Bridgeman Images

Besøg middelalderens gigantiske shoppingcenter

Råb om gode tilbud blandes med lyden af skræppende gæs på pladsen. Middelalderens markedsdage er ugens højdepunkt, hvor fattige bønder sælger grøntsager, slagtere roser deres udskæringer, og fine borgere køber tidens største luksus – krydderier fra Fjernøsten.

Et øget befolkningstal førte til, at mere end 2.000 nye markeder skød op i England fra 1200 til 1349.

Kirken protesterede dog imod handel på “Herrens dag”, og i 1448 forbød kong Henrik 6. af England afholdelsen af marked om søndagen. Flytningen dæmpede dog ikke handlen.

Marked­erne voksede støt i størrelse op gennem 1400-tallet, og med opdagelsen af Amerika i 1492 kunne varer fra hele verden nu købes på Europas store markeder.

Til ett kilo safran går det med stilker fra 75 000-100 000 blomster.

© Shutterstock

Safran kostede en formue

I visse byer var det ulovligt at gamble på markedsdagen, og forseelsen kunne udløse en bøde.

© Shutterstock

Ingen kødrester og terninger på pladsen!

Klare regler skulle sikre et velfungerende marked, men metoderne var ofte barske.

I den italienske by Pistoia var handelsgaderne i 1180 blevet så trange, at byrådet måtte gribe ind. Rådet bestemte, at huse med balkon­ skulle rives ned, da de understøttende pæle indsnævrede “de offentlige gader”.

Byrådet besluttede også, at byens slagtere skulle slå deres dyr for panden og partere dem offentligt. Reglen skulle forhindre den “megen og omfattende snyd” med gammelt kød fra selvdøde dyr.

Ofte var det byens lav, som fik til opgave at føre opsyn med, om sælgerne fulgte reglerne. I Firenze skulle slagterlavet eksempelvis sørge for, at medlemmerne efterlod deres salgssteder “vel rensede og uden rådne rester”.

Kødaffald og andre rester var imidlertid så god en forretning, at byerne holdt auktion over retten til at feje torvet. Vinderen samlede bunker af dyremøg og kød, der kunne sælges som hhv. gødning og grisefoder.

Helt afgørende for et markeds succes var det også, om myndighederne kunne sikre ro og orden på pladsen.

I engelske Leicester fik ballademagere, som trak sværdet inden for synsvidde af markedet, derfor hårdere straffe end normalt.

Andre steder måtte besøgende ikke tage deres “spyd, hellebarder og store stave” med igennem byporten.

Alle snydere skulle straffes

Brød bagt på savsmuld

Snyderi var udbredt på markedet. Bagere blandede savsmuld i brødet for at spare på melet, slagtere lagde rådne skiver kød mellem friske, og købmænd fugtede deres peberkorn, så de vejede mere.

I midten af 1300-tallet klagede den engelske munk John Bromyard over en lignende praksis hos klædehandlerne. Ifølge ham gjorde de “ulden våd, så den vejer mere”.

Byens og lavenes opsynsmænd kom jævnligt på kontrolbesøg i et forsøg på at begrænse snyderiet.

Hvis køber og sælger kom op at skændes, måtte en mægler træde til.

© Bridgeman Images

Lær at prutte om prisen

I 1424 udgav forfatteren Georg af Nürnberg en lærebog om prisforhandling. Værket indeholder eksempler på handler, der er gået i hårdknude.

I et af dem udtaler en køber spydigt: “Du forstår virkelig at rose dine varer”.

Sælger bliver vred over replikken, og en mægler tilkaldes. Til ham bemærker sælger, at køber forhandler, “som om vi var i kamp”.

Skænderiet til trods kom handlen i hus, og efter datidens skik skulle den besegles med et håndslag samt et krus vin eller øl.

Sådan fungerede markedet

Sven Dännart/medievalworlds.com

Købmanden skulle stå bag disken

En sælger måtte ikke hive fat i de handlende, men skulle pænt blive i standen og falbyde sine varer derfra. Om natten skulle boden tages ned.

Sven Dännart/medievalworlds.com

Kvinder og tjenere købte ind på markedet

Indkøb var en opgave for kvinder, medmindre familien havde råd til tjenestefolk. Sælgere med gode varer fik loyale kunder, som ofte fik lov at handle på kredit.

Sven Dännart/medievalworlds.com

Markedet var en nyhedscentral

Mennesker fra alle samfundslag færdedes på markedspladsen – fra fattige bønder til pelsklædte købmænd. Magthaverne benyttede derfor torvedagene til at offentliggøre nyheder om alt fra nye skatter til krigserklæringer.

Kundgørelsen skete ved, at en opråber stillede sig midt på pladsen. I mange tilfælde var en musikant inden da gået rundt med en tromme for at kalde befolkningen sammen.

Sven Dännart/medievalworlds.com

Lavene bestemte alt

Ville folk udefra stille en bod op, skulle de have lov af byens lav. Selv salg fra en kurv eller en kærre krævede lavenes tilladelse.

Sven Dännart/medievalworlds.com

Mørke førte til snyd på vægten

Uærlige sælgere udnyttede den dunkle belysning under markisen til at veje forkert. Blev snyderiet opdaget, vankede der bøder.

Sven Dännart/medievalworlds.com

Kirken tog de handlendes penge

Ofte lå markedspladsen på torvet foran en kirke eller et kloster, så præster og munke kunne opkræve pladsleje af de handlende.

Ydermere skulle de holde øje med, at køb og salg foregik efter god kristen skik. Handel på helligdage var fx forbudt.

Sven Dännart/medievalworlds.com

Penge for musik

Gademusikanter skulle betale en procentsats af deres indtjening på pladsen til bystyret.

Sven Dännart/medievalworlds.com

Omvandrende kræmmere solgte deres varer i byerne og i afsondrede egne uden markeder.

© Bridgeman Images/Shutterstock

Markedet var topstyret

I byerne var handlen styret af lav. De kontrollerede kvalitet og priser på lavsmedlemmernes varer. Ønskede oplandets bønder at sælge afgrøder eller kvæg i byen, måtte de også indordne sig under lavenes regler.

Ville en bonde fx afhænde dyrehuder, skulle han først sikre sig garverlavets tilladelse. Nederst i hierarkiet stod de omvandrende kræmmere.

Lavene afskyede dem, fordi de var svære at kontrollere og opkræve afgifter af. I Bologna blev alle, som “solgte fra deres ryg”, derfor forment adgang til de gader, hvor lavsmedlemmerne havde forretning.

I England kostede snyd med mønters guld- og sølvindhold en hånd.

© Shutterstock

Handlende klippede pengene i stykker

I løbet af 1200-tallet skiftede bl.a. Venedig, Milano og Firenze fra bytte­økonomi til mønter. Byerne handlede internationalt, og det var smartere at bruge kontanter til indkøb af fx uld i England eller krydderier i Østen.

Alternativet var at medbringe fysiske byttevarer, der kunne gå i stykker eller rådne op undervejs.

Venedigs lire i sølv og Firenzes florin i 3,5 gram rent guld blev efterhånden overtaget af konger og fyrster i bl.a. England, Ungarn, Tyskland og Danmark.

Her fik mønterne regionale navne og blev slået med regentens kontrafej (portræt) som kvalitetsstempel. Snyd med indholdet af guld og sølv var en alvorlig forbrydelse, og i England fik falskmøntnere hugget hånden af.

Småhandlende behøvede ikke altid en hel mønt i ædelmetal. I stedet blev mønten klippet i mindre stykker og brugt til flere betalinger, hvilket forringede den praktiske værdi.

“Mønterne var næsten klippet til deres inderste cirkel, og inskrip­tionen rundt om kanten var enten helt forsvundet eller slemt skadet”, skrev munken Matheus Parisensis irriteret om denne praksis i 1248.

Snød en sælger med prisen, ville han ende i skærsilden, advarede kirken. Grådighed var nemlig en af de syv dødssynder.

© Bridgeman Images

Øl og vin kostede altid det samme

Bønderne købte ofte en fælles træk­okse for at fordele risikoen, hvis dyret døde.

© Ritzau/Scanpix

Fattige byttede sig til gryder og træsko

Mange byer afholdt markedsdag to gange om ugen, typisk onsdag og lørdag.

Basale fødevarer som øl, æg, ost, fisk, mel og grøntsager blev transporteret ind til byerne fra landområderne og kysten – enten på ladvogne eller båret på ryggen.

Bønder og fiskere ejede sjældent mønter, men byttede sig frem. For æbler, korn og saltet fisk fik de fx tøj, gryder og træsko.

Var der penge indblandet, kunne en engelsk bondekone, som solgte æg til byens borgere, få godt 1 penny for to dusin. Til sammenligning tjente en daglejer ca. 2-3 pence om dagen.

Særlige regler skulle overholdes af alle