5 grunde til at du lever bedre end en middelalderkonge

Lægebehandling var livsfarlig

De fleste mennesker i vore dages Europa har adgang til professionel og videnskabeligt velfunderet lægehjælp ved sygdom.

Som rigets mægtigste mand havde kongen adgang til middelalderens bedste lægevidenskab, men en egentlig lægeuddannelse fandtes ikke, og behandlingerne var ofte baseret på overtro og totale misforståelser af menneskekroppens opbygning.

Åreladninger var fx enormt populære og blev anvendt mod stort set alle former for sygdomme. Men i dag ved vi, at de primært blot svækkede patienten, som mistede store mængder blod.

Nogle behandlinger var ligefrem livsfarlige; fx blev pest behandlet med medicin, som indeholdt det giftige stof kviksølv.

Arsenik – som i dag bl.a. bruges som rottegift – var populært. En arsenikkur mod sygdommen miltbrand svækkede i 1311 den tysk-romerske kejser, Henrik 7., så meget, at han to år senere bukkede under for en simpel febersygdom.

Maden smagte af ingenting

Nutidens supermarkeder bugner med varer fra hele kloden, og takket være hurtig transport og køleteknik er stort set alt tilgængeligt året rundt og til priser, der er til at betale.

Sådan var det ikke for middelalderkongen. Datidens mennesker – også de kongelige – måtte tage til takke med kød, frugt og grønt fra lokalområdet.

Krydderier som sort peber, kanel, nelliker og safran var tilgængelige. Men priserne var skyhøje, så kun de allerrigeste monarker havde råd til at anvende dem med rund hånd; fx beløb prisen for et pund nelliker sig i midten af 1400-tallet til seks dages løn for en håndværker i London.

Sukker kom fra Mellemøsten til Europa i 1000-tallet, men det fugtfølsomme stof var vanskeligt at transportere og ankom derfor kun i begrænsede mængder.

Familien valgte ægtefællen

De fleste mennesker i den vestlige verden kan selv vælge, hvem de bliver gift med, og love beskytter mindreårige imod at blive tvunget ind i et ægteskab. Den luksus havde konger i middelalderen ikke.

Familien bestemte typisk giftermålet, som først og fremmest skulle sikre alliancer med andre fyrstehuse. For at båndene blev knyttet hurtigt, blev de ofte gift i en meget ung alder.

Nogle indgik endda ægteskab som børn. Det gjaldt fx den senere David 2. af Skotland, som blev gift som fireårig.

Børneægteskaberne var traumatiserende, og bedre blev det ikke af, at kongehusene var indgiftede i hinanden, og ægtefællerne derfor ofte var i nær familie.

Hjemmet var koldt og fugtigt

En lun bolig med varme, tætte vinduer og rindende vand er nu en selvfølge for de fleste i den vestlige verden. Middelalderkongen måtte derimod tage til takke med en utæt og fugtig bolig uden nogen form for moderne sanitet.

Middelalderslottet var nemlig først og fremmest en fæstning, som skulle holde fjenden ude. Bygningen havde derfor tykke mure, som gjorde rummene fugtige og iskolde om vinteren.

Vinduerne var små og uden glas. Træskodder holdt kulde og vind ude, men forhindrede også lyset i at trænge ind.

Toiletter fandtes ikke. Slottets beboere besørgede i en potte eller i garderoben, et lille rum med en latrin af sten forsynet med et træbræt. Da hullet i brættet førte ud til en åben kloakbrønd, var besøget en både kold og ildelugtende affære.

Kongen fik aldrig fyraften

Internetmøder, e-mails og sociale medier gør nutidens mennesker tilgængelige 24 timer i døgnet, men de fleste vælger selv, om de vil stå til rådighed altid og kan ikke blive tvunget til det af deres arbejdsgiver.

Jobbet som middelalderkonge var imidlertid ikke omfattet af regler om hvile og privatliv. Tværtimod.

Slottet var fyldt med tjenestefolk, og nogle af dem sov endda i samme rum som kongeparret.

Møder med gæster og rådgivere fyldte dagene, og bønner og kirkegang måtte den fromme konge heller ikke forsømme.

Dertil kom, at kongens krop blev betragtet som magisk, og mange mennesker mente, at en berøring af en kongelig person kunne helbrede sygdomme.

Dertil kom, at kongens krop blev betragtet som magisk, og mange mennesker mente, at en berøring af en kongelig person kunne helbrede sygdomme. Især skrofulose, en alvorlig sygdom i halsens lymfeknuder, kunne angiveligt blive helbredt ved kongelig berøring. De mange berøringer udsatte kongen selv for alvorlig smittefare.