Bliden var middelalderens altødelæggende supervåben

Et skræmmende våben gjorde i middelalderen livet usikkert for Europas borgherrer. Hvor fortidens kastemaskiner slyngede sten ind over murene, hamrede bliden flere hundrede kilo tunge stenkugler tværs igennem dem.

© Per O. Jørgensen/HISTORIE

Blide, kastemaskine, trebuchet, katapult – det grusomme barn af middelalderens militæreoprustning har mange navne.

Men hvordan fungerede de egentlig, og hvornår var de i brug?

Her er blidens historie fra Det gamle Kina, og op til at kastemaskinerne bliver overhalet af et endnu stærkere våben.

Stilhed før storm

I dagevis har borgerne i den sydfranske by Minerve med bange anelser holdt øje med fjendens manøvrer. Året er 1210, og Frankrig ligger i åben borgerkrig.

To år forinden har den franske konge kaldt til korstog mod de sydfranske katharer, som dyrker deres egen afart af kristendommen. Og nu er kongens hær nået frem til karthar-byen Minerve.

Egentlig burde katharerne ikke have noget at frygte. Minerve er omkranset af dobbelte mure og ligger desuden på et stejlt klippe-plateau omgivet af en dyb kløft.

Byen er med andre ord umulig at indtage med et stormløb. Alligevel har indbyggerne bange anelser.

Kongens hær ledes af den brutale adelsmand Simon­ de Montfort, hvis mænd har placeret sig i det højtliggende terræn på den modsatte side af kløften, der omgiver Minerve.

Katapult ved belejring af Toulouse.

Otte år efter Minerves fald i 1210 blev byens erobrer, Simon de Montfort, selv dræbt af en sten, affyret fra en blide inde i kathar-byen Toulouse.

© Granger/Polfoto

Blideangreb – som oplevet bag borgmuren

Fra murene kan byens forsvarere se, hvordan fjendens soldater er i gang med at bygge en række sælsomme maskiner med kæmpestore træbjælker monteret på gigantiske stativer. De kan også se, hvordan store, tilhuggede sten rulles frem til maskinerne.

Få dage senere går indbyggernes værste anelser i opfyldelse, da de tonstunge maskiner med en uhyggelig klagen fra det massive tømmer slynger kampesten efter kampesten hvislende gennem luften og ind over kløften.

Øredøvende brag lyder, hver gang stenene rammer murene og får forsvarsværker og huse til at ryste.

Dag og nat bombarderer maskinerne bymuren fra deres positioner rundt om Minerve. Værst er den maskine, som står ved Simon de Montforts lejr. Den er større end de andre og bliver kaldt “den dårlige nabo” – et navn, den til fulde lever op til.

Projektilerne knuser Minerves mure og den stentrappe, som indbyggerne bruger til at hente vand i kløften.

Efter seks ugers bombardement er katharernes måske mest uindtagelige by fortabt. Minerves indbyggere overgiver sig.

Sådan fungerer en blide

VIDEO: Tyngdekraften var blidens krudt

Middelalderens kastemaskine – også kaldet en blide – skulle smadre fjendens borganlæg.

Video

Fra ladning til affyring

Bliden lades
© Chrysanthi Zouroudi/Historie

Bliden lades

Bliden lades ved, at kastearmen med et spil trækkes ned til jorden, hvorved modvægten i den anden ende løftes op.

Bliden affyres
© Chrysanthi Zouroudi/HISTORIE

Affyring

Affyringen sker ved at frigøre kastearmen. Modvægten suser nu mod jorden­ og tvinger kastearmen opad.

Blidens slynge affyres
© Chrysanthi Zouroudi/Historie

Projektilet slynges

Affyringen sker ved at frigøre kastearmen. Modvægten suser nu mod jorden og tvinger kastearmen opad.

Slynge på en monster-blide

Kasteskytset blev hugget rundt og i samme størrelse for at øge blidens­ træfsikkerhed.

© Shutterstock & Chrysanthi Zouroudi/HISTORIE

Monsterblide slog alle kasterekorder

I anden halvdel af 1100-tallet fik bliden sin optimale udformning, da modvægten blev hængslet fast til kastearmen.

Hængslerne bevirkede, at modvægten blev presset direkte ned mod jorden, hvilket gav mere kraft. Dermed kunne modvægtens og projektilernes tyngde øges enormt.

Slyngen skulle udløses i den optimale vinkel

Den lange slynge med projektilet sad med den ene ende solidt fastgjort til blidens kastearm. Den anden ende af slyngen var fæstnet til en krog på kastearmen med en jernring.

Krogens­ krumning sørgede for, at ringen gled af – og projektilet blev afskudt – når slyngbanens vinkel var 45° over horisonten. Det gav maksimal skud-rækkevidde.

Kastemaskinen knuste alt

Blider som dem, der 1210 slog Minerves fæstningsværker til skærver, var middelalderens nye supervåben.

Maskinen var den første, som til fulde udnyttede tyngdekraftens energi, og de største blider kunne slynge over 300 kg tunge projektiler adskillige hundrede meter med ekstrem kraft. Som den tyske militæringeniør Konrad Kyeser skrev i sit værk “Bellifortis” fra 1405:

“Her er den store blide, som overvinder alle fæstninger, slynger sten, ødelægger tårne, smadrer slotte og byer”.

Bliden overgik alle andre belejringsmaskiner i slagkraft, og dens effektivitet betød, at det nye våben hastigt spredte sig på Europas slagmarker i løbet af 11- og 1200-tallet.

I de næste 250 år tordnede blidernes massive kampesten mod Europas byporte, mens alt fra sygdomsbefængte hesteådsler til uheldige krigsfanger blev slynget ind over murene.

Opfundet i Kina

Belejringsmaskine fra Kina.

Kina var som ved alle nyskabelser tidligt ude både med kastemaskiner og med andre former for belejringsmaskiner - som denne stormtrappe på hjul.

© Wikimedia Commons

De første primitive blider blev efter alt at dømme opfundet i Kina i 300-tallet f.Kr. og bestod af en bjælke, som drejede rundt om en aksel på et højt stativ.

Akslen delte bjælken i en kort og en lang del. I enden på den lange del af bjælken sad en slynge, hvori projektilet lå, mens den korte del af bjælken havde en række reb fæstnet.

For at affyre bliden hev en hær af mænd i rebene og tvang den korte ende ned mod jorden, mens den lange ende fór opad og slyngede projektilet afsted.

Moderne forsøg med rekonstruktioner af denne type blide har vist, at de kunne slynge sten på 60 kg mod mål op til 130 m væk.

Trækblider

Projektil til blide - tilhugget limsten.

Projektil til katapult fra Montfort (Starkenberg) slot fra ca. 1250. Den tilhuggede limsten har en diameter på 36,8 centimeter og vejer 66 kg.

© Metropolitan Museum of Art

Blide-typen blev i den tidlige middelalder videreudviklet af ingeniører i det kristne Byzans i nutidens Tyrkiet, hvorfra den langsomt spredte sig til andre kulturer.

I 500-tallet dukkede “træk-blider” for første gang op på Europas slagmarker, hvor de skabte skræk og rædsel.

Ifølge byzantinske kilder havde en soldat fra Byzans lært avarerne – en krigerisk stamme af tyrkisk oprindelse – at bygge træk-blider.

Da avarerne i 597 belejrede den græske by Thessaloniki, bombarderede de byen med 50 blider:

“De slyngede hele bjerge og bakker mod os. For hvad andet kan man kalde disse gigantiske sten?” klagede byens forfærdede biskop.

Snart efter begyndte også de muslimske hære i Mellemøsten at bruge træk-blider. Og da de kristne korsfarere i slutningen af 1000-tallet stødte sammen med muslimerne i Det Hellige Land, spredte brugen af træk-bliden sig for alvor i Vesteuropa.

Da korsfarere i 1147 belejrede Lissabon, mørnede de ifølge samtidige kilder byens mauriske forsvarere ved hjælp af to blider med 100 mand til at trække i rebene.

Ved at arbejde i skiftehold opretholdt korsfarerne en skræmmende affyringsfrekvens: 5.000 sten affyrede de i løbet af 10 timer – svarende til ca. fire skud i minuttet fra hver maskine.

Sammenstødet mellem den kristne og den muslimske verden­ satte gang i et veritabelt blide-kapløb mellem øst og vest.

Og snart dukkede en helt ny type blide op på slagmarken – et monster, som i kraft overgik alt, verden endnu havde set.

Opfindelsen af modvægts-bliden

I slutningen af 1100-tallet blev den såkaldte modvægts-blide opfundet. Den fungerede ligesom træk-bliden med en lang kastearm, der sad fastspændt på en aksel.

Vægtfordeling bliden

1: Modvægt
2: Slynge

© Chrysanthi Zouroudi/HISTORIE

De første modeller

Men på kastearmens korte stykke sad ikke reb til at hive i, men derimod en tung modvægt, som inden affyring blev løftet højt op i luften med et spil.

Hvornår og hvor denne type blide blev opfundet, er uklart.

En byzantinsk kilde nævner en modvægtsblide, som blev brugt under Byzans' belejring af byen Zevgiminon i 1165. Men korsfarere kan have brugt blide-typen allerede under det 1. korstog i 1096, muligvis inspireret af deres arabiske modstandere.

Guds stenkaster

Borgmur fra korsfarertiden i Akko i Israel.

Borgmur Acre i Israel. Under korsfarertiden hed stedet Akko. Det er borgmurer af - mindst - denne tykkelse, som katapulterne skulle skyde møre, ind til de til sidst sank sammen.

© Shutterstock

Da Englands kong Richard Løvehjerte og hans hær i 1191 belejrede byen Akko i Syrien, havde korsfarerne i hvert fald med sikkerhed modvægts-blider.

Hele 11 store kastemaskiner hamrede løs på byens forsvarsværker. En af dem var så stor, at korsfarerne kaldte den “Guds stenkaster”. Bliden fik ifølge samtidige kilder en helt særlig behandling:

“En præst stod altid ved siden af maskinen og prædikede og indsamlede penge til dens vedligehold og for at hyre folk, som kunne samle sten-ammunition. Maskinen ødelagde 10 m af muren ved siden af Maledicta-tårnet”.

Ifølge samme beretning var bliderne afgørende for Akkos fald samme år:

“Kong Richards blider skød dag og nat. Det kan siges med sikkerhed, at én af dem dræbte 12 mand med en enkelt sten. Intet kunne modstå deres skud; alt blev knust eller reduceret til støv”.

Modvægt gjorde bliden præcis

Moderne rekonstruktion af blide fra Warwick Castle

Trebuchet (som en blide kaldes i den engelsksprogede verden) ladet og opstillet ved Warwick Castle i England. Dette er en modvægtsblide med trædemølle til brug for mandskabet til at strammet spillet og gøre kastemaskinen skudklar.

© WIkimedia Commons

De store blider med modvægt var med en ladetid på mellem nogle få minutter til en halv time markant langsommere end de hånddrevne – men til gengæld langt mere effektive.

Selv det mest rutinerede tovtrækkerhold kunne ikke trække med samme kraft hver gang, og træk-bliderne var derfor notorisk svære at ramme præcist med.

En modvægts-blide skød derimod hver sten afsted med samme kraft, så længe modvægten og projektilets tyngde forblev den samme, og ved hjælp af ekstra vægt og justering af slyngens længde kunne artilleristerne finjustere skuddene.

Men endnu vigtigere: De nye blider kunne affyre langt tungere sten. Franskmanden Villard de Honnecourt lavede i 1200-tallet en detaljeret blide-tegning, hvor modvægten – ifølge forskernes beregninger – må have vejet ca. 30 tons.

Med en sådan modvægt kunne et stenprojektil på 250 kg ramme mål 160 m væk. En moderne rekonstruktion af samme type blide har slynget en bil på 476 kg (uden motor) hele 80 m.

Affyring af blide i 6 trin

Modvægt i et hængsel

Op til 30 tons sten, ler eller bly blev lastet i blidens gigantiske modvægt-kasse. Hængslingen til kastearmen sikrede et lige træk mod jorden og modvirkede, at blidens stativ blev vredet i stykker under affyring.

Per O. Jørgensen/HISTORIE

Låsemekanisme

Når modvægten var helt oppe, blev kastearmen fastgjort til blidens­ stativ­ med en stor metalkrog­, som blev hevet­ af ved affyring.

Per O. Jørgensen/HISTORIE

Trædemølle

Kastearmen blev trukket ned til jorden med et spil, der på de største modeller var drevet­ af to trædehjul – hver store nok til 2-3 personer.

Per O. Jørgensen/HISTORIE

Slynge

Stenprojektilet lå i en slynge af reb.

Per O. Jørgensen/HISTORIE

Mandskab

Bliden krævede et mandskab på minimum 10 mand, som skulle trække modvægten ned og placere skyts i slyngen.

Per O. Jørgensen/HISTORIE

Projektil-sliske

En træsliske i blidens­ bund sørgede for, at stenprojektilet i slyngen ikke hoppede til siden ved affyring. Slisken­ gjorde det muligt at bruge lange slynger, hvilket forøgede blidens­ kræfter.

Per O. Jørgensen/HISTORIE

Den store blide-strategs død

Blide-strategen Simon IV de Monfort

Blide-strategen Simon IV de Monfort (ca. 1165 - 1218).

© Wikimedia Commons

Under krigen mod katharerne i Sydfrankrig anvendte korsfarer-lederen Simon­ de Montfort med enorm succes blider til at erobre fjendens byer, heriblandt Minerve.

I 1211 fik Montfort imidlertid selv blidens kolossale kraft at mærke, da en kathar-hær beskød hans hær i byen Castelnaudary:

“Med den første sten smadrede de et tårn. Med den næste knuste de et borgværelse. Ved tredje skud gik stenen i stykker, men ikke før den havde forvoldt stor skade på dem, som befandt sig i byen”, beretter den samtidige historiker Guilhem de Tudela.

Simon de Montfort overlevede katharernes belejring, men skæbnen indhentede til sidst adelsmanden.

Da hans hær i 1218 belejrede katharerne i Toulouse, blev Montfort ramt af en sten affyret af en blide inde i byen. Frankrigs store blide-strateg var dræbt på stedet.

Antikkens kastemaskiner

Onager vs. blide

Oldtidens romere og grækere var eksperter i katapulter, hvoraf bl.a. den såkaldte onager overlevede op i den tidlige middelalder. Bliden udkonkurrerede den dog totalt.

© Corbis/All over press

Onageren

Oprindelse: 300-tallet e.Kr.
Projektilstørrelse: Typisk 5-10 kg og maksimalt 27 kg.
Skudvidde: Kunne skyde 5 kg op til 450 m.
Anvendelse: Onagerens kastearm var indsat i et bundt kraftige reb. Idet artilleristerne spændte kaste-armen nedad med et spil, blev rebene snoet. Ved affyring blev kastearmen frigjort og vippede opad med stor kraft, som slyngede projektilet­ afsted.

© Chrysanthi Zouroudi/Historie

Modvægtsbliden

Oprindelse: Udviklet i løbet af 1100-tallet.
Projektilstørrelse: Fra 100 kg og op til mere end 300 kg.
Skudvidde: Kunne skyde 5 kg op til 450 m.
Anvendelse: Kastearmen var en vægtstang med en slynge i den ene ende og en tonstung modvægt i den anden. Artilleristerne spændte maskinen op med et spil, og når de trak i udløsermekanismen, tvang modvægten kastearmen opad og affyrede projektilet.

Blidebygger blev ridder

Blidernes effektivitet gjorde de store kastemaskiner uhyre værdifulde, og det samme gjaldt den tekniske viden om, hvordan de blev bygget.

I 1249 kunne blidebyggeren Jocelin de Cornaut, som stod bag konstruktionen af hele 18 blider, smykke sig med titlen “mesteringeniør”. En anden blidebygger, Jean de Mézos, blev ligefrem slået til ridder.

Konstruktørernes status vidner om, at fremstillingen af bliderne var af stor betydning.

Derfor brugte Europas herskere gerne også enorme summer på maskinerne. Da Englands kong Edward 1. i 1287 belejrede borgen Dryslwyn i Wales, spenderede han 14 pund på at konstruere en blide. Det svarede til næsten 600 beredne bueskytters dagsløn.

Alene til udhugning og transport af de store stenprojektiler hyrede Edward 20 stenhuggere og fire kærretrækkere. Da den vældige maskine siden skulle videre til en ny belejring, krævede det 40 okser og fire store vogne at flytte den.

Saladin var blide-mester

Blide i borg i Aserbajdsjan.

Borgherrerne fandt af nød hurtigt på modtræk mod belejringshærenes kastemaskiner. Et af dem var at installere blider inde i borgerne, så de belejrede kunne give igen med samme mønt. Her er det en rekonstrueret inde i et borgtårn i Baku (Aserbajdsjan).

© Shutterstock

Europæerne var langtfra de eneste til at anvende blider på slagmarken. Da sultan Saladin belejrede korsfarerne i Jerusalem i 1187, lod han ifølge samtidige kilder sine mænd angribe byens såkaldte Damaskus-port.

Korsfarerne gjorde igen og igen udfald fra porten, og til sidst måtte Saladin afbryde angrebet. I stedet lod den muslimske hærfører sine blider bombardere et stykke af bymuren, som ikke havde nogen porte.

Efter tre dage kollapsede en sektion af muren, og selv om korsfarerne var i stand til at slå de første stormangreb mod åbningen tilbage, måtte de til sidst overgive sig.

100 år efter Jerusalems fald var antallet af blider på slagmarken eksploderet. I 1291 afsluttede araberne korsfarer-æraen ved at indtage den stærkt befæstede korsfarerby Akko i Syrien ved hjælp af et batteri af kastemaskiner.

Ikke færre end 92 blider hamrede løs på byens mure, indtil den efter 43 dage faldt.

Budbringer sendt retur over muren med blide

Tilskårne stenprojektiler til blide.

En blide kunne skyde med alt muligt og umuligt: ild, fæces og pestbefængte lig. Den mest anvendte type af projektiler var dog tilhuggede sten.

© Shutterstock

Når det gjaldt ammunition til bliderne, udviste middelalderens krigsherrer stor opfindsomhed i løbet af de 250 år, hvor de store kastemaskiner dominerede Europas slagmarker.

I et manuskript af den toscanske opfinder og ingeniør Mariano Taccola fra midten af 1400-tallet optræder en tegning med adskillige former for brandbomber – sandsynligvis tønder med brændende olie eller tjære.

Også såkaldte “bikuber” – brosten bagt ind i porøst ler som splintrede i alle retninger – og sågar afhuggede fjendehoveder til skræk og advarsel blev slynget ind over bymurene.

Andre gange blev blider brugt til at fylde voldgraven omkring en belejret borg ved at bombardere graven med tønder fulde af jord.

Da franske belejringsstyrker i 1335 tog en engelsk budbringer fra borgen Auberoche til fange, sendte de ham retur over bymuren med en blide – med et svarbrev til de belejrede om halsen.

Borg

I både Europa og Mellemøsten fik borgene store tårne­ til blider.

© De Agostini/Scala Archives

Borgbyggernes modsvar var artilleri-tårne og tykke mure

Blidens indtog på slagmarken førte til hektisk byggeaktivitet i Europa og Mellemøsten, hvor borgenes arkitektur blev ændret markant.

Tanken om flere hundrede kilo tunge sten, der smadrede ind mod bymurene, fik borgere, konger og fyrster til at investere massivt i borgbyggeri.

I løbet af 1200-tallet udbyggede europæerne og araberne byernes og borgenes forsvarsværker som reaktion på blidens kræmmende skudkraft.

Eksisterende mure blev bygget højere og tykkere, og nye rækker af ydermure kom til omkring byernes kasteller.

Samtidigt blev forsvarsværkerne forsynet med langt flere og større tårne end førhen. Tårnene skulle fungere som artilleri-platforme, hvorfra forsvarerne kunne beskyde fjendens kastemaskiner med deres egne blider.

Mange belejringer endte derfor i veritable skuddueller mellem de forsvarende­ og de belejrende bliders artillerister­, som forsøgte at sætte hinanden­ ud af spillet.

Se en modvægtsblide blive affyret

Video

Blide skød pesten til Europa

Også bakteriologisk krigsførelse blev bliden brugt til, og dét med skræmmende konsekvenser.

I 1346 havde tatar-herskeren­ Jani Beg Khan lagt en jernring om den genovesiske handelspost Kaffa ved Sortehavet, da en mystisk sygdom pludselig fik khanens krigere til at dø i hobetal. Den italienske notar Gabriele de’ Mussi beskrev hændelsen:

“Da tatarerne, stadig mere svækket af kamp og pest, bestyrtede og rådvilde indså, at de var uden det mindste håb om at undgå døden, placerede de lig på kastemaskiner og lod dem slynge ind i byen Kaffa, for at alle derinde skulle gå til grunde af den ulidelige pest”.

Sygdommen blev senere kendt somden sorte død, pestepidemien som udslettede halvdelen af Europas befolkning i årene 1347-52.

Og med stor sandsynlighed var det genovesere på flugt fra netop Kaffa, som var de første til at bringe sygdommen til Europa i 1347.

Tatarherskeren Jani Beg Khan stod dermed bag historiens muligvis mest dødelige bakteriologiske angreb – men det var hverken det første eller det sidste til at blive udført med blide.

Middelalderens europæiske hære skød gerne fordærvede dyre- eller menneskelig ind over belejrede byer for at sprede sygdomme bag murene.

I 1332 myrdede soldater fra Strasbourg fx 48 af deres fjender, placerede ligene i tønder med affald og skød hele molevitten ind i borgen Schwanau.

Og i 1422 brød en epidemi ud i det belejrede Karlstein i Tjekkiet, efter at byen var blevet beskudt med lig og 2.000 læs ekskrementer.

Kanoner udkonkurrerede kastemaskinerne

Osmannerne knuser Konstantinopels mure

I 1453 blev Konstantinopels kæmpe-mure knust af primitive­ kanoner – såkaldte bombarder.

© AKG Images

Når blider ofte blev brugt til at sende skytset ind over murene snarere end gennem dem, skyldtes det, at middelalderens borgbyggere som modtræk konstant gjorde murene højere og tykkere.

De bedste borgmure kunne selv ikke den kraftigste blide skyde i stykker.

I løbet af 13- og 1400-tallet gled fordelen derfor langsomt fra belejrere til belejrede, trods de kraftige bliders slagkraft. Først med kanonens indtog skete på ny en forandring af vilkårene på slagmarken på linje med dén, bliden havde medført.

I første halvdel af 1400-tallet indgik blider og kanoner ganske vist på lige linje i belejrende hæres arsenaler, men i 1453 indtraf den begivenhed, der endegyldigt slog kanonens position som fremtidens våben fast.

Dét år lod den osmanniske sultan Mehmet to gigantiske kanoner transportere frem til Konstantinopels mure.

Hver af de to bronze-kolosser blev slæbt af 60 okser og 200 mand, ledsaget af tømrere, som kunne bygge broer stærke nok til at bære den enorme vægt.

Ny blide

1: Modvægt

© Granger/Polfoto

Hybrid øgede lade-hastigheden

Enkelte blider anvendte både modvægt og rebtræk. Modvægten var lettere end på rene­ modvægts-blider. Fordelen var, at den lette modvægt gjorde det hurtigere at “genlade”­ bliden.

Kanonerne måtte stabiliseres med enorme kampesten for at skyde i en blot nogenlunde forudsigelig retning, og deres løb blev så varme ved hvert skud, at de kun kunne affyres hver tredje time, men de havde en enorm kraft.

I ugevis lod sultanen sit artilleri dundre løs mod den gamle kejserbys metertykke mure, indtil osmannerne endelig brød igennem den 29. maj.

Konstantinopels fald blev også blidens, for fremover investerede Europas konger, kejsere og fyrster kun i kanoner.

Helt glemt blev bliden dog ikke. Da den spanske conquistador Hernan Cortes i 1521 løb tør for krudt under sin belejring af aztekerhovedstaden Tenochtitlan, satte han sine folk til at bygge en blide.

Uheldigvis stod deres ingeniørkunnen ikke mål med middelalderens blidebyggere. Maskinen slyngede en sten lodret op i luften, så den faldt lige ned og knuste bliden. Tenochtitlan faldt til sidst, men det var ikke blidens skyld.