Konger leger krig i skoven

Overdådig jagt – konger legede krig i skoven

Middelalderens konger elskede at jage – her kunne de blære sig med deres rigdom, styrke og magt. Men buldrende fart, sværmende pile og dristige manøvrer bragte igen og igen regenterne i livsfare.

Middelalderens konger elskede at jage – her kunne de blære sig med deres rigdom, styrke og magt. Men buldrende fart, sværmende pile og dristige manøvrer bragte igen og igen regenterne i livsfare.

Heritage Images/Getty Images

Luften er frisk, og vejret er perfekt denne oktoberdag i 1672, hvor Christian 5. er mødt op med hundredvis af sine undersåtter og dusinvis af hunde i Jægersborg Dyrehave nord for København. Kongen har arrangeret en parforcejagt – hans yndlingsjagtform – her på hans personlige jagtlegeplads på 11 km2.

Skoven er fyldt med vildt, og hver eneste tilstedeværende kunne snildt nedlægge bytte nok til at brødføde sin familie i ugevis, men i dag har kun én ret til at dræbe – kongen selv. Jagtmesteren sendes afsted med blodhundene, og lige så snart de har fået færten af dagens bytte, den mægtige kronhjort, går det levende teaterstykke i gang.

Hornene lyder, og hundene sendes afsted efter hjorten flankeret af mænd til hest. Resten indfinder sig på deres pladser rundt i den nøje inddelte skov og aflukker langsomt kronhjortens flugtveje. Kongen og hans selskab af hoffolk og gæster bliver tilbage på en høj, hvorfra der er udsyn over store dele af dyrehaven.

“Slet intet spares der af vin, ædle drikke eller andet traktement – hver og én fik fyldt op”. Avisen “Den Danske Mercurius”, 1672.

I stedet for at deltage i forfølgelsen og udmatningen af hjorten slapper herskabet af, mens tjenerne gør alt for at forsøde ventetiden.

“Slet intet spares der af vin, ædle drikke eller andet traktement – hver og én fik fyldt op”, beskrives det i den første dansksprogede avis, “Den Danske Mercurius”, hvor mange af kongens jagter omtales.

Først efter flere timer lyder det, Christian har ventet på: Halali-hornsignalet, der betyder, at kronhjorten er faldet om af udmattelse, og at kongen skal gøre sit indtog. Som parforcejagtens klimaks skal kongen give den udmattede kronhjort nådestødet, og da han er fremme, trækker han sin hirschfænger – en stor jagtkniv – og lister sig hen til den udmattede hjort, som flere af hundene holder nede ved at bide om dyrets lemmer. Med et raskt stød jager Christian kniven ind i bugen på byttet og dræber det.

Kongen har vist sig som naturens hersker ved at gøre kål på skovens prægtigste dyr. Og Christian 5. er langtfra den eneste, der finder nydelse og pragt i at jage. Fra middelalderen og frem til 1800-tallet er jagt overklassens absolutte yndlingsbeskæftigelse. Skovene er blevet kongernes og adelens legeland – og døden venter alle andre, som vover at jage på kongens areal.

Video: Hør det klassiske halali-hornsignal

Jagt blev de fornemmes sport

I mange årtusinder var jagt på bytte en fundamental del af menneskets overlevelse. Alle med et våben i hånden kunne i princippet ernære familien ved at opspore og dræbe dyr.

Men meget tyder på, at lige så længe, som der har været en overklasse, så har der været mennesker, som har jaget for andet end føde. En mesopotamisk stele fra 3400 f.Kr. viser fx en hersker i færd med at jage en løve. Fra senere kilder ved historikere, at det at jage og tæmme en løve var en måde at fremstille fyrstelig magt på og demonstrere, at naturen kunne kontrolleres.

Også i det gamle Grækenland og Rom kastede herskerne sig over jagt. Kejser Hadrian var fx kendt for at drage på bjørnejagt, og i takt med at Romerrigets grænser flyttede sig mod nord, blev også jagten på andre typer vildt en del af kejsernes forlystelser.

Assyrisk konge dræber løve

Assyriske konger viste deres magt ved at dræbe tilfangetagne løver foran et stort publikum.

© Sotheby’s

Det var dog i middelalderen, at eliten virkelig begyndte at udvikle smag for jagt, og den dermed også blev forment almindelige mennesker i Europa. Bønder og borgere blev med tiden pålagt flere og flere begrænsninger i deres ret til at jage. I Tyskland begyndte skovene allerede i 1000-tallet at være lukket land for pøbelen. Kun hvis et dyr bevægede sig uden for kongens og adelens skove, måtte det jages frit.

At jagten var blevet et adeligt privilegium, gjorde den til en af de vigtigste aktiviteter i samfundet. Den blev kendt som “kongernes sport”, og det var til de store jagtselskaber – ikke mindst under festlighederne før og efter jagten – at vigtige aftaler og alliancer blev indgået, og fordelagtige ægteskaber blev arrangeret.

Når overklassen gik på jagt, var demonstrationen af rang, velstand og elegance central. Derfor måtte udstyret være i orden, og passe til den noble fortælling.

Skjold med hest og rytter
© Wolfgang Sauber

Avlsheste kom i høj kurs

Hurtige og manøvredygtige heste signalerede status og gjorde, at rytterne kunne udmærke sig. Efter byzantinsk forbillede blev hesteavl med tiden almindeligt, og avlsheste blev et must for overklassen.

To brun-hvide mynder hunde
© Jean-Baptiste Oudry

Mynder var de bedste hunde

Mynder og spaniels deltog primært i jagten. Men mens den yndefulde mynde var overklassens yndling, fandt adelen ofte spaniels – der blev brugt til at rejse vildtet og apportere – for stridige og gøende.

Mænd med bue på jagt
© Hans Biedermann – Medicina Magica

Buen mistede anseelse

Igennem middelalderen brugte overklassen hyppigt buer til jagt. Men den blev med tiden betragtet som kujonens våben. Det var mere nobelt at nedlægge byttet i nærkamp – efter at det havde brugt sine kræfter.

Spyd til jagt
© William H. Riggs

Spyddet blev prydet

Det var ærefuldt at dræbe stort vildt som hjorte og vildsvin med spyd. Mange overklassejægere fik deres spydspidser dekoreret med mønstre og inskriptioner, så våbnene blev personlige og tog sig godt ud.

Kongens horn af elfenben
© Sailko

Kongens horn skulle der ikke blæses i

Mens hornet var et vigtigt kommunikationsredskab for jagtherrens jægere, medbragte de fine adelsfolk mere hornet som et statussymbol. De fineste var af elfenben og pyntet med guld og slet ikke gode at blæse i.

Saerligt jagtkniv hirshfaengeren
© The Metropolitan Museum of Art

Særlig jagtkniv gav dødsstødet

Under parforcejagten var hirshfængeren statussymbol nummer ét, da den blev brugt til at give hjorten dødsstødet. Derfor var jagtknivene også ofte dekoreret med jagtscener og bar fx kongens kronede navnetræk.

Jagten krævede rigdom og krigsevner

Jagt var ikke bare en hyggelig fritidsaktivitet, men en uskrevet konkurrence mellem de adelige, hvor det gjaldt om at vise styrke, overskud og ikke mindst velstand. Hertugerne i Norditalien kappedes om at få fremstillet de mest storslåede freskoer i deres paladser, hvor besøgende kunne se ejernes triumfer på jagtmarken.

Fremtoningen under jagten var mindst lige så vigtig som resultatet, og jagtherren, der husede selskabet, brugte gerne formuer på at imponere sine gæster.

Højtstående adelige rådede typisk over en stor stab af professionelle jægere, hvor nogle var specialister i at finde vildtet med hunde, og andre var fantastiske ryttere og skytter. Den tysk-romerske kejser Maximilian 1. havde fx ansat hundredvis af jægere og et lige så stort antal kennelmænd, der opdrættede og trænede flere end 1.500 af kejserens jagthunde.

Royal jagt med 30 hunde

Der var gerne mere end 30 hunde med under de storslåede royale jagter.

© Ashmolean Museum

Mynden var agtet som den ultimative jagthund, der med sin hurtighed og sit gode syn altid kunne finde vildtet. Ifølge den normanniske middelalderdigter Gace de la Bigne havde den ideelle mynde “en ulvs muskler, løvens bagparti, svanens hals, spurvehøgens øjne og slangens ører”.

Jagthundene blev også et statussymbol, og i England udstak Richard 2. i 1390 endda en lov om, at jagt med hunde skulle være forbudt for folk, der havde for lav en indtægt.

Jagthundene var så højt værdsatte i overklassen, at dygtige mynder ofte blev givet i gaver til fyrster og kongelige. Hundene var et centralt redskab, når byttet skulle jages, og for den jagtglade Johan 1. af Portugal, som var konge fra 1385 til 1433, var deres gøen som sød musik.

“Det er smukt at høre, når jægerne kommer på sporet, og så høre hundenes hyl, når de finder byttet”, skrev den portugisiske regent.

Hunde i samlet angreb

Hundene jagede i flok og angreb samlet, når byttet var træt, så de kunne holde det fast.

© Art Gallery of New South Wales

Selve nedlæggelsen af byttet varierede i middelalderens Europa. I begyndelsen blev dyrene især lokket ind i store net, men denne teknik blev med tiden anset som usportslig og skrinlagt.

I stedet løb jægerne og hundene byttet træt og tvang det i en bestemt retning, hvor jagtherren stod klar til at nedlægge dyret. Det foregik ofte med bue, spyd eller sværd. Dette blev anset som den fineste måde at slå et dyr ihjel på.

“Jagt er den mest noble disciplin”, som Edward af York skrev i indledningen til “The Master of Game” fra 1413, den første engelsksprogede bog om jagt.

“Jagt er det, der nærmer sig krig mest. Man må have en god hest og gode våben, være stærk, kunne udholde både kulde og varme samt skjule sin frygt”. Alfonso 11. af Castilien.

På kongens jagter var det almindeligt og forventet, at kongen selv nedlagde det prægtigste af dyrene. Det var en måde, hvorpå han kunne signalere over for adelen, at han var adræt og ved godt helbred – og dermed også den rette til at lede landet i krig.

“Jagt er det, der nærmer sig krig mest. Man må have en god hest og gode våben, være stærk, kunne udholde både kulde og varme samt skjule sin frygt”, skrev kong Alfonso 11. af Castilien i 1300-tallet.

Ved at gå på jagt kunne jægerne reelt træne deres krigeriske færdigheder, hvilket franske Gaston Phébus også fremhævede i sit værk fra 1380’erne, “Livre de chasse”, der var middelalderens første store bog om jagt.

Derfor var disciplinen også skræddersyet til royale og adelige mænd, der ofte måtte drage ud på slagmarken. Fébus – som selv var en ypperlig jæger – noterede sig dog også en anden fordel, der sikkert vakte tilfredshed hos overklassen:

“Dygtige jægere lever længe og lykkeligt, og når de dør, kommer de i paradis”.

Konge og dronning falkejagt

Især falkejagt var historisk set forbundet med kvinder. Helt tilbage fra 300-tallets Japan kendes der eksempler på kvindelige falkejægere.

© Polswissart

Kvinder jagede med falk

Selvom de fleste kvinder nøjedes med at se på under jagten, var der masser af middelalderens adelskvinder, som tog falkonerhandsken på.

Som oftest deltog adelsfruer og dronninger kun i jagten som tilskuere, der fra højderne eller vogne fulgte mændenes bedrifter under jagten. Rollen som jagtherrens beundrer var en vigtig del af det rituelle aspekt ved jagten.

Men særlig jagtinteresserede kvinder som eksempelvis Ludvig 11.s datter prinsesse Anne af Beaujeu deltog selv til hest i de franske skove i 1400-tallet.

“Hun var altid blandt de første, og hun kom igennem, hvor ingen adelsdame ellers var trængt igennem”, skrev hendes jagtmester, grev Jacques de Brézé.

Kvinderne deltog dog primært i mindre farlige jagter, hvor de skød med buer, så de ikke skulle i nærkontakt med vildtet. Ifølge 1800-talsforfatteren John Coke blev der i England og Frankrig også skabt “små dyrehaver til ladyer og fornemme damer, hvor de kunne skyde med langbuer”.

Noble kvinder drev også falkejagt, som var en roligere og intimere form for jagt, hvor relationen mellem menneske og fugl spillede ind. Falkoneren var den æstetiske jæger og blev derfor anset som mere passende for kvinder.

Kronhjorten var glanstrofæet

Dyrejagt var generelt reguleret af monarkerne, hvilket betød, at få dyr måtte jages frit af bønder og borgerskabet. En undtagelse var dog ulven, der blev anset som en plageånd, der angreb både bøndernes husdyr og de andre finere jagtdyr.

Den engelske konge, Edward 1., dekreterede omkring år 1300, at ulven skulle totalt udryddes i store dele af landet, og Jakob 1. af Skotland besluttede i 1427, at der skulle gennemføres store ulvejagter tre gange om året, hvor så mange som muligt blev dræbt. Ca. 70 år senere var ulven stort set uddød i England, Skotland og Wales.

Øverst på listen over dyr, som kun overklassen havde ret til at jage, lå kronhjorten, der blev anset som “kongeligt vildt” og derfor som udgangspunkt kun måtte nedlægges af regenten. Kronhjorten blev betragtet som skovens konge – ikke mindst på grund af dens store gevir, hvor de øverste sprosser danner en krone. Geviret gjorde derudover hjortehannen farlig, så der var en særlig ære forbundet med at nedlægge den.

“De er dristige og løber mod en mand som et vildsvin. Og de er vidunderlig faretruende dyr og forårsager stor smerte mod den, de skader”, lød det fra Edward af York.

Kronhjorten, skovens konge

Med en længde på to meter og en vægt på over 200 kilo var kronhjorten utvivlsomt skovens konge.

© Lviatour

Trods sin harmløse fremtoning var haren også et populært bytte – især i England. Kong Edward 2.s jagtmester, William Twiti, skrev, at haren “er det mest vidunderlige dyr i dette land”.

Haren kunne nemlig jages hele året, og måske endnu vigtigere passede den perfekt til falkejagt, der blev anset som den eleganteste form for jagt. Det var det ultimative statussymbol at have en dygtig falkoner, som kunne passe og træne fuglene. Det var også ham, der styrede falken under jagten, men naturligvis adelsmanden, der fik æren for nedlæggelsen.

Veltrænede falke var mildest talt deres vægt værd i guld. I 1396 afviste den osmanniske sultan, Beyazit 1., 200.000 gulddukater for at løslade Johan 2. af Burgund, som var blevet taget til fange i forbindelse med korstogene. I stedet forlangte – og fik – sultanen 12 hvide jagtfalke i løsesum for hertugen.

Dyrene kom på bordet

Overklassens store, højtidelige jagter sluttede ikke ved byttets død – herefter kom den overdådige middag. At kunne byde sine gæster på vildtkød, demonstrerede status, velstand og magt. Da almindelige mennesker ikke havde ret til at jage i kongens og adelens skove, spiste de sjældent dyrekød. At mæske sig i vildt var derfor en tydelig måde at cementere sin status på.

Vildtkød var så eftertragtet, at når jagten sluttede, blev det fineste bytte såsom hjorte og vildsvin fragtet tilbage til jagtherrens slot under fanfarer. Ofte endte nedlagte hjorte også som værdsatte gaver. I 1520’erne sendte Henrik 8. en buk til sin store kærlighed, Anne Boleyn, i håb om at hans udkårne ville “tænke på jægeren, mens De spiser den”.

Ligesom under selve jagten gjorde eliten en dyd ud af at overgå hinanden ved jagtmiddagene. Den italienske adelsmand Hannibal 2. serverede i 1486 påfugl for sine gæster ved først at koge dyrene og bagefter sætte deres smukke fjerdragter på igen. Hver eneste gæst til middagen fik desuden serveret en påfugl, der bar vedkommendes våbenskjold om halsen.

I 1496 ønskede kardinalen Ascanio Sforza ligeledes at imponere sit selskab ved at servere en kronhjort, et rådyr og to harer på et gigantisk fad, der forestillede en skov. Krondyrets hoved og gevir var bestrøget med guld.

Stor middag efter royal jagt

Efter den traditionelle royale jagt blev der ofte holdt en stor middag. Her var kongens bytte det store midtpunkt, men størstedelen af de serverede dyr var typisk nedlagt af andre jægere.

© Christie’s

Skovene blev til dyreparker

I løbet af 1500-tallet fik de europæiske regenter generelt mere magt, og det skulle udnyttes til endnu vildere jagtmuligheder. Store, sammenhængende jagtarealer, såkaldte vildtbaner, blev opkøbt og leverede ikke bare kød til hoffet, men fungerede snart som kongefamiliens personlige legeplads.

Arealerne var så store, at de ofte gik ind over bøndernes marker, men alt vildtet var naturligvis kongens og måtte ikke røres af hans undersåtter uden tilladelse. De måtte derfor finde sig i, at dyrene gik og græssede og til tider ødelagde deres levebrød.

Den jagtglade danske konge Frederik 2. tog skridtet videre, da han oprettede vildtbaner i sidste halvdel af 1500-tallet. For at sikre sig, at bøndernes hunde ikke generede hans vildt, fik alle hunde i området hugget det ene forben af ved knæet. Sådan sikrede han sig, at de ikke kunne jage noget som helst.

Henry Frederick, prinsen af Wales

Prinser deltog ofte i jagten fra en meget tidlig alder. Henry Frederick, prinsen af Wales, var fx en ivrig jæger allerede fra ni-årsalderen.

© The Metropolitan Museum of Art

De mange love, som gjorde sig gældende inden for kongens skove og arealer, blev håndhævet af en skovfoged, hvis job bl.a. var at afholde krybskytter fra at jage på kongens område. Skovfogeden var derfor et af de mest forhadte mennesker i landet og også ofte meget korrupt. Da han var den eneste, der reelt kendte dyrebestanden i skoven, var det let for ham selv at jage i skjul og tjene gode penge på at sælge kød og skind videre.

Det var dog en farlig sideindtjening, for krybskytteri blev straffet særdeles hårdt. I 1588 blev en krybskytte fanget i Frederik 2.s skov og blev først tortureret og herefter henrettet i galgen. For at afskrække andre krybskytter blev synderens to bøsser placeret ved galgens stolper, mens et hjortegevir blev sat op over den dødes hoved.

Saaret jaeger bliver behandlet

Krybskytter levede livet farligt, men det var fristende for mange at gå på jagt i kongens store skove.

© National Gallery of Ireland

I anden halvdel af 1600-tallet blev mange af Europas regenter enevældige og fik dermed næsten uindskrænket magt. Dyrene kunne dog stadig finde på at forlade de royale skovarealer – til kongernes store irritation. I Frankrig reagerede den jagtliderlige Ludvig 14. ved at indhegne skovene uden for Paris, så de blev til gigantiske dyreparker, hvor det værdifulde vildt ikke kunne slippe ud.

Mens Christian 5. stadig var teenager, besøgte han Ludvig 14., og den danske kronprins blev dybt imponeret, da han deltog i Solkongens jagter i Saint-Germain-en-Laye-skovene vest for Paris. Den franske konge havde fået anlagt lange, lige stier gennem skoven, så både ryttere og kareter kunne bevæge sig hurtigt gennem jagtområdet.

Ludvig anbefalede Christian at anlægge en lige så storslået dyrehave i Danmark, og i 1671 – året efter at Christian var blevet kronet – blev skovene ved Jægersborg nord for København indhegnet. Beboerne i området blev tvangsforflyttet, så kongen kunne få sit jagtparadis, som var perfekt til den nye store jagtdille – parforcejagt.

Den overdådige jagtform parforcejagt

Ludvig 14. af Frankrig elskede parforcejagt og gjorde den overdådige jagtform populær blandt Europas andre regenter.

© Getty Images

Parforcejagten var et daglangt skuespil

Konger og fyrster elskede parforcejagten, hvor de som jagtherrer fik mulighed for at give dagens bytte nådestødet. Jagten var et sandt skuespil, der ofte varede, fra solen stod op, til den gik ned.

Kl. 8.00: Byttet udpeges

Tidligt om morgenen afsøger et hold af jægere skovens område med sporhunde for at opstøve den flotteste kronhjort. Med kviste og grene markerer jægerne ruten frem til dagens store bytte.

Ikon kort placering
© Shutterstock

Kl. 10.00: Jægernes samles

Først på formiddagen samles hele jagtselskabet, og dagens udpegede bytte og områdets terræn bliver nøje gennemgået. Planen for jagten beskrives trin for trin, mens jægerne får uddelt deres forskellige poster.

Jagtselskabet med jægere og hunde
© Shutterstock

Kl. 11.00: Starten går

Jagthornene gjalder, og hunde og jægere indleder forfølgelsen af den udvalgte kronhjort. Imens sidder kongen – eller en anden jagtherre – med sine gæster på en bakketop med udsyn ud over skoven.

Kongen på en bakketop
© Shutterstock

Kl. 11.00-16.00: Kronhjorten løbes træt

Forfølgelsen af kronhjorten tager det meste af dagen, mens jægerne kommunikerer med hinanden med hornsignaler. Til sidst er byttet så udmattet af den nådesløse jagt, at det ikke længere har kræfter til at flygte.

Ikon af kronhjort
© Shutterstock

Kl. 16.00: Kongen kommer i spil

Da hundene ser, at kronhjorten er løbet træt, bider de sig fast i den. Jægerne blæser signalet “halali”, og jagtens deltagere og tilskuere iler til. Kongen træder frem og dræber byttet ved at stikke det i hjertet med en jagtkniv eller et spyd.

Ikon af horn
© Shutterstock

Kl. 17.00: Hundene får deres belønning

Når byttet er dødt, modtager hundene deres belønning. De får lov til at æde indvolde og lunser af kronhjorten, hvis kød har mistet sin gode smag pga. stressen og den frigivne adrenalin under jagten.

Hunde spiser byttet
© Shutterstock

Parforcejagt kostede kongen livet

I 1600-tallet havde parforcejagten vundet kongernes og adelens hjerter. Jagtformen stammede oprindeligt fra Frankrig, men blev snart spredt til hele Europa.

“Par force” betyder “med magt”, og jagten var i princippet én stor iscenesættelse, der skulle demonstrere og symbolisere kongens magt. Jagterne var i 1600-tallet blevet gigantiske, og hundredvis af undersåtter deltog. Alles opgave var reelt at tjene kongen – eller en anden jagtherre – ved at opspore og udmatte skovens mest majestætiske kronhjort i en timelang jagt med hunde, mens kongefamilien og dens gæster lod sig opvarte.

Typisk fulgte herskabet udmattelsesjagten fra en bakketop, imens jægerne tvang byttedyret rundt i området, indtil alle dets kræfter var opbrugt.

Jægersborg Dyrehave i Nordsjælland

Jægersborg Dyrehave i Nordsjælland blev omdannet til et parforce-landskab af Christian 5.

© Shutterstock

Skove blev omdannet til perfekte jagtlandskaber

Mange regenter ville have perfekte skove til parforcejagt. Derfor blev træer fældet og lange stier anrettet, som dannede en stjerneform oppefra. Dermed var skoven delt ind i tydelige områder, så det fx var let at kommunikere, præcis hvor byttet var.

Vejsystemet sikrede også, at kongens selskab kunne følge med på afstand og hurtigt kunne komme frem, når byttet skulle dræbes.

Christian 5. transformerede sin dyrehave med et stjerneformet vejsystem, så det var let at vide, præcis hvor byttet var. Parkens geometriske perfektion symboliserede desuden, at kongen havde tæmmet den vilde natur. At regenten endda var herre over liv og død, blev cementeret, når han jog sin jagtkniv eller sit sværd ind i den udmattede hjort som afslutning på hele jagtskuespillet.

Når kongen ikke brugte eksempelvis et gevær, var det for at udvise sin fysiske formåen og frygtløshed. Men at dræbe en kronhjort, som stadig var i live og kunne forsvare sig med sit gevir, var ikke ufarligt. Derfor var det heller ikke alle nær Christian 5., der var lige begejstrede for kongens store jagtpassion.

“Ministrene og især dronningen er ængstelige for, at han skal komme ud for en ulykke”, berettede en udenlandsk gesandt.

Det skulle vise sig at blive virkelighed under årets sidste parforcejagt i 1698. I vanlig stil stak kongen sin hirschfænger ind i bugen på kronhjorten, men med en sidste krampetrækning sprang det 200 kilo tunge dyr op, sparkede bagud og ramte kongen.

Christian 5. på hest

Christian 5. (1670-1699) elskede jagt og var pga. sin folkelighed en af Danmarks populæreste konger.

© Nationalmuseet/Frederiksborg Slot

Den sårede regent blev fragtet til København, hvor hans livlæge behandlede ham med en åreladning. Bagefter viklede lægen et omslag af urter og vin om benet, som var mest medtaget. Men Christian 5. – som i forvejen havde et svækket helbred – døde året efter af sine kvæstelser. Han var alligevel ikke konge over naturen.

Tiden var også ved at løbe fra de overdådige jagt-scenarier. Parforcejagten forblev frem til midten af 1700-tallet en af overklassens mest værdsatte fritidsaktiviteter, men med oplysningstidens komme blev kongerne og adelen mere bogligt orienteret. Kongen ledte heller ikke længere sin hær fra fronten, så at træne og fremstille sine krigsmæssige færdigheder var mindre væsentligt end tidligere. Jagtens pomp og pragt forduftede.

Hubertusjagt, en videreførelse fra parforcejagten

Den årlige hubertusjagt i Danmark er en videreførelse af traditionerne fra parforcejagten. I dag er “byttet” dog to ryttere med rævehaler spændt på skulderen.

© Shutterstock

EFTERSKRIFT

Parforcejagt er i dag ulovlig i de fleste lande, fordi den betragtes som dyrplageri. Den sidste parforcejagt i Danmark blev afviklet i 1887. I Europas største jagtnation, Frankrig, holdes der dog fast i traditionen med i timevis at udmatte byttet med hunde, inden det slås ihjel, på trods af protester fra dyreværnsforeninger.

I dag er jagt strengt reguleret af hensyn til natur og dyrevelfærd, men den er langtfra forbeholdt adelen. I alt findes der knap 7 mio. europæiske jægere. I Danmark har omkring 175.000 jagttegn, mens ikke færre end 1,3 mio. franskmænd går på jagt og hvert år nedlægger bl.a. 700.000 vildsvin og 500.000 hjorte.

Jagt i dag

Jagt dyrkes i dag frit i hele Europa, dog primært af mænd.

© Imageselect

Adelen tabte patentet på jagten

I slutningen af 1700-tallet var det ikke længere kun et kongeligt privilegium at gå på jagt. I takt med at Europas enevældige monarker mistede magten og jagtinteressen, blev skovene igen åbent land.

Parforcejagten var den mest overdådige jagtform, men symboliserede også på sin vis enden på den royale jagt. Fra midten af 1700-tallet begyndte flere konger rundtom i Europa at bortforpagte skovene, da kongen ikke længere skulle være med på slagmarken, og jagtens symbolske værdi derfor var aftagende.

Men det var Den Franske Revolution i 1789, som blev startskuddet til jagtens demokratisering. Revolutionen betød, at jagtretten i Frankrig nu tilfaldt jordejeren, og dermed fik det rigere borgerskab også mulighed for at jage frit – en strømning, som bredte sig til hele Europa.

Fra begyndelsen af 1900-tallet dikterede nye jagtlove i europæiske lande, at alle jægere skulle have lige adgang til det jagtbare vildt. Dermed fik almindelige mennesker mulighed for at gå på jagt for fornøjelsens skyld, så længe de tog jagttegn. Den europæiske overklasse fandt i stedet nye jagtmarker sydpå og begyndte at tage på safari i det koloniserede Afrika.