Ti gale regenter
Det er ikke altid let at lede et land eller et folk, og historien byder på mange eksempler på regenter med besynderlig opførsel.
En karikaturtegning af Kong Georg III, der holder lilleputten Napoleon i sin hånd.
Det har altid krævet sin mand – eller kvinde – at regere. Historisk set er der talrige eksempler på, at det store mentale pres ofte har ført til fejlagtige eller katastrofale beslutninger og ført til besynderlig adfærd hos regenterne.
Nogle gange har der været helt rationelle forklaringer på opførslen, men andre gange er det tydeligt, at den skyldes et decideret mentalt sammenbrud. Ofte har overgangen været glidende.
1. Caligulas blytunge tømmermænd
Der er ingen sikre beviser for, at den romerske kejser Caligula (år 12-41) var klinisk sindssyg. Han var brutal og forhadt, og det kan have givet samtidige historieskrivere grund til at overdrive beretningerne om, hvordan han for eksempel ville udnævne sin hest til konsul, og om hans forkærlighed for at lade ofrene for sit ubændige raseri blive savet i to stykker – fra skridtet og opefter.
Men hans adfærd var givetvis utilregnelig, og det har og flere moderne historikere har foreslået en forklaring. Caligula holdt meget af rødvin, og romerne mente, at god rødvin holdt sig bedst i beholdere af bly. Caligulas ekstreme adfærd kan derfor have været et udslag af en slem blyforgiftning.
2. Fjodor 1. kunne lide kirkeklokker
Sønnen til den brutale zar Ivan den Grusomme var faderens absolutte modsætning. Fjodor var lille og skrøbelig, sandsynligvis var han mentalt retarderet, og han tilbragte helst tiden alene i dyb bøn.
Da han ved Ivans død i 1584 blev til zar Fjodor 1., så folket det som et kærkomment skift fra faderens brutalitet. Da et skrøbeligt sind i tidens Rusland samtidig blev betragtet som en særlig guddommelig inspiration, blev Fjodor 1. hurtigt en beundret og elsket regent. Fjodor var tit på rejser, hvis vigtigste formål var at lytte til kirkeklokkers ringen rundt om i det enorme rige.
Til at styre riget havde Fjodor 1. en af sin fars mænd, Boris Gudonov, der blev den næste zar, da Fjodor i 1598 døde barnløs.
3. Alfonso 6.: Følelseskold og madglad
”Hurra, nu skal jeg være konge over Portugal!” råbte den 10 årige prins Alfonso, da hans to ældre søskende døde i 1652 og 1653.
Da Alfonso var tre år gammel, havde svær sygdom gjort ham følelseskold samt mentalt og fysisk handikappet, så da han virkelig blev konge fire år senere, indså hoffet at den var gal. Alfonso 6. kunne ødelægge Portugals fremgang, så et ægteskab med Francoise af Savoyen blev arrangeret.
Til brylluppet mødte kongen op i syv frakker og fire hatte oven på hinanden, og han forlod kirken midt under vielsen fordi han kedede sig - i stedet tog han hjem i seng, hvor han i ensomhed indtog en overdådig frokost.
Ægteskabet varede ikke længe. Med begrundelsen impotens godkendte kirken skilsmisse, hvorpå Francoise giftede sig med kongens atletiske lillebror Pedro. Sammen fik de forvist Alfonso til Azorerne, mens de regerede kongeriget og det voksende antal kolonier.
Alfonso blev aldrig konge igen men dyrkede sin interesse for at æde og drikke, indtil han svært overvægtig døde i en alder af 40 år.
Kong Farouk den første af Egypten lader sig hylde af folket i december 1938.
Ti gale regenter II
Gian Gastone de Medici, den sidste af Medicierne til at regere Toscana (1671-1737).
4. Den sidste Medici skaffede ingen arving
Gian Gastone de Medici af Firenze var på mange måder en progressiv regent. Han blev storhertug i 1723 og annullerede mange af sin ærkereaktionære fars love. Nøgne statuer kom tilbage i gaderne, antisemitiske statutter blev ophævet og skattetrykket på de fattigste blev lettet.
Men han havde et vanskeligt sind. Han var hypokonder og melankolsk i så høj grad, at han blev opfattet som sindssyg i sin samtid. Efter at have udpeget en række dygtige ministre, trak han sig tilbage til sit soveværelse.
Bystaten ønskede sig en arving for at videreføre Medici-dynastiet og der blev arrangeret et ægteskab med en enke, Anna Maria Franziska af Saxe-Lauenburg, som Gian Gastone beskrev som ”mandhaftig og umådeligt fed” - og hun betragtede ham som ”en feminin svækling”.
Der kom aldrig noget ud af ægteskabet, og den homoseksuelle Gian Gastone isolerede sig i soveværelset, hvor han bedøvede sig med opium, alkohol i enorme mængder og unge mænd.
Sidste gang han viste sig offentligt var ved festivalen for Johannes Døberen i 1729, hvor han blev kørt døddrukken gennem byens gader, mens han brækkede sig voldsomt ud af karetens vindue og tørrede sig om munden i sin paryk.
Hans død i 1737 markerede også slutningen af Huset Medici, og Firenze og Toscana kom under østrigsk herredømme.
5. Sadistiske prins Sado
Den koreanske kronprins Sado havde haft mæslinger i en alder af ti år, og siden havde hans opførsel været besynderlig.
Med årene blev han stadig mere voldelig. Han voldtog kvinder på stribe, og når det psykiske pres blev for stort, afreagerede han ved at dræbe et par tjenestefolk.
Den gamle kong Yongjo var bekymret for landets fremtid, så længe Sado var på tronen, og i 1762 besluttede han at redde sit land. Han beordrede Sado til at kravle ned i en svær trækiste til opbevaring af ris, kistens låg blev sømmet fast, og otte dage senere var Sado død.
Begrebet sadisme har i øvrigt ingen forbindelse til den koreanske prins.
6. Sultan Murad 4.: Voldelig og med moderkompleks
En dominerende mor havde sat en skræk for kvinder i den tyrkiske sultan Murad 4., som desuden var stærkt voldelig.
Sultanen lod en hofmusiker halshugge for at have spillet en persisk melodi. Den mindste forseelse blev straffet med døden, og om natten kunne man se sultanen løbe rundt i Konstantinopels gader og gå løs på enhver han mødte med et sværd.
Sultanen døde i 1640, 27 år gammel, og han menes at have haft 25.000 menneskeliv på samvittigheden. Hans egne børn var døde og derfor faldt valget af hans efterfølger som den næste sultan på hans bror, Ibrahim - som var sindssyg.
Ti gale regenter III
En karikaturtegning af Kong Georg III, der holder lilleputten Napoleon i sin hånd.
7. Frederik Vilhelm 1.: Store soldater i soveværelset
Han kaldtes Soldaterkongen. Frederik Vilhelm 1. (1688-1740) skabte Preussens store og veldisciplinerede hær, hvilket bidrog til at gøre landet til en europæisk stormagt.
Frederik Vilhelm havde en særlig interesse for store mænd. Han sendte hverveagenter ud i hele Europa og betalte gode penge for enhver på mindst 1,92 meter, der lod sig indrullere i et særligt regiment i Postdam.
Forklaringen lød, at mænd på en vis størrelse havde lettere ved at håndtere de lange forladermusketter, men kongen var så glad for netop det regiment, at han helst undgik at sende det i krig.
Når Frederik Vilhelm var i dårligt lune, hjalp det efter sigende på hans humør at lade et par hundrede af sine store mænd marchere gennem soveværelset.
8. Gjorde revolutionen Georg 3. vanvittig?
Da kong Georg 3. satte sig på den engelske trone i 1760 så alting lyst ud. Han skabte stor vækst i landbruget og var en populær regent. Men i 1788 blev han erklæret sindssyg og moderne forskning peger på, at han led af porfyri, en sjælden og arvelig sygdom, der medfører irrationel adfærd, og den fremkaldes typisk, når en person kommer under stress.
Op gennem 70erne blev Englands forhold til sine nordamerikanske besiddelser gradvis ringere og tidlige stadier af sygdommen kan være årsagen til, at kongen traf uforståelige beslutninger, der førte til den amerikanske revolution (1775-83) og USA's selvstændighed. George 3. tilbragte en stor del af tiden frem til sin død i 1820 i en spændetrøje på Windsor Castle.
9. Ludwig 2.s eventyrslotte
Kong Ludwig 2. af Bayern blev beskrevet som excentrisk. Han var menneskesky, undgik alle offentlige funktioner og havde ingen interesse for statens ledelse. Han brugte al sin tid og energi på at bygge eventyrslotte, herunder Neuschwanstein, som lå højt på en alpetop.
Da regeringen i 1866 fik ham erklæret sindssyg, havde Ludwig oparbejdet en personlig gæld på 14 millioner mark, og riget var også i alvorlige økonomiske vanskeligheder. Men i dag er Ludwig 2. en populær konge, fordi hans byggelyst har skaffet Bayern en stribe populære turistseværdigheder.
10 Farouks forkælelse førte til fald
Da Farouk blev konge af Egypten i 1936 var han kun 16 år. Han var vokset op i paladsets totale isolation, og den overdådige rigdom omkring ham - han fik sin første bil som 11årig - gjorde ham ud af stand til at forstå vilkårene for sit fattige land.
Farouk søgte at dække over sin uvidenhed ved at undgå den gruppe af rådgivere, som var blevet sammensat for at hjælpe ham, mens han fortsatte med at give den i rollen som den forkælede dreng - ved officielle middage rullede han små kugler af brød, som han smed efter gæsterne.
Tilmed havde han en tendens til kleptomani. Det siges for eksempel, at han stjal Winston Churchills lommeur, mens denne var på officielt besøg i Egypten.
Farouk traf den ene forkerte beslutning efter den anden og blev han efterhånden betragtet som utilregnelig. Det var en af årsagerne til at en gruppe officerer i 1952 afsatte ham.