Shutterstock/Getty Images

Prinsesse Diana: Den sidste dag

Et år efter skilsmissen fra prins Charles har prinsesse Diana forelsket sig igen. Milliardærsønnen Dodi Fayed vil i august 1997 fri til hende, men paparazzier sender parret på vild flugt gennem Paris’ gader.

Med 100 km/t. blæser den sorte Mercedes gennem hjertet af Paris. Farten presser Diana og hendes kæreste, Dodi Fayed, tilbage i sædet. Ved siden af chaufføren Henri Paul spænder livvagten Trevor Rees-Jones ængsteligt sin sikkerhedssele.

Chaufføren kaster et hastigt blik i bakspejlet for at se, om han har rystet paparazzierne af sig. Stadig med speederen i bund styrer han bilen ned i tunnellen under pladsen Place de l’Alma.

Kortvarigt mister Mercedessen vejgrebet. Henri Paul knuger om rattet, mens han forgæves kæmper for at genvinde kontrollen. Kl. 23 minutter over midnat den 31. august 1997 hamrer bilen ind i væggen i højre side af tunnellen.

Bilen slynges hen over vejbanerne og rammer med et øredøvende brag en betonpille og snurrer 180 grader rundt. Så holder den stille. I den sammenkrøllede kabine sænker en ildevarslende stilhed sig.

prinsesse dianas bilvrag

Inden de skal slæbe den sorte Mercedes bort, gransker det franske politis oprydningshold bilen, som Diana forulykkede i få timer forinden.

© Jerome Delay/AP/Ritzau Scanpix

Mens Diana kæmper for livet, nærmer paparazzier på motorcykler sig ulykkesstedet. Hele dagen har de jagtet den fraskilte prinsesse af England, nu har de omsider chancen for at komme på skudhold med deres kameraer.

Prinsesse Dianas og Dodis forsmag på helvede

Ni timer tidligere: Diana er verdens mest fotograferede kvinde, men i disse dage når mediehysteriet nye højder. Prinsessen har netop indledt et forhold til milliardærsønnen Dodi Fayed. I Fayed-familiens private Gulfstream-fly lander parret i Paris.

Kameraer knipser nonstop, da Diana og Dodi stiger ud af privatflyet i Le Bourget-lufthavnen nord for Paris.

“De bæster lader os aldrig i fred”, hvæser den 42-årige egyptiske milliardærsøn.

“Du er nødt til at vænne dig til det, darling”, prøver Diana at berolige ham med – og vinker tålmodigt til koblet på omkring 20 fotografer, der flokkes nær landingsbanen.

prinsesse dianas bryllupsdag

Prinsesse Diana og prins Charles træder nygifte ud ad Saint Paul’s Cathedral i sommeren 1981.

© Anwar Hussein/Getty Images

Prinsesse Dianas eventyr endte som et mareridt

Målrettet gelejder Dodis livvagt Trevor Rees-Jones parret hen til en sort Mercedes 600, som er parkeret få meter fra flyet. Bagved holder en mørkegrøn Range Rover med Henri Paul ved rattet. Paul er vicesikkerhedschef på Paris’ fornemme Hotel Ritz, som er ejet af Dodis stenrige far, forretningsmanden Mohamed al-Fayed.

For Henri Paul består dagens første opgave i at fragte kæresteparrets mange kufferter ind til byen. Da de to biler få minutter senere når ud på motorvejen, har de en hale af paparazzier efter sig.

“Giv den gas, kør fra dem”, beordrer Dodi Fayed chaufføren.

Glubske fotografer jager parret

Kl. 15.25: For paparazzierne står formuer på spil: Aviser i hele verden betaler rundhåndet for et
pletskud af det celebre par. I biler og på motorcykler jagter fotografer Diana og Dodi.

24-årige Romuald Rat sidder bag på en Honda-motorcykel med Stéphane Darmon ved styret. Mens Darmon forsøger at indhente den sorte Mercedes, fyrer Rat løs med sit kamera i håbet om et pletskud, der kan forgylde hans liv.

Prinsesse Diana: “Vi var tre i det ægteskab”.

I 1995 gav Diana et interview til BBC, hvor hun forklarede, at Charles’ affære med Camilla Parker-Bowles havde ødelagt deres ægteskab.

En italiensk paparazzi ved navn Mario Brenna er netop blevet millionær på et grynet foto af Diana og Dodi i et hedt favntag. “The Kiss”, som Brennas sensationelle foto er blevet døbt, har ryddet avisforsiderne, og Rat satser på at gøre ham kunsten efter.

I et kobbel på otte paparazzier jager Romuald Rat den sorte Mercedes. Forfølgerne siksakker hasarderet gennem den tætte ferietrafik i forsøget på at komme helt tæt på.

Da en af fotograferne med over 140 km/t. overhaler og trækker ind foran bilen med Diana og derefter brat sænker farten, får Rat chancen. Den livsfarlige manøvre tvinger Mercedessen til at bremse op, og Rat og de andre paparazzier kan trække op på siden på siden af bilen og knipse løs.

Prinsesse Diana slapper af på Ritz

Kl. 16.30: Efter at Dodi har vist Diana rundt i farens luksuspalæ Villa Windsor i Boulogneskoven, ankommer Diana med kæresten til Hotel Ritz i centrum af Paris. Chaufføren kører parret til bagindgangen, hvor de modtages af hotelchefen.

Diana og Dodi eskorteres op til Ritz’ Imperial Suite, som er hotellets fineste og mest overdådige lejlighed.

Prinsesse Diana går forbi fotograf

En britisk betjent holder ivrige fotografer tilbage den 12. juli 1996 – dagen, hvor Dianas skilsmisse fra prins Charles blev offentliggjort.

© Getty Images

Da døren til den 218 m2 store suite har lukket sig bag parret, stiler Diana direkte hen mod balkonen og trækker de tunge gardiner fra. Hun kigger ned på Place Vendôme, hvor en flok fotografer pulser løs på deres cigaretter, mens de uhæmmet stirrer op mod suiten.

Egentlig ville Diana købe gaver til sine to sønner – 15-årige William og 12-årige Harry – i en af butikkerne på Champs-Élysées, men hun dropper planen og beder en af hotellets ansatte om at tage sig af indkøbene.

Efter en lang dag på farten er både Diana og Dodi trætte. De slapper af, skåler i champagne og snakker i telefon med venner og familie fra hver sit værelse i suiten.

Diana ringer bl.a. til sin ven Richard Kay, der er journalist på tabloidavisen Daily Mail.

“Jeg er ovenud lykkelig”, betror hun Kay og fortæller, at hun til november vil trække sig fra rampelyset og droppe sit velgørenhedsarbejde. I stedet vil hun slå sig til ro med Dodi.

“Så kan jeg leve, sådan som jeg altid har drømt om. Ikke som et ikon, men som en privatperson”, forklarer hun.

Diana har tidligere betalt en høj pris for det mediecirkus, som konstant omgiver hende. Ikke alle mænd er parat til at leve i det rampelys, som prinsessen konstant befinder sig i.

Prinsesse Diana hungrede efter kærlighed

Diana betegnede sit ægteskab med prins Charles som ulykkeligt. Allerede før separationen i 1992 og skilsmissen fire år senere jagtede hun ægte kærlighed hos andre mænd.

James Hewitt
© David Hartley/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Prinsesse Dianas hemmelige elsker

Ægteskabet med prins Charles var følelseskoldt, og derfor indledte Diana allerede i 1986 en affære med den 28-årige officer James Hewitt. Han var kaptajn i de garderhusarer, som eskorterede kongefamilien, og desuden Dianas ridelærer. Forholdet varede i fem år.

Rygterne svirrede, at Dianas yngste søn, prins Harry (født i 1984), lignede Hewitt mere end ægtemanden Charles, og at officeren var far til drengen. Det rygte har dog ikke hold i virkeligheden.

Hasnat Khan
© Shutterstock/Ritzau Scanpix

Prinsesse Dianas store kærlighed

I to år forsøgte Diana at vinde den britisk-pakistanske hjertelæge Hasnat Khans hjerte. “Jeg tror, jeg har mødt ‘Mr. Wonderful’. Han har fløjlsagtige, mørkebrune øjne, som du blot kan synke ned i”, fortalte hun veninden Simone Simmons i 1995.

Men Khan følte sig ikke parat til den enorme mediebevågenhed, som forholdet ville føre med sig. Diana var derfor sønderknust, da hun i juli 1997 mødte Dodi.

Dodi Fayed
© Richard Young/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Prinsesse Dianas hede sommerflirt

Dodi Fayed var kendt som en stenrig playboy. I 1987 var han i løbet af otte måneder blevet gift med og skilt fra fotomodellen Suzanne Gregard.

Kort før han mødte Diana, havde Dodi købt en pragtvilla i Malibu, Californien, til sig selv og sin forlovede, Kelly Fisher. Dianas venner hævdede, at Diana blot flirtede med Dodi Fayed for at gøre Hasnat Khan jaloux og vinde ham tilbage.

Trods sine beroligende ord til Dodi føler Diana også, at paparazzierne gør hendes liv til et helvede. Under retssagen mod en særlig hensynsløs paparazzi havde hun i 1996 udtalt:

“Jeg er fanget i mit eget hjem. Hvis denne chikane ikke tøjles, frygter jeg, at den permanent vil skade mit helbred. Den tiltalte har kørt så tæt på min bil, at vi nogle gange er stødt sammen”.

Men paparazzier verden over viser ingen nåde. Sladreblade med nye billeder af Diana bliver revet væk af sensationshungrende læsere, så der er store summer at tjene for fotograferne.

Dodi køber forlovelsesring til Prinsesse Diana

Kl. 18.00: Mens Diana er ved frisøren i hotellets skønhedssalon, sender hendes kæreste bud efter livvagten Trevor Rees-Jones. Dodi har et presserende ærinde i en juvelerbutik blot ét minuts gang fra Ritz, men af frygt for at blive belejret af fotografer insisterer han på at blive kørt de 100 m hen til juveleren.

På forhånd har milliardærsønnen bestilt en ring hos juveleren Alberto Repossi, der viser smykket frem: En ring af hvidguld med en sekskantet smaragd omgivet af fire trekantede diamanter og med inskriptionen Dis-moi Oui (“Sig ja til mig”).

Hotel Ritz i Paris

Hotel Ritz i Paris var ejet af Dodis stenrige far, Mohamed Al-Fayed, som også ejede det fornemme stormagasin Harrods i London.

© Shutterstock

Dodi roser smykket, og idet guldsmeden lægger den ca. 120.000 kr. dyre ring i en lilla fløjlsæske, bliver Dodis blik fanget af en anden ring.

“Måske vil hun bedre kunne lide denne”, spekulerer han og holder den funklende ring op mod lyset.

“Er det o.k., hvis jeg tager begge? Så kan hun selv bestemme”, spørger Dodi.

Tidligere på sommeren forlovede Dodi sig med den amerikanske fotomodel Kelly Fisher, som han ville fejre et overdådigt bryllup med i august. Men de planer spændte skæbnen ben for: I juli inviterede hans far prinsesse Diana og hendes to sønner på ferie i familiens sommerpalæ i St. Tropez i Frankrig, og derfra gik tingene stærkt.

Dodi og Diana færdedes i de samme jetsetcirkler og havde kendt hinanden overfladisk i årevis, men ferien hvirvlede dem ind i en hed romance – et forhold, som Dodi agter at besegle med en ring.

Diana og Dodi fanget på hotellets overvågningskameraer i løbet af prinsessens sidste dag på Jorden.

Tilbage i suiten kaster Dodi et vurderende blik på smykkerne og bestemmer sig for kun at beholde den ring, han på forhånd har bestilt. Han stikker æsken i lommen og beder hotelchefen om at returnere den anden.

Chaufføren sluger piller

Kl. 19: Diana og Dodi forsøger at snige sig ud ad hotellets bagindgang for at komme hen til hans 10-værelses luksuslejlighed, men fotograferne har luret dem og står klar. Fra fortovet betragter Henri Paul postyret og ser parret køre væk fulgt af livvagternes Range Rover.

Da bilen med Diana og Dodi er forsvundet om hjørnet, kigger den 41-årige Henri Paul på sit ur. Klokken er 19.05, og han beslutter sig for at holde fyraften.

Inden Henri Paul forlader sin arbejdsplads, beder han sin afløser om at ringe, såfremt Diana og Dodi mod forventning skulle vende tilbage til hotellet i løbet af aftenen. Herefter sætter han sig ind i sin sorte Austin Mini og kører hjem til sin lejlighed.

Prinsesse Dianas chauffør

Da Diana forlader Hotel Ritz, spejder hun ængsteligt ud gennem bagruden efter forfølgerne. Hendes chaufførs ansigtsudtryk står i skærende kontrast til den trykkede stemning i bilen.

© Jacques Langevin/AFP/Ritzau Scanpix

Ungkarlen Henri Paul har taget flycertifikat og bruger det meste af sin sparsomme fritid på at spille flysimulator-spil. Som ung drømte han om at blive pilot i luftvåbnet, men hans syn er for ringe. Nu lever og ånder han i stedet for sit job som vicesikkerhedschef på Ritz og chauffør for hotellets VIP-kunder. Han går ingen steder uden sin mobiltelefon, og hotellet må kontakte ham døgnet rundt.

I perioder døjer Henri Paul med depressioner og alkoholisme. Som han plejer, sluger Paul ved 20-tiden den dosis Prozac- og Tiapridal-tabletter, som lægen har ordineret mod sortsyn og afhængighed.

Han tager et bad, barberer sig og ringer så til hotellet for at høre, om der er nyt om Diana og Dodis færden. Hotellet forklarer, at ingen endnu ved, om parret har tænkt sig at vende tilbage til Ritz.

Dodi aflyser middagen med Prinsesse Diana

Kl. 22: Diana og Dodi har forestillet sig en romantisk middag på den trendy Michelin-restaurant Benoit Paris. Men livvagterne frygter, at parret ikke vil få et øjebliks fred, og anbefaler i stedet parret at indtage måltidet i Hotel Ritz’ restaurant L’Espadon.

I samme øjeblik Dodi og Diana træder ud på pladsen foran Dodis lejlighed ved Triumfbuen, bliver de omringet af fotografer.

“De er nogle bæster”. Prinsesse Diana, da hun ser de mange paparazzier foran Dodis bolig.

Blitzlys flænser mørket, og livvagterne må puffe til den ophidsede kødrand af mediefolk, mens de forsøger at gelejde parret gennem kaosset.

“Det er for meget! Det er jo fuldstændig vanvittigt med alle de paparazzier”, gisper Dodi, da han får kantet sig ind på bagsædet af den ventende Mercedes.

“Ja, de er nogle bæster”, istemmer Diana og kigger ud på fotograferne, der knap viger, da bilen sætter sig i bevægelse.

Paparazzierne følger efter bilen på deres motorcykler, og parisere på aftenpromenade trykker sig forskræmt ind til husmurene for ikke at blive ramt af de brølende maskiner, der drøner op på fortovet for at komme helt tæt på Mercedessen.

Da Diana og Fayed kl. 21.52 ankommer til Ritz, bliver de mødt af en modtagelseskomité på yderligere 20 paparazzier, som stikker deres linser helt op i ansigtet på de glamourøse hotelgæster.

Diana, der er afslappet klædt i hvide bukser og en sort blazer, iler hen til hotellets svingdør – skarpt fulgt af Dodi og Rees-Jones.

Diana, Dodi og deres livvagt når i ly for paparazzierne ind i Hotel Ritz.

Hastigt skridter de hen til restauranten, hvor Diana bestiller en omelet med asparges og svampe til forret og søtunge med grøntsager i tempura til hovedret. Dodi nøjes med grillet pighvar og beder desuden tjeneren om en flaske Taittinger-champagne.

Men et par gæster i restauranten vækker hans mistanke. På gulvet ved deres bord står nogle store plastikposer, og Dodi frygter, at gæsterne er forklædte paparazzier, der skjuler deres kameraer i poserne. Han indser, at planerne om en romantisk aften endegyldigt er gået i vasken.

“Vær venlig at bringe maden op i vores suite”, beder han tjeneren og haster sammen med Diana op i de mere private gemakker.

Chaufføren driller

Kl. 22.07: Alarmeret af sin underordnede kører Henri Paul atter ind på arbejde. Overvågningskameraer afslører hans fumlende forsøg på at parkere bilen, selvom der er rigelig med plads.

Efter at have travet hvileløst rundt i foyeren og taget trapperne op til første sal og hen til døren til Imperial Suite adskillige gange søger Henri Paul ind i hotelbaren Vendôme.

VIDEO: Paparazzier jagtede Diana til søs

Under Diana og Dodis ferie ombord på milliardærsønnens lystyacht i Middelhavet havde paparazzier også konstant ligget på lur.

Her sidder Rees-Jones og en anden livvagt og spiser, mens en pianist spiller Elton John-numre. Henri Paul bestiller en Ricard – en traditionel fransk snaps med anissmag – og efter en halv time endnu én.

Han virker en smule hektisk og kæderyger cigarer. Et par gange smutter Paul ud foran hotellet for at tjekke, hvordan situationen er dér. Paparazzierne holder stædigt ud, men Paul griner af dem.

“I fanger os ikke i aften. I behøver ikke engang at forsøge”, håner han.

Få minutter senere stikker han atter hovedet udenfor.

“Om 10 minutter”, lover han fotograferne og rækker 10 fingre i vejret.

Dodi vil snyde fotograferne

Søndag den 31. august kl. 0.18: Hotel Ritz er stadig belejret af ca. 30 paparazzier, der kæmper aggressivt om en plads foran hovedindgangen. Dodi har udtænkt en plan, der skal sørge for, at han og Diana slippe ubemærket væk.

Den sorte Mercedes og Range Roveren, som parret og deres assistenter har benyttet i løbet af dagen, kører op foran hovedindgangen for at tiltrække sig paparazziernes opmærksomhed. Imens vil parret snige sig ud ad bagindgangen sammen med en livvagt og køre væk i en lejet Mercedes 280 S med Henri Paul ved rattet.

“Lad os komme afsted”, opmuntrer livvagten Trevor Rees-Jones og gelejder kl. 0.18 Diana og Dodi ud ad bagindgangen.

Mens parret glider ind på bagsædet af den sorte bil, sætter livvagten sig på forsædet til højre. Fra førersædet stikker Henri Paul hovedet ud ad bilvinduet og råber drillende til den håndfuld paparazzier, der ikke har ladet sig lokke i Fayeds fælde.

“I fanger os ikke denne gang”, hoverer han, inden han trykker speederen i bund.

Vanvidskørsel ender tragisk

Kl. 0.23: Med medicin og alkohol i blodet og med omkring 100 km/t. – dobbelt så hurtigt som tilladt – styrer Henri Paul stedkendt gennem hovedstaden med kurs mod Dodis lejlighed, tæt forfulgt af en lille skare paparazzier.

Nervøst kigger Diana ud ad bagruden for at holde øje med fotograferne, der når næsten op på siden af bilen, idet den stopper for rødt. I forsøget på at ryste fotograferne af sig speeder Henri Paul op, inden lyset når at skifte til grønt.

Han svinger til højre ind på den firesporede vej, der løber parallelt med Seinen, og fortsætter i retning af Place de l’Alma-tunnellen, mens han hyppigt kigger i bakspejlet.

Hemmelig agent i Paris
© Shutterstock

Blev Diana myrdet af efterretningstjenesten?

Bag på en motorcykel forsøger fotografen Romuald Rat at holde trit med bilen, men den lægger stadig større afstand til sine forfølgere. Ved indkørslen til Pont d’Alma-tunnellen mister Henri Paul pludselig herredømmet. Med 105 km/t. hamrer Mercedessen ind i tunnelvæggen og slynges over i den modsatte side og rammer en betonpille.

Henri Paul og Dodi er dræbt på stedet, mens Rees-Jones bliver hårdt kvæstet og hænger halvvejs ud af det sammenkrøllede bilvrag. Bag ham sidder Diana fastklemt med hagen presset ned mod brystet.

De første på ulykkesstedet er paparazzierne, bl.a. Rat. Han springer af motorcyklen og nærmer sig chokeret den smadrede bil med de lemlæstede kroppe. Snart efter knipser han og de andre løs med kameraerne.

Prinsesse Diana stønner af smerte

Kl. 0.26 dukker lægen Frédéric Mailliez op. Han kørte tilfældigt gennem tunnellen og vurderer, at Diana har størst chance for at overleve, og koncentrerer sig om at redde hende, mens han venter på den tilkaldte ambulance.

Diana er delvist ved bevidsthed og stønner og jamrer af smerte.

1) Hotel Ritz

Diana og Dodi Fayed forsøger kl. 0.20 at snige sig ud ad Hotel Ritz’ bagindgang. Parret sætter sig ind på bagsædet af en sort Mercedes for at flygte til Dodis lejlighed. Henri Paul er chauffør, og ved hans side sidder livvagten Trevor Rees-Jones.

Shutterstock

2) Dodi vil fri i sit hjem

Diana og Dodi agter at tilbringe feriens sidste nat i Fayeds 10-værelses luksuslejlighed ved Triumfbuen. Her har Dodi gemt forlovelsesringen og vil fri til prinsessen.

Shutterstock

3) Ulykke under jorden

Under forsøget på at ryste fotograferne af sig gasser Dianas chauffør op og når flere gange over 100 km/t. Inde i tunnellen under Place de l’Alma mister han kontrollen over bilen og hamrer ind i tunnellens 13. betonpille.

Shutterstock

4) Lægerne kan intet stille op

Diana ankommer kl. 2.06 med ambulance til Pitié-Salpétrière-hospitalet, hvor lægerne straks opererer hende. Kl. 3.45 må lægerne opgive at redde hendes liv.

Shutterstock

Først efter knap en time lykkes det redningsfolkene at få skåret Diana fri, og da ambulancen kl. 2.06 ankommer til Pitié Salpétrière-hospitalet, har hun haft hjertestop flere gange. Bevidstløs bliver hun bragt til operationsstuen, hvor kirurgerne konstaterer en voldsom blødning i brysthulen og et faretruende lavt blodtryk.

“Der er ikke mere at stille op”. Bruno Riou, fransk overlæge.

I over halvanden time kæmper lægerne for at redde den døende kvinde, men kl. 3.45 erkender overlæge Bruno Riou, at slaget er tabt.

“Der er ikke mere at stille op”, slår han fast og kobler hjerte-lunge-maskinen fra. Et kvarter senere, kl. 4, erklærer Riou officielt den 36-årige Diana død.

Blomster foran Buckingham Palace

Efter nyheden om Dianas død lagde titusindvis af sørgende blomster foran Buckingham Palace.

© Getty Images

Kongehusets kulde rystede briterne

På ulykkesstedet anholder fransk politi syv paparazzier, heriblandt Romuald Rat, og konfiskerer deres filmruller. Ingen af de fremkaldte billeder viste dog ulykken i tunnellen, og politiet konkluderede siden, at fotograferne ikke havde været til stede, da bilen forulykkede. De syv blev derfor frikendt for medvirken til tragedien.

Obduktionen af Henri Paul afslørede, at chaufføren havde kørt med en promille på 1,75 – over tre gange det tilladte i Frankrig. Ifølge politiet bar Paul alene skylden for den tragiske ulykke.

Som den eneste overlevede livvagten Trevor Rees-Jones. Adskillige af hans ansigtsknogler var knust, og han har fortsat ingen erindring om ulykken.