Krigere har siden antikken forsøgt at beskytte kroppen ved hjælp af beklædningsgenstande.
Allerede i 300-tallet f.Kr. begyndte europæere at bære ringbrynje – en dragt lavet af tusinder af sammennittede metalringe.
Ringbrynjen var i den tidlige middelalder riddernes foretrukne kropsværn. Rustningen var fleksibel, men med sine ca. 30 kg også pænt tung.
Men stadig bedre våben krævede stærkere rustninger, og fra 1100-tallet blev ringbrynjen forstærket med metalplader, indtil ridderne i 1300-tallet var komplet dækket af panser.
Vægt, overophedning og rust gjorde imidlertid beskyttelsen til et helvede.
TEMPERATURFØLSOM
Korsfarere iført ringbrynje kæmpede i Mellemøsten i temperaturer på over 40 °C.
Hede forvandlede rustningen til en trykkoger
Høje temperaturer og rustninger var en meget skidt kombination. Det fandt mange korsriddere ud af under kampene i Mellemøsten.
Under korstogene var ringbrynjen mest udbredt, og de titusinder af tæt sammensatte metalringe blev hurtigt meget varme i solen.
Den fuldt dækkende rustning – pladerustningen – fungerede som en trykkoger, da hverken varme eller sved kunne undslippe dragten.
Faren for hedeslag udgjorde i varmt vejr derfor en næsten lige så stor trussel som fjendens pile.
VÆGTEN
Rustningens hjelm alene kunne veje op til 4 kg.
Panser drænede ridderen for energi
1400-tallets pladerustninger vejede helt op imod 40 kg, og benene alene var beskyttet af 16 kg stål.
Forsøg ved universitetet i engelske Leeds viste i 2011, at testpersoner selv under gang brugte mere end dobbelt så meget energi i en rustning som uden.
Ifølge historikerne var det sandsynligvis de franske ridderes tunge rustninger, der kostede dem sejren mod England i slaget ved Azincourt i 1415.
Også ringbrynjen vejede godt til. Helt op mod 30.000 metalringe måtte ridderen slæbe på.
VEDLIGEHOLDET
Væbnere på ned til 14 år tog sig af ridderens rustning, våben og hest.
Tjenere måtte skrubbe og skure i timevis
Vedligeholdelse af rustningen var besværlig og tidskrævende.
Mudder, regn og almindelig fugt udsatte metaldragten for rust. Jernet måtte derfor konstant renses og smøres med olie.
Ringbrynjerne blev typisk renset for snavs og rust, ved at de blev slynget rundt i en tønde med sand tilsat eddike. Pladerustningens større dele måtte møjsommeligt skrabes rene med fx pimpsten eller sand.
Det slidsomme arbejde blev udført af en væbner, ridderens betroede tjener, som sandsynligvis hadede rustningen mere end ridderen.
INFLEKSIBEL
Tunge metalplader dækkede ridderens arme og hæmmede hans bevægelser.
Kluntet dragt gjorde ridderen til et let bytte
Rustningen var ikke bare tung. Den hæmmede også bevægelsesfriheden. Ridderen var derfor dybt afhængig af hjælp fra sin væbner, fx til at komme op på hesten.
Hjælpeløsheden kunne blive fatal. Faldt ridderen af hesten under kamp, var han prisgivet fjenderne.
Også ringbrynjen begrænsede bærerens bevægelser. Det måtte den tyske kejser Frederik 1. sande, da han i 1190 under et korstog faldt i den tyrkiske flod Saleph. Kejseren druknede – formentlig fordi ringbrynjen trak ham ned.
PRISEN
Op imod et helt år tog det for smeden at lave en rustning.
Rustningen kostede op til tolv årslønninger
Kun de relativt velhavende havde råd til at købe en rustning.
Selvom prisen varierede alt efter materialet og forarbejdningens kvalitet, var udgiften altid betragtelig.
En engelsk ridder måtte i 1347 slippe 16 £ for en rustning. Beløbet svarede til tre årslønninger for en faglært arbejder.
Særlig dygtige smede som fx østrigeren Jörg Seusenhofer krævede langt mere.
Den tyske kejser, Ferdinand 1., måtte i 1546 betale Seusenhofer hele 1.200 guldmønter for en rustning. Det modsvarede 12 års løn for en hofembedsmand.