En slem omgang kopper ramte i 1690 den 20-årige fyrstesøn August fra Dresden. På denne tid var smitten med virus ofte dødelig, og selv for de heldige, som overlevede, var sygelejet strengt.
August holdt modet oppe ved at læse svulstige romaner om hofintriger og tapre heltegerninger.
Mens han langsomt kom til hægterne, greb August selv pennen i et forsøg på at gøre sine yndlingsforfattere kunsten efter.
Bogen, som han aldrig gjorde færdig, handlede om et fyrstehus, og hovedpersonen var tydeligvis August selv.
“Men han ønskede ikke at studere, for han var sikker på, at sværdet alene ville bringe ham succes” August den Stærkes slet skjulte omtale af sig selv i en roman, som han aldrig fik skrevet færdig.
I skriftet afslørede den unge fyrstesøn sine egne ønsker for fremtiden: Om sin hovedperson skrev August, at han var “en dristig og frygtløs mand. Allerede i hans ungdom stod det klart, at han ville blive både stærk og vedholdende.
Han passede sine studier med ildhu og viste, at han var klog. Men han ønskede ikke at studere, for han var sikker på, at sværdet alene ville bringe ham succes”.
Ordene skulle blive profetiske. Augusts overbevisning om, at han var skabt til noget større, stod klart fra det øjeblik, han besteg tronen som kurfyrste i det tyske fyrstedømme Sachsen.
August den Stærke blev kurfyrste af Sachsen, fordi hans bror døde af kopper.
August var et krigerisk gemyt
Frederik August kom til verden i Dresden den 12. maj 1670. Som den anden søn af kurfyrste Johann George 3. af Sachsen var han aldrig udset til at arve tronen i det lille tyske fyrstedømme.
August voksede op på slottet i Dresden sammen med storebroren Johann George, og begge drenge blev skolet i de adelige dyder.
August lærte bl.a. at ride og fægte, og som 12-årig tog han del i sin første kongelige jagt. De fælles oplevelser i drengeårene bandt ikke brødrene sammen. Tværtimod lå de to i “bestandig krig mod hinanden”, afslører August i sine selvbiografiske optegnelser fra 1690.
Videre beretter han i en hoven tone, at “den yngre havde en naturlig fordel frem for den ældre”, for storebroren var “af natur og lemmer svag og af gemyt hidsig og melankolsk”.
“Han var særdeles interesseret i videnskab og uddannede sig med succes på dette felt” August den Stærkes beskrivelse af sin storebror.
Storebroren var mere den boglige type, og “han var særdeles interesseret i videnskab og uddannede sig med succes på dette felt”, hvilket August tilføjede med slet skjult nedladenhed.
Lillebroren interesserede sig først og fremmest for det militære, og August læste alt, han kunne komme i nærheden af, om artilleri og fæstningsbyggeri. Hans interesse for klassiske kundskaber som filosofi og litteratur kunne ligge på et meget lille sted.
Fransk, sproget for den europæiske adel, talte August dårligt. Selv højtysk voldte ham besvær. Han talte den saksiske dialekt og stavede ofte ordene, som han udtalte dem.
Med religionen stod det endnu værre til. Faktisk var August så uinteresseret i det hellige, at drengens hofmester, Christian August von Haxthausen, følte sig nødsaget til at orientere kurfyrsten om, at han frygtede, at den dengang 15-årige August slet ikke var troende.
Kødets lyster lærte August tidligt at kende. Som 16-årig indledte han en hed affære med en af sin mors hofdamer. Affæren kom frem i lyset til stor skam for kurfyrstinde Anna Sophie, der var kendt for sin fromhed.
August den Stærke blev i 1694 kurfyrste af Sachsen (til venstre). Tre år senere blev han konge af Polen-Litauen (til højre).
Kurfyrsten misundte den franske konge
Én ting ønskede August sig mere end alt andet: Et kongerige. I 1697 fik han en ganske uventet chance for at få et.
Et besøg hos den franske solkonge, Ludvig 14., kom til at præge Augusts syn på tilværelsen. Sachsens kurfyrste drømte om at regere et vældigt rige – ligesom Ludvig.
Med sin titel af kurfyrste var August desværre låst fast i en underordnet position over for den tyske kejser. For at få, hvad han ville, måtte han bevæge sig uden for landets grænser.
En mulighed opstod, da Polens kong Johan 3. Sobieski døde i 1697. Uenighed blandt adelen forhindrede polakkerne i at udpege en ny konge.
Den situation forstod August at udnytte. Han vidste, at Polen fattedes penge, og han erklærede sig villig til at bringe sine rigdomme med sig.
Løftet om pengene var nok til at overbevise størstedelen af den polske adel – og resten accepterede August, fordi han medbragte sin hær.
Som overhoved over Sachsen og Polen-Litauen regerede August et vældigt område, der strakte sig fra floden Dnepr i øst til Leipzig i Vest.
Solkongen og Versailles imponerede
I 1687 drog August ud på sin dannelsesrejse – en rundtur til Europas konge- og fyrstehuse. Rejserne, der var højeste mode i 1600- og 1700-tallet, havde til formål at introducere unge kongelige og adelige for hinanden samt at lære dem andre landes skikke og sprog at kende.
I Frankrig besøgte August den enevældige Ludvig 14. – bedre kendt som “Solkongen” – på det imponerende slot Versailles uden for Paris.
Kongen modtog August “særdeles ærefuldt og med stor fornemhed”, berettede hofmester Haxthausen, som ledsagede den unge mand på rejsen.
August sugede indtrykkene fra festerne, ballerne og jagterne til sig. Han elskede det leben og den pompøsitet, der var en fast del af livet ved Ludvigs hof.
Hjemme i Dresden gjorde August i 1690 – efter at have vundet sin kamp mod kopper – status over sit liv og sin fremtid.
En ting stod tindrende klart: Han måtte som familiens anden søn affinde sig med at vinde ære på slagmarken, for en trone ville han aldrig få.
I juli 1701 krydsede Karl 12. og hans hær Daugava-floden nær Riga og besejrede Augusts styrker.
Sygdom ramte familien hårdt
Livet viste sig imidlertid mere uforudsigeligt, end August havde forventet. Selv var han kommet sig over sin sygdom, men mange i hans samtid bukkede under for kopper, der var tidens største dræber. I september 1691 døde hans far eksempelvis, kun 44 år gammel.
Augusts storebror overtog værdigheden som kurfyrste under navnet Johann Georg 4. Men efter mindre end tre år på tronen gik også han bort: Kurfyrsten var blevet smittet med kopper af sin elskerinde under karnevallet i Venedig.
Storebroren efterlod sig ingen legitime børn, og tronen gik derfor til den 24-årige lillebror, August. Sachsens nye kurfyrste gjorde indtryk på alle, som mødte ham. August var 1,76 m høj – langt over gennemsnittet for tiden – og muskuløs af statur.
Tilnavnet “den Stærke” fik August først i 1800-tallet, men han yndede at sammenligne sig med Herkules, antikkens bomstærke sagnhelt. Og den nye kurfyrste leverede gerne synlige beviser på sin styrke.
Ifølge legenden kunne August med lethed bøje en mønt med fingrene og krølle en sølvkande sammen.
For at udstille sin styrke lod August en hestesko, som han havde brækket i to stykker med de bare næver, opmagasinere i sit kunstkammer.
Genstanden blev forsynet med en lille seddel: “Brækket i stykker med hans egne kongelige hænder”.
Under en berømt turnering i Dresden kastede August og hans gæster i alt 687 ræve.
Rævekast var den tyske adels foretrukne sport
August den Stærke elskede at konkurrere og demonstrere sin styrke. En af de sportsgrene, han holdt af, var rævekast – en disciplin, der gik ud på at kaste en ræv så højt op i luften som muligt.
Rævekast er beskrevet i en tysk jagtmanual fra 1720, men blev praktiseret i hvert fald så tidligt som 1672. En svensk diplomat ved navn Esaias Pufendorf så i marts dette år den tysk-romerske kejser Leopold 1. udfolde sig i disciplinen.
Kejseren “slog rævene med køller og jagtede dem med kæppe, når de var blevet kastet. Sammen med ham deltog unge drenge og hofnarre”, skrev Esaias.
Sporten opnåede stor popularitet blandt den tyske adel i 1600- og 1700-tallet. Deltagerne dystede i hold på to personer – som oftest en kvinde og en mand. De holdt fast i hver sin ende af et syv meter langt stykke stof, mens en ræv blev drevet forbi.
Når den passerede klædet, hævede deltagerne stoffet af al kraft, så dyret blev sendt op i luften. Kyndige rævekastere kunne sende en ræv 7,5 m til vejrs.
Krig mod osmannerne gik skævt
For den stærke August kom den pludselige magt som en stor overraskelse. Han havde altid drømt om at herske, men aldrig troet, han ville få chancen.
I årene 1683-1699 udspillede den såkaldte Grosser Türkenkrieg (den store tyrkiske krig) sig – en konflikt mellem Osmannerriget på den ene side og Det Tysk-Romerske Rige på den anden side.
“Hele hæren kan bevidne, at jeg næsten intet spiste og endnu mindre drak”. August den Stærke i et brev til kejseren, 1696.
August kastede med ildhu Sachsens soldater ind i krigen på kejserrigets side, men striden gik kurfyrsten imod.
Ved Bega-floden, mellem vore dages Rumænien og Serbien, led han den 26. august 1696 et smerteligt nederlag.
Militærkommandoen i Wien udbredte rygter om, at August havde været fuld under slaget, men det afviste August pure. “Hele hæren kan bevidne, at jeg næsten intet spiste og endnu mindre drak”, skrev han indigneret til sit forsvar.
Kejser Leopold 1. godtog forklaringen, men August trak sig fra kommandoen – led og ked af rænkesmedene i Wien.
August forsøgte at hemmeligholde teknikken bag porcelænsfremstillingen på slottet Albrechtsburg.
Alkymist løste porcelænets gåde
Europas konger og fyrster elskede porcelæn. Smukt malede tallerkener og dekorative brugsgenstande fremstillet af det hårde, hvide materiale nåede i middelalderen til Europa fra Kina via Silkevejen.
Herskere i hele Europa elskede kinesisk porcelæn. Portugisiske købmænd tjente derfor styrtende summer, da de i 1500-tallet begyndte at opkøbe porcelæn i Kina og sejle det til Europa.
Efter eget udsagn led August den Stærke slemt af maladie de porcelaine – porcelænsfeber. Faktisk gik August så vidt, at han byttede 600 af sine bedste dragoner for en række af den preussiske konges blå-hvide porcelænsvaser.
Helst ville August producere sin egen porcelæn, men den kinesiske fremstillingsproces var en velbevogtet hemmelighed, og kurfyrsten satte derfor fysikeren Ehrenfried Walther von Tschirnhaus til at løse gåden.
Fysikeren eksperimenterede uden held i årevis med blandinger af ler og forskellige mineraler. I 1707 fik han hjælp fra den 26-årige Johann Friedrich Böttger.
August havde otte år forinden ladet Böttger arrestere, fordi den unge mand påstod, at han kunne lave guld.
Alkymi var ingen forbrydelse, men kurfyrsten ville sikre sig, at han alene fik gavn af Böttgers evner, hvis alkymisten talte sandt. Da fangen ikke leverede varen, satte August ham til at arbejde i von Tschirnhaus’ laboratorium.
Året efter, den 15. januar 1708, frembragte de to mænd i fællesskab det første tysk-producerede porcelæn. Kinesernes hemmelige ingrediens viste sig at være kaolin, en hvid lerart.
I 1710 åbnede August den første europæiske porcelænsfabrik i slottet Albrechtsburg i byen Meissen.
August mente, at opskriften var sikkert forvaret bag slottets tykke mure, men en af slottets håndværkere solgte hemmeligheden til kejseren.
I 1718 blev en konkurrerende kejserlig porcelænsfabrik derfor grundlagt i Wien.
Polakkerne solgte deres kongekrone
August nød den pomp og pragt, som fulgte med titlen som kurfyrste. Festerne, opmærksomheden og privilegierne gav ham dog mod på mere. Ambitionerne voksede, og han drømte om at blive lige så magtfuld som selveste Solkongen.
Men August var langt fra sit mål. Ikke engang konge-titlen havde han! Denne mangel fik han imidlertid mulighed for at udbedre, da Polens konge døde den 17. juni 1696.
Ifølge landets forfatning skulle en efterfølger bestige tronen inden for et år, og til Augusts store held bød den polske adel også udenlandske kongekandidater velkommen.
Nøgternt set var den polske krone ingen stor gevinst: Landet blev regeret af en rigsdag kaldet Sejmen (forsamling), der bestod af medlemmer af adelen. Rigsdagen havde stor indflydelse – også over for kongen, hvis magt var begrænset.
Landets økonomi haltede desuden, og militæret var i en sørgelig forfatning. Hæren manglede mandskab og penge til udstyr, og den kunne på ingen måde måle sig med de langt større hære, som stod til rådighed for Polens nabolande.
For August var chancen alligevel uimodståelig. Som overhoved for Sachsen var han blot en blandt mange fyrster i Det Tysk-Romerske Rige – men af polske konger var der kun én.
Den polske rigsdag besluttede at lade kronen gå til den kandidat, som ville og kunne betale mest af på Polens enorme gæld.
Bl.a. skyldte staten hærens soldater sold for en længere periode; hvis ikke pengene snart blev udbetalt, risikerede militæret at bryde sammen.
Hertil kom en ufravigelig betingelse: Den nye konge måtte bekende sig til katolicismen, polakkernes tro.
Fabrik i Sachsen er Europas førende
Meissen-fabrikken ansatte i 1723 den tyske maler Johann Gregor Herold, som dekorerede en række porcelænsvaser.
Motiverne på porcelænet var forskelligartede – her forestiller det fx en europæisk havn i 1700-tallet.
Skulptøren Johann Joachim Kändler stod bag mange af fabrikkens berømte porcelænsfigurer.
Hær sikrede August tronen
Mindre end 50 år var gået, siden religiøse stridigheder rasede mellem især tyske protestanter og katolikker i den altødelæggende trediveårskrig. Sachsen havde stået på den protestantiske side.
Ret beset var August ligeglad – religion interesserede ham ikke. Kurfyrsten nærede dog intet ønske om at provokere sine protestantiske undersåtter, så konverteringen fandt sted ved en privat ceremoni, hvor August fremsagde den apostolske trosbekendelse.
Trosskiftet var imidlertid ikke nok for at vinde tronen, for August havde en rival: Den franske prins François Louis af Conti.
Prinsen var en seriøs konkurrent, for hans afdøde bror havde været Solkongens svigersøn, og Ludvig 14. støttede derfor François Louis.
Afstemningen, som skulle munde ud i valget af Polens nye konge, fandt sted den 26. juni 1697 på en mark nær Warszawa og endte i den rene forvirring.
I 1697 manglede Polen en konge. Kurfyrst August kastede sin hat i ringen, og på en mark nær Warszawa valgte polakkerne deres nye regent.
Begge lejre erklærede, at deres kandidat havde vundet. Men mens François Louis afventede begivenhedernes gang hjemme i Frankrig, oplyste August sine saksiske undersåtter om, at han var blevet udnævnt til konge af Polen, og rejste så til Kraków for at lade sig krone.
Begivenheden fandt sted den 15. september i Wawel-katedralen. August gennemførte ceremonien iført pansret brystplade og en tyk pelskåbe. På hovedet bar han Polens kongekrone, og i hænderne holdt han sværd og rigsæble.
Udstyret var så tungt, at majestæten dårligt kunne stå oprejst, men det betød intet. Hans drøm var gået i opfyldelse – nu var han kong August 2. af Polen.
Prinsen af Conti anløb ganske vist havnen i Danzig (Gdansk) samme måned for at påtage sig den kongeværdighed, han mente, var hans.
August og de saksiske soldater stod klar til at modtage prinsen, der skyndsomt sejlede hjem igen.
Forgyldt kaffestel fra Grünes Gewölbe (1697-1701).
Kunstsamling var åben for alle
August den Stærke holdt af smukke og dyre ting, og gennem hele sit liv var han en ivrig samler.
Kunst og kostbarheder var kurfyrst August den Stærkes store lidenskab. Men snarere end at holde de smukke genstande for sig selv besluttede August at dele herlighederne med andre. I 1723 åbnede han derfor et af verdens første museer.
Augusts forkærlighed for smukke ting betød, at han konstant var på udkig efter udsøgte kunstgenstande. Han besøgte gerne personligt markederne i Leipzig, som var Sachsens førende handelsby, og han havde kontakt til kunsthandlere over hele Europa.
Kurfyrstens egne guldsmede og hofjuvelerer stod desuden til tjeneste for at skabe de mest kunstfærdige skatte til den kræsne hersker.
Kostbarhederne gemte August i “Grünes Gewölbe” (Den grønne hvælving), en række af særlig beskyttede rum, hvor tidligere fyrster opbevarede smykker og vigtige dokumenter.
Da August i 1723 begyndte at vise sine skatte frem, var adgangen forbeholdt slottets gæster, men det ændrede sig snart: Fra 1732 kunne alle interesserede aflægge museet et besøg.
Grünes Gewölbe blev slemt beskadiget under 2. verdenskrig, men genstandene var bragt i sikkerhed på fæstningen Königstein uden for Dresden. Skattene er nu igen udstillet i de rekonstruerede rum.
Kongen kastede sig ud i krigseventyr
August havde store planer med Polen. Idéerne havde han nedfældet i et dokument allerede i februar 1697 – mere end et halvt år før han blev kronet.
I indledningen skrev August, at han ville “få Polen til at blomstre og højne landets stilling”.
Dette mål ville August nå ved at sætte gang i handlen, reformere skattesystemet, styrke rigets hær og befæstning samt ved at oprette fire nye universiteter.
Kongen løb hurtigt panden mod en mur. Nok havde polakkerne budt ham og hans penge velkommen, men den polske højadel var en egenrådig og magtfuld gruppe, og de modarbejdede ham.
Bedre blev det ikke af, at August til karnevallet i Warszawa i 1698 lod sig ledsage af en elskerinde frem for sin hustru. Kongens skamløshed chokerede de stærkt troende polakker dybt.
Men August gav ikke op: Han valgte i stedet at kaste sig ud i et militæreventyr. Kongen ville erobre Livland (i dag Estland og Letland), der på det tidspunkt hørte under Sverige. Som led i en alliance med Rusland og Danmark erklærede han svenskerne krig i 1700.
August regnede med en let sejr. Fjendens øverstkommanderende – den blot 18 år gamle kong Karl 12. – forventede han og hans officerer sig ikke meget af. De skulle snart blive klogere.
“Jeg havde siden mit 18. år udelukkende beskæftiget mig med militære studier; om andre forretninger vidste jeg ikke det mindste. Jeg ønskede kun militær ære” Sent i livet reflekterede August over sit ensidige fokus på krigskunsten.
Efter en svensk landgang på Sjælland den 4. august 1700 blev danskerne tvunget til at slutte fred. Svenskerkongen nedkæmpede herefter den russiske hær i slaget ved Narva den 20. november.
Også August gik krigen imod. Hans styrker blev presset ud af Livland, og i juli 1702 led de et sviende nederlag til de talmæssigt underlegne svenske styrker ved den polske by Kliszów.
Svenskerne beslaglagde det saksiske artilleri, hærens pengekasse og al Augusts bagage. Herefter marcherede den svenske hær sydpå og indtog Kraków.
Yderligere nederlag fulgte, og efter to års krig befandt Polen sig i sommeren 1704 på randen af kaos. Den svenske konge udnyttede situationen: Han fik en forsamling af polske adelige til at indsætte prins Stanislaw Leszczynski af Posen som ny konge. Med ét havde August mistet sin fine titel.
I august 1706 marcherede svenskerne ind i Sachsen, hvor de besatte Leipzig. August måtte overgive sig, og den 24. september underskrev hans diplomater en ydmygende fredsaftale i Altranstädt.
Aftalen tvang August til at opgive sin alliance med Rusland, at afholde sig fra at kræve krigserstatning og – mest smertefuldt af alt – for altid at frasige sig retten til den polske trone.
Hofjuveler Johann Melchior Dinglinger fremstillede den 63 cm høje “Mohr mit Smaragdstufe” (Maurer med smaragdklump) på opfordring fra August.
Figuren bærer en klump med 16 smaragder, som oprindeligt har tilhørt den saksiske kurfyrstes tiptipoldefar.
Figurens påklædning er inspireret af en rejsebeskrivelse fra Sydamerika i 1500-tallet og afslører, at figuren formentlig forestiller en slave.
Dresden blev Elbens Firenze
Augusts rådgivere rasede mod svenskerne. Enkelte foreslog endda at kidnappe Karl 12. Kurfyrsten afviste idéen og tog i det hele taget situationen med en stoisk ro og en ganske ukarakteristisk mangel på stridslyst.
Meget tyder på, at August omsider havde lært, at sværdet ikke var den eneste måde for en fyrste at opnå storhed på.
“Jeg havde siden mit 18. år udelukkende beskæftiget mig med militære studier; om andre forretninger vidste jeg ikke det mindste. Jeg ønskede kun militær ære”, skrev August.
Han begyndte i stedet at forbedre og forskønne Sachsen i almindelighed – og Dresden i særdeleshed. August havde råd til det. Sachsens økonomi trivedes, og velstanden voksede.
“Kongen holdt sig en form for harem, som bestod af de smukkeste kvinder i landet.” Fyrstens guddatter, Friederike Sophie af Preussen
Rigdommen skyldtes især de ladninger af sølv, som minearbejdere hakkede ud af Erzgebirge – bjergområdet, som danner grænsen mellem Sachsen og vore dages Tjekkiet.
Kurfyrsten besluttede, at sølvet skulle bruges til at gøre Dresden til en hovedstad, der kunne måle sig med Paris, Madrid og Venedig.
August lod byens slot udbygge og indledte opførelsen af det enorme barok-palæ Zwinger. Derudover byggede han sommer-residensen Pillnitz øst for Dresden samt jagtresidenserne Moritzburg og Hubertusburg.
Slottene dannede rammen om utallige fester, hvor August yndede at bære en solformet maske – en åbenlys reference til den franske solkonge.
De mange smukke byggerier og kunstsamlinger gav i begyndelsen af 1800-tallet Dresden tilnavnet Elbflorenz (Elbens Firenze).
Den svensk-tyske adelskvinde Maria Aurora von Königsmarck var en af Augusts talrige elskerinder. Ifølge rygter fik fyrsten over 350 børn, men han anerkendte kun ni som sine egne.
Sachsen blomstrede op
I Polen ændrede forholdene sig i mellemtiden til Augusts fordel. Ved Poltava i vor tids Ukraine led Karl 12. den 27. juni 1709 et katastrofalt nederlag til russerne, og svenskekongen flygtede til Tyrkiet.
For August lå vejen åben, og han vendte tilbage til Polen med sin hær. Uden Karl til at beskytte sig gav kong Stanislaw op og flygtede til Sverige. August var nu atter Polens hersker.
Den genkronede konge havde fundet sig til rette i det mere beskedne Sachsen, men med kroningen reddede han sin tabte ære. August håbede desuden på, at kongemagten kunne sikre ham og hans slægt en magtfuld position i kejserriget.
Det sidste søgte han også at sikre gennem en ægteskabsalliance. Den 20. august 1719 ægtede Augusts søn Frederick Augustus Maria Josepha Habsburg i Wien.
Bruden var datter af kejser Josef 1. af Det Tysk-Romerske Rige, og giftermålet skulle sikre Sachsen en fremtrædende plads i kejserens Tyskland.
Over 800 gæster var indbudt til fejringen i Dresden, der løb over 40 dage med maskeballer, fægteturneringer og operaforestillinger. De mange gæster kunne endog nyde fingeede søslag i søen uden for slottet Moritzburg.
“Jeg tvivler på, at det foregår mere storslået hos Ludvig 14.” Preussens konge om Augusts hof.
“Dette unikke bryllup sammenfattede næsten alle menneskelivets glæder”, skrev digteren Johann von Besser. Festen kostede 4 mio. thaler. Til sammenligning tjente en kammerpage i samtiden ca. 150 thaler årligt.
Kongen selv holdt sig næppe tilbage under fejringen, for August var glad for at spise og drikke. I 1712 vejede han over 120 kg.
Samtidig fortsatte August med at forbedre forholdene for borgere og handelsfolk. Han udbyggede fx postvæsenet og persontransporten ved at anlægge en postdiligence mellem Sachsen og Polen.
Kongen viste sig også at have næse for de rigtige investeringer. “Når tidligere tiders majestæter tjente en dukat, lagde de den til side. Jeg derimod giver den ud, og så kommer den trefold tilbage”, skrev regenten i 1730.
I privaten forstod August også stadig at forlyste sig. “Kongen holdt sig en form for harem, som bestod af de smukkeste kvinder i landet. Man sagde, at antallet af de børn, han fik med sine elskerinder, beløb sig til 354”, skrev fyrstens guddatter, Friederike Sophie af Preussen.
“Jeg tvivler på, at det foregår mere storslået hos Ludvig 14.”, udtalte den preussiske kong Frederik Wilhelm efter et besøg ved hoffet i Dresden i 1728. Større ros kunne August ikke få.
Kommunisterne reddede Augusts slotte
Efter 2. verdenskrig lå Dresden i ruiner – omkring 90 pct. af byen var ødelagt, ikke mindst August den Stærkes slotte.
Den sovjetiske militæradministration, som efter Nazitysklands fald fik kontrol med den østlige del af landet, gik i gang med genopbygningen.
Augusts barok-palæ Zwinger var nærmest jævnet med jorden, men fremstod efter en ihærdig restaureringsindsats i sin oprindelige form allerede i 1951.
Andre genopbygningsprojekter fulgte. I 1960’erne begyndte DDR-styret at genskabe Dresdens slot – en opgave, som først blev fuldført i efteråret 2019.
Bymidten, der fortrinsvis bestod af boliger, interesserede kommunisterne sig mindre for. Her begyndte genopbygningen først for alvor efter Murens fald.
Hjertet blev i Dresden
Udsvævelserne tærede dog på fyrstens helbred. I 1725 faldt hans vægt på kort tid til 95,5 kg. Datidens læger kunne ikke stille diagnosen, men August havde sandsynligvis fået diabetes. Kongen fik hyppigt betændte sår, og nytårsdag 1727 måtte kirurger amputere en tå.
Livet igennem drak August store mængder vin – gerne to flasker om dagen, og selv på sine ældre dage kunne regenten sætte et stort kvantum til livs.
Den kongelige diplomat Friedrich Heinrich von Seckendorff rapporterede således, at August og den preussiske general Grumbkow drak om kap i januar 1733:
“Under mødet drak Grumbkow og kongen en umådeholden mængde vin – dels for fornøjelsens skyld, dels af politiske grunde, idet de håbede at lokke statshemmeligheder ud af hinanden”.
Få dage efter mødet rejste August til Warszawa som så ofte før. Han besvimede flere gange undervejs og var bevidstløs, da han og hans følge nåede frem til byen.
Tidligt om morgenen den 1. februar udåndede August, 62 år gammel. Kongens krop blev begravet i Krakóws katedral. Noget manglede imidlertid.
Augusts hjerte blev nemlig ført til Dresden. Her står det endnu i byens katolske hofkirke i et skrin af sølv, belagt med guld på indersiden, for nok blev August aldrig hele verdens solkonge – men han blev Sachsens.