Ludvig 14. og Versailles: sådan udfoldede Solkongen sin magt i sin parfumerede svinesti

På Solkongens tid siges pragtslottet Versailles at have sin helt egen parfume. Her i 1600-tallets slutning river odøren i næsen og er sammensat af urin, duftevand og sved, iblandet et strejf af afføring.

Gæster, der besøger den royale residens 17 km sydvest for Paris, behøver blot at ånde dybt ind for at vide, hvor de befinder sig.

Lugten af Versailles er ikke alene markant, den har ry for også at overgå hørmen i alle andre paladser i Europa.

Det skyldes, at alt er større ved den franske konges hof – også antallet af mennesker. Tusindvis af adelsfolk og deres tjenere er stuvet tæt sammen i slottet, for det er her, at karrierer skabes og rigets betydningsfulde poster uddeles.

Derfor tåler alle hørmen – mange bemærker den knap. De er blot lykkelige over at være nået så højt til tops, at de kan varme sig i Solkongens stråleglans.

Særligt udvalgte, der får lov at komme helt tæt på Ludvig 14., bemærker, at den generelle stank, der hænger over slottet, overgås af majestætens kropslugt – ifølge en udenlandsk ambassadør minder den om “et vildt dyr”.

Intet bliver gjort halvt på Versailles.

Den 22-årige konge inviterede venner og elskerinder til løsslupne selskaber ved det lille jagtslot, hvis park blev scene for skuespil og koncerter i de lange sommeraftener. Louvre i Paris var stedet, hvorfra han styrede riget, mens Versailles forblev hans legeplads.

Men i august samme år fik Ludvig en ny idé, da han mødte op til en fest hos sin finansminister, Nicolas Fouquet. Dette arrangement markerede et afgørende vendepunkt for Ludvig 14.

Det storslåede gilde fandt sted på ministerens nyopførte Vaux-le-Vicomte nær Paris. Slottet var omgivet af en veltrimmet park med springvand, søer, kanaler, statuer og appelsintræer, og indvendig var udsmykningen om muligt endnu mere ekstravagant:

Lofterne var smukt dekorerede, salonerne forgyldte, overalt hang gobeliner, skabene bugnede af guld- og sølvtøj, og møblerne var de smukkeste og dyrebareste, der kunne opdrives i Europa.

Med lige dele beundring og misundelse betragtede Ludvig sin ministers luksuriøse omgivelser, og knap havde han forladt festen, før han tog en rask beslutning:

Han ville overgå Vaux-le-Vicomte med et imponerende barokslot, der kunne få hele verden til at falde i svime med sin overjordiske skønhed. Vidunderet skulle bygges op omkring jagtslottet i hans elskede Versailles.

Arkitekterne lyttede med rynket pande, da Ludvig beskrev sine ønsker til overdådige sale og pompøse parker.

De stod samlet i deres modstand mod projektet: Afstanden til Paris var for stor, udsigten elendig, jorden for sumpet, og der var intet rent vand. En ringere byggeplads kunne knap findes i hele riget.

Men Ludvig var stålsat.

“Det adspredte ham at tromle hen over naturen og bruge sine penge og sin opfindsomhed til at bøje den efter sin vilje”, skrev Saint-Simon. Det blev, som majestæten ønskede.

Indenfor var spejlsalen, som med tiden skulle blive slottets prægtigste rum, stadig under opførelse, men de øvrige omkring 350 værelser var nogenlunde klar til beboelse.

I de fornemste og mest rummelige gemakker i bygningens hjerte bosatte Ludvig og hans familie sig. Her kendte pragten ingen grænser.

De kongelige suiter havde højt til loftet, som var dekoreret med forgyldt stuk eller dækket af malerier. Store spejle, indlagt marmor eller kunst i gyldne rammer prydede væggene, og hvide damaskgardiner omkransede de høje vinduer.

Møblerne havde forsølvede ben, sengene var omgivet af gyldne brokadeforhæng, og fra lofterne kastede enorme lysekroner et magisk skær over de fornemme saloner.

På ydersiden var det vidstrakte slotskompleks pragt fra ende til anden, men inden døre blegnede glansen i takt med, at afstanden til kongens gemakker voksede.

For hoffet blev indkvarteret efter en striks rangorden med de mægtigste fyrster tæt på kongen og adelige af lavere rang stuvet af vejen i fjerne kamre.

Versailles’ mindst betydningsfulde adelsfamilier måtte tage til takke med bittesmå værelser, mange af dem uden vinduer og så lavloftede, at det ikke lod sig gøre at stå oprejst. Her risikerede beboerne at blive glemt.

Da Solkongens hustru sidst i 1600-tallet skulle have en ny hofdame, bad hun om at få en adelskvinde, som var fraskilt eller enke.

En person med netop de kvalifikationer lod sig ikke opdrive på Versailles, mente man – indtil en af slottets embedsmænd kom i tanke om en ældre hertuginde, som vistnok boede i et afsiddesliggende kvistkammer.

Hun viste sig at være ved at sulte ihjel i sin ensomhed, så hun tog taknemmeligt imod tilbuddet om tjansen som hofdame.

Rundtom på gangene var indrettet bittesmå “aftrædelsesrum”, der hver rummede en træbeholder med et hul øverst. Latrinerne var notorisk utætte, og indholdet sivede gennem gulvbrædderne til værelserne nedenunder.

De var også alt for få, og nogle hoffolk, der var for utålmodige til at stå i kø eller for sarte til at udholde stanken, gav efter for deres tissetrang i korridorerne.

I deres egne værelser havde slottets beboere natpotter, og selv om det var udtrykkeligt forbudt, blev de sædvanligvis tømt ud ad vinduet. Nedenfor risikerede sagesløse forbipasserende at få det ildelugtende indhold i hovedet.

Ludvig 14. selv var bedre stillet end sine undersåtter, for hans toiletbesøg skete på et stol med hul i det fløjlspolstrede sæde.

Her holdt kongen gerne hof om morgenen, og ingen af de beærede tilskuere lod sig mærke af de særegne lyde, der ledsagede kongens ord om statens anliggender.

På den måde sikrede han sig, at Frankrigs traditionelt opsætsige adel havde alt for travlt til at rotte sig sammen mod kronen.

Ville hertuger og markiser have magt og rigdom, måtte de hver eneste dag kredse som planeter om Ludvig 14.

De fik hver især tildelt roller i det omhyggeligt iscenesatte skuespil, som hoflivet på Versailles udgjorde.

For de udvalgte var dagens første pligt at overvære morgenritualet, den såkaldte lever – fransk for at “stå op”.

Ved ottetiden hver morgen lod Ludvig 14. sig vække af en hviskende stemme, som nænsomt fortalte, at det var tid til at se dagen i øjnene. Så blev han tilset af sine livlæger, inden han rejste sig.

Omkring 100 adelige så på, mens kongen gennemførte sit morgentoilette. Tjenere tog hans natskjorte af, hvorpå de vimsede barberende og friserende om den nøgne monark, inden han blev klædt på.

Bad hørte ikke til rutinen, og Ludvig 14.s tyrkiske badstue blev fortrinsvis brugt til møder med elskerinder.

Når kongen havde fået alt sit tøj på i den evigt ufravigelige rækkefølge, valgte han én af sine 400 parykker. Hele samlingen var friseret, parfumeret og pudret efter alle kunstens regler, men også fuld af utøj.

Morgentoilettet var blot det første af mange ritualer, som de adelige havde pligt til at deltage i. Indtil sent om aftenen deltog de i processioner, messe, jagt og aftenunderholdning i form af fx kortspil eller koncert – som regel blot som passive tilskuere til kongens fornøjelser.

Først ved 22.30-tiden var tiden endelig inde til dagens sidste ceremoni, hvor Ludvig 14. gik til ro. Under aftentoilettet skulle en tilskuer lyse for ham:

“Kongen kiggede rundt i værelset og sagde navnet på én af de tilstedeværende, og overtjeneren gav denne stearinlyset.

Det blev regnet for en betydelig ære, takket være kongens evne til at give de mindste ubetydeligheder vægt”, beskrev Saint-Simon. Han fik selv tildelt rollen som lysestage fra tid til anden.

Imens så resten af den hundredtallige skare på, at Ludvig 14. lod sig klæde af, øjnene skylle og håret frisere:

Først når Ludvig 14. lå i sengen, kunne Frankrigs mægtigste mænd trække sig tilbage og puste ud oven på en lang og dræbende kedsommelig dag.

Versailles’ beboere klyngede sig også til deres boliger, og selv et nok så lurvet slotskammer gav mere prestige end nogen anden bolig i Frankrig.

Derfor ignorerede hoffolkene mus og rotter, der gnavede sig vej gennem møbler tøj og vægge. Og de tålte, at temperaturen inden døre kunne styrtdykke til under frysepunktet, så folk måtte søge tilflugt under bjørneskind.

Når en højadelig familie faldt i unåde og blev smidt på porten, begyndte en hidsig kamp om de ledige gemakker blandt slottets øvrige beboere.

Ingen opnåede så stor succes med at intrigere sig til plads som Noailles-slægten. Hertuginde Marie-Françoise Noailles fødte sin mand 21 børn, der alle fik deres egne lejligheder på slottet.

De kom til at befolke en hel korridor, som fik øgenavnet Rue de Noailles, “Noaillesgade”.

Selv majestætens mad havde høj rang. Måltiderne blev tilberedt uden for slottet i køkkenet ved tjenestefolkenes boliger, og herfra bar et følge på 10 mand maden til kongens bord.

Gåturen gik gennem sydfløjen, op ad en trappe og videre igennem flere korridorer til spisesalonen. Hvis en adelsmand mødte processionen af madbærere, skulle han lette på hatten, bukke og hilse på fadene med ordene “kongens kød”.

Til frokost nøjedes Ludvig 14. med fire retter, men aftensmaden var et sandt madorgie, som han indtog for øjnene af en stor skare udvalgte hoffolk.

De fleste af tilskuerne stod op, for kun de mest begunstigede fik lov at sidde. Deres status fremgik af, om de måtte tage plads i en lænestol, en almindelig stol eller nøjes med en skammel.

Almindeligvis indledte kongen måltidet med et par tallerkener grønsagssuppe, og så fulgte fasan, agerhøne, fårekød, landskinke, dessert og til sidst frugt og konfekt.

Maden blev båret frem på guld- og sølvfade af bukkende og skrabende tjenere, og alt så fornemt ud.

Men ved serveringen var alt for længst blevet koldt efter den lange rejse fra køkkenerne. Alligevel kunne tjeneste-folkene sælge resterne uden for slottet.

Kun ganske få af lejlighederne på Versailles var udstyret med køkken. Ingen gik dog sultne i seng, eftersom Solkongen havde pålagt en kreds af udvalgte adelige at invitere deres naboer til middag i deres egne værelser.

Maden blev leveret fra de kongelige køkkener, og den, der var udpeget som vært, måtte dagligt finde sig i at se sit hjem invaderet af 20-30 gæster ved spisetid.

Den slags behøvede Ludvig 16., der nu regerede, og dronning Marie-Antoinette dog ikke at bekymre sig om.

Deres gemakker i slottets centrale del manglede intet, og de væltede sig i luksus i en tid, hvor økonomisk nedtur drev almindelige franskmænd ud i dyb fattigdom.

Helt upåvirket af folkets elendige levevilkår fortsatte de kongelige med at gøre, som de altid havde gjort på Versailles.

De spenderede formuer på tøj og ekstravagante middage og baller, men i modsætning til tidligere uden folkets sympati.

De kongeliges ødsleri midt i en krisetid vakte afsky overalt i riget og især i Paris, hvor indbyggerne desperat manglede brød og korn.

I efteråret 1789 var tiden kommet til det endelige opgør mod kongemagten og Versailles, som stod som selve symbolet på uligheden mellem høj og lav. Under slagordene “Brød til folket” marcherede tusindvis af vrede kvinder og mænd 5. oktober hele vejen fra Paris til Versailles.

Bevæbnet med høtyve, knipler, knive og geværer stormede folkemængden slottet og krævede, at kongen skulle gøre noget ved nøden.

De revolutionære tvang også kongefamilien til at følge med dem tilbage og bosætte sig i paladset Tuilerierne i hjertet af Paris.

En 107 år lang epoke med Versailles som Frankrigs prangende magtcentrum var dermed slut, og for kongeparret var ydmygelserne først begyndt. Monarkiet blev afskaffet i 1792, og året efter blev både Ludvig 16. og Marie-Antoinette gjort et hoved kortere af guillotinen.

Efter kongeparrets død annoncerede plakater over hele Paris et godt tilbud: Alt Versailles-slottets inventar skulle sælges på auktion.

Blandt de store trækplastre var “silkelagener, hestehårsmadrasser, sofaer, lænestole, kandelabre, fajance, spejle og andre objekter”.

Selv om glansen gik af Versailles, fik slottet dog lov til at overleve, og nogle møbler vendte siden tilbage.

I dag er det én af Frankrigs største turistattraktioner med fem mio. besøgende årligt.