Ti gale regenter
Det er ikke altid let at lede et land eller et folk, og historien byder på mange eksempler på regenter med besynderlig opførsel.

En karikaturtegning af Kong Georg III, der holder lilleputten Napoleon i sin hånd.
Det har altid krævet sin mand – eller kvinde – at regere. Historisk set er der talrige eksempler på, at det store mentale pres ofte har ført til fejlagtige eller katastrofale beslutninger og ført til besynderlig adfærd hos regenterne.
Nogle gange har der været helt rationelle forklaringer på opførslen, men andre gange er det tydeligt, at den skyldes et decideret mentalt sammenbrud. Ofte har overgangen været glidende.
1. Caligulas blytunge tømmermænd
Der er ingen sikre beviser for, at den romerske kejser Caligula (år 12-41) var klinisk sindssyg. Han var brutal og forhadt, og det kan have givet samtidige historieskrivere grund til at overdrive beretningerne om, hvordan han for eksempel ville udnævne sin hest til konsul, og om hans forkærlighed for at lade ofrene for sit ubændige raseri blive savet i to stykker – fra skridtet og opefter.
Men hans adfærd var givetvis utilregnelig, og det har og flere moderne historikere har foreslået en forklaring. Caligula holdt meget af rødvin, og romerne mente, at god rødvin holdt sig bedst i beholdere af bly. Caligulas ekstreme adfærd kan derfor have været et udslag af en slem blyforgiftning.
2. Fjodor 1. kunne lide kirkeklokker
Sønnen til den brutale zar Ivan den Grusomme var faderens absolutte modsætning. Fjodor var lille og skrøbelig, sandsynligvis var han mentalt retarderet, og han tilbragte helst tiden alene i dyb bøn.
Da han ved Ivans død i 1584 blev til zar Fjodor 1., så folket det som et kærkomment skift fra faderens brutalitet. Da et skrøbeligt sind i tidens Rusland samtidig blev betragtet som en særlig guddommelig inspiration, blev Fjodor 1. hurtigt en beundret og elsket regent. Fjodor var tit på rejser, hvis vigtigste formål var at lytte til kirkeklokkers ringen rundt om i det enorme rige.
Til at styre riget havde Fjodor 1. en af sin fars mænd, Boris Gudonov, der blev den næste zar, da Fjodor i 1598 døde barnløs.
3. Alfonso 6.: Følelseskold og madglad
”Hurra, nu skal jeg være konge over Portugal!” råbte den 10 årige prins Alfonso, da hans to ældre søskende døde i 1652 og 1653.
Da Alfonso var tre år gammel, havde svær sygdom gjort ham følelseskold samt mentalt og fysisk handikappet, så da han virkelig blev konge fire år senere, indså hoffet at den var gal. Alfonso 6. kunne ødelægge Portugals fremgang, så et ægteskab med Francoise af Savoyen blev arrangeret.
Til brylluppet mødte kongen op i syv frakker og fire hatte oven på hinanden, og han forlod kirken midt under vielsen fordi han kedede sig - i stedet tog han hjem i seng, hvor han i ensomhed indtog en overdådig frokost.
Ægteskabet varede ikke længe. Med begrundelsen impotens godkendte kirken skilsmisse, hvorpå Francoise giftede sig med kongens atletiske lillebror Pedro. Sammen fik de forvist Alfonso til Azorerne, mens de regerede kongeriget og det voksende antal kolonier.
Alfonso blev aldrig konge igen men dyrkede sin interesse for at æde og drikke, indtil han svært overvægtig døde i en alder af 40 år.