Luksusloven gav Elizabeth 1. frit valg på alle hylder med fine stoffer og stærke farver.

© Bridgeman Images

Tyrannisk tøjlov skulle redde Englands økonomi

Moden er skadelig for samfundet, mente Englands dronning. I 1574 indførte hun en skrap luksuslov, der skulle begrænse pyntesygen, redde forsvaret og styrke adelens position.

17. november 2017 af Pelle Stampe

I 1574 kunne dronning Elizabeth 1. ikke længere ignorere problemet. Undersåtternes pyntesyge truede landets økonomi. En såkaldt luksuslov skulle begrænse importen af dyrt modetøj fra Sydeuropa og redde statsfinanserne.

Den store begejstring for mode truede samtidig med at nedbryde de gamle skel i dronningens klassedelte samfund. 

Men hvis en velstillet bybo kunne klæde sig som en hertug, var vejen banet for en social opstigen, som overklassen under ingen omstændigheder kunne acceptere. Det problem kunne luksusloven også løse.

“Overmålet af beklædningsgenstande og overflødigheden af unødvendige udenlandske varer er vokset til et sådan omfang, at det vil føre til rigets forfald”, advarede luksusloven, der også skulle redde unge adelsmænd fra personlig ruin:

“Lokket af forfængelighed bruger de ikke bare deres egne penge og det land, som deres forældre efterlod dem, men stifter så stor gæld, at de ikke kan fortsætte deres livsstil uden at bryde loven og ikke længere kan tjene deres land”.

Elizabeth var afhængig af, at adelsmændene kunne købe våben og heste – så de kunne opfylde deres forpligtelse til at kæmpe for England. Med loven fik hun sat grænser for deres forbrugsevne.

Stærke farver var forbeholdt eliten

Tøjets farve var den mest enkle måde at afkode en indbyggers stand i middelalderens England. 

Bønder, landarbejdere og byens håndværkere måtte nøjes med blege naturfarver udvundet af ørigets planter – brun, beige, gul, grå, vissengrøn og støvet blå.

De stærke, mørke farver skulle importeres og signalerede, at bæreren indtog en høj position i samfundet. 

Mange af farverne blev også tillagt stor symbolværdi, fordi de var knyttet til historiske eller religiøse personer. 

De romerske kejsere havde båret lilla togaer. Derfor var denne farve forbundet med kongelighed, og ifølge luksusloven måtte kun regenten og den kongelige familie bære lilla.

Højadelen måtte bære skarlagensrød, indigoblå og violette farver, da de havde indtægten til at få lavet tøj i disse farver.

Højrød blev forbundet med kirken, da farven symboliserede de første martyrers blod. Kardinaler bar derfor højrøde kapper. 

De adelige (tv.), borgeren (i midten), underklassen (th.).

© Dorling Kindersley

Klæder skabte folk

Luksusloven var især rettet mod de rige byboer, der skulle kende deres plads i Elizabeths klassesamfund. Den strenge lov gjorde dem kreative, når de pyntede sig.

  • De adelige måtte gerne skilte med deres rigdom.
    Klædedragten fortalte, hvilken position bæreren indtog i Elizabeths rige. Fri adgang til farver, stoffer og snit havde kun regenten og den kongelige familie. Adelen havde lov til at gå i silke, brokade, fløjl og eksotisk pelsværk. Men kun hertuger og hertuginder måtte bære zobel. Ned gennem de adeliges rang voksede listen over forbudte materialer. Men mulighederne rakte til at skabe en åbenlys afgrænsning til det fremadstormende borgerskab.

  • Den velstillede borger brugte tricks for at vise sin succes.
    Englands købmænd kunne opnå betydelig rigdom, men luksusloven afskar dem fra at vise den. De skulle kende deres plads – som underklassen – og kun gå i tøj af uld, linned, hør eller fåreskind. Loven gav dog ret til pynt af bl.a. silke og pelsværk. Denne mulighed udnyttede de velhavende borgere ved fx at få lavet slidser i tøjet, så silkeforet kom til syne, eller vende vrangen ud på deres kappe.

  • Underklassen gik i kradsende tøj fra England.
    Hovedparten af Englands tre mio. indbyggere levede i armod på landet eller i byerne. At deres tøjstil var strengt reguleret, berørte dem ikke meget, for de havde ikke råd til andet end grove, engelske klæder. I 1571 pålagde Elizabeth alle undersåtter under en vis stand at bære huer eller kyser af uld. Skat på uld var hendes største indtægtskilde.

Straffen var udstødelse

Dronning Elizabeth indførte strenge straffe for at bryde luksusloven, men i realiteten var den svær at håndhæve.

I stedet blev synderne straffet af deres medborgere: De forskellige samfundsklasser var yderst opmærksomme på, hvilke klæder den enkelte havde lov at bære. 

Undersåtter, der brød reglerne, blev udsat for latterliggørelse og ude­lukket fra deres kreds.

Læs mere

Jane Malcolm-Davies & Ninya Mikhaila: The Tudor Tailor, Batsford Ltd., 2006. Anne Somerset: Elizabeth I, Phoenix, 2002. Simon Adams: Tudor, Dorling Kindersley, 2004. Terry Deary & Niel Tonge: Terrible Tudors, Scolastic, 1999.

www.the-tudors.org.uk ● http://elizabethan.org

Måske er du interesseret i...

Læs også