Gary Lee Todd

Mysteriet om Djengis Khans død er løst

Internationalt hold forskere kan endelig afsløre, om verdens mægtigste mand i 1200-tallet blev myrdet af sin kone.

Siden mongolernes store leder, Djengis Khan, blev begravet i 1227, har årsagen til hans død været et mysterium. Omkom storkhanen efter et fald fra en hest? Pådrog han sig et betændt sår i kamp? Eller blev han myrdet af en slavinde?

Tvivlen opstod, fordi mongolernes stormænd gjorde alt, hvad de kunne, for at holde deres herskers død hemmelig. I 1227 var mongolerne nemlig i gang med et 20 år langt felttog mod det kinesiske Tangut-imperium, da Djengis Khan pludselig døde.

Nu mener et hold af italienske og australske forskere, at de omsider har fundet ud af, hvad der slog historiens største erobrer ihjel.

Ögedei Khan

Djengis Khans søn Ögedei Khan afløste i 1229 sin far som hersker over det mægtige mongolske rige.

© National Palace Museum in Taipei

Pest hærgede mongolernes hær

Forskerne har kigget nærmere på talrige skriftlige kilder fra tiden omkring Djengis Khans død. De hæfter sig især ved beretningen fra den kinesiske embedsmand Yelü Chucai (1190-1244). Yelü Chucai var en del af Djengis Khans hof og beskrev, hvordan tusindvis af krigerne i Djengis Khans hær i 1226 led af byldepest.

En anden kinesisk kilde beskriver, hvordan storkhanen var syg i otte dage op til sin død, mens den persiske historiker Ata-Malik Juvayni (1226-1283) forklarer, at Djengis Khan blev “overvældet af en uhelbredelig sygdom”.

Forskerne mener, at kilderne tilsammen “antyder en mere fornuftig konklusion og en retrospektiv diagnose: Pest.”

De afviser dermed teorier som fx, at den sovende Djenghis Khan blev dolket af en kinesisk prinsesse, som var en del af hans krigsbytte.