Menneskets vigtigste ven

Hunden er muligvis menneskets bedste ven, men langtfra den vigtigste. De gulerodsgumlende heste trak bøndernes plove, bar soldater i krig og fyldte lommerne på slagtere, møbelpolstrere og børstenbindere. Hesten har gennem historien været limen, der – bogstavelig talt – bandt alting sammen.

Hunden er muligvis menneskets bedste ven, men langtfra den vigtigste. De gulerodsgumlende heste trak bøndernes plove, bar soldater i krig og fyldte lommerne på slagtere, møbelpolstrere og børstenbindere. Hesten har gennem historien været limen, der – bogstavelig talt – bandt alting sammen.

Look and Learn/Bridgeman Images
© Shutterstock

1. Hesten trak bondens plov

Mennesket har holdt heste siden stenalderen for 4.000 år siden. Dyrene tjente både som føde og som arbejdskraft i marken.

Da bønderne i bondestenalderen begyndte at holde heste, var formålet at drikke dyrenes mælk og spise deres kød.

Snart fandt menneskene også ud af at give hesten et åg om halsen, så den kunne trække en vogn ligesom oksen. Åget passede imidlertid ikke til hestens krop, men trykkede på dyrets hals, så hesten var i fare for at blive kvalt.

Først i 600-tallet e.Kr., da seletøjet, som vi kender det i dag, blev opfundet, kunne bønderne for alvor udnytte hestekræfterne.

Hesten var effektivere end oksen, men også dyrere i drift. Fra 1000-tallet begyndte bønderne derfor langsomt at skifte deres okser ud med heste.

Det prustende dyr trak både plov, harve og senere såmaskine. Når høsten i sensommeren skulle i hus, var det også hesten, der bragte kornnegene hjem til gården.

Ligeledes trak hesten også for, når bonden skulle på markedet med sine varer.

Sliddet fortsatte indtil omkring 1950. På den tid slog mekaniseringen igennem, og traktoren samt andre motoriserede landbrugsredskaber fortrængte hesten.

Hesten var ikke kun til hjælp og nytte, mens den var i live. Selv i døden tjente dyret mennesket ved at levere råstoffer til en række vigtige varer.

© Maximilian Weinzier/Imageselect, Simon Eugster & Shutterstock

Pølser:

Lokeren i det østlige Flandern er berømt for sine pølser lavet af hestekød.

Historisk set kom kødet fra gamle øg, som ikke længere kunne bruges i landbruget eller til minedrift.

Tidligere var pølserne en fattigmandsspise, men i dag regnes de for en udsøgt delikatesse.

Som egnsret serveres Lokerens hestepølser i en sauce af selleri, hvidløg, løg og tomat – med brød og kartofler til.

© Maximilian Weinzier/Imageselect, Simon Eugster & Shutterstock

Børster:

Håret fra hestens manke og hale er kraftigt og slidstærkt, hvilket gør det velegnet til børster. Ydermere kom møbelpolstring med hestehår på mode i løbet af 1800-tallet og anvendes stadig i dag.

© Maximilian Weinzier/Imageselect, Simon Eugster & Shutterstock

Lim:

Hestens hud og knogler indeholder kollagen, en klæbrig masse, som kan bruges til at fremstille lim. I 1700-tallet dukkede de første egentlige limfabrikker op, men hestelim har eksisteret i århundreder.

Selv i dag bruger enkelte bogbindere klæbemiddel lavet af heste. Limen størkner langsomt og giver bogbinderen tid til at fuldende arbejdet, inden bogryggen stivner.

© Imageselect

3. Kurerer fragtede beskeder

Hurtig og effektiv kommunikation har gennem historien været afgørende for enhver hersker, der ønskede at kontrollere et stort og vidtstrakt rige.

Ifølge forfatteren Xenofon (425-354 f.Kr.) oprettede Persiens Kyros den Store derfor verdens første kurerservice.

Beskeder blev her videregivet fra rytter til rytter – ligesom ved et stafetløb. Romerne benyttede sig af et lignende system, men hos dem bragte én rytter beskeden hele vejen på forskellige heste.

Mest effektive var de kinesiske kurerer under Khubilai Khan (1215-1294 e.Kr.).

Kejserens ryttere kunne angiveligt tilbagelægge 300 km om dagen. Årsagen hertil var mellemstationer, hvor friske heste altid stod klar.

Kureren bar også en klokke, som varskoede stationens mænd, når han nærmede sig.

© Shutterstock

4. Diligencen forkortede rejsetiden

Gravfund har afsløret, at hestetrukne vogne eksisterede tilbage i bronzealderen. Praksissen kendes også fra romertiden, hvor samfundets velhavende lod sig transportere rundt i lukkede vogne.

Hestevognens udvikling fik dog først for alvor fart på i århundrederne efter middelalderens afslutning. Her voksede byerne, og dermed også handlen.

Nu blev såkaldte diligencer – hestevogne, som i fast rutefart fragtede passagerer og gods – populære.

Set med nutidens øjne var trafikken træg. En tur på ca. 300 km fra Liverpool til London tog i 1751 tre dage. Diligencen var imidlertid langt hurtigere end det primære alternativ: Folks egne ben.

Egyptens faraoer gjorde den hestetrukne stridsvogn til en central del af rigets hær.

© National Geographic Image Collection/ Bridgeman Images

5. Jagtredskab endte som oldtidens kampvogn

Stridsvognen rullede første gang ud over stepperne i 2000 f.Kr., viser arkæologiske fund fra området syd for Uralbjergene i Asien. Forskerne mener, at den hestetrukne vogn på to hjul blev brugt til jagt.

Tre århundreder efter begyndte oldtidsfolket hittitterne, som levede i Anatolien, at anvende vognen til krig. Fænomenet spredte sig hastigt til store dele af verden, og foruden hittitterne var egypterne, grækerne og perserne blandt de oldtidsfolk, som anvendte stridsvognen i kamp.

Stridsvognen var bemandet med en vognstyrer samt op til to krigere udrustet med spyd eller bue og pil. Den mobile våbenplatform på to hjul kunne hurtigt ændre slagets gang, og den forvandlede hesten til et våben.

Fra omkring 500 f.Kr. gik stridsvognen gradvist af mode som krigsvåben – bl.a. fordi soldaterne begyndte at ride på hestene i stedet for.

Stridsvognen spillede dog endnu en væsentlig rolle på slagmarken visse steder. Da Julius Cæsar i 55-54 f.Kr. invaderede Storbritannien, stod hans legioner fx over for keltiske krigere i stridsvogne.

Samuraierne dekorerede deres sadler og seletøj med sirlige mønstre.

© Look and Learn/Bridgeman Images

6. Bueskytter til hest skabte kæmperige

Hunnerne

I 400-tallet e.Kr. herskede hunnerkongen Attila over hele Centralasien og store dele af Europa. Hemmelig­heden bag det mægtige rige var Attilas beredne krigere.

Hunnerne var eksperter i at håndtere bue og pil fra hesteryg, og rytterne mestrede også koordinerede angreb, hvor de med lanser gik løs på modstanderne.

Hunnernes fjender forsøgte at nedgøre folket som tilbagestående. Ifølge den gotiske historieskriver Jordanes var de efterkommere af en “beskidt, svagelig og knap nok menneskelig stamme, hvis sprog kun bærer svag lighed med menneskets tale”.

I virkeligheden kunne Attila dog få selv de mægtigste herskere til at bæve af skræk.

Fx frygtede de østromerske kejsere hunnerkongen så meget, at de betalte enorme summer i guld for at få de hærgende hunner­horder til at holde sig væk.

Partherne

I sin storhedstid omkring år 100 f.Kr. strakte det mægtige Partherrige sig fra Indusfloden i øst til Syrien i vest.

Rygraden i rigets militær var beredne bueskytter. Uden brug af stigbøjler kunne parther-krigerne bl.a. vende sig om på deres gangere og affyre pile mod forfølgende fjender.

Japanerne

Samuraierne var ligesom både hunnerne og partherne ferme til at skyde med bue og pil fra hesteryg.

For at forberede sig på krig udviklede japanerne i 500-tallet e.Kr. disciplinen yabusame.

Her skulle en rytter affyre tre stumpe pile mod en række mål fra ryggen af en hest i fuld galop. Yabusame udøves stadigvæk i dag.

7. Pansrede gangere afgjorde slagene

Hestens muskelkraft blev brugt til at trække tunge kanoner frem på slagmarken.

© Historical Images Archive/Imageselect

8. Kanoner forvandlede hesten til trækdyr

Mange erfarne generaler var overbeviste om, at kavaleriet ville afgøre ud­fal­det, da 1. verdenskrig brød ud i juli 1914.

I begyndelsen så for­ud­­si­gel­sen ud til at holde stik. Under slaget ved Mons i Belgien den 23. au­gust lykkedes det fx briterne at hol­de de fremrykkende tyske styrker stangen med et kavaleriangreb.

Snart stod det imidlertid klart, at hestene ikke egnede sig til den nye tids krigsførelse. Skyttegravskrigens mud­der, pigtråd og spærreild fra ma­skin­ge­væ­rer og -kanoner gjorde det nærmest umuligt for kavaleriet at angribe.

Særlig tydeligt fremgik det på Østfronten fra 26. til 30. august, hvor zarens kavaleri blev mejet ned af de tyske geværer og kanoner under slaget ved Tan­nen­berg, som endte med en tysk sejr.

Hestens rolle i krig var dog ikke ud­spil­let endnu. I stedet for at del­ta­ge aktivt i kampene blev dyrene sat til at trække de tunge ma­skin­­ka­no­ner, der herefter overtog rollen som krigens afgørende våben.

Dystløbet var en livsfarlig disciplin, hvor ridderen satte sit liv på spil.

© Ole Jensen/Getty Images

9. Middelalderens største sport var livsfarlig

Ridderturneringer opstod i 1100-tallet som en del af riddernes årelange træning til jobbet som elitesoldat. Krigerne mødtes fuldt udrustede med panser og plade til dyst på åben mark.

Begivenheden tiltrak nysgerrige sjæle, og snart udviklede kampene sig til konkurrencer med fine præmier – fx i form af våben til vinderne.

Turneringerne havde flere discipliner, men den mest prestigefyldte var dystløbet. Her red to kombattanter mod hinanden i fuld galop med fældede lanser for at slå modparten ud af sadlen.

For at undgå dødsfald nøjedes ridderne dog ofte med enten at bryde lansen på modstanderens skjold eller støde hjelmtegnet af hans hjelm.

Mens ridderne i løbet af 1500-tallet mistede deres betydning på slagmarken, forblev turneringerne fortsat populære og gik kun gradvist af mode.

Franskmændene opgav først de beredne dyster i 1559, da kong Henrik 2. blev dræbt, ved at en stor træsplint borede sig ind i monarkens hjerne.

I England fortsatte de fingerede kamphandlinger imidlertid som en del af hoffets fester indtil langt op i 1600-tallet.

©

Ringridning:

Ridderen fanger med sin lanse eller et spyd en ring, som hænger mellem to træstolper. Konkurrencen foregår i galop

© Shutterstock

Quintane-ridning

Disciplinen går ud på, at rytteren støder så hårdt til et drejeligt skjold (et quintane-skjold), at det snurrer rundt. Rytteren, som får skjoldet til at dreje rundt flest gange, har vundet.

©

Ridt på maurerens hoved:

Ridderen samler i fuld fart et kunstigt hoved op med enten spyd eller lanse.

I dag er dressurridning, hvor hest og rytter bl.a. bevæger sig i takt til musik, en populær publikumssport.

© Erich Lessing/Imageselect

11. Hård træning endte som kunstsport

Dressuren stammer fra antikken, hvor den græske officer Xenofon (425-354 f.Kr.) som den første omtalte disciplinen i værket “Om ridekunsten”.

Formålet var først og fremmest at styrke hestens muskulatur forud for krig, men disciplinen skulle også fremelske “et tiltalende dyr, der var velegnet til fremvisning”.

I 1500-tallets europæiske fyrstehuse udviklede dressuren sig til en populær underholdningsform. Enhver hersker med respekt for sig selv rådede således over et hold veldresserede heste, som kunne optræde for hoffet og særlig fine gæster.

Ridebanespringning har været en fast olympisk disciplin siden 1912

© Album/Imageselect

Heste har spillet en vigtig rolle i cirkusforestillinger siden 1700-tallet.

© Niday Picture Library/Imageselect

13. Verdens første cirkusartister havde fire ben

Udviklingen af cirkus, som vi kender det i dag, er tæt forbundet med hesten. Hestetræneren Philip Astley fra England åbnede i 1768 historiens første cirkus, og hans dyr spillede en hovedrolle i forestillingerne.

Astley og hans artister udførte akrobatik på hesteryg, og derudover underholdt dyrene med tricks. Hestene kunne fx fjerne deres egen sadler, åbne og lukke døre, pumpe vand op med en pumpe, spille døde på kommando og affyre kanoner.

Rodeo-disciplinen “roping” går ud på at fange en kalv med en lasso.

© Underwood Archives/Bridgeman Images

Hvis “Kloge Hans” kunne se personen, som stillede den et regnestykke, svarede hesten korrekt 89 pct. af tiden.

© Karl Krall

15. Kløgtig krikke kunne regne

I slutningen af 1890’erne købte den tyske skolelærer Wilhelm von Osten en travhest, som han gav navnet Hans. Underviseren fandt snart ud af, at Hans var meget klog, og han gav sig til at træne hesten.

Ved at belønne Hans med sukker og gulerødder lærte von Osten hesten at løse regnestykker. Svaret angav dyret ved at stampe med den ene hov på en plade. Von Osten optrådte ofte med “Kloge Hans”, der begejstrede publikum. Mere skeptisk indstillet var den tyske psykolog Carl Stumpf.

Han satte sig for at undersøge hestens forbløffende evne til bunds.

Hemmeligheden viste sig at være Hans’ evne til at aflæse kropssprog, opdagede Stump. Spændinger i ansigtet hos spørgeren afslørede over for hesten, hvornår den nåede det korrekte antal stamp.

Fik hesten skyklapper på, svarede den til gengæld forkert hver gang. Von Osten nægtede dog at acceptere resultatet, og han fortsatte med at vise Hans frem.