Jane Grey vakler et par skridt tilbage, da hun forbløffet indser, hvad der er ved at ske. Foran hende knæler Englands mægtigste mand, sir John Dudley.
Han er Janes svigerfar, hertug af Northumberland og Englands rigsforstander – i over tre år har sir Dudley regeret England på vegne af den sygdomssvækkede barnekonge Edvard 6.
På vejen ud til det kongelige palads ved Greenwich uden for London tænkte Jane ellers i al uskyldighed, at hun var blevet hidkaldt for at tage afsked med den døende konge. Men nu står hun ansigt til ansigt med Englands mægtigste mænd anført af svigerfaren. Én for én falder de på knæ og sværger hende troskab.
Jane indser, at kongen allerede er død, og at hun – en fjern slægtning – er udset til at blive Englands næste regent.
Da hun langt om længe får samlet tankerne, fremstammer Jane med bævende stemme:
Da hun langt om længe får samlet tankerne, fremstammer Jane med bævende stemme:
“Kronen er ikke retmæssigt min, og den behager mig ikke”.
“Lady Maria er den retmæssige arving”, insisterer hun med henvisning til den afdøde konges halvsøster.
Maleren Giovanni Battista Cipriani (1727-1785) tog sig nogle friheder i sit portræt af øjeblikket, da lady Jane får at vide, at hun skal være Englands dronning. Hendes magtsyge svigerfar medbragte næppe Englands krone og scepter!
Men afgørelsen er allerede truffet, og Dudley viger ikke fra sin dristige plan, hvor svigerdatteren skal sikre ham magten og gøre familien til Englands nye kongeslægt.
Han har allerede sendt budbringere ud, så de kan forkynde, at rigets trone på denne dag, den 9. juli 1553, for første gang i engelsk historie er blevet arvet af en kvinde.
Dudley stod til at miste magten
Dudleys plan tog allerede form et halvt år tidligere – i februar 1553. Som den unge og svagelige Edvard 6.s nærmeste rådgiver blev han klar over, at Englands konge ville dø inden årets udgang af en svær lungesygdom – formentlig tuberkulose eller lungebetændelse.
Kongens død ville skabe en mulighed, som Dudley ikke kan lade gå fra sig: Chancen for at gøre Dudleyerne til Englands nye kongeslægt.
Rigsforstanderen følte sig tvunget til at handle hurtigt. Når kong Edvard døde, var hans to halvsøstre de næste i arvefølgen, og begge søstre hadede Dudley som pesten. Uanset hvilken søster der vandt magten, ville rigsforstanderen miste sin magtfulde position.
Hertugen af Northumberland ville rage magten til sig og gøre sin familie til Englands nye fyrsteslægt.
Kupmager arvede talentet for intriger
Manden, der førte lady Jane Grey til magten og i døden, var født i magtens inderste cirkler. John Dudleys far havde været økonomisk rådgiver for kong Henrik 7. – og misbrugte sin position til at stjæle af kassen og på den måde skrabe en betydelig formue sammen.
Da Henrik 8. arvede tronen efter sin far, var en af hans første gerninger derfor at få Dudleys far henrettet. Men sønnen kom ikke til at lide på grund af farens synder.
Henrik 8. var imponeret over John Dudleys militære evner og forfremmede ham til flådeadmiral. Senere udnævnte kongen også Dudley til en af sin nærmeste rådgivere.
Da Henrik 8. døde i 1547, udnyttede Dudley hurtigt sin position til at skubbe alle politiske rivaler af vejen og sikre sig rollen som Englands reelle hersker. Mens kong Edvard 6. var umyndig, traf rigsforstander Dudley alle vigtige beslutninger og tildelte eksempelvis sig selv hertugdømmet Northumberland.
Han måtte med andre ord skaffe en alternativ tronarving i en fart, og Jane Grey havde alt, hvad Dudley drømte om.
Som barnebarn af Henrik 8.s søster var hun grandkusine til kong Edvard og vigtigere endnu: Teenageren var den næste i rækken, hvis kongens søstre på en eller anden måde kunne skrives ud af arvefølgen. Og det var, præcis hvad Dudley fik kongen til at gøre i februar 1553.
Af Henrik 8.s testamente fremgik det ellers klart, at hvis Edvard døde, skulle først Maria og dernæst Elizabeth arve tronen. Siden testamentets udfærdigelse for ni år siden havde sagen dog udviklet sig gunstigt for Dudley.
De to søstre var nemlig blevet erklæret for bastarder og illegitime, fordi de var født af henholdsvis Henrik 8.s første hustru, Katarina af Aragonien, som kongen blev skilt fra, og hans anden hustru, Anne Boleyn, som blev henrettet for utroskab.
Jane Grey havde kun et spinkelt krav på tronen
Nødløsningen Jane Grey
Teenagekongen Edvard 6. gjorde på sit dødsleje Jane til tronarving, selvom hun ikke tilhørte hans nærmeste familie.
Janes mormor var søster til Edvards far, Henrik 8., og hendes mor var niece til Henrik 8. og tredje tronarving ved hans død. Men da moren ikke længere var i den fødedygtige alder, indgik hun ikke i kupmagernes skumle planer.
Katolsk prinsesse havde mange fjender
37-årige prinsesse Maria var Henrik 8.s førstefødte – en datter, han fik med sin første hustru, spanske Katarina af Aragonien. Maria ville have været et oplagt valg som dronning, hvis ikke hun havde været hengiven katolik og derfor ikke var medlem af Englands nye anglikanske kirke.
Med magt sørgede katolske adelsmænd dog for, at hun alligevel blev dronning og regerede fra 1553 til 1558.
Elizabeth var blevet sortlistet
Prinsesse Elizabeth var 19 år, da Jane Grey blev tronfølger. Elizabeth var datter af Henrik 8. og hans anden kone, Anne Boleyn. Ligesom halvsøsteren Maria var Elizabeth blevet fjernet fra listen over potentielle tronfølgere af Englands parlament, fordi hendes mor angiveligt havde været Henrik 8. utro.
I 1558 efterfulgte hun alligevel Maria, som døde af sygdom. I 44 år regerede hun under navnet Elizabeth 1.
Dudley støttede også ivrigt kong Edvard, da rigets mere og mere svækkede regent insisterede på, at hans afløser ikke måtte være den troende katolik Maria, for så ville hans fars store arbejde med at løsrive England fra pavens kløer være spildt. Maria ville straks genindføre katolicismen og nedlægge farens protestantiske kirke.
Den strategisk tænkende Dudley trådte da til med et forslag, der kunne løse problemet: En ændring af arveloven, så
bastarder ikke kunne arve. Forslaget var dristigt, da det ikke alene skaffede katolske Maria af vejen, men også
forhindrede den protestantiske Elizabeth i at bestige tronen.
Sygdomssvækket og endnu umyndig stolede teenagekongen så meget på rigsforstander Dudley, at han tilsluttede sig planen.
I kongens testamente blev der indført en klausul om, at tronen skulle overgå til “Lady Janes mandlige arvinger”.
Fik Dudleys søn en søn med Jane, ville barnebarnet blive Englands første konge med Dudley-blod i årerne.
Lynbryllup banede vejen
Tre måneder senere blev 15-årige lady Jane Grey tvunget til at gifte sig med rigsforstanderens næstyngste søn, Guildford.
Et af borgerkrigens afgørende slag fandt sted ved Naseby i 1645.
Kongen skal være protestant
Da Henrik 8. i 1534 søgte paven om tilladelse til at lade sig skille og fik afslag, blev det begyndelsen på 150 års religiøs uro i England. Kongen indførte ved lov protestantismen i sit rige, men troende katolikker strittede imod.
Katolske præster blev jaget vildt i England og måtte leve i skjul hos sympatisører, mens kongen beslaglagde klostrenes formuer. I midten af 1600-tallet udbrød der borgerkrig mellem katolikker og protestanter. Først i 1689 sejrede protestanterne definitivt, og siden da har engelsk lov dikteret, at regenten ikke må være katolik eller gifte sig med en.
Janes familie pressede også på, for den fik dermed en fantastisk mulighed for at knytte sig tættere til Englands mest magtfulde slægt – Dudleyerne.
Brylluppet blev stablet på benene i huj og hast – der var ikke engang tid til at sy en kjole til den unge brud, som i stedet måtte låne sig frem. Straks efter vielsen skulle gommen sørge for at gøre sin hustru gravid – og når sønnen blev født, kunne rigsforstander Dudley fortsætte som formynder og rigets reelle magthaver.
Men planen havde to svage punkter: Dels varede en graviditet også i 1500-tallet som regel ca. ni måneder, dels var der ingen garanti for, at Jane fødte en søn. Noget måtte gøres.
Da Edvards helbred i juni nok en gang tog en drejning til det værre, og Jane endnu ikke var blevet gravid, skred Dudley til handling. Rigsforstanderen pressede kongen til at ændre i sit testamente nok en gang. Med en udstregning og to tilføjelser blev formuleringen “Lady Janes mandlige arvinger” nu til “Lady Jane og hendes mandlige arvinger”.
Teenagekongen Edvard 6. var bare 15 år gammel og døende, da hans nærmeste rådgiver overtalte ham til at gøre sin svigerdatter, Jane Grey, til tronfølger.
Dudleys plan var lykkedes. Jane havde overhalet sine grandkusiner. Som førstevalg til tronen arvede teenagepigen magten, når den syge konge døde.
Få uger senere udåndede kong Edvard, men Dudley holdt nyheden hemmelig i tre dage, mens han pressede kongens andre adelige rådgivere til at acceptere Jane som Englands nye dronning. Alt imens blev Maria holdt uvidende om begivenhederne, og Dudley forberedte hendes anholdelse.
Da kongens død omsider blev kundgjort og Jane udpeget til tronfølger, reagerede befolkningen ikke, som rigsforstanderen havde håbet. Folket havde ventet, at Maria ville arve tronen og genindføre den katolske tro, som de fleste stadig dyrkede.
Samtidig anede de færreste, hvem denne lady Jane Grey var, og i udlandet måtte både Spaniens konge og den tyskromerske kejser bede gesandter sende et stamtræ, så de kunne se, hvor tæt dronning Jane var i familie med Tudorslægtens konger.
Så snart Jane var præsenteret som arving til tronen, blev hun bragt til Tower of London.
På Jane Greys tid var det tradition, at Englands tronfølger tilbragte de sidste nætter inden sin kroning i slottet Tower of London. Først senere blev stedet berygtet for tortur og indespærring af prominente fanger.
Her skulle teenageren opholde sig indtil kroningen. Hurtigt gik det dog op for Jane, at Tower fungerede som et gyldent fængsel, og at Dudley på ingen måde havde i sinde at lade hende regere.
Da skatmesteren ankom til hoffet for at tage mål til dronningens nye krone, talte han ifølge et af Janes bevarede breve over sig. Skatmesteren oplyste nemlig, “at der også ville blive fremstillet en anden krone til min husbond, kongen”, skrev Jane forarget.
Til alles store forbløffelse kastede Jane og ægtemanden sig nu ud i et højlydt skænderi om det rimelige i, at dronningens ægtefælle fik titlen konge.
Dudleys statskup kollapsede
Jane var ikke alene om at frygte familien Dudleys ambitioner. Store dele af Englands befolkning delte bekymringen. For hver dag, der gik, vendte stemningen sig mere og mere imod den nye dronning og hendes magtsyge mand og svigerfar.
Samtidig lykkedes det Maria at undslippe de soldater, som Dudley havde sendt ud for at arrestere hende.
Jane Grey nåede at underskrive flere breve “Jane – the Quene”. Dengang fandtes der ingen regler for, hvordan ordet queen skulle staves.
I et hurtigt modtræk udråbte hun sig selv til dronning af England og bad landets adelige om at støtte hendes krav på tronen – en opfordring, mange fulgte.
Inden længe marcherede 10.000 oprørssoldater mod London. Marias støtter var ustoppelige, og efterhånden som oprørerne indtog garnison efter garnison på vejen mod hovedstaden, skiftede flere kongelige rådsmedlemmer holdning. Før havde de støttet Janes kandidatur, nu ville de i stedet placere Maria på tronen.
Dudleys velplanlagte statskup var ved at falde fra hinanden. Rigsforstanderen samlede en hær på 3.000 mand og marcherede ud af London for at møde oprørerne, men ved synet af Marias overlegne styrke trak han sig tilbage.
Da nyheden nåede hovedstaden om aftenen den 18. juli, fortrød de sidste adelige deres støtte til Jane. Maria gjorde sit indtog i byen, og teenagedronningen blev arresteret og indespærret i en celle i Tower. Janes styre havde blot varet i ni dage.
Maria ville skåne Jane
I første omgang var Maria ikke stemt for at straffe sin unge konkurrent.
Jane Grey blev halshugget med en økse som denne, der stadig kan ses i Tower of London.
Hun mente, at Jane blot var en naiv, ung pige, der var blevet viklet ind i ambitiøse mænds rænkespil. Sir John Dudley blev til gengæld dømt og henrettet for højforræderi.
Jane og ægtemanden Guildford erklærede sig skyldige i højforræderi og idømtes dødsstraf, men efter dronning Marias ønske blev parret i stedet spærret inde i Tower of London. Få måneder senere – i januar 1554 – ændrede billedet sig.
Janes stedfar sluttede sig til et protestantisk oprør med det erklærede mål at afsætte den katolske Maria og indsætte hendes protestantiske søster Elizabeth på tronen.
Oprørerne nåede helt til hovedstaden, og fra Tower overværede Jane formentlig soldaterne kæmpe i gaderne. Havde protestanterne vundet, ville Jane være blevet løsladt. Marias tropper sejrede imidlertid, og dronningen indså, at også Jane kunne blive et samlingspunkt for protestantiske oprørere og dermed en trussel mod hendes styre.
Modstræbende beordrede hun Jane henrettet.
Jane Grey blev henrettet på en åben plads inden for Tower of Londons mure. Inden sin egen henrettelse så hun liget af sin 18-årige ægtemand blive kørt forbi. Han var blevet halshugget offentligt.
Da teenageren blev ført til skafottet, lignede hun ikke længere den standhaftige regent, der havde strittet imod sin mands og svigerfars ønsker. Hun var forvandlet til en lille, skræmt pige.
Foran bødlen snørede hun et bind for øjnene, men da han bad hende lægge hovedet på blokken, råbte hun fortvivlet:
“Hvor er den? Hvad skal jeg gøre?”
En fangevogter førte hendes hoved ned mod blokken, og med et sus faldt bødlens økse.