Lynhurtig levering: Underjordiske rør var 1800-tallets postbude
Postbude og kurerer spildte i 1800-tallet kostbar tid på at sidde fast i trafikken. Vigtige meddelelser var for lang tid om at nå frem. Driftige ingeniører udviklede derfor et system af rør og trykluft, som kunne fordele posten i metropolerne.
Berlin tog hurtigt rørposten til sig, og i 1865 åbnede den første linje. Byen endte med at have 400 km postrør.
Et 413 meter langt rør af støbejern slangede sig i juli 1861 i det offentlige anlæg Battersea Park ved Themsen.
I rørets ene ende stod en klap åben, og et sæt skinner forsvandt ind i mørket. En vogn lastet med cement stod foran, og dens omrids passede millimeterpræcist til rørets diameter.
Nu skulle det bevises, at trykluft kunne flytte vogne med gods. Ingeniørerne Thomas Rammell og Josiah Latimer Clark ville demonstrere, at en maskine kunne pumpe luft gennem røret og dermed flytte den 2,5 m lange vogn mere effektivt end med damplokomotiv.
Efter en lang række forsøg fandt opfindelsen sin endelige form. Luftrørsprincippet vandt indpas i de største byer i den vestlige verden, og rørpost bruges stadig i dag, 150 år senere.
Hurtig kommunikation
Behovet for bedre kommunikationslinjer var udtalt i storbyerne midt i 1800-tallet. Et væld af fabrikker, skorstene og beboelseskvarterer skød op under industrialiseringen, og London blev verdens største by.
Men den hev efter vejret. Infrastrukturen kunne ikke følge med. Hestekærrer og fodgængere kæmpede sig frem. Transport af post og varer skete alt for langsomt.
Telegrafen var opfundet, men var kun forbundet til få telegrafstationer, og transporten fra telegrafen og videre til det egentlige bestemmelsessted stod i skærende kontrast til den ellers lynhurtige kommunikationsform.
Selv om afstanden mellem Londons Electrical & International Telegraph Company og børsen blot var 106 m, skulle en bedre forbindelse etableres. Budene, der mosede sig gennem trafikken, leverede simpelthen de vigtige meddelelser for langsomt.
Ingeniørerne vred hjernerne for at opfinde et hurtigt, bekvemt og effektivt postsystem til byerne.
Selv om dampmaskinen og mekanikken herskede, tænkte en række opfindere i andre baner. Heriblandt englænderen George Medhurst. Han var optaget af at skabe energi og bevægelse ved bl.a. at komprimere luft.
Ideerne strømmede fra ham, og i 1810 beskrev han, hvordan trykluft kunne bruges til at transportere objekter og endda personer gennem rør.
Succes på testbanen
Medhurst patenterede aldrig sine ideer, hvilket kom ingeniørerne Josiah Latimer Clark og Thomas Rammell til gode.
Clark løste opgaven for Electrical & International Telegraph Company ved at bygge et trykluftsystem hen til børsen – de 106 meter under Londons kaotiske finanskvarter.
I mellemtiden beskrev Thomas Rammell, hvordan Londons trafikale problemer kunne løses ved at lave et underjordisk net til godstransport i hele byen.
Trykluft var ifølge Rammell løsningen, da damplokomotiverne var alt for store og svinede for meget til at køre under jorden.
Clark og Rammell gik i gang med at udvikle deres system, og i juli 1861 var de klar til at teste det på marken ved Themsen. De lastede en hjemmelavet postvogn med et ton cement, trillede den ind i røret og lukkede klappen.
En kompressor blev startet, og trykluften skød vognen af sted. 50 sekunder senere kom den ud i den anden ende, 413 m væk. Testkørslerne fortsatte sommeren igennem, og postvognen nåede som det hurtigste op på 65 km/t.
Opfinderne inviterede offentligheden til at overvære kørslerne. De lagde en madras i vognen og lod deres assistent Tom Gatehouse tage turen gennem røret.
“Det var hver gang en spændende tur. Luften var frisk og kølig, selv på den varmeste sommerdag. I mørket føltes det som at gå ud over en bjergside med fødderne først. Første gang, jeg tog turen, var det temmelig skræmmende at blive skudt gennem et rør med stor fart”, berettede han.
Postvæsenet accepterede lidt nølende den nye teknologi, og Clark og Rammell fik lov at etablere en rørpostlinje på 549 m fra Euston Station til postvæsenets North West District Office.
Clark og Rammell opfandt et posttog, som drevet af trykluft kørte i et 549 m langt rør i London. Systemet var klodset, men tanken bag bredte sig til andre byer.
Rørposten forbandt Paris
Det var dog på kontinentet, at rørposten skulle få størst succes. Nok var Rammell og Clarks system imponerende og hurtigt, men de store postvogne var uhensigtsmæssige.
I Paris gik ingeniørerne Franz Felbinger og Arthur Crespin også og puslede med ideer om en omfattende pneumatisk postlinje. I modsætning til de tunge engelske vogne ville de indkapsle posten i små cylindere, som skulle sendes gennem et net af 10 cm tykke rør.
Felbinger og Crespin konstruerede et sende og modtage-apparat, hvor de ved at dreje på et håndtag kunne aktivere trykluften og sende cylinderen af sted.
Rørpostsystemerne benyttede enten over- eller undertryk eller en kombination af de to. I begyndelsen fik pumpestationerne energi fra dampmaskiner, og over- eller undertrykket blev opbevaret i tanke ligesom på en moderne kompressor.
I løbet af 1870’erne spredte rørposten Le Petit Pneu sig i Paris, og til sidst lå 467 km postrør under byens veje og fortove. Post og telegraf-myndighederne i andre lande så fordelen ved systemet. Rørposten var det perfekte kompromis mellem brevet og telegrammet.
Le Pneu var hurtigere end almindelige breve – på to timer kunne en besked leveres til den anden ende af Paris – og langt billigere end telegrammet.
Systemet var bundet sammen af rørpostkontorer, hvor breve og beskeder blev afleveret. Kontorerne sendte rørposten af sted, og kontor for kontor nærmede cylinderen sig sit mål.
Cylindrene kunne ikke selv finde vej, så postarbejderne sørgede for, at de kom med de rigtige linjer. Når cylinderen nåede frem til rørpostkontoret tættest på modtageradressen, kørte et cykelbud posten det sidste stykke vej.
Brevene fik et særligt rørpoststempel, alt efter om de var sendt i Sao Paulo, Wien eller Leipzig.
Storbyer tog opfindelsen til sig
I Berlin erstattede rørposten helt telegrammerne inden for bygrænsen. I 1908 kostede et rørpostkort 25 pfennig, mens prisen for et telegram på blot 10 ord var dobbelt så høj.
Hvert ord yderligere kostede 5 pfennig – svarende til ca. 2 nutidskroner – så berlinerne sparede mange penge med rørposten.
Den amerikanske journalist Otto Friedrich kaldte systemet for en fest i informationsudveksling. De færreste huse og hotelværelser havde telefon, og rørposten var derfor midlet til at få korte beskeder hurtigt frem:
“Gennem rørpost fik man at vide, hvem der havde fået nyt job. Hvem der havde været igennem en krise i ægteskabet. Man indgik sine aftaler eller aflyste dem. Kan jeg komme til aftensmad i aften? Hvordan var det med onsdag?” skrev Otto Friedrich.
Franz Felbinger og Arthur Crespin gik fra det ene rørpostbyggeri til det næste. De var med til at bygge rørposten i Wien, Berlin, München og andre storbyer.
Den franske præsident udnævnte senere Arthur Crespin til ridder af æreslegionen, den franske fortjenstorden, for bedrifterne.
Frem mod 1. verdenskrig bredte rørpostnettene sig over de europæiske og amerikanske storbyer. Berlin havde omkring 400 km rør, mens New Yorks var 69 km. Chicago, Boston, Prag, Amsterdam, Bruxelles; alle byer med trafikproblemer så en fordel i anlæggene.
Rørpostafdelingen i New York rådede over i alt 69 km rør, der havde en større diameter end de europæiske. Rørposten i New York bestod frem til 1953.
Telefaxen gav dødsstødet
Men rørposten havde begrænset levetid, og efterhånden som telekommunikationen vandt frem efter 2. verdenskrig, blev rørpostanlæggene nedlagt.
Også verdens to største rørpostanlæg måtte lukke, da Berlin endegyldigt droppede rørposten i 1976, og i august 1984 kom turen til Le Petit Pneu.
En lille note i de parisiske aviser bekendtgjorde lukningen: “Den pneumatiske tjeneste vil blive indstillet onsdag klokken 17. Tjenesten er blevet urentabel”, hed det kort om det 118 år gamle rørpostsystem.
Avislæserne behøvede da også blot kigge rundt i deres kontorer, for at noten gav mening. Telefaxen var blevet udbredt i 1980’erne og gav rørposten dødsstødet som brevtjeneste.
Rørpost findes stadig i dag, men kun i mindre målestok internt i bygninger, hvor små genstande skal fragtes – fx blodprøver på hospitaler.