1. Hesten trak bondens plov
Mennesket har holdt heste siden stenalderen for 4.000 år siden. Dyrene tjente både som føde og som arbejdskraft i marken.
Da bønderne i bondestenalderen begyndte at holde heste, var formålet at drikke dyrenes mælk og spise deres kød.
Snart fandt menneskene også ud af at give hesten et åg om halsen, så den kunne trække en vogn ligesom oksen. Åget passede imidlertid ikke til hestens krop, men trykkede på dyrets hals, så hesten var i fare for at blive kvalt.
Først i 600-tallet e.Kr., da seletøjet, som vi kender det i dag, blev opfundet, kunne bønderne for alvor udnytte hestekræfterne.
Hesten var effektivere end oksen, men også dyrere i drift. Fra 1000-tallet begyndte bønderne derfor langsomt at skifte deres okser ud med heste.
Det prustende dyr trak både plov, harve og senere såmaskine. Når høsten i sensommeren skulle i hus, var det også hesten, der bragte kornnegene hjem til gården.
Ligeledes trak hesten også for, når bonden skulle på markedet med sine varer.
Sliddet fortsatte indtil omkring 1950. På den tid slog mekaniseringen igennem, og traktoren samt andre motoriserede landbrugsredskaber fortrængte hesten.
2. Hård, kød og knogler blev genanvendt
Pølser:
Lokeren i det østlige Flandern er berømt for sine pølser lavet af hestekød.
Historisk set kom kødet fra gamle øg, som ikke længere kunne bruges i landbruget eller til minedrift.
Tidligere var pølserne en fattigmandsspise, men i dag regnes de for en udsøgt delikatesse.
Som egnsret serveres Lokerens hestepølser i en sauce af selleri, hvidløg, løg og tomat – med brød og kartofler til.
Børster:
Håret fra hestens manke og hale er kraftigt og slidstærkt, hvilket gør det velegnet til børster. Ydermere kom møbelpolstring med hestehår på mode i løbet af 1800-tallet og anvendes stadig i dag.
Lim:
Hestens hud og knogler indeholder kollagen, en klæbrig masse, som kan bruges til at fremstille lim. I 1700-tallet dukkede de første egentlige limfabrikker op, men hestelim har eksisteret i århundreder.
Selv i dag bruger enkelte bogbindere klæbemiddel lavet af heste. Limen størkner langsomt og giver bogbinderen tid til at fuldende arbejdet, inden bogryggen stivner.
3. Kurerer fragtede beskeder
Hurtig og effektiv kommunikation har gennem historien været afgørende for enhver hersker, der ønskede at kontrollere et stort og vidtstrakt rige.
Ifølge forfatteren Xenofon (425-354 f.Kr.) oprettede Persiens Kyros den Store derfor verdens første kurerservice.
Beskeder blev her videregivet fra rytter til rytter – ligesom ved et stafetløb. Romerne benyttede sig af et lignende system, men hos dem bragte én rytter beskeden hele vejen på forskellige heste.
Mest effektive var de kinesiske kurerer under Khubilai Khan (1215-1294 e.Kr.).
Kejserens ryttere kunne angiveligt tilbagelægge 300 km om dagen. Årsagen hertil var mellemstationer, hvor friske heste altid stod klar.
Kureren bar også en klokke, som varskoede stationens mænd, når han nærmede sig.
4. Diligencen forkortede rejsetiden
Gravfund har afsløret, at hestetrukne vogne eksisterede tilbage i bronzealderen. Praksissen kendes også fra romertiden, hvor samfundets velhavende lod sig transportere rundt i lukkede vogne.
Hestevognens udvikling fik dog først for alvor fart på i århundrederne efter middelalderens afslutning. Her voksede byerne, og dermed også handlen.
Nu blev såkaldte diligencer – hestevogne, som i fast rutefart fragtede passagerer og gods – populære.
Set med nutidens øjne var trafikken træg. En tur på ca. 300 km fra Liverpool til London tog i 1751 tre dage. Diligencen var imidlertid langt hurtigere end det primære alternativ: Folks egne ben.
Egyptens faraoer gjorde den hestetrukne stridsvogn til en central del af rigets hær.
Samuraierne dekorerede deres sadler og seletøj med sirlige mønstre.
6. Bueskytter til hest skabte kæmperige
Hunnerne
I 400-tallet e.Kr. herskede hunnerkongen Attila over hele Centralasien og store dele af Europa. Hemmeligheden bag det mægtige rige var Attilas beredne krigere.
Hunnerne var eksperter i at håndtere bue og pil fra hesteryg, og rytterne mestrede også koordinerede angreb, hvor de med lanser gik løs på modstanderne.
Hunnernes fjender forsøgte at nedgøre folket som tilbagestående. Ifølge den gotiske historieskriver Jordanes var de efterkommere af en “beskidt, svagelig og knap nok menneskelig stamme, hvis sprog kun bærer svag lighed med menneskets tale”.
I virkeligheden kunne Attila dog få selv de mægtigste herskere til at bæve af skræk.
Fx frygtede de østromerske kejsere hunnerkongen så meget, at de betalte enorme summer i guld for at få de hærgende hunnerhorder til at holde sig væk.
Partherne
I sin storhedstid omkring år 100 f.Kr. strakte det mægtige Partherrige sig fra Indusfloden i øst til Syrien i vest.
Rygraden i rigets militær var beredne bueskytter. Uden brug af stigbøjler kunne parther-krigerne bl.a. vende sig om på deres gangere og affyre pile mod forfølgende fjender.
Japanerne
Samuraierne var ligesom både hunnerne og partherne ferme til at skyde med bue og pil fra hesteryg.
For at forberede sig på krig udviklede japanerne i 500-tallet e.Kr. disciplinen yabusame.
Her skulle en rytter affyre tre stumpe pile mod en række mål fra ryggen af en hest i fuld galop. Yabusame udøves stadigvæk i dag.
Krigshest
En god krigshest skulle være smidig og have stærke ben, så den var i stand til at bremse brat op of skifte retning.
Krigshesten blev desuden trænet efter alle kunstens regler. Især skulle dyret lære at lystre blot ved trykket af ridderens ben, da krigeren måtte holde sine arme fri til at svinge sværd og lanse i kamp
Chanfron
Chanfron var navnet på den del af hestens rustning, der beskyttede hovedet. Rustningsdelen havde ofte et dekorativt horn i panden og kendes helt tilbage fra antikken.
Sadlen
Sadlen skulle være høj både foran og bagtil, så ridderen sad godt fast.
Rustning
Rustning beskyttede hestens krop mod fjendens våben. Stykket fortil kaldtes en peytral og var ofte dekoreret. Stykket, som dækkede hestens bagende, hed en croupiere.
Dækkener
Dækkener vævet i farver og med motiver fra ridderens våbenskjold beskyttede ofte hesten og viste modstanderen, hvem han var oppe imod.
Mindre velstående riddere, der ikke havde råd til at bekoste en rustning til hesten, forlod sig udelukkende på beskyttelsen fra dækkenet.
Hestens muskelkraft blev brugt til at trække tunge kanoner frem på slagmarken.
8. Kanoner forvandlede hesten til trækdyr
Mange erfarne generaler var overbeviste om, at kavaleriet ville afgøre udfaldet, da 1. verdenskrig brød ud i juli 1914.
I begyndelsen så forudsigelsen ud til at holde stik. Under slaget ved Mons i Belgien den 23. august lykkedes det fx briterne at holde de fremrykkende tyske styrker stangen med et kavaleriangreb.
Snart stod det imidlertid klart, at hestene ikke egnede sig til den nye tids krigsførelse. Skyttegravskrigens mudder, pigtråd og spærreild fra maskingeværer og -kanoner gjorde det nærmest umuligt for kavaleriet at angribe.
Særlig tydeligt fremgik det på Østfronten fra 26. til 30. august, hvor zarens kavaleri blev mejet ned af de tyske geværer og kanoner under slaget ved Tannenberg, som endte med en tysk sejr.
Hestens rolle i krig var dog ikke udspillet endnu. I stedet for at deltage aktivt i kampene blev dyrene sat til at trække de tunge maskinkanoner, der herefter overtog rollen som krigens afgørende våben.
Dystløbet var en livsfarlig disciplin, hvor ridderen satte sit liv på spil.
10. Ridderne fremviste deres evner
Ringridning:
Ridderen fanger med sin lanse eller et spyd en ring, som hænger mellem to træstolper. Konkurrencen foregår i galop
Quintane-ridning
Disciplinen går ud på, at rytteren støder så hårdt til et drejeligt skjold (et quintane-skjold), at det snurrer rundt. Rytteren, som får skjoldet til at dreje rundt flest gange, har vundet.
Ridt på maurerens hoved:
Ridderen samler i fuld fart et kunstigt hoved op med enten spyd eller lanse.
I dag er dressurridning, hvor hest og rytter bl.a. bevæger sig i takt til musik, en populær publikumssport.
11. Hård træning endte som kunstsport
Dressuren stammer fra antikken, hvor den græske officer Xenofon (425-354 f.Kr.) som den første omtalte disciplinen i værket “Om ridekunsten”.
Formålet var først og fremmest at styrke hestens muskulatur forud for krig, men disciplinen skulle også fremelske “et tiltalende dyr, der var velegnet til fremvisning”.
I 1500-tallets europæiske fyrstehuse udviklede dressuren sig til en populær underholdningsform. Enhver hersker med respekt for sig selv rådede således over et hold veldresserede heste, som kunne optræde for hoffet og særlig fine gæster.
Ridebanespringning har været en fast olympisk disciplin siden 1912
Heste har spillet en vigtig rolle i cirkusforestillinger siden 1700-tallet.
13. Verdens første cirkusartister havde fire ben
Udviklingen af cirkus, som vi kender det i dag, er tæt forbundet med hesten. Hestetræneren Philip Astley fra England åbnede i 1768 historiens første cirkus, og hans dyr spillede en hovedrolle i forestillingerne.
Astley og hans artister udførte akrobatik på hesteryg, og derudover underholdt dyrene med tricks. Hestene kunne fx fjerne deres egen sadler, åbne og lukke døre, pumpe vand op med en pumpe, spille døde på kommando og affyre kanoner.
Rodeo-disciplinen “roping” går ud på at fange en kalv med en lasso.
Hvis “Kloge Hans” kunne se personen, som stillede den et regnestykke, svarede hesten korrekt 89 pct. af tiden.
15. Kløgtig krikke kunne regne
I slutningen af 1890’erne købte den tyske skolelærer Wilhelm von Osten en travhest, som han gav navnet Hans. Underviseren fandt snart ud af, at Hans var meget klog, og han gav sig til at træne hesten.
Ved at belønne Hans med sukker og gulerødder lærte von Osten hesten at løse regnestykker. Svaret angav dyret ved at stampe med den ene hov på en plade. Von Osten optrådte ofte med “Kloge Hans”, der begejstrede publikum. Mere skeptisk indstillet var den tyske psykolog Carl Stumpf.
Han satte sig for at undersøge hestens forbløffende evne til bunds.
Hemmeligheden viste sig at være Hans’ evne til at aflæse kropssprog, opdagede Stump. Spændinger i ansigtet hos spørgeren afslørede over for hesten, hvornår den nåede det korrekte antal stamp.
Fik hesten skyklapper på, svarede den til gengæld forkert hver gang. Von Osten nægtede dog at acceptere resultatet, og han fortsatte med at vise Hans frem.
