Øgenavnet gik over i historien
Overvægt, sindssyge, blodtørst eller bare en særpræget tøjstil har givet mange af historiens monarker ærekrænkende øgenavne. Ingen turde sige dem højt i regentens påhør. Andre fik et klædeligt tilnavn som en hyldest af store bedrifter og en ædel karakter.
Ludvig 6. led ingen nød, før hans appetit og tørst kostede ham livet.
Ludvig 6. af Frankrig: Ludvig den fede
1108-1137 e.Kr.
“Le Gros”, den fede, endte sine dage i et smertefuldt anfald af blodig diarré, mens han lå på sit dødsleje i slottet Béthisy-Saint-Pierre i det nordlige Frankrig. Lidelsen var angiveligt forårsaget af hans overdrevne indtagelse af vin og fed mad, som ikke alene gav ham hans omfangsrige figur, men også hans øgenavn.
Ludvig 6. var ellers en af Frankrigs første stærke konger og brugte langt de fleste af sine 29 år på tronen på at stabilisere kongemagten. Han kæmpede konstant mod egenrådige og korrupte adelsmænd og gik i krig med normanniske konger fra England, bl.a. Henrik 1. (William Eroberens søn). Ludvig ville fravriste dem deres besiddelser i Normandiet.
Hans bestræbelser bar frugt og var afgørende i centraliseringen af magten i de følgende århundreder.
Kejser Caligula: Lille støvle
37-41 e.Kr.
Keiser Caligula fikk sitt navn av farens legionærer.
Den romerske general Germanicus tog sin lille søn med til Germaniens blodige slagmarker. Han mente, at det hårde legionærliv ville give den helt rette ballast til hans lille søn med navnet Gaius Julius Caesar Augustus Germanicus. Faderens soldater gav drengen kælenavnet Caligula, “lille soldaterstøvle”, og det hang ved resten af livet – også da han i årene 37-41 e.Kr. var kejser af Rom.
Khosrau 1. af Persien: Den udødelige
531-579 e.Kr.
Khosraus arv levede længe efter hans død.
Persiens konge byggede en perlerække af byer, paladser, broer, veje og dæmninger, mens kunsten, videnskaben og handlen blomstrede under hans styre. Han var en af de mest ambitiøse konger i Persiens lange historie, og de mange bygninger og politiske tiltag gav ham tilnavnet “Anushirvan” – den udødelige sjæl.
Koshrau 1. var religiøs og tilhænger af den oldpersiske religion, der i dag er kendt som “zarathustrianismen” – statsreligionen i Iran før islam. Kongen tolererede dog andre religioner, bl.a. kristendommen. Hans eftermæle er desuden præget af, at han indførte en retfærdig beskatning og gav sine soldater god løn.
Flere historiske øgenavne 1
Magnus 3. blev inspireret under sit togt til irland. Han gik med bare ben og kilt.
Magnus 3. af Norge: Magnus barfod
1093-1103
Norges kong Magnus 3. gik klædt på irsk manér med kilt. De bare ben gav ham tilnavnet “Barfod”. Magnus drømte om et norsk imperium omkring Irske Hav, og i 1102 drog han af sted for at erobre Irland. Det lykkedes at indtage Dublin og store dele af landets nordlige egne, men i 1103 faldt hans styrker i et irsk baghold. Magnus selv fik et dødbringende økseslag mod baghovedet.
Harald 1. af Danmark: Harald Blåtand
Ca. 940-986 e.Kr.
Harald var den første danske konge, som lod sg døbe.
Gorm den Gamles søn, vikingekongen Harald, fik sit øgenavn pga. sin sorte fortand, som han formentlig havde pådraget sig i sværdkamp.
Harald forenede Danmark, kristnede danskerne og erobrede Norge.
Ethelred 2. af England: Den rådvilde
1081-1137
Kong Ethelred anede ikke, hvad han skulle stille op med vikingerne.
Den 10-årige Ethelred blev konge og havde så elendige rådgivere, at omverdenen anså ham for at være ude af stand til at tage gode beslutninger. I det meste af sin regeringstid forsøgte han forgæves at stå imod vikingernes evindelige angreb på England. I et sidste desperat forsøg lod han samtlige danere på engelsk jord dræbe – bl.a. søsteren til Svend Tveskæg af Danmark. Svends hævntogt destabiliserede England, og tronen tilfaldt til sidst Svends søn Knud den Store.
John Lackland af England: Johan uden land
1199-1216 e.Kr.
Kongesønnen John fik ingen jord af sin far.
Intet rige, intet grevskab, intet len lå klar og ventede på prins John, der ellers var søn af Englands Henrik 2. De ældre brødre havde fået det hele.
Først da John selv blev konge, kunne han herske over land og undersåtter, men regeringstiden var én lang række af nederlag. Først tabte han Normandiet i 1204, og i forsøget på at generobre området brandskattede han englænderne langt over deres formåen. Kongen var modstander af pavens kandidat til landets ærkebispesæde.
Han blev derfor ekskommunikeret i 1208 – og tabte reelt England.
Grev Ugolino della Gherardesca: Grev kannibal
ca. 1220-1289 e.Kr.
Dante brugte den makabre historie om grev Gherardesca og hans fortæring af sit afkom i “Inferno” – første del af “Den Guddommelige Komedie”.
Den italienske greve spiste sine to sønner og to af deres sønner – siges det. Greven og hans fire arvinger var dømt til at lide sultedøden og sad muret inde i toppen af et tårn i Pisa.
Grev Gherardesca kom fra en af italiens mest magtfulde familier, der ejede enorme landområder i Toscana omkring Pisa. Slægten havde haft politisk magt og adelig status siden før år 1000.
I 1284 var Pisa under militært angreb fra rivalerne i Genova. Pisas fremmeste borgere valgte i desperation grev Ugolino della Gherardesca til “podestá” – øverste administrator – og hærens leder. I den efterfølgende politiske kamp med personer, som selv stræbte efter hans position, kom han i konflikt med ærkebiskop Ruggieri. Han anklagede greven for forræderi og spærrede ham og børnene inde.
Flere historiske øgenavne 2
Frankrigs Karl 6. led ifølge eksperter af skizofreni. Han var berygtet for at svinge sit sværd mod sine egne mænd.
Karl 6. af Frankrig: Karl den gale
1380-1422 e.Kr.
Den franske kong Karl 6. var lavet af glas – troede han selv. Når kongen havde et af sine månedlange anfald af sindssyge, var han derfor meget påpasselig med ikke at blive knust.
I årene efter Karl 6. blev kronet som 11-årig i 1380, var han kendt som “Charles le Bienaimé”, Karl den Elskede, men efterhånden som psykoserne tog til, ændredes hans øgenvn til “Charles le Fou”, Karl den Gale.
Af og til drev tvangsforestillingerne kongen til at løbe omkring i paladset og hyle som en ulv, andre gange nægtede han i månedsvis at gå i bad. Ofte kunne han ikke huske, at han var konge, og flygtede vantro fra sin egen dronning Isabeu de Bávarie og deres fælles børn, som han ikke kunne genkende.
Kongens mentale tilstand frarøvede ham autoriteten og gjorde ham ude af stand til at regere landet. Riget blev derfor hærget af fejder, der kastede Frankrig ud i kaos og anarki. Englands Henrik 5. greb chancen i oktober 1415, hvor Karl 6. tabte slaget ved Agincourt – det afgørende slag i 100-årskrigen.
I 1420 måtte Karl den Gale nødtvungent underskrive en ydmygende fredsaftale, hvor Henrik 5.s tronfølger blev udråbt til arving af den franske trone.
Ludvig 9. af Frankrig: Ludvig den hellige
1226-1270 e.Kr.
Han blev konge som 12-årig og kæmpede og døde for sin tro.
Den franske konge ejede ikke mindre end tre udgaver af Jesu tornekrone og havde verdens fineste samling af hellige relikvier. Ludvig byggede kirken Sainte-Chapelle i Paris, “Den Gotiske Juvel”, alene til opbevaring af de eftertragtede genstande.
Ludvig var usædvanlig stærk i troen og satte sig personligt i spidsen for det sjette korstog i årene 1248-54. Målet var at befri Egypten for de vantro, men hæren led imidlertid i 1250 et stort nederlag i det sumpede Nildelta. Kongen blev taget til fange, købt fri for en stor løsesum og brugte de næste fire år i Palæstina på at forsvare Det Hellige Land. Kongen døde på det syvende korstog i Tunis i 1270, og Vatikanet kanoniserede ham i 1297.
Mary 1. af England: Bloody Mary
1553-1558 e.Kr.
Mary 1. henrettede hundreder af protestanter.
Hun lod den protestantiske teolog John Rogers brænde på bålet. Både Londons biskop Nicholas Ridley og John Cranmere, ærkebiskop af Canterbury, fulgte senere efter. I alt blev 300 ledende ikke-katolikker ædt af flammerne. Mary 1. ville med magt omgøre sin far Henrik 8.s beslutning om at frigøre Englands trone fra Vatikanet i Rom.
Gustav 2. Adolf af Sverige: Løven fra nord
1611-1632 e.Kr.
Mange tyskere så et håb i Sveriges konge.
Den lutheranske konge af Sverige fik sit flatterende øgenavn af tyske protestanter. De ønskede brændende, at hans suveræne hær skulle feje landets katolikker af banen.
Gustav 2. Adolf var i juni 1630 gået ind i 30-årskrigen ved at invadere den tyske østersøby Peenemünde. I december beherskede han bl.a Mainz, over 800 km mod syd. Tysklands skæbne syntes at ligge i hans hænder, og flere regioner blev officielt erklæret protestantiske. Kongen blev dræbt i kamp med tyske tropper under slaget ved Lützen i 1632.
Ferdinand 2: Kong bombe
1830-1859 e.Kr.
Bombardementer af civile gav Ferdinand 2. øgenavnet “Ré Bomba” .
Kongen styrede Sicilien og Napoli med et stærkt hemmeligt politi og hård censur. I 1848 fejede en bølge af revolutioner over Europa – også i Palermo på Sicilien. Kongen bombarderede øens byer, og mange civile blev dræbt.