper af væde.

Det triste vejr afspejler sig i kongens ansigtsudtryk, bemærker Wallis, mens de går sammen i tavshed. Situationens alvor lader endelig til at være gået op for ham. Hun venter tålmodigt, og til sidst begynder han at fortælle om mødet.

Hverken de britiske dominions eller parlamentet vil godtage giftermålet, har premierministeren sagt. “Sagen står således, at enten må jeg give afkald på dig, eller også må jeg abdicere”, siger Edward.

“Og jeg har ikke i sinde at give afkald på dig”, pointerer han bestemt.

Wallis protesterer svagt. Edwards plads er i spidsen for folket, siger hun uden for alvor at mene det. Hun forstår imidlertid, at situationen ikke længere er under hendes kontrol.

Hvad der begyndte som en smigrende og uforpligtende affære, er nu blevet et spørgsmål om magt, ære og traditioner. Wallis’ instinkt byder hende at flygte fra det hele: “Jeg rejser bort”, siger hun beslutsomt.

“Jeg er allerede blevet her alt for længe”.

Edward faldt altid for de forkerte

Wallis Simpson var langtfra Edwards første romance. Som ganske ung forlovede han sig i 1917 med Rosemary Leveson-Gower, en sygeplejerske på et Røde Kors-hospital i Frankrig.

Rosemary var ung, smuk og af adelig herkomst, men familien forbød forbindelsen pga. rygter om gambling-problemer i hendes familie.

Året efter mødte prinsen Freda Dudley Ward, som under et zeppeliner-angreb på London søgte tilflugt i et hus på Belgrave Square, hvor prinsen festede.

At Freda var gift, generede ikke Edward, men da hun tog sig endnu en elsker, blev han jaloux og fandt sig selv en ny elskerinde: Thelma Furness, der introducerede ham til Wallis Simpson.

Regeringstiden slutter med en tale

Fredag den 11. december kl. 17:
Wallis er rejst til byen Cannes i Frankrig, og Edward har to dage forinden meddelt Baldwin, at han abdicerer. Med regeringens tilladelse tager han afsked med nationen i en tale på den statslige radiokanal, BBC.

“Her er Windsor Castle. Nu taler Hans Kongelige Højhed Prins Edward”, fortæller BBC’s direktør, sir John Reith, til nationen.

Med ansigtet lagt i alvorlige folder står Edward tavs ved Reiths side og lytter til det kortfattede budskab. Bagefter overtager han mikrofonen.

“Endelig... endelig får jeg lejlighed til selv at fremsætte et par ord”, begynder Edward snublende, mens han rykker tættere på mikrofonen.

Den afgående regent føler sig anspændt, mens han erklærer sin bror, den nye konge, sin troskab. Da han når til det emne, som egentlig ligger ham på sinde – følelserne for Wallis – får hans stemme dog kraft:

“De kender grundene, som har fået mig til at afstå tronen”, siger han.

“De må tro mig, når jeg fortæller Dem, at det er mig umuligt at bære ansvarets tunge byrde og at udføre mine pligter som konge på den måde, som jeg ønsker at udføre dem, uden hjælp og støtte fra den kvinde, som jeg elsker”.

Edward fremsætter den sidste del af sætningen med eftertryk. Han undgår behændigt at nævne Wallis Simpson ved navn, da han ikke ønsker at minde befolkningen om, at hans udkårne stadig er gift med en anden mand.

“Her er Windsor Castle. Nu taler Hans Kongelige Højhed Prins Edward”

“Beslutningen blev gjort lettere for mig pga. min sikre viden om, at min bror, med hans lange uddannelse i statsvirksomhed og hans gode kvaliteter, vil kunne indtage min plads uden risiko for imperiets ve og vel”, fortsætter kongen.

“Og han nyder godt af den uforlignelige velsignelse, som også er blevet mange blandt jer til del, men som ikke er mig forundt – et lykkeligt hjem med hustru og børn”, siger Edward med en snert af bitterhed i stemmen, inden han runder talen af:

“Og nu, hvor vi har en ny konge, ønsker jeg af hele mit hjerte ham alt godt og Dem, hans folk, lykke og fremgang. Gud velsigne jer alle. Gud bevare Kongen”.

Edward kan mærke sin stemme knække en smule over midt i den sidste sætning. Nu er der ingen vej tilbage. Han har opgivet sin trone.

Kongefamilien udebliver fra brylluppet

Torsdag den 3. juni 1937:
Efter sin abdikation er Edward blevet gjort til hertug af Windsor, og Wallis Simpsons skilsmisse er blevet bevilget en måned forinden. Nu kan hun og Edward endelig blive gift. Vielsen foregår på slottet Château de Candé nær byen Tours i Frankrig.

“Op med hovedet, når du bliver fotograferet”, siger Edward opmuntrende til sin kone, mens fotograferne knipser løs.

Storbritanniens tidligere konge er stolt af sin brud: Wallis stråler på denne deres bryllupsdag i en fornem, hellang kjole. Stoffets sarte lyseblå farve skal i hele verden blive kendt som “Wallis-blå”.

Under hele seancen ser Edward sig dog beklemt omkring. Til det sidste håber han, at medlemmer af den nærmeste familie vil dukke op. Han bliver skuffet.

Ingen kongelige er blandt de omkring 20 gæster, som overværer hans og Wallis’ vielse.

“Op med hovedet, når du bliver fotograferet”

Hermann Göring viser sin togbane frem

Torsdag den 14 oktober:
Edward og Wallis besøger som private gæster Tyskland, angiveligt for at studere landets erhvervsliv. Hitlers rige er i hele verdens søgelys, fordi landet – i strid med internationale aftaler – opruster kraftigt. Nazisterne håber, at hertugparrets besøg kan højne Tysklands anseelse i udlandet og skabe kontakter til den britiske overklasse.

En glad Hermann Göring viser det britiske hertugpar rundt i sin 230 m² store luksusjagthytte nord for Berlin.

For at udvise behørig respekt for sine gæster har topnazisten i dagens anledning iklædt sig sin hvide feltmarskaluniform.

Højdepunktet under omvisningen er den store modeljernbane oppe på loftet. Det dyre legetøj er enevig kilde til stolthed for Tysklands rigsdagspræsident og luftfartsminister.

Anlægget, som dækker det meste af gulvet, er komplet med landskab, træer, huse og viadukter.

Göring fortæller begejstret om alle de enkelte dele, mens han trykker på kontakter og trækker i håndtag for at styre de små tog og skifte miniature-sporsignalerne.

Til sidst fremviser han en helt særlig detalje: Over banelegemet svæver et modelfly udspændt i en snor. Når snoren sættes i bevægelse, smider flyet små bomber af træ ud over togene, forklarer han entusiastisk.

Efterfølgende fremviser Göring sit bibliotek, og et landkort på væggen fanger hertugens opmærksomhed. Kortet viser Europa, men grænsen mellem Tyskland og Østrig er væk.

“Deres Excellence. Det er et meget interessant kort, De har der”, siger hertugen.

“Ja, jeg har lige ladet det lave – en god prøve på moderne kartografi”, svarer Göring muntert, hvorefter Edward henleder hans opmærksomhed på den manglende grænse.

“Deres Kongelige Højhed hentyder til Østrigs indlemmelse i Tyskland”, svarer han med et grin.

“Tja, jeg skulle have et nyt kort, og da Østrig alligevel snart slutter sig til Tyskland – frivilligt, selvfølgelig – så forekom det mig fornuftigt at tage forskud på begivenheden. Det sparer mig ulejligheden med at få lavet et nyt kort til den tid”, forklarer topnazisten.

Svaret tilfredsstiller tilsyneladende hans gæst, for Edward forfølger ikke emnet yderligere. Resten af besøget forløber i ro og mag.

For at glæde hertugparret sørger Göring naturligvis for at servere te – på et bord, der er på størrelse med et mindre dansegulv.

Hertugen og hertuginden af Windsor møder Hitler

Adolf Hitler bød både Edward og hans hustru varmt velkommen.

© Ian Dagnall Computing/Imageselect

Hitlers Tyskland bød ekskongen velkommen

Edward og Wallis rejste i 1937 til Tyskland – officielt for at se landets fremskridt inden for industri- og arbejdsmarkedsforhold. I virkeligheden blev hertugparret statister i en propagandaforestilling iscenesat af Nazirigets spidser.

  • 11. oktober

    Edward og Wallis ankommer til Friedrichstrasse station i Berlin. Omkring 2.000 mennesker er forsamlet for at se hertugparret.

  • 12. oktober

    Robert Ley, lederen af Deutsche Arbeitsfront, holder middagsselskab til hertugparrets ære. Blandt gæsterne er propagandaminister Joseph Goebbels, som underholder Edward.

  • 13. oktober

    Edward besøger Ordensburg Krössinsee, en kasernelignende skole, der bl.a. står for at uddanne medlemmer af Hitlerjugend. Under besøget inspicerer hertugen rækker af kampklare SS-soldater.

  • 14. oktober

    Hertugparret besøger Hermann Göring i hans private residens Carinhall i Schorfheide-skoven nær den polske grænse. Göring inviterer på te og indvier Edward i naziregimets ønsker om at indlemme Østrig i Det Tredje Rige.

  • 18. oktober

    Edward besøger en maskinfabrik og spiser frokost med arbejderne. Han ser de arbejderboliger, som er opført i tilknytning til fabrikken.

  • 20. oktober

    Edward besøger en skole drevet af Deutsche Arbeitsfront i Dresden. Skolen er en af Tysklands bedste og er nøje udvalgt.

  • 22. oktober

    Hitler tager imod hertugparret i sin private residens, Berghof, i Berchtesgaden i Bayern. Han holder et privat møde med Edward og inviterer derefter både ham og Wallis på te. Om aftenen spiser parret middag hjemme hos Rudolf Hess.

Føreren byder velkommen

Fredag den 22. oktober:
Wallis og Edward er inviteret til møde hos Adolf Hitler i hans private bayerske residens, Berghof.

Da Wallis og Edward ankommer til Berghof, bliver de vist ind i en stor salon. Wallis bemærker med det samme udsigten – hele den ene væg består af et vindue med vue ud over De Bayerske Alper.

Mens hun og Edward beundrer det pragtfulde skue, dukker en adjudant op. Hitler venter på hertugen, proklamerer han.

Imens de to mænd taler privat sammen, bliver Wallis budt på te af Rudolf Hess, Hitlers stedfortræder. Wallis finder Hess beleven og behagelig at konversere med, og samtalen glider uden problemer.

Efter en time kommer Edward og Hitler ind i stuen. Føreren er iført brun uniform og hagekorsarmbind. Mens kopperne klirrer, og snakken går, betragter Wallis deres vært med større og større beundring.

Hun lægger især mærke til hans øjne, som hun synes brænder med en særlig ild. Sympatien er gensidig. Ved dagens slutning knuger Hitler hendes hånd, mens han bukker dybt til afsked.

Edward stråler af stolthed. Da Hitler kort efter strækker højre arm i vejret, returnerer hendes mand entusiastisk heil-hilsenen.

På vej hjem i bilen spørger Wallis, om mødet var interessant. “Ja, meget”, svarer Edward undvigende.

Wallis kan mærke, at Edward skjuler noget for hende. Og selvom hendes mand virker beklemt ved at tale om sit private møde med den tyske Fører, er hun selv for nysgerrig til at droppe emnet.

“Talte I om storpolitik?” spørger hun derfor.

Edward forsøger at affærdige spørgsmålet, men hun bliver ved med at lede samtalen tilbage til mødet, og til sidst forklarer Edward, at de bl.a. har talt om, hvad Hitler gør for at bekæmpe kommunismen.

“Hvad sagde han om kommunismen?” spørger Wallis.

“Han er modstander af den”, svarer Edward kort, og Wallis kender sin mand godt nok til at vide, at hun ikke får mere ud af ham.

Berghof i bjerglandskab

Hertugparret besøgte den tyske Fører i hans hjem i Bayern, Berghof.

© Interfoto awkz/Imageselect

Verdenskrigen modtages med en dukkert

Søndag den 3. september 1939:
Situationen i Europa spidser til. I marts samme år har Hitler overfaldet Tjekkoslovakiet, og da tyske tropper omkring et halvt år senere overskrider den polske grænse, har Storbritannien fået nok.

Edward slapper af sammen med Wallis ved poolen i en lejet villa i Antibes ved Den Franske Riviera, da han bliver kaldt til telefonen. Den britiske ambassadør i Paris vil tale med ham.

Efter 10 minutter vender han tilbage. “Storbritannien har lige erklæret Tyskland krig”, fortæller han Wallis.

Følgerne for fædrelandet er dog ikke længere en sag, som ligger Edward meget på sinde.

“Jeg er bange for, at det kommer til at bane vejen for verdenskommunismen”, konstaterer hertugen blot, før han igen springer i poolen.

Amerikansk diplomat slår alarm

Juni 1940:
Efter krigsudbruddet fører Edward og Wallis en omflakkende tilværelse i Europa. I juni måned besøger de den pro-tyske bankmand Ricardo do Espírito Santo Silva i Portugal.

En lun juni-aften afholder rigmanden Ricardo Silva et middagsselskab i sin villa i Lissabon. Herbert Pell har modtaget en invitation, fordi han er USA’s gesandt i byen.

Men Pell er langtfra den mest prominente gæst, bemærker han hurtigt.

Hertugparret Edward og Wallis sidder nemlig også til bords. Især hertugen hygger sig under måltidet, og snakken går lystigt.

Den tidligere konge får efterhånden talt sig varm, og på et tidspunkt erklærer Edward, at han har tænkt sig at blive i udlandet – uanset hvad Churchill så måtte mene om den sag.

Og briterne burde i øvrigt slutte fred med Hitler, tilføjer han nonchalant.

Pell stivner. Han ved, at mange hos de allierede frygter, at Edward skal falde i kløerne på nazisterne, som vil udnytte ham – dels til propaganda, og dels til at få adgang til andre højtstående briter.

Efter middagen deler Pell bekymringen med sine britiske diplomatkolleger via telegram.

Edward 8. bliver guvernør på Bahamas

Hverken Edward eller Wallis brød sig om at bo på Bahamas, men parret havde ikke for alvor noget valg.

© John Frost Newspapers/Imageselect

Hertugen blev gemt væk

For at fjerne Edward fra nazisternes rækkevidde udnævnte den britiske regering ham i 1940 til guvernør på Bahamas – en beslutning, hans kone ikke brød sig om:

“Jeg hader dette sted mere og mere for hver dag, der går. De indfødte er smålige, turisterne trivielle og uinteressante”, betroede Wallis sin tante Bessie.

En stor del af hertugparrets tid – og penge – gik til at renovere guvernørboligen, der ved indflytningen var plaget af termitter.

I sin egenskab af guvernør tog Edward dog ofte bort fra øen på luksusrejser til Washington, hvor han diskuterede handelsmuligheder mellem Bahamas og USA.

Når Wallis ikke var med ham, brugte hun bl.a. sin tid på velgørenhedsarbejde hos den lokale afdeling af Røde Kors.

Regeringen sender Edward til Caribien

Søndag den 18. august:
For at få Edward væk fra Europa gør regeringen ham til guvernør over Bahamas – en øgruppe i Vestindien. Den siddende ambassadør, Charles Dundas, flytter briterne hastigt til en post i det afrikanske land Uganda.

Imens lystfartøjer fyldt med nysgerrige passagerer følger den canadiske damper Lady Somers tæt, sejler skibet ind i havnen i Bahamas’ hovedstad, Nassau, på øen New Providence.

Edward har måttet bide i det sure æble og forlade Europa, presset af den britiske regering. Hundredvis af blikke følger ham og Wallis, da de går i land.

Ægteparret er nobelt klædt: Edward selv i sin feltmarskal-uniform og Wallis i en let, men tækkelig kjole pyntet med en sløjfe ved halsen.

I hånden knuger hun en vifte, et nødvendigt værn mod den kvælende hede, som på denne tid af året hænger over øerne.

Langs ruten fra kajen til guvernørboligen vinker Edward og Wallis til tilskuerne, der kvitterer med vink og begejstrede tilråb. Soldater fra øens kongelige garnison står ret, da hertugparret går forbi.

Da ægteparret når frem til guvernørboligen, hilser de på den fremmødte menneskeskare fra balkonen. Herfra har de udsigt til havet.

Et sted langt derude – omkring 7.000 km borte – ligger Europa. Englands ekskonge er ankommet til sit ufrivillige eksil.

Middag i det hvide hus for hertugen og hertuginden af Windsor

Præsident Nixon og frue spiste middag med det celebre par i Det Hvide Hus i 1970.

© Historical/Getty Images

Jetset-livet ventede efter krigen

Edwards tvivlsomme forbindelser før krigen blev hurtigt glemt, da freden igen sænkede sig over Europa.

Den romantiske fortælling om kongen, der ofrede alt for kærligheden, passede godt ind i 1950’ernes smag for letbenet underholdning og gammeldags helteskikkelser.

Kendte og indflydelsesrige personer stod derfor i kø for at se – og blive set sammen med – hertugparret, som nu levede jetset-livet i Europa og USA.

“Overalt, hvor hertugen og hertuginden tager hen, der er verden – de smukke menneskers verden”, fastslog den amerikanske sladderskribent Elsa Maxwell.

Wallis og Edward tog bl.a. på krydstogt i Middelhavet med filmstjernen Greta Garbo og besøgte præsidenterne Eisenhower og Nixon i Det Hvide Hus.

Hertugen og hertuginden lod sig desuden interviewe til ét af USA’s mest sete interviewshows – “Person to Person”.

I 1967 spiste Edward og Wallis privat middag med Kennedy-familien, der ofte omtales som USA’s svar på en kongefamilie. Middagen blev holdt efter premieren på filmen “A King’s Story”, der byggede på Edwards memoirer.

Bogen var én af flere, som den tidligere monark skrev om det engelske kongehus – et forehavende, der var med til at finansiere parrets luksuriøse livsstil.

Efterskrift:

Edward og Wallis måtte blive på Bahamas indtil 1945, hvorefter de vendte tilbage til Frankrig.

Edward levede resten af sit liv adskilt fra sin mor og sine søskende, men han bibeholdt kontakten med familien indtil sin død i 1972.

Hertugen blev stedt til hvile på den kongelige begravelsesplads ved Windsor Castle i overensstemmelse med en aftale, han havde indgået med sin niece, dronning Elizabeth.

Wallis Simpson blev aldrig officielt modtaget af hverken dronning Mary eller dronning Elizabeth, som overtog tronen efter sin far, George 6., i 1953.

Hertuginden døde i 1986 efter flere års sygdom og blev stedt til hvile ved siden af sin mand.

Læs også:

August den Stærke statue
Kongelige

Katolsk fyrste svigtede Gud for en kongekrone

24 minutter
2. verdenskrig

Få enestående særudgave om 2. verdenskrig

3 minutter
Nazisme

Den gode Göring reddede jøder

6 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul