Nazisterne
Hitler blev for egenrådig
Konspirationsteorien: Nazister har i det skjulte skabt et fascistisk 4. rige i USA og går efter verdensherredømmet.
I april 1945 betragtede amerikanske pengemænd ifølge en konspirationsteori hændervridende Nazitysklands undergang.
12 år forinden havde de bragt Hitler til magten som led i en plan om at overtage verdensherredømmet.
Men Hitler blev for egenrådig, så brat skiftede amerikanerne loyalitet og lod Tyskland bombe til overgivelse.

John F. Kennedy – her sammen med Wernher von Braun – forsøgte ifølge konspirationsteorien at stoppe nazisterne. Derfor blev han myrdet.
Drømmen om nazistisk herredømme havde pengemændene imidlertid ikke opgivet.
Mens bomberne smadrede Berlin, smuglede de derfor Hitler og andre topnazister ud af landet. Efter krigen fortsatte de planerne for et 4. rige i et fascistisk USA.
Et af “beviserne” skulle fx være, at en række af Nazitysklands bedste forskere blev hentet til USA efter krigen – heriblandt raketbyggeren og medlem af nazistpartiet Wernher von Braun.
Frimurerne

Frimurersymbolet – det altseende øje – kan bl.a. findes på de amerikanske dollarsedler.
Satanisk sekt grundlagde USA
Konspirationsteorien: Frimurerne grundlagde USA med det formål at herske over resten af verdens befolkning.
Ingen ved, hvor frimurerordenen stammer fra, eller hvornår de første loger opstod.
En række historikere mener imidlertid, at de oprindelige frimurere skal findes i middelalderen, hvor de dygtigste bygmestre var i stand til at hugge fine ornamenter i såkaldte fristen. Disse bygmestre var kendt som fristensmurere eller frimurere.
I det hele taget er frimurerordenen omgærdet af stor mystik. Nye medlemmer skal således sværge aldrig at afsløre ordenens hemmeligheder, og indtil 1986 skulle de acceptere “at få skåret halsen over, tungen revet ud ved roden og begravet i det grove sand”, hvis de talte over sig. Hemmelighedskræmmeriet har givet anledning til adskillige teorier om ordenen.
Nogle opfatter fx frimurerne som en satanisk sekt, mens andre mistænker dem for at ville skabe en ny verdensorden med sig selv i spidsen.
Ifølge konspirationsteoretikerne blev USA skabt af frimureren George Washington med netop det formål. Et af “beviserne” findes på dollarsedlerne, der er påtrykt teksten “novus ordo seclorum” – en ny orden i vor tid – samt et såkaldt altseende øje, som også er et frimurersymbol.
Imod den forestilling taler dog, at adskillige amerikanske frimurere støttede den engelske konge og slet ikke gik ind for landets uafhængighed.
Illuminati

Hvert år i juli mødes magtfulde politikere på campingpladsen Bohemian Grove i Californien. Ifølge nogle er det et Illuminati-møde, eftersom en stor uglestatue står på stedet.
Hemmelig orden vil indføre tyranni
Konspirationsteorien: Illuminati arbejder i det skjulte på at omstyrte det kristne samfund til fordel for et fornuftens tyranni.
Illuminati eksisterede kun i 11 år. Alligevel bliver ordenen fra 1700-tallet stadig beskyldt for at ville tilrane sig magt og bekæmpe kristendommen.
Den bayerske professor Adam Weishaupt grundlagde i 1776 Illuminati med det formål at gøre op med overtro, religiøse dogmer og magtmisbrug.
På det tidspunkt var de synspunkter livsfarlige, eftersom næsten samtlige europæiske lande blev styret af enevældige monarker støttet af kirken.
Weishaupts Illuminati fik derfor hurtigt magtfulde fjender, og kun 11 år senere forbød kurfyrsten af Bayern, Karl Theodor, ordenen.
Selvom Illuminati beviseligt forsvandt, blev ordenen ikke glemt. For ikke lang tid efter – i 1789 – begyndte den franske revolution. Her mindede de revolutionæres resultater i mistænkelig grad om Illuminatis mål; den katolske kirkes ejendom blev eksempelvis beslaglagt, og præsterne fordrevet, mens kongefamilien fik hovederne kappet af i guillotinen.
Det fik adskillige datidige konservative til at mene, at Illuminati arbejdede videre i det skjulte og var revolutionens virkelige hjerne.
Uglen er ikke et tilfælde: Det bayerske Illuminati brugte en ugle som sit symbol – et tegn, som konspirationsteoretikerne mener at kunne se flere mistænkelige steder i dag. For dem beviser det, at Illuminati stadig eksisterer.
I dag mener nogle konspirationsteoretikere fortsat, at Illuminati styrer de vestlige regeringer i kulissen og med tiden vil indføre et fornuftens tyranni. Illuminati bliver således beskyldt for at være alt fra en satanisk sekt til en kommunistisk organisation, der arbejder på at indføre en ny verdensorden.
Det bayerske Illuminati brugte en ugle som sit symbol – et tegn, som konspirationsteoretikerne mener at kunne se flere mistænkelige steder i dag. For dem beviser det, at Illuminati stadig eksisterer.
Triaderne
Asiens mafia dræbte Bruce Lee
Konspirationsteorien: Triaderne styrer den asiatiske filmbranche og dræber de kendisser, som ikke vil rette ind.
Store dele af den asiatiske underverden styres i dag af de såkaldte triader. Gruppen opstod i 1760’erne som en oprørsbevægelse, der ønskede at genindsætte Handynastiet på tronen i Kina og anså sig selv som generalen Guan Yus efterfølgere.
Generalen kæmpede i 200-tallet for at holde sammen på det kinesiske Hanrige.
Da den kinesiske kejser i 1911 blev væltet, havde triaderne pludselig ikke noget formål længere. I stedet kastede de sig over kriminalitet og udviklede sig til Asiens svar på mafiaen.
Jævnligt bliver de af konspirationsteoretikere beskyldt for at styre den asiatiske filmbranche. Fx skulle de stå bag filmstjernen Bruce Lees død, fordi han havde nægtet at betale beskyttelsespenge.
Skull and Bones

Skull and Bones’ logo henviser til den græske orator Demosthenes’ død i 322 f.Kr.
USA’s skæbne afgøres af studenterforening
Konspirationsteorien: Skull and Bones er ikke bare en studenterforening, men uddanner unge mænd til at herske over verden.
Hvert år siden 1832 er 15 studerende fra universitetet Yale blevet indviet i foreningen Skull and Bones. Angiveligt bliver de banket og tvunget til at deltage i nøgen mudderbrydning.
Skull and Bones er imidlertid langt mere end en studenterforening med hang til rollespil ifølge konspirationsteoretikerne.
Tallet 322 i Skull and Bones’ logo skjuler ifølge nogle konspirationsteoretikere det djævelske tal 666. Den komplicerede udregning lyder således: 3 x 2 x 2 = 12 = 6 + 6 = 66. Hvis man lægger 600 til 66, får man 666.
Selskabets egentlige formål er at udklække en elite, som skal herske over verden. Konspirationsteoretikerne finder opbakning i det faktum, at adskillige bonesmen har haft magtfulde stillinger. William Taft, USA’s 27. præsident, var fx medlem, og det samme gælder de to seneste præsidenter med efternavnet Bush.
Sandsynligvis skyldes medlemmernes succes blot, at foreningen giver de studerende et fantastisk netværk.
Bilderberg

De fleste krige er i virkeligheden orkestreret af Bilderberg, mener nogle. Her er Bilderbergs grundlægger, Józef Retinger.
Politikere fremprovokerer krige med vilje
Konspirationsteorien: Bilderberg vil skabe en lyssky verdensregering og gøre befolkningen til slaver.
Bilderbergs medlemmer tilhører den absolutte økonomiske og politiske elite. Hvert år diskuterer de på topmøder lukket for offentligheden verdens tilstand og sikrer sig ifølge deres kritikere, at alting udvikler sig præcis efter bilderbergernes ønsker.
Konspirationsteoretikerne mener, at gruppen vil skabe en lyssky verdensregering med sig selv i spidsen ved at fremprovokere kriser. Ved at bilde folk ind, at dommedag er forestående, accepterer vælgerne nemlig deres ledere som frelsere.
Bilderberg blev skabt af den polske diplomat Józef Retinger, som efter 2. verdenskrig oplevede et behov for uformelle møder, hvor eliten kunne nå til enighed om verdenspolitikken. Siden 1954 har de årlige møder tiltrukket en svimlende liste af magtfulde mænd og kvinder.
Rosenkreuzerne
Videnskabsmænd er satanister
Konspirationsteorien: Rosenkreuzerne består af videnskabsmænd, som er i pagt med Djævlen.
I 1614 udkom et manifest, som berettede om et hemmeligt selskab kaldet rosenkreuzerne. Den anonyme forfatter fortalte indgående om et broderskab af videnskabsmænd, der helbredte de syge, diskuterede filosofi og matematik og ikke mindst udførte magi.
Det er mere end tvivlsomt, om broderskabet nogensinde har eksisteret, men hurtigt efter udgivelsen af manifestet blev ordenen beskyldt for at stå i ledtog med Djævlen.
Alligevel fik manifestet adskillige følgere, og selv i dag hævder flere loger at være rosenkreuzernes sande arvtagere.
Det gælder fx amerikanske AMORC – stiftet i 1915 – som studerer emner som telepati og kosmisk bevidsthed. I Norden kan man blive optaget i Den Skandinaviske Storloge.