Kvindeboksning var brutal. Under en kamp mellem to kvinder i 1795 slog de to kæmpere hinanden i gulvet 70 gange i løbet af 80 minutter.

© Shutterstock, Police Gazette/Per O. Jørgensen/Historie

Kvindelige boksere fik blodet til at flyde

1700-tallet var kvindeboksning en tilskuermagnet i London. Mændene var vilde med at se “det smukke køn” kæmpe iført meget lidt tøj. For kvinderne selv var boksning en mulig vej ud af fattigdommen – eller i det mindste til et måltid mad.

Råb, hvin, eder og forbandelser gjalder i baggården bag en snusket London-pub. Udbruddene ekkoer tilbage fra de kolde stenmure denne eftermiddag i 1794, hvor to kvinder i bar overkrop slår løs på hinanden, mens de sparker og river, alt hvad de kan.

I to timer har kampen stået på.

“Den ældste af de to fik store problemer, fordi hendes venstre øje var opsvulmet, hvilket gjorde hende blind, da synet på det højre øje var næsten blokeret af en strøm af blod, der havde løbet konstant i 40 minutter”, fortalte et øjenvidne til en lokal avis efter kampen.

Baggården er tæt pakket af et medlevende publikum, og “hvert et succesfuldt slag glædede de fremmødte, og mangt et råb blev hørt, der opildnede kvinderne”, bemærkede øjenvidnet bagefter.

Penge skifter hænder, i takt med at væddemål indgås om, hvem der først må trække sig, og de to kvinder er efterhånden godt og grundigt mørbankede.

“Ingen steder på deres kroppe større end en penny var uberørte af tegn på kamp. Deres barme var meget hævede, og dog fortsatte de med at sende slag efter slag ned over dette følsomme område”, forklarede øjenvidnet efterfølgende.

Udmattet og blændet på begge øjne segner den ældste af de to kvinder til sidst om på brostenene, hvorefter publikum højlydt og uden nogen samvittighedskvaler bevæger sig ind på pubben for at drikke videre.

Boksning var en gentlemansport

I 1700-tallets England var boksning en af de få adspredelser, som rig og fattig kunne deles om. Hver eneste dag afholdtes mere eller mindre officielle boksekampe over hele landet.

Som regel stod mænd i bokseringen, for hos den brede engelske befolkning blev boksning anset for at være en gentlemansport, hvor ungdommen kunne vise sin styrke og sit mod i ringen.

Kvinder blev derimod anset for at være spinkle væsener, der skulle beskyttes. Når kvinderne pludselig tævede løs på hinanden, var det en sensation på linje med dansende bjørne, dværge og deforme mennesker.

Og kampene mellem to kvindelige boksere tiltrak derfor langt flere tilskuere. Med lige dele fascination og forargelse så tilskuerne på, mens de hårdføre, halvnøgne kvinder slog hinanden til blods i uhumske baggårde og i improviserede bokseringe rundtomkring i landet.

“To hundjævle, for de havde knap et menneskeligt udseende, var i gang med en kradse- og boksekamp. Deres ansigter var fuldstændig dækkede af blod, brysterne bare, og deres tøj nærmest flået af kroppene.

I adskillige minutter afbrød ingen dem”, erindrede den britiske advokat og levemand William Hickey efter at have overværet en kamp.

Under et besøg i London i begyndelsen af 1700-tallet forvildede tyskeren Zacharias Conrad von Uffenbach sig ind til to kvinders boksekamp.

Hans sidedame blandt tilskuerne fortalte, at hun “havde kæmpet samme sted mod en anden kvinde i intet andet end sin underkjole”.

Kvinderne havde slået hinanden til blods, og Uffenbach konstaterede fortørnet, at den slags kampe “åbenbart ikke var noget nyt i England”.

Først i 2012 kom kvindeboksning på det officielle olympiske program.

© olympic.org

Vinderen fik mad og sprut

Oftest var kampene mellem kvinder spontane her og nu-begivenheder arrangeret af den lokale pubejer.

Fra gaden hentede han to prostituerede ind og tilbød at supplere deres sparsomme indtægt ved at lade dem kæmpe om et måltid mad eller en flaske gin.

Helt anderledes var det for de etablerede kvindelige boksere, hvis kampe var planlagt og annonceret i forvejen.

Disse kampe fandt gerne sted på scenen i små teatre, hvor der blev udlovet pengepræmier til vinderen – tit som en aftalt del af entréindtægten.

I enkelte tilfælde kunne en kamp tiltrække så mange tilskuere, at indtægten åbnede en vej ud af fattigdommen for kvinderne.

Da mesterbokserne Elizabeth Stokes og Ann Field mødtes, i Stokes Amfiteater den 7. oktober 1728, var der således en enorm sum af 10 pund på spil – næsten det dobbelte af en almindelig stuepiges årsløn på seks pund.

De to boksere afskyede hinanden, og Elizabeth Stokes skjulte ikke sin foragt for sin modstander, der til daglig var æseldriver.

“Da den berømte æsel-kvinde fra Stoke Newington udfordrer mig til kamp om de 10 pund, forsikrer jeg hende, at jeg ikke vil undvige at møde hende om den fastlagte sum”, fortalte den senere vinder til en lokal avis.

Kvinderne kæmpede i bar overkrop

Ved de spontane gadekampe stillede kombattanterne i det tøj, de lige havde på, og kvinderne klædte sig ofte nøgne fra taljen og opefter – til tilskuernes utvivlsomme glæde.

Til de arrangerede kampe var deltagerne til gengæld fuldt påklædte. Under en avis-annonce for en kamp stod der eksempelvis, at kvinderne “kæmper i stofjakker, underskørter fra knæene og op, hollandske underbukser, hvide strømper og høje hæle”.

Under disse kampe var det også almindeligt, at kvinderne havde en træner med som sekundant til at pleje deres kvæstelser mellem omgangene.

En af dem var irske Mary Waller, hvis træner, Charles Wright, pralede med, at han havde “trænet hende lige fra vuggen”.

Sekundanterne kunne også være kvindernes ægtemænd, hvilket var tilfældet ved en kamp i august 1792, hvor to kvinder boksede i byen Chelmsford.

“Da en af kombattanterne var så slemt tilredt, at folk frygtede for hendes liv, var husbonden brutal nok til at tvinge hende til at fortsætte kampen. Men tilskuerne greb hurtigt ind, så de to kæmpende blev adskilt”, fortalte et øjenvidne.

Regler afløste beskidte tricks

Mange af kampene mellem prostituerede bar mere præg af at være katte- eller barslagsmål, hvor der blev kradset i ansigtet, flået i tøjet og hevet i håret. Når den ene bokser faldt om af udmattelse eller blodtab, var kampen afgjort.

I disse improviserede kampe fandtes ingen regler, og beskidte tricks var helt lovlige. Under en boksekamp i 1832 bed en mrs.

Hemsted således en finger af sin modstander. Landets lovgivning skulle dog overholdes, så hun blev efter kampen arresteret for sin ugerning.

De mere etablerede kvindeboksere insisterede imidlertid på at kæmpe efter et fastsat regelsæt. Kampene var planlagt flere dage i forvejen og blev for det meste annonceret i aviserne.

I juni 1722 kunne folk således læse en udfordring i London Journal fra én kvindelig bokser til en anden:

“Jeg, Elizabeth Wilkinson fra Clerkenwell, forlanger, efter et skænderi med Hannah Hyfield, oprejsning og udfordrer hende til at møde mig på scenen for at kæmpe”.

Herefter opstillede Elizabeth kampens regler: “Hver kvinde skal holde en half a crown-mønt i sin hånd, og den første kvinde, som taber en mønt, har tabt kampen”.

Syv omgange skulle kampen vare, og i sit svar til Elizabeth gjorde Hannah Hyfield det klart, at hun så frem til at give rivalinden “et godt lag tæsk”.

Myndighederne brød sig dog ikke om kvindeboksningen – der blev anset for at være uanstændig – og de forsøgte ihærdigt at stoppe bataljerne.

Elizabeth og Hannah blev således truet med fængsel, hvis de afviklede deres kamp. Derfor måtte de gennemføre den i al hemmelighed uden myndighedernes vidende.

Lugtesalt blev benyttet af bokserne, fordi dets ammonium-dampe har en opkvikkende effekt. Sekundanten, der ofte var bokserens ægtemand, skulle støtte og hjælpe kvinden mellem runderne.

© Icture Desk/The Art Archive

Baronens elskerinde blev gadebokser

For især én kvinde var boksningen et lavpunkt på karrierestien.

Som ung havde Mary Ann Pearce været smuk nok til, at Richard Barry, den 7. jarl af Barrymore, faldt for hende. Hun blev hans elskerinde, med eget hus og karet.

Jarlen var en passioneret sportsmand, og han har utvivlsomt introduceret hende til boksesporten, som stod ham meget nær.

Da jarlen døde af et vådeskud, brast Mary Anns verden sammen. Huset, han havde givet hende, og den fremtid, hun havde drømt om, var væk.

I stedet røg Mary Ann på gaden, hvor hun i første omgang levede som prostitueret. Inspireret af jarlens interesse for sporten kastede hun sig over boksning, hvor hun blev kendt som “den boksende baronesse”.

Aviserne skrev om hende, og såvel skillingstryk som porcelæn blev produceret med et portræt af hende.

Men Mary Ann formåede aldrig at slippe ud af fattigdommen. Mere end 150 gange blev hun arresteret for fuldskab og forstyrrelse af den offentlige orden.

Hun endte sine dage i fængslet som en “assisterende forstanderinde for de fængslede kvinder”, fremgår det af hendes nekrolog.

Kvindeboksningen gled i baggrunden

I løbet af 1800-tallet faldt interessen for kvindesporten drastisk, i takt med at myndighederne satte politiet ind for at lukke ned for de uofficielle kampe på pubberne – både for at stoppe kvindernes moralske fordærv og for at få has på den ulovlige gambling, der var tæt knyttet til sporten.

Det endelige dødsstød fik sporten i forbindelse med 1. verdenskrig, hvor kvinderne skulle ud på arbejdsmarkedet, og de mandlige tilskuere blev sendt til fronten.

Nu var det ikke længere nødvendigt for kvinderne at slås for penge.