I 1800-tallet skulle brudens kjole have stærke farver, men den 20-årige Victoria var uenig. Dronningens valg af en hvid brudekjole blev så toneangivende, at det stadig er tradition den dag i dag. 

© Bridgeman

Royale særheder blev højeste mode

Briterne kopierede alt, hvad dronning Victoria og hendes familie gjorde i 1800-tallet. Intet var for tåbeligt, fjollet eller mærkeligt til at blive efterlignet.

13. maj 2019 af Therese Boisen Haas

Dronning Victoria brød med traditionerne

Brudens kjole skulle have stærke farver, som var dyre at fremstille. Men da dronning Victoria i 1840 skulle giftes med sin tyske fætter, prins Albert af Sachsen-Coburg og Gotha, dukkede hun op i en hvid satinkjole med et fem meter langt slæb. 

For tidens modebevidste kvinder var det herefter udelukket at blive gift iført de sædvanlige opsigtsvækkende knaldfarver. Det toneangivende kvindemagasin "Godey’s Lady’s Book" skrev:

"Hvid er den mest passende farve, uanset materialet. Den er et emblem på renhed og uskyld og på det ubesmittede hjerte, bruden giver til sin udkårne".

Prins Albert forstod ikke den gode smag

Høje hatte var for unge lapse uden manerer. Små børn græd, og sarte kvinder besvimede ifølge pressen, da “kakkelovnsrøret” første gang blev set i London i 1797. 

Ingen ægte gentleman ville iføre sig den usmagelige hat. Men i 1850 anskaffede prins Albert sig et eksemplar, og i løbet af kort tid fik den høje puld status som den stilfulde mands foretrukne hat.

Julen blev de tyske skikkes fest

Enkelte juletræer havde fundet vej ind i britiske stuer, da prins Albert kom til landet. 

Men den tyske skik blev en uadskillelig del af julen, efter at aviserne havde bragt tegninger af kongefamilien forsamlet omkring et juletræ.

Prins Alberts juletræ på Windsor Castle var importeret fra Tyskland.

© Bridgeman

Kloroform hittede i barselssengen

Britiske læger var skarpt imod at dulme fødende kvinders smerter med det nye middel kloroform.

"Jeg betragter stoffet som en leflen for menneskets svaghed, særligt det svage køns", skrev en læge. Men Victoria var ligeglad. 

Da hun fødte for ottende gang i 1853, lod hun sig bedøve, og herefter forlangte en generation af kvinder at prøve kloroformen. Lægevidenskaben måtte kapitulere, og de første anæstesilæger kunne gå i gang.

Alle ville se dronningens skotske eventyrland

Freden var forbi, da skotternes søvnige Højland fik kongeligt besøg. Snart ankom en græshoppesværm af englændere.

En stille skotsk landsby ved navn Pitlochry fik fornemt besøg i 1842. Victoria og Albert lagde vejen forbi, da de var på rundrejse i højlandet, og boede i tre uger på slottet Blair Castle kort derfra. Dronningen faldt pladask for stedet. I sin dagbog skrev hun:

"Alt her ånder fred og frihed og får én til at glemme verden og dens sørgelige tumult". Prins Albert var også euforisk. Pitlochry mindede om hans tyske hjemstavn Thüringen. "Elveragtigt" lød hans beskrivelse.

Den royale begejstring udløste en invasion af engelske turister, der også ville se højlandet. Hoteller måtte bygges for at huse alle de nysgerrige besøgende, og i 1863 blev Pitlochry også en stationsby. Strømmen af gæster tog kun til, da dronningens livlæge varmt anbefalede højlandets luft, der styrkede helbredet.

Victoria elskede at gå på opdagelse i den vilde natur omkring Balmoral.

© Bridgeman

Teenage-prins tog drager med hjem fra Japan

Tatoveringer var kun for søfolk, indtil prins George, Victorias 16-­årige barnebarn, også lod huden dekorere. Snart efter rapporterede New York Times:

"I England bliver det anset for skik og brug at tatovere det unge kvindeben".

Dronningen gjorde dødekult til en million-forretning

Da prins Albert døde, gjorde Victoria sin sorg til et offentligt anliggende. Hun bar sort de næste 40 år og byggede konstant monumenter over sin mand.

En mavelidelse kostede prins Albert livet i 1861, og hans hustru sparede ingen anstrengelser for at vise sin sorg.

Dronningen lod den døde stede til hvile i et stort mausoleum ved Windsor Castle. Her blev Albert anbragt i en sarkofag, der var udhugget af Storbritanniens hidtil største granitblok – Victorias lig skulle også kunne være i den.

Byggeriet af mausoleet, hvor dronningen kunne mindes sin elskede Albert, varede helt til 1871. I samme år ind­viede hun koncerhuset Royal Albert Hall i London. Og lige ved siden af blev et mindesmærke, Albert Memorial, rejst.

Dronningens besættelse udviklede sig til en landsdækkende dødekult. Rige briter begyndte at begrave deres slægtninge i pompøse og bekostelige grav­monumenter, der krævede meget plads. 

Londons kirkegårde kunne ikke rumme det nye fænomen, så en enorm dødeby blev indviet uden for byen. “Nekropolis” fik to togstationer, passagertog kørte dertil døgnet rundt – med sørgende i dagtimerne og lig om natten.

Sorgen skulle vises

Efter Alberts død bar Victoria enkedragt resten af sit liv. Så lang tid behøvede almindelige briter ikke at gå i sort, men en periode med officiel sorg blev normen. 

De efterladte skulle blive hjemme, og sort flor ved indgangen markerede, at huset ikke modtog besøg. 

Når den første sørgetid var forbi, kunne familien igen vise sig uden døre, men stadig iført sørgetøj. Klæderne skulle være af udsøgt kvalitet – og genbrug fra et tid­ligere dødsfald var bandlyst.

Håndbøgerne “The Queen” og “Cassell's” dikterede, hvordan briterne skulle bære sig ad med at sørge.

© Ullstein Bild

Gakkede gang-arter signalerede klasse

Sidst i 1860’erne blev mange britiske kvinder ramt af en mystisk lidelse, der fik dem til at halte. Årsagen viste sig at være dronningens svigerdatter, den danske Alexandra.

Prinsessen var et forbillede for unge kvinder, der ivrigt efterlignede hendes tøj og vaner. Da sygdom gjorde hende halt, gav de mode­bevidste sig derfor også til at humpe. Særlige sko med forskellig hælhøjde gjorde det lettere at ramme den helt rigtige gang-stil.

Åndeseancer blev selskabsdille

Enkedronningen begyndte i 1861 at føre samtaler med sin afdøde mand. Ni gange snakkede Victoria med Albert gennem den 13-årige Robert James Lees, som prinsens ånd angiveligt havde for vane at tage bolig i. Hun tvivlede aldrig på, at kontakten til dødsriget var ægte.

Hoffet talte ikke om de okkulte seancer, men rygterne løb, og en ny selskabsleg opstod. Frydefuldt gysende kunne deltagerne opsøge afdøde personer gennem medier som Lee eller et ouija-bræt, som tillod ånder at skrive beskeder.

Guidebøger til de dødes verden kunne købes overalt, og London fik efterhånden så mange professionelle spiritualister, at de organiserede sig i forbund.

Dronningen hang i alle hjem

Victoria elskede fotografiet, da det kom frem i hendes ungdom. De første mange fotos af dronningen var udelukkende til privat brug, men i 1860 stillede hun op til sit første officielle portrætbillede.
Majestætens ansigt i sort-hvid blev årets hurtigst sælgende vare. Briterne købte 60.000 eksemplarer af Victorias portrætbillede i løbet af den første uge.

Da Albert døde i 1861, trak Victoria sig bort fra det offentlige liv. Men folket fik lov at deltage i hendes sorg, for selv om hun sjældent viste sig uden for sine paladser, lod dronningen sig ofte foto­grafere, typisk iført sort enkedragt.

Læs mere

Thomas E. Hill: Essential Handbook of Victorian Etiquette, Bluewood, 1994. Helen Rappaport: Magnificent Obsession, Windmill Books, 2012.

Måske er du interesseret i...

Læs også