Ludvig 14. modtager gæst på Versailles

Ludvig 14. og Versailles: sådan udfoldede Solkongen sin magt i sin parfumerede svinesti

Stank, rotter og endeløs kedsomhed var hverdag for de tusindvis af beboere i Versailles. Mens Solkongen selv væltede sig i luksus, var hans hof henvist til lurvede gemakker og tvunget til at møde op til ligegyldigheder fra morgen til aften.

Stank, rotter og endeløs kedsomhed var hverdag for de tusindvis af beboere i Versailles. Mens Solkongen selv væltede sig i luksus, var hans hof henvist til lurvede gemakker og tvunget til at møde op til ligegyldigheder fra morgen til aften.

Musée d'Orsay

“Staten, det er mig!” skulle Ludvig 14. (1643-1715) have udtalt. Citatet rummer essensen af fortællingen om den enevældige franske konge, der regerede i 72 år fra han var fire år. Ludvig 14. gjorde Frankrig til Europas stærkeste magt og sig selv værdig til det tilnavn, han valgte til sig selv: Solkongen.

Som ung kastede Ludvig d. 14. sin kærlighed på farens lille jagtslot i Versailles. Efter sit første ægteskab besluttede han at udbygge det i elegant barok stil. Versailles-slottet blev konstrueret efter Solkongens ordrer og udviklede sig hurtigt til centrum for europæisk arkitektur, etikette, mode, litteratur og kunst.

Følg historien om Ludvig 14. og livet på hans uhumske pragtslot.

På Solkongens tid siges pragtslottet Versailles at have sin helt egen parfume. Her i 1600-tallets slutning river odøren i næsen og er sammensat af urin, duftevand og sved, iblandet et strejf af afføring.

Gæster, der besøger den royale residens 17 km sydvest for Paris, behøver blot at ånde dybt ind for at vide, hvor de befinder sig.

Lugten af Versailles er ikke alene markant, den har ry for også at overgå hørmen i alle andre paladser i Europa.

Det skyldes, at alt er større ved den franske konges hof – også antallet af mennesker. Tusindvis af adelsfolk og deres tjenere er stuvet tæt sammen i slottet, for det er her, at karrierer skabes og rigets betydningsfulde poster uddeles.

Foto af Versailles-slottet og parken

Versailles-slottet ligger 17 km sydvest for Paris. Versailles var fra 1682 frem til den franske revolution i 1789 Frankrigs hovedstad.

© Shutterstock

Derfor tåler alle hørmen – mange bemærker den knap. De er blot lykkelige over at være nået så højt til tops, at de kan varme sig i Solkongens stråleglans.

Særligt udvalgte, der får lov at komme helt tæt på Ludvig 14., bemærker, at den generelle stank, der hænger over slottet, overgås af majestætens kropslugt – ifølge en udenlandsk ambassadør minder den om “et vildt dyr”.

Intet bliver gjort halvt på Versailles.

Tidslinje over Ludvig 14.s liv

Maleri af Ludvig 14. som barn i 1643

Ludvig 14. var blot en lille dreng, da hans far døde. Opdragelsen af den kommende regent blev overladt til kardinal Jules Mazarin og guvernør Nicolas de Neufville.

© Wikimedia Commons/Claude Deruet

1638: Ludvig 14. bliver født

Ludvig 14. kommer til verden 5. september 1638 som søn af Ludvig 13. og Anna af Østrig.

1643: Ludvig 14.s far dør

Ludvig 13. dør, og Ludvig 14. udnævnes til konge af Frankrig. Han er dog blot fire år, så landet styres reelt af enkedronning Anna af Østrig og kardinal Mazarin, indtil han er myndig.

1648-1653: Adels- og borgeroprøret “Fronden”

Der udbryder opstande i Frankrig på grund af befolkningens utilfredshed med skatter og den tiltagende enevælde. Ludvig 14. jages bort fra Paris, og kardinal Mazarin må også forlade landet. Kongen vender tilbage i 1651 og genudnævner Mazarin året efter, da kongemagten har genvundet sin autoritet.

1659: Pyrenæerfreden

Spanien og Frankrig, der har været i krig siden 1635, underskriver en fredstraktat. Spanien må afstå flere områder til Frankrig. Det gælder bl.a. Artois, Namur samt Roussillon. Aftalen markerer en ny epokei europæisk historie med Frankrig i førersædet.

1660: Kongen gifter sig

Ludvig 14. bliver gift med den spanske prinsesse Maria-Theresia. Ægteskabet skal fungere som forsoning og et endeligt punktum for striden mellem Spanien og Frankrig.

1661: Enevælden indføres

Kardinal Mazarin dør. Ludvig 14. fratager højadelen en del af dens indflydelse for at samle magten om sig selv.

1667-1668: Devolutionskrigen

Med et mål om at erhverve De Spanske Nederlande til den franske krone går Ludvig 14. i krig mod Spanien. En alliance mellem Sverige, Nederlandene og England ender med at tvinge Solkongen til at trække sig. I maj 1668 besluttes det ved Freden i Aachen, at Frankrig kan beholde en lille del af Flandern.

1672-1674: Den tredje engelsk-hollandske krig

England og Holland havde igennem 1600-tallet bekriget hinanden på grund af handelsstridigheder. Frankrig vælger at gå ind på Englands side i 1672, og Holland tvinges til at begrænse sin handel, men kan alligevel beholde sin position som sømagt.

1678-1679: Nijmegenfreden

Ludvig 14. får tilbageleveret nogle tidligere erobringer, herunder Franche-Comté og andre områder ved den franske nordøstlige grænse.

1683: Dronning Maria-Theresia dør

Dronningen dør på grund af komplikationer fra en byldeinfektion. Ludvig 14. reagerer på meddelelsen med et grin og ordene “Det er første gang, hun har voldt mig besvær”.

1684: Ludvig 14. gifter sig igen

Enkekongen ægter sin elskerinde Francoise d’Aubigne Maintenon. Der er usikkerhed, om den præcise dato for brylluppet. Nogle historikere peger på, at det skulle have fundet sted i oktober 1863, mens andre mener, det først var i januar 1684.

1685: Ophævelsen af Nantesediktet

Ludvig 14. sløjfer Henrik 4.s forordning fra 1598, der gav huguenotterne flere borgerrettigheder og mere religionsfrihed. Ophævelsen af rettighederne får 200.000 huguenotter til at forlade Frankrig til stor skade for landets økonomi.

1688-1697: Den Pfalziske Arvefølgekrig

Endnu en krig, hvor europæiske magter forsøger at modsvare den franske ekspansionspolitik, bryder ud. Efter Frankrigs annektering af Strassbourg i 1681 og Luxembourg i 1684 samt den franske hærs angreb på Pfalz vælger England at sætte sig i spidsen for en koalition af lande, der vil sætte en stopper for den franske fremmarch. Krigen ender på grund af parternes gensidige udmattelse. Ved Freden i Rijswijk i 1697 besluttes det, at Ludvig 14. skal opgive de fleste af sine annekteringer, men han får lov til at beholde Strassbourg.

1711-1714: Arvinger dør

Ludvig 14. rammes af personlige tragedier over en kort årrække. Først dør hans ældste søn, Ludvig, der efter sin død blev kendt som Le grand dauphin (1661-1711). Dernæst mister Solkongen to sønnesønner, Ludvig, hertug af Burgund, også kendt som Le Petit Dauphin (1682-1712), og Charles, hertug af Berry (1686-1714).

1715: Solkongen dør

Ludvig 14. dør den 1. september 1715 og efterlader et land i krigsgæld til sit femårige oldebarn, Ludvig 15. Solkongen nåede at regere i 72 år og 110 dage. Der findes stadig ikke et statsoverhoved i europæisk historie, der har siddet længere tid ved magten end ham.

Versailles tager form: Fra jagtslot til Europas prægtigste palads

Set udefra var Versailles et overdådigt mesterværk og 1600-tallets største vidunder. Intet andet fyrstepalads kunne måle sig med kong Ludvigs slot, hverken i størrelse eller i pragt.

Det første Versailles var ellers blot et royalt jagtslot.

“Et lille karton-chateau, som Ludvig 13. byggede, så han ikke behøvede at sove på strå”, som den evigt syrlige hertug af Saint-Simon skrev i sine memoirer. Han levede ved Solkongens hof i årtier og nedfældede bagefter sine mange indtryk med en sylespids pen.

Kongens efterfølger, Ludvig 14., tilbragte sin barndoms lykkeligste stunder i jagtslottet. Hjorte og vildsvin strejfede om i de bløde bakker med vidtstrakte skove, og for en dreng, der foretrak at sidde på en hesteryg frem for i en blød stol, var det lille slot et sandt paradis.

Stedet havde stadig en særlig plads i Ludvigs hjerte, da han tog magten i egne hænder og indførte enevælden i 1661.

Ludvig 14. malet af Hyacinthe Rigaud fra 1701

Ludvig 14.s tilnavn “Solkongen” var en del af hans selviscenesættelsesprojekt, som holdt ham beskæftiget hele livet.

© Louvre Museum

Den 22-årige konge inviterede venner og elskerinder til løsslupne selskaber ved det lille jagtslot, hvis park blev scene for skuespil og koncerter i de lange sommeraftener. Louvre i Paris var stedet, hvorfra han styrede riget, mens Versailles forblev hans legeplads.

Men i august samme år fik Ludvig en ny idé, da han mødte op til en fest hos sin finansminister, Nicolas Fouquet. Dette arrangement markerede et afgørende vendepunkt for Ludvig 14.

Det storslåede gilde fandt sted på ministerens nyopførte Vaux-le-Vicomte nær Paris. Slottet var omgivet af en veltrimmet park med springvand, søer, kanaler, statuer og appelsintræer, og indvendig var udsmykningen om muligt endnu mere ekstravagant:

Lofterne var smukt dekorerede, salonerne forgyldte, overalt hang gobeliner, skabene bugnede af guld- og sølvtøj, og møblerne var de smukkeste og dyrebareste, der kunne opdrives i Europa.

Portræt af finansminister Nicolas Fouquet

Nicolas Fouquest (1615-1680) støttede kardinal Mazarin og blev i 1653 udnævnt til finansminister.

© Vaux-le-Vicomte

Med lige dele beundring og misundelse betragtede Ludvig sin ministers luksuriøse omgivelser, og knap havde han forladt festen, før han tog en rask beslutning:

Han ville overgå Vaux-le-Vicomte med et imponerende barokslot, der kunne få hele verden til at falde i svime med sin overjordiske skønhed. Vidunderet skulle bygges op omkring jagtslottet i hans elskede Versailles.

Arkitekterne lyttede med rynket pande, da Ludvig beskrev sine ønsker til overdådige sale og pompøse parker.

De stod samlet i deres modstand mod projektet: Afstanden til Paris var for stor, udsigten elendig, jorden for sumpet, og der var intet rent vand. En ringere byggeplads kunne knap findes i hele riget.

Men Ludvig var stålsat.

“Det adspredte ham at tromle hen over naturen og bruge sine penge og sin opfindsomhed til at bøje den efter sin vilje”, skrev Saint-Simon. Det blev, som majestæten ønskede.

Adlen stuves sammen

Versailles forvandledes til en hektisk byggeplads, hvor stilladser skød op omkring jagtslottet, og tusindvis af arbejdere myldrede omkring.

Flere runder med omfattende byggerier stod på, indtil kongen kunne flytte ind i sit nyopførte hjem sammen med familie, ministre og hof i 1682 – 21 år efter besøget på Vaux-le-Vicomte. Selv da var parken langtfra færdig.

Over 36.000 mænd knoklede stadig med at grave kanaler, plante træer og anlægge søer.

Ludvig 14. udbygger Versailles-slottet

Ludvig 14. udbyggede det lille slot Versailles og gjorde det til et forbillede for hele Europa. Alt på Versailles-slottet var skabt til at imponere og vise Solkongens enevældige magt. Blandt folket blev det funklende palads til gengæld et symbol på, hvor fjernt kongen levede fra sine undersåtters trængsler.

© Bridgeman/The Royal Collection & Polfoto/Corbis

Indenfor var spejlsalen, som med tiden skulle blive slottets prægtigste rum, stadig under opførelse, men de øvrige omkring 350 værelser var nogenlunde klar til beboelse.

I de fornemste og mest rummelige gemakker i bygningens hjerte bosatte Ludvig og hans familie sig. Her kendte pragten ingen grænser.

De kongelige suiter havde højt til loftet, som var dekoreret med forgyldt stuk eller dækket af malerier. Store spejle, indlagt marmor eller kunst i gyldne rammer prydede væggene, og hvide damaskgardiner omkransede de høje vinduer.

Beskrivelser af Ludvig 14.s palads skabte en byggefeber på hele kontinentet. Enhver hersker måtte have sit eget Versailles.

Fra alle egne af Europa valfartede højadelige og ambassadører til Versailles for at møde Solkongen og opleve en overdådighed, hvis lige ikke fandtes noget andet sted.

De besøgende blev overvældet af prægtigt inventar, de symmetriske haver og vrimlen af parykklædte adelige iført kostbare dragter. På kort tid kom Versailles-slottet til at danne forbillede for alle andre europæiske hoffer, både når det handlede om livsstil, mode og kultur.

Konger og fyrster nøjedes ikke med opføre sig ligesom Ludvig 14. og efterligne hans ceremonifyldte hverdag. De gav sig også til at bygge kopier af Versailles i håb om at kunne låne blot en smule af Solkongens prestige.

Nye slotte skød op i hele Europa, hvor kronede hoveder konkurrerede om at være mest franske.

Schloss Charlottenburg i Berlin, Tyskland
© Shutterstock

Charlottenburg

Preussens konger havde store ambitioner, men hvis de skulle tages alvorligt, måtte de omgive sig med en passende pragt. Derfor blev arkitekter sendt på studietur til Versailles, inden de gik i gang med at ombygge og udvide slottet.

Drottningholm Slot på Lovön i Mälaren ved Stockholm
© Shutterstock

Drottningholm

Den svenske kongefamilies residens nær Stockholm kaldes også “Nordens Versailles”. Navnet er rammende, for det nuværende barokslot med den storslåede park blev skabt i sidste del af 1600-tallet efter fransk inspiration. Det blev optaget på UNESCO's liste over verdens kulturarv i 1991.

Vinterpaladset i Sankt Petersborg, Rusland
© Shutterstock

Vinterpaladset

I 1700-tallet ville de russiske zarer anerkendes som sofistikerede europæere. Derfor havde rigets nye hovedstad, Sankt Petersborg, brug for et Versailles. Italieneren Rastrelli tegnede det pragtfulde Vinterpalads i 1754-1762, og det forblev zarens hovedresidens frem til revolutionen i 1917.

Møblerne havde forsølvede ben, sengene var omgivet af gyldne brokadeforhæng, og fra lofterne kastede enorme lysekroner et magisk skær over de fornemme saloner.

På ydersiden var det vidstrakte slotskompleks pragt fra ende til anden, men inden døre blegnede glansen i takt med, at afstanden til kongens gemakker voksede.

For hoffet blev indkvarteret efter en striks rangorden med de mægtigste fyrster tæt på kongen og adelige af lavere rang stuvet af vejen i fjerne kamre.

Versailles’ mindst betydningsfulde adelsfamilier måtte tage til takke med bittesmå værelser, mange af dem uden vinduer og så lavloftede, at det ikke lod sig gøre at stå oprejst. Her risikerede beboerne at blive glemt.

Da Solkongens hustru sidst i 1600-tallet skulle have en ny hofdame, bad hun om at få en adelskvinde, som var fraskilt eller enke.

En person med netop de kvalifikationer lod sig ikke opdrive på Versailles, mente man – indtil en af slottets embedsmænd kom i tanke om en ældre hertuginde, som vistnok boede i et afsiddesliggende kvistkammer.

Hun viste sig at være ved at sulte ihjel i sin ensomhed, så hun tog taknemmeligt imod tilbuddet om tjansen som hofdame.

Versailles-slottets overdådige park

Ludvig 14. holdt hof på toilettet

Det ombyggede jagtslot var blevet til en livlig by med omkring 5.000 indbyggere. Mennesker vrimlede omkring i korridorer og trappeopgange, og de fik nogle gange selskab af køer, der blev trukket hen til værelser med små børn for at levere helt frisk mælk.

De store kreaturer fyldte godt op i korridorerne, men bærestolene optog endnu mere plads. For slottet fik flere taxiselskaber, der havde til opgave at transportere hoffolk rundt i de endeløse korridorer – kun kongefamilien måtte lade sig befordre i egne bærestole.

Taxitjenesten blev så populær, at trafikpropper i korridorerne snarere hørte til reglen end undtagelsen.

Efter mørkets frembrud brasede bærerne uværgeligt ind i hinanden i dunkle gange, hvor fakkelbærere sørgede for den sparsomme belysning.

Senere, når trafikken var stilnet af, genlød korridorerne af fortvivlede råb fra folk, som var faret vild, eller af den sagte plasken fra en nattevandrer, der urinerede i en krog.

Toiletkasse med fløjlssæde i Versailles

Toiletkassens fløjlssæde var behageligt blødt, men boksen nedenunder ofte utæt, så indholdet løb ud.

© Réunion des musées nationaux/H. Bréjat

Rundtom på gangene var indrettet bittesmå “aftrædelsesrum”, der hver rummede en træbeholder med et hul øverst. Latrinerne var notorisk utætte, og indholdet sivede gennem gulvbrædderne til værelserne nedenunder.

De var også alt for få, og nogle hoffolk, der var for utålmodige til at stå i kø eller for sarte til at udholde stanken, gav efter for deres tissetrang i korridorerne.

I deres egne værelser havde slottets beboere natpotter, og selv om det var udtrykkeligt forbudt, blev de sædvanligvis tømt ud ad vinduet. Nedenfor risikerede sagesløse forbipasserende at få det ildelugtende indhold i hovedet.

Ludvig 14. selv var bedre stillet end sine undersåtter, for hans toiletbesøg skete på et stol med hul i det fløjlspolstrede sæde.

Her holdt kongen gerne hof om morgenen, og ingen af de beærede tilskuere lod sig mærke af de særegne lyde, der ledsagede kongens ord om statens anliggender.

Hoflivet var et skuespil

Ludvig 14. omgav sig med overflod, men privatliv var en luksus, han aldrig undte sig selv. Fra han slog øjnene op, til han gik i seng, var han omgivet af en nøje udvalgt skare af undersåtter, for hvem det var en ære at følge ham overalt.

Allerede fra den første dag i det ombyggede Versailles var kongens hverdag sat i system med et omfattende sæt af tidsslugende ritualer.

Ludvig 14. spiser foran Moliére

I særlige tilfælde kunne gæster som dramatikeren Moliére få lov at sidde på en taburet og se på, mens Ludvig 14. spiste.

© Malden Public Library

På den måde sikrede han sig, at Frankrigs traditionelt opsætsige adel havde alt for travlt til at rotte sig sammen mod kronen.

Ville hertuger og markiser have magt og rigdom, måtte de hver eneste dag kredse som planeter om Ludvig 14.

De fik hver især tildelt roller i det omhyggeligt iscenesatte skuespil, som hoflivet på Versailles udgjorde.

For de udvalgte var dagens første pligt at overvære morgenritualet, den såkaldte lever – fransk for at “stå op”.

Ved ottetiden hver morgen lod Ludvig 14. sig vække af en hviskende stemme, som nænsomt fortalte, at det var tid til at se dagen i øjnene. Så blev han tilset af sine livlæger, inden han rejste sig.

Omkring 100 adelige så på, mens kongen gennemførte sit morgentoilette. Tjenere tog hans natskjorte af, hvorpå de vimsede barberende og friserende om den nøgne monark, inden han blev klædt på.

Bad hørte ikke til rutinen, og Ludvig 14.s tyrkiske badstue blev fortrinsvis brugt til møder med elskerinder.

Ludvig 14.s elskerinder

Når kongen havde fået alt sit tøj på i den evigt ufravigelige rækkefølge, valgte han én af sine 400 parykker. Hele samlingen var friseret, parfumeret og pudret efter alle kunstens regler, men også fuld af utøj.

Morgentoilettet var blot det første af mange ritualer, som de adelige havde pligt til at deltage i. Indtil sent om aftenen deltog de i processioner, messe, jagt og aftenunderholdning i form af fx kortspil eller koncert – som regel blot som passive tilskuere til kongens fornøjelser.

Først ved 22.30-tiden var tiden endelig inde til dagens sidste ceremoni, hvor Ludvig 14. gik til ro. Under aftentoilettet skulle en tilskuer lyse for ham:

“Kongen kiggede rundt i værelset og sagde navnet på én af de tilstedeværende, og overtjeneren gav denne stearinlyset.

Det blev regnet for en betydelig ære, takket være kongens evne til at give de mindste ubetydeligheder vægt”, beskrev Saint-Simon. Han fik selv tildelt rollen som lysestage fra tid til anden.

Imens så resten af den hundredtallige skare på, at Ludvig 14. lod sig klæde af, øjnene skylle og håret frisere:

Først når Ludvig 14. lå i sengen, kunne Frankrigs mægtigste mænd trække sig tilbage og puste ud oven på en lang og dræbende kedsommelig dag.

Boligen går i arv

Ingen adelig vovede at skulke fra kongens rutiner på Versailles:

“Han så og bemærkede hver eneste af dem, noterede sig fraværet af de, der normalt opholdt sig ved hoffet, og selv de, der sjældent var til stede”, noterede Saint-Simon. Hvis en hertug sneg sig væk og tilbragte en fridag i Paris, satte han livet på de bonede gulve på spil.

Alle franskmænd higede efter at komme tæt på Ludvig 14., hvor velbetalte embeder og fornemme titler blev uddelt.

Og de, der allerede havde skaffet sig en plads på Versailles, klæbede til deres positioner.

Samtlige embeder på slottet gik i arv, fra ministerposter til stillingerne som springsvands-ingeniør, kongelig natpottebærer, muldvarpefænger og liberiklædt lakaj.

Kom en familie i økonomisk uføre, kunne overhovedet videresælge sin post for en betragtelig sum.

Plantegning over Versailles-slottet

Oversigt over værelserne på Versailles-slottet
© HISTORIE & Shutterstock

Alt glitrede på slottets overflade

Ludvig 14. udbyggede det lille slot Versailles og gjorde det til et forbillede for hele Europa. Alt på Versailles-slottet var skabt til at imponere og vise Solkongens enevældige magt.

Blandt folket blev det funklende palads til gengæld et symbol på, hvor fjernt kongen levede fra sine undersåtters trængsler.

Versailles’ beboere klyngede sig også til deres boliger, og selv et nok så lurvet slotskammer gav mere prestige end nogen anden bolig i Frankrig.

Derfor ignorerede hoffolkene mus og rotter, der gnavede sig vej gennem møbler tøj og vægge. Og de tålte, at temperaturen inden døre kunne styrtdykke til under frysepunktet, så folk måtte søge tilflugt under bjørneskind.

Når en højadelig familie faldt i unåde og blev smidt på porten, begyndte en hidsig kamp om de ledige gemakker blandt slottets øvrige beboere.

Ingen opnåede så stor succes med at intrigere sig til plads som Noailles-slægten. Hertuginde Marie-Françoise Noailles fødte sin mand 21 børn, der alle fik deres egne lejligheder på slottet.

De kom til at befolke en hel korridor, som fik øgenavnet Rue de Noailles, “Noaillesgade”.

Etikken på Solkongens slot

Ud over tvungen deltagelse i alverdens ceremonier var de logerende på slottet underkastet en streng etikette.

Ingen måtte spytte på gulvet i kongens nærhed, og når Ludvig 14. kom spadserende, skulle alle bøje sig for ham og bakke ud mod væggen.

© Shutterstock

Ingen støj

Majestæten tåler ingen høje lyde, så på Versailles-slottet er det forbudt at banke på døren. Vil man ind, kan man skrabe diskret med en kam eller en fingernegl. Af samme årsag er det en fordel at lade neglen på den venstre lillefinger vokse sig lang.

Tegning af kåbe og kjole
© Shutterstock

Nyt tøj

Når Solkongen inviterer til bal, skal gæsterne møde op i nyt tøj. Ingen må genbruge deres festskrud – heller ikke selv om en grand habit koster flere penge, end en jævn franskmand nogensinde kan spare op. Fattige adelsfolk har ingen plads ved hoffet.

Tegning af tallerken med kniv og gaffel
© Shutterstock

Ingen selvbetjening

Kongefamiliens medlemmer må ikke selv hælde vin op i glasset eller fylde mad på tallerkenen. Alt, både mad og drikkelse, skal serveres af tjenere. De kongelige må heller ikke selv tage tøj på, men i stedet lade sig påklæde af det talstærke tyende.

Selv majestætens mad havde høj rang. Måltiderne blev tilberedt uden for slottet i køkkenet ved tjenestefolkenes boliger, og herfra bar et følge på 10 mand maden til kongens bord.

Gåturen gik gennem sydfløjen, op ad en trappe og videre igennem flere korridorer til spisesalonen. Hvis en adelsmand mødte processionen af madbærere, skulle han lette på hatten, bukke og hilse på fadene med ordene “kongens kød”.

Til frokost nøjedes Ludvig 14. med fire retter, men aftensmaden var et sandt madorgie, som han indtog for øjnene af en stor skare udvalgte hoffolk.

De fleste af tilskuerne stod op, for kun de mest begunstigede fik lov at sidde. Deres status fremgik af, om de måtte tage plads i en lænestol, en almindelig stol eller nøjes med en skammel.

Almindeligvis indledte kongen måltidet med et par tallerkener grønsagssuppe, og så fulgte fasan, agerhøne, fårekød, landskinke, dessert og til sidst frugt og konfekt.

Maden blev båret frem på guld- og sølvfade af bukkende og skrabende tjenere, og alt så fornemt ud.

Men ved serveringen var alt for længst blevet koldt efter den lange rejse fra køkkenerne. Alligevel kunne tjeneste-folkene sælge resterne uden for slottet.

Kun ganske få af lejlighederne på Versailles var udstyret med køkken. Ingen gik dog sultne i seng, eftersom Solkongen havde pålagt en kreds af udvalgte adelige at invitere deres naboer til middag i deres egne værelser.

Maden blev leveret fra de kongelige køkkener, og den, der var udpeget som vært, måtte dagligt finde sig i at se sit hjem invaderet af 20-30 gæster ved spisetid.

De kongelige blev smidt på porten

Både i Solkongens regeringstid og under de følgende regenter var Versailles et slot under evig forandring. Kongerne byggede til og om, og som årene gik, forandrede levevilkårene sig.

Kort før sin død i 1715 ville Ludvig gøre noget ved den evindelige stank, og han befalede, at afføring skulle fjernes fra Versailles’ korridorer én gang om ugen. Begge dele – Solkongens død og hygiejneforbedringen – betød, at hertugen af Saint-Simon kunne håbe på bedre tider.

For da en forfremmelse gik hans næse forbi, havde han forladt sin officerspost i hæren, men derved var han faldet i unåde. Oprørskhed af den art tilgav Ludvig 14. ikke.

Under efterfølgeren, Ludvig 15., forsøgte Saint-Simon at komme opad i hierarkiet uden stort held, og ved sin død i 1755 var han for længst flyttet fra Versailles.

Dermed oplevede han ikke installeringen af engelske vandklosetter, der endelig fik den traditionelle dunst over hele Versailles-slottet til at lette.

I stedet kom nye lugtgener til, for sidst i 1700-tallet fik mange lejligheder kaminer og små køkkener. Forbedringen betød, at mados og brænderøg nu bølgede gennem korridorerne, og opvask og køkkenaffald hobede sig op.

Dronning Marie-Antoinette foran landsby

Den unge dronning udskrev hofdamer og bønder til at lege landboere med sig.

© Polfoto/Corbis

Dronningen flygtede til en fantasiverden i parken

Når Marie-Antoinette ikke brugte formuer på tøj og sko, legede hun simpel hyrdinde med sine hofdamer i en landsby-kulisse.

Marie-Antoinette var kun 14 år gammel, da hun blev giftet bort til Frankrigs kronprins i 1770. Kejserdatteren var vokset op i uformelle rammer i Østrig, og hun oplevede Versailles som et gyldent bur.

Af ren kedsomhed brugte hun enorme beløb på kjoler, sko og smykker, indtil hun fandt på et helt andet tidsfordriv: I 1783, hvor hun havde været Frankrigs dronning i ni år, opførte Marie-Antoinette miniaturelands-byen Le Hameau i Versailles' park.

Idylliske små bondegårde, et mejeri og en mølle blev placeret omkring en lille sø, og de fik marker, hønsegårde og stalde til at fuldende den kunstige landatmosfære.

I Le Hameau kunne dronningen udleve sin fantasi om landlivets velsignelser fjernt fra det stive hof. Hun elskede at klæde sig ud som simpel bondekone iført bomuldskjole, forklæde og stråhat.

Til at befolke sit eventyrunivers hyrede hun en hær af malkepiger, hyrder og bønder.

Den slags behøvede Ludvig 16., der nu regerede, og dronning Marie-Antoinette dog ikke at bekymre sig om.

Deres gemakker i slottets centrale del manglede intet, og de væltede sig i luksus i en tid, hvor økonomisk nedtur drev almindelige franskmænd ud i dyb fattigdom.

Helt upåvirket af folkets elendige levevilkår fortsatte de kongelige med at gøre, som de altid havde gjort på Versailles.

De spenderede formuer på tøj og ekstravagante middage og baller, men i modsætning til tidligere uden folkets sympati.

De kongeliges ødsleri midt i en krisetid vakte afsky overalt i riget og især i Paris, hvor indbyggerne desperat manglede brød og korn.

I efteråret 1789 var tiden kommet til det endelige opgør mod kongemagten og Versailles, som stod som selve symbolet på uligheden mellem høj og lav. Under slagordene “Brød til folket” marcherede tusindvis af vrede kvinder og mænd 5. oktober hele vejen fra Paris til Versailles.

Bevæbnet med høtyve, knipler, knive og geværer stormede folkemængden slottet og krævede, at kongen skulle gøre noget ved nøden.

Revolutionære gør oprør under den franske revolution

Revolutionære pariserinder drog til Versailles i 1789. De tvang kongen til at flytte til Paris og bo blandt folket.

© Scanpix/Mary Evans

De revolutionære tvang også kongefamilien til at følge med dem tilbage og bosætte sig i paladset Tuilerierne i hjertet af Paris.

En 107 år lang epoke med Versailles som Frankrigs prangende magtcentrum var dermed slut, og for kongeparret var ydmygelserne først begyndt. Monarkiet blev afskaffet i 1792, og året efter blev både Ludvig 16. og Marie-Antoinette gjort et hoved kortere af guillotinen.

Efter kongeparrets død annoncerede plakater over hele Paris et godt tilbud: Alt Versailles-slottets inventar skulle sælges på auktion.

Blandt de store trækplastre var “silkelagener, hestehårsmadrasser, sofaer, lænestole, kandelabre, fajance, spejle og andre objekter”.

Selv om glansen gik af Versailles, fik slottet dog lov til at overleve, og nogle møbler vendte siden tilbage.

I dag er det én af Frankrigs største turistattraktioner med fem mio. besøgende årligt.

Versailles efter Ludvig 14.s død

Vilhelm 1 udråbes til Tysklands kejser i spejlsalen i Versailles

Tyskland blev samlet ved en ceremoni i den præg­tige spejlsal i 1871.

© Bridgeman

Paladset blev konferencecenter

Den franske revolution blev enden på Versailles' storhedstid. Men selv de mest forbenede revolutionære, der halshuggede Ludvig 16. uden skrupler i 1792, kunne ikke få sig selv til at ødelægge det gamle slot.

Da kejser Napoleon tog magten, blev Versailles igen et fyrsteslot, men hverken han eller senere herskere flyttede selv ind.

I stedet fik pragtbygningen en ny rolle som museum og åbnede for publikum i 1837.

Storpolitikken vendte dog flere gange tilbage til Solkongens palads. I 1871 samledes Tysklands fyrster i Spejlsalen for at krone den preussiske konge til deres kejser.

Og knap 40 år efter mødtes 1. verdenskrigs sejrherrer på slottet for at udfærdige Versailles-traktaten – fredsbetingelserne til tyskerne.