Zarina, Aleksandra, zar, Rusland

Ruslands kejserinde fanget i Rasputins kløer

Zarina Aleksandra er smuk, hård og viljestærk. Hendes mand styrer Rusland – men hun styrer ham. Hendes tro på egen ufejlbarlighed og alliancen med den sexgale Rasputin bliver zarfamiliens død.

Zarina Aleksandra er smuk, hård og viljestærk. Hendes mand styrer Rusland – men hun styrer ham. Hendes tro på egen ufejlbarlighed og alliancen med den sexgale Rasputin bliver zarfamiliens død.

Archive PL/Imageselect, Niday Picture Library/Imageselect & Imageselect

Lidt over midnat den 17. juli 1918 bliver Ruslands 46-årige zarina brutalt vækket fra sin søvn. Forskrækket slår Aleksandra Fjodorovna øjnene op og ser livlægen Botkin. Han har en besked fra zarfamiliens bolsjevikiske fangevogtere: Alle skal gøre sig klar til evakuering.

I 78 dage har familien – den afsatte zar Nikolaj 2., kejserinde Aleksandra og parrets fem børn samt en håndfuld tjenestefolk – levet i fangenskab i et forladt palæ i Jekaterinburg øst for Uralbjergene.

Udenfor raser borgerkrigen mellem bolsjevikkerne og Den Hvide Hær, der kæmper for at genindsætte zaren på tronen. Men fangevogternes nye kommandant, Jurovskij, tillader ingen at tale med fangerne, så familien ved stort set intet om begivenhederne.

Komplet isoleret fra omverdenen har den dybt religiøse Aleksandra tilbragt de seneste måneder i daglig bøn i håbet om hjælp fra de højere magter – men forgæves.

Livlægens besked om evakuering vækker et svagt håb. Selvom ordren lyder, at familien ikke behøver at tage noget med sig, pakker de deres tasker. I sidste øjeblik tager den 17-årige datter, Anastasia, også sin lille hund, Jimmy, med.

Zarina, zarfamilie, Rusland

I 1913 lod zarfamilien sig fotografere. Zarina Aleksandra og ægtemanden Nikolaj 2. af Rusland sidder i midten omgivet af deres fem børn.

© George Grantham Bain Collection/Library of Congress

Da de kommer ud, beordrer kommandanten, Jurovskij, alle ned i husets kælder. Førstesalen, hvor soveværelserne ligger, er for farlig pga. kampene i byen, lyder hans forklaring.

Da de når ned i et næsten tomt kælderrum, udbryder Aleksandra anklagende: “Der er end ikke nogen stole her!”

Den bydende tone får Jurovskij til befippet at beordre et par stole hentet. Aleksandra og hendes kronisk syge søn, tronarvingen Aleksej, får lov til at sætte sig. De ni andre må stå.

Alle stirrer på Jurovskij, der pludselig trækker en pistol frem. Lyden af tunge støvler fylder det lille rum, da 10 bevæbnede vagter slutter sig til ham.

“Eksekutivkomitéen for Urals Råd af Arbejder-, Bonde- og Soldaterrepræsentanter har besluttet, at I skal henrettes”, læser Jurovskij op med høj stemme.

Et skud runger. Forfærdet ser Ruslands sidste kejserinde sin mand falde om.

Alis, Hessen, portræt, 1888

Zarina Aleksandra var døbt Alix. Her er hun fotograferet i 1888, seks år før hendes giftermål med Ruslands zar.

© No. 678. Hesseni Alexandra portréja “Prsse Alix de Hesse” – 1888 – Magyar Nemzeti Levéltár Országos Levéltára, Hungary - CC BY-NC-SA. https://www.europeana.eu/en/item/520/providedCHO_4172_HU_MNL_OL_P_240_1__a_678_

Den skæbnesvangre sommer 1918 havde Aleksandra Fjodorovna siddet i toppen af Ruslands mægtige rige i 24 år uden at ane, at katastrofen, som ramte zardømmet, i høj grad skyldtes hende selv.

I to årtier havde hun ignoreret folkets kvaler og styret sin notorisk svage ægtemand som en hånddukke til at træffe den ene fatale beslutning efter den anden.

Hvad værre var, havde hun allieret sig med en sexgal mystiker, der skubbede ikke blot hendes familie, men hele Rusland ud over afgrundens rand.

Kroning endte blodigt

Hvad der i 1918 endte med pistolskud, begyndte 34 år tidligere med sød musik.

Den 13. juni 1884 deltog Aleksandra, som dengang hed Alix, ved sin ældre søsters bryllup i Vinterpaladset i Sankt Petersborg. De eventyrlige rammer for brylluppet var ikke fremmede for den blot 12 år gamle Alix.

Hun boede med sin far, storhertug Ludvig 4., og sine søskende i Darmstadt i den tyske delstat Hessen. Selvom hendes fars storfyrstedømme hverken var specielt stort eller magtfuldt, så havde det stærke forbindelser.

Alix’ mor, Alice, var datter af Storbritanniens dronning, Victoria – Europas mægtigste hersker. Alix var derfor vant til luksus. Hun havde dog også stiftet bekendtskab med livets mørke sider. Både hendes mor og to søskende var døde, da hun var helt lille.

Sommeren 1884 blev hendes første møde med kærligheden. Under bryllupsfesten i Sankt Petersborg blev hun forelsket i Ruslands tronarving, den 16-årige Nikolaj Romanov, der var søn af zar Aleksander 3. og den danskfødte kejserinde Dagmar.

Edward 7., Alexandra, Albert Victor, England

Alix nægtede at gifte sig med Albert Victor (siddende), søn af Englands fremtidige konge, Edward 7., og gemalinden Alexandra.

© Granger/Bridgeman Images & Shutterstock

Alix nægtede at blive britisk dronning

Englands dronning, Victoria, brød sig ikke om forbindelsen mellem barnebarnet Alix og Ruslands tronarving. I stedet forsøgte dronningen at få hende til at gifte sig ind i den britiske kongefamilie. Men Alix nægtede pure.

Rusland var et barbarisk og rædselsfuldt land, mente den britiske dronning, Victoria. Da hendes yndlingsbarnebarn, Alix af Hessen, indledte et romantisk forhold til den russiske tronarving, Nikolaj, forsøgte Victoria derfor at forpurre det.

Dronningen planlagde i stedet at føre Alix sammen med Alix’ fætter, prins Albert Victor. Han var den ældste søn af Englands kommende konge, Edward 7., og hans danskfødte hustru, Alexandra. Prinsen stod altså til en dag at blive regent over det mægtige Britiske Imperium.

Følelserne mellem de to slog imidlertid aldrig gnister. Og til sidst måtte Victoria da også indrømme, at Alix og Nikolaj var som skabt for hinanden.

“Jeg har aldrig set to mennesker være mere hengivne over for hinanden. Det er den eneste trøst, jeg har, for faren og ansvaret, der følger med ægteskabet, fylder mig med frygt”, skrev hun profetisk i sin dagbog.

I 1892 døde Albert Victor af lungebetændelse. Han nåede derfor aldrig at blive Englands konge.

Kærligheden var gengældt, og 10 år senere, den 26. november 1894, blev det unge par viet med deltagelse af monarker fra hele Europa.

Brylluppet havde dog en tragisk baggrund. Få uger forinden var Nikolajs far og Ruslands regerende zar, Aleksander 3., død, og unge Nikolaj frygtede opgaven som Ruslands leder.

“Jeg er ikke forberedt på at blive zar. Jeg aner intet om at regere”, betroede han sin svoger.

Den socialt kejtede Aleksandra så heller ikke frem til rollen som zarina. “Jeg er ikke skabt til at stråle foran en forsamling. Det falder mig ikke let at snakke med folk. Jeg holder af mit indre liv”, skrev hun til en veninde.

For at gøre ondt værre blev zarens regeringstid indledt med en tragedie. I anledning af Nikolajs officielle kroning den 30. maj 1896 stimlede over en halv million mennesker sammen til en udendørs fest lidt uden for Moskva.

Festen var bekostet af zarfamilien. Men da det rygtedes, at der ikke var mad nok til alle, begyndte folk at kæmpe for at komme først til buffeten. 1.389 mennesker endte med at blive trampet ihjel.

Befolkningen gav den unge zar skylden og døbte ham “Blodige Nikolaj”, mens overtroiske russere tolkede ulykken som et uhyggeligt varsel om fremtiden.

Aleksandra, Nikolaj, zar, kroning

I 1894 blev den unge zar Nikolaj, der netop havde mistet sin far, gift med Aleksandra.

© Heritage Images/Fine Art Images/akg-images

“Den Tyske Kælling” blev lagt for had

Aleksandra giftede sig til titlen som zarina på et farligt tidspunkt i zardynastiets knap 300 år lange historie. Få år før brylluppet i 1894 led den russiske befolkning under en katastrofal hungersnød.

Afgrøderne gik til, før de kunne høstes, og tusinder døde af sult. Madmanglen blev efterfulgt af koleraepidemier, der tog livet af over en kvart million russere.

Mens befolkningen kæmpede med sygdom og kronisk fattigdom, væltede zarfamilien og adelen sig i penge. Misforholdet mellem den rige overklasse og den menige russers ekstreme fattigdom gav i begyndelsen af 1900-tallet grobund for talrige arbejderopstande.

Aleksandra vandt aldrig russernes gunst. Mange så den socialt kejtede kejserinde som arrogant, magtbegærlig og nedladende, og hun gjorde sig upopulær blandt både folk, adel og sin egen svigerfamilie.

Aleksandra, begravelse, zarina
© Shutterstock

Begravelsesbrud gik efter magten

Aleksandra og Nikolajs bryllup blev afholdt få uger efter begravelsen af den tidligere zar, Aleksander 3. Aviserne døbte derfor den unge zarina “begravelsesbruden”, og mange mistænkte, at hun kun giftede sig med den karaktersvage tronarving for at tilrane sig magt.

Aleksandra, zarina, genert
© Shutterstock

Generthed blev tolket som arrogance

Siden tabet af sin mor og to søskende i barndommen havde Aleksandra været introvert og tynget af et melankolsk tungsind. For almindelige russere mindede karaktertrækkene om arrogance, og de døbte hende snart “Den Tyske Kælling”.

Aleksandra, zarina, satiretegninger
© Shutterstock

Satiretegninger skabte forargelse

Aleksandra gjorde sig tidligt i sit ægteskab uheldigt bemærket, da hun tegnede karikaturer af sin russiske svigerfamilie. En af tegningerne gengav ægtemanden Nikolaj som en baby, der blev madet af sin dominerende mor. Tegningerne blev kendt i offentligheden, som fandt det skandaløst, at zaren blev latterliggjort af sin egen hustru.

Aleksandra, zarina, hofbal
© Shutterstock

Zarinaen stoppede populære hofballer

Før Aleksandra blev zarina, holdt zarfamilien et utal af fester for Ruslands adelige. Den stærkt troende Aleksandra var dog forfærdet over de mange kærlighedsaffærer og den slibrige sladder, som kendetegnede festerne. Snart holdt hun op med at invitere til bal og isolerede dermed zar Nikolaj fra Ruslands elite.

Aleksandra, folket, arrogant
© Shutterstock

Kejserinden følte sig hævet over folket

Aleksandra var overbevist om, at russerne automatisk forgudede zarfamilien. Hun ville derfor ikke bruge tid på dem. Da hun og zar Nikolaj under en togrejse til Krim blev mødt af hundreder af bønder, som iklædt deres bedste tøj håbede at se parret, nægtede hun at trække gardinerne fra.

Aleksandra, tysk, spion, zarina
© Shutterstock

Blev anklaget for at være tysk spion

Da Ruslands militær led svære nederlag under 1. verdenskrig, blev Aleksandra hurtigt udpeget som syndebuk. Mange russere så hende som pro-tysk pga. hendes tyske afstamning, og mange spekulerede i, at hun sågar var hemmelig spion for Tysklands kejser.

Aleksandras ægtemand blev betragtet som en svag leder, der havde svært ved at tage en beslutning. Russerne spøgte med, at landet reelt havde to ledere: Zaren og den seneste person, der havde talt til ham. Men hadet til hans udenlandske hustru fra et lille og komplet ukendt storhertugdømme var større.

Kejserindens indadvendte personlighed og kølige fremtoning gav hende i offentligheden øgenavnet “Den Tyske Kælling”. Selv Aleksandras bedstemor, dronning Victoria af England, hørte rygterne om hendes upopularitet.

“Rusland er ikke England. Her behøver vi ikke fortjene folkets kærlighed”. Aleksandra i et brev til Englands dronning, Victoria.

“Det er din første pligt at vinde folkets kærlighed og respekt”, indskærpede den erfarne dronning.

Men Aleksandra vidste bedre: “Du tager fejl, kære bedstemor. Rusland er ikke England. Her behøver vi ikke fortjene folkets kærlighed. Det russiske folk ærer deres zarer som guddommelige væsener”.

I januar 1905 kunne end ikke Aleksandra lukke øjnene for folkets vrede. Her troppede 140.000 arbejdere op foran Vinterpaladset for at demonstrere mod stigende fødevarepriser, som Ruslands mislykkede krig mod Japan (1904-1905) havde medført.

Zarfamilien var bortrejst, men politiet blev beordret ud, og over 1.000 demonstranter blev dræbt under urolighederne.

Massakren udløste strejker over hele Rusland, og uroen fortsatte i månedsvis. Den 17. oktober 1905 gav zar Nikolaj efter og indførte reformer. Zarens magt blev indskrænket, borgerrettigheder indført og den lovgivende forsamling, Dumaen, oprettet.

Reformerne gjorde Aleksandra rasende. Hun troede indædt på princippet om zarens uindskrænkede og gudgivne magt og pressede sin mand til at kæmpe for sin historiske ret.

Blot to år senere inddrog zaren uden varsel folkets nye rettigheder. Revolutionen var slået ned – indtil videre.

Attentat, zar Nikolaj, 1908

Zar Nikolaj blev forsøgt myrdet i sin karet i 1908. Kun hestene blev dræbt.

© Laski Diffusion/Getty Images

Tronarving led af livsfarlig sygdom

Bag paladsets mure levede Aleksandra i selvvalgt uvidenhed sammen med sin mand, deres fem børn og en hærskare af tjenende ånder. Efter at hun havde født fire piger i rap, var lykken stor, da kejserinden bragte en mandlig tronarving til verden den 25. august 1904.

Sønnen Aleksej blev familiens og i særdeleshed Aleksandras øjesten. Men glæden varede ikke længe. Aleksej viste sig nemlig at lide af en alvorlig blødersygdom.

Uden at vide det var Aleksandra bærer af sygdommen hæmofili, som sønnen havde arvet. Sygdommen forårsager spontane blødninger i led og muskler og kan medføre et fatalt tryk på kroppens organer.

Da lægerne intet kunne stille op, søgte Aleksandra hjælp i troen. Kejserinden var i forbindelse med sit giftermål konverteret til den russisk-ortodokse tro, som hun trods indledende skepsis havde omfavnet med noget nær fanatisme.

I håbet om at få en søn havde hun desuden søgt hjælp hos religiøse mystikere, som mange russere mente besad helende kræfter. Da hun fødte Aleksej, var hun overbevist om, at det skyldtes mystikerne.

Aleksejs sygdom fik Aleksandra til at søge alternativ hjælp igen – denne gang fra den berygtede mystiker Grigorij Rasputin – en fattig bonde uden uddannelse, som havde opbygget et ry for at være mirakelmager.

Rasputin kom til Sankt Petersborg i 1904, hvor han fik succes med at helbrede især kvinder i sin lejlighed. Den dameglade og hæmningsløse Rasputin blev dog også beskyldt for seksuelle overgreb.

Mystikeren mødte zarparret kort efter Aleksejs fødsel og blev hurtigt en del af familiens indercirkel. Hver gang den lille tronfølger blev ramt af sygdommen, bad Rasputin for ham, og kort efter fik Aleksej det altid bedre.

Snart rådførte Aleksandra sig også med ham i alle mulige andre spørgsmål. Rasputin påstod, at han kendte Guds vilje, så alt, hvad han sagde, tolkede hun som beskeder fra de højere magter.

“Zaren er desværre svag. Men det er jeg ikke, og jeg har til hensigt at være hård”. Aleksandra til Storbritanniens ambassadør i Rusland.

I stigende grad blev det Aleksandra, som også bestemte i politiske anliggender. Hendes mand evnede ikke at lede landet, og Aleksandra følte det derfor som hendes ansvar, at zarstyret ikke kollapsede.

“Zaren er desværre svag. Men det er jeg ikke, og jeg har til hensigt at være hård”, betroede hun den britiske ambassadør i Rusland.

Rasputin fik rygterne til at svirre

Alexandras forhold til Rasputin gjorde hende endnu mere upopulær blandt befolkningen. Russerne afskyede Rasputin, der hviskede zarinaen fordærvede tanker i øret og selv hærgede frit i de adelige cirkler med religiøst vanvid, amoralske gerninger og et eskalerende alkoholmisbrug.

En avis beskrev mystikeren som “ødelægger af kroppe og sjæle”, og snart var pressen også fyldt med historier om et hemmeligt seksuelt forhold mellem Aleksandra og Rasputin. Zarinaen afviste rygterne som “giftig sladder”.

I takt med at kritikken mod hende voksede udenfor og internt i paladset, skrumpede Aleksandras inderkreds ind. Zarinaen blev paranoid og stolede ikke på andre end sin nærmeste familie. Som zarens kusine Maria formulerede det, havde zarinaen “mistet sin mentale ligevægt”.

Olga, Tatjana, Finland

Trods de alvorlige tider fandt zarens døtre tid til at nyde livet. Her ses Tatjana (tv.) og Olga (i midten) på sommerudflugt i Finland ca. 1908.

© Beinecke Library

Bedre gik det ikke med Aleksandras fysiske helbred. Allerede før hun kom til Rusland, led hun af migræne og stærke smerter i ryg og lemmer. Med årene blev smerterne værre, og i lange perioder var hun bundet til soveværelset eller til en kørestol.

Da 1. verdenskrig brød ud i 1914, blev millioner af arbejdsduelige mænd sendt væk fra kornmarken og fabrikkerne for at kæmpe mod Det Tyske Kejserrige. Som konsekvens faldt fødevareproduktionen dramatisk, og hungersnøden eksploderede.

Mens sulten gnavede i den menige russer, der måtte stå i kø for bare en enkelt skive brød, levede zarfamilien fortsat i overdådig luksus. Den afgrundsdybe kløft mellem befolkningen og zaren havde aldrig været større.

“Det er begyndelsen på dit glorværdige styre”. Aleksandra til zar Nikolaj.

Og i efteråret 1915 traf Aleksandra en beslutning, der kom til at besegle hendes og zardømmets skæbne.

Zaren overtog hærledelsen

Ved fronten havde den russiske hær lidt en række katastrofale nederlag. På råd fra Rasputin overtalte Aleksandra derfor sin mand – der ingen nævneværdig militærerfaring havde – til at overtage rollen som øverstkommanderende for tropperne.

“Det er begyndelsen på dit glorværdige styre. Det siger Rasputin, og jeg tror fuldt og fast på ham”, fortalte hun sin ægtemand.

Dagen efter Nikolajs overtagelse sagde 8 ud af i alt 13 ministre i kabinettet op i protest. Med zaren borte fra Sankt Petersborg for at styre hærens krigsindsats overtog Alexandra i realiteten som regent i landet – med Rasputin ved sin side.

I slutningen af januar 1916 udpegede Alexandra den tidligere ceremonimester ved hoffet, Boris Stürmer, til Ruslands nye premierminister. Stürmer var nær ven af Rasputin, som havde anbefalet ham.

Kort efter fyrede Aleksandra også den erfarne krigsminister Polivanov og udenrigsministeren Sazonov og gav begge opgaver til Stürmer. Igen på anbefaling af Rasputin.

Rasputin, Rusland, zar

Grigorij Rasputin havde ingen uddannelse, men Aleksandra stolede alligevel blindt på hans råd.

© Archive PL/Imageselect

Udnævnelsen af den inkompetente Boris Stürmer var en katastrofe, og efter massivt pres måtte Aleksandra fratage ham alle poster i november 1916. Men skaden var uoprettelig.

Befolkningen var overbevist om, at alle ulykkerne skyldtes, at Rasputin og den tyskfødte zarina viderebragte statshemmeligheder til fjenden. Den 23. februar 1917 gik over 90.000 kvindelige arbejdere i strejke i Sankt Petersborg og demonstrerede med skilte, hvorpå der bl.a. stod “Ned med zaren” og “Nej til krigen”.

Snart sluttede landets soldater sig til protesten mod Nikolaj 2., der måtte abdicere den 15. marts 1917. Zarstyret blev afløst af en provisorisk regering. 300 års uafbrudt zarstyre var brudt og katastrofen en realitet.

Rasputin, død, mord

Rasputin blev både forgiftet og skudt, før morderne smed ham i floden rullet ind i et tæppe.

© CBW/Imageselect

Rasputin blev fældet af zarens familie

Zarfamiliens inderkreds frygtede, at Rasputin ville ødelægge zardømmet indefra. De lokkede derfor mystikeren i en fælde.

Den 19. november 1916 holdt godsejeren Vladimir Purisjkevitj en dundertale i det russiske parlament, Dumaen. De katastrofale nederlag til tyskerne i verdenskrigen skyldtes mystikeren Rasputin, rasede godsejeren. Rasputin styrede zarens ministre som marionetdukker og delte statshemmeligheder med fjenden, lød kritikken.

Da den unge prins Felix Jusupov hørte talen, besluttede han sig for at likvidere den forhadte Rasputin. Jusupov var gift med zarens niece og dermed en del af zarfamiliens inderkeds. Det var derfor ikke svært for prinsen at udstede en invitation til Rasputin om at komme forbi Jusopovs palads for at hilse på hans hustru, Irina.

Da den drikfældige Rasputin troppede op den 16. december, forsøgte Felix først at dræbe ham med forgiftet madeira under middagen. Utroligt nok bed giften ikke på Rasputin, og Felix og hans medsammensvorne måtte skyde Rasputin fire gange, før han døde.

Mordet på Rasputin medførte stor glæde blandt befolkningen i Rusland. “Den hellige djævel er død!” jublede folk i gaderne, mens de hyldede Felix og hans venner som Ruslands befriere.

Husarrest endte i massakre

Zarfamilien blev først sat i husarrest i et palads uden for Sankt Petersborg i foråret 1917. Men da sikkerhedssituationen i hovedstaden blev yderligere tilspidset, besluttede den provisoriske regering at flytte familien uden for synsvidde og i sikkerhed byen Tobolsk i Sibirien.

Da bolsjevikkerne under Oktoberrevolution i slutningen af 1917 væltede den siddende regering, kom zarfamilien under kommunisternes bevogtning. Men revolutionen splittede også landet, som snart endte i en blodig borgerkrig mellem kommunisternes Røde Hær og Den Hvide Hær, som bl.a. talte zardømmets tilhængere samt ukrainere, der håbede at vinde deres selvstændighed.

Faren for, at zaren skulle blive befriet og give fjenden en stor symbolsk sejr, var overhængende, så da Den Hvide Hær i april 1918 nærmede sig Tobolsk, flyttede bolsjevikkerne zarfamilien til det forladte palæ i Jekaterinburg.

Få måneder senere besluttede bolsjevikkerne at løse problemet én gang for alle og likvidere hele familien. Aleksandra troede til det sidste, at hendes stærke tro ville redde familien fra deres pinsler.

“Du skal ikke bekymre dig. Gud er overalt og vil skabe et mirakel”, skrev hun til en veninde, få uger før zarfamiliens endeligt.

Zar, Jekaterinburg, 1918

Zar Nikolaj blev skudt som den første. Derefter blev resten af familien og tjenerne dræbt.

© Archives Charmet/Bridgeman Images

Miraklet kom aldrig. Den 17. juli beordrede den bolsjevikiske kommandant, Jurovskij, sine mænd til at henrette hele familien, tjenerne og livlægen. Ifølge Jurovskij skød han først zaren, hvorefter hans mænd åbnede ild mod de øvrige i det lille kælderrum.

Da skydningen blev indstillet, viste det sig imidlertid, at både døtrene, Aleksej og kejserinden fortsat var i live.

“Jeg tror, at de var faldet om af skræk eller muligvis med vilje, så de var i live. Vi fortsatte derfor med at skyde. Aleksej blev siddende helt skrækslagen. Jeg dræbte ham”, afslørede Jurovskij mange år senere.

Selv Anastasias lille hund, Jimmy, slap ikke ud fra kælderen i live.

Af frygt for, at ligene skulle falde i Den Hvide Hærs hænder, blev de 11 døde kroppe overhældt med syre og delvist brændt, inden de blev efterladt i en improviseret grav under en øde skovsti.

Zar Nikolaj, kong George 5.

Selvom zar Nikolaj var fætter til George 5., nægtede den britiske konge at redde ham og hans familie.

© Heritage-Images/The Print Collector/akg-images

Britisk konge turde ikke redde zaren

En britisk redningsaktion kunne have reddet zarfamilien, men kong George 5. frygtede, at det britiske kongehus ville gå under, hvis de reddede den forhadte zar og hans familie.

Da Nikolaj 2. og hans kone og børn i 1917 blev sat i husarrest, håbede familien til det sidste, at deres stærke forbindelser til især det britiske kongehus ville redde dem. Englands konge, George 5., var Nikolajs fætter, og på et tidspunkt så det ud, som om den britiske monark ville sende et skib til Rusland og fragte zarfamilien til Storbritannien.

Men forhandlingerne mellem den russiske udenrigsminister og den britiske ambassadør i Rusland bar aldrig frugt. “Den britiske regering insisterer ikke længere på at få zarens familie til England”, lød beskeden fra Englands ambassadør.

Angiveligt var det den britiske konge selv, der punkterede zarens eneste redningskrans, fordi han frygtede for sin egen popularitet, hvis han reddede sin kontroversielle fætter. Den britiske befolkning havde nemlig ikke glemt de mange demonstranter, som zarstyret havde beordret dræbt under optøjerne i 1905. I Storbritannien blev zaren af samme årsag kaldt “Blodige Nikolaj”.

George 5. frygtede, at blodet på zar Nikolajs hænder ville smitte af på ham og i værste fald føre til det britiske kongehus’ endeligt. Zaren og hans familie måtte derfor klare sig selv.

Først i 1998 fik zarfamilien og Aleksandra den tilgivelse af det russiske folk, de aldrig modtog i livet. Her blev resterne af zarfamilien stedt til hvile i katedralen i Sankt Petersborg ved en storstilet højtidelighed.

“Vi har længe været tavse om denne monstrøse forbrydelse”, sagde Ruslands daværende præsident, Boris Jeltsin, fra talerstolen:

“Det er på tide at sige sandheden: Massakren i Jekaterinburg er et af de mest skamfulde øjeblikke i vores historie”.