Bordskik i middelalderen: Spyt og bøvs med stil
Bjerge af kød, ingen hygiejne og grove manerer. Sådan forestiller mange sig fester i middelalderen. Men i 1100-tallet blev renlighed og høflighed en dyd. Bøvsen, snyden næse og spytklatter var dog fortsat tilladt. Det skulle bare gøres med stil.
Gæsterne blev placeret efter rang. Ved højbordet sad værten med sit eget saltkar (yderst til højre). Neden for højbordet – “Under saltet” – sad de mindre vigtige gæster.
“Lad være med at klø dig ved bordet. Puds heller ikke næse, eller folk vil sige, at du nedstammer fra bønder”.
Sådan lød et af mange råd om bordskik, som adelsfolk fik i middelalderen. Gode manerer, især ved bordet, adskilte civiliserede mennesker fra dyr og fattigfolk, mente adelen. I løbet af 1100-tallet var romaner om modige og ikke mindst høflige riddere blevet populære blandt overklassen, og riddernes dyder blev straks overført til spisebordet.
I 1200-tallet blev det mode at holde kong Arthur-kostume-middage.
Bordplan efter rangorden
Det var imidlertid ikke kun manerer, der var underlagt regler. Middelalderens samfund var opdelt i et strengt hierarki. Øverst sad kongen og adelen, mens bønder og tjenestefolk rangerede nederst. Adelen var desuden inddelt i forskellige rangordner, og det bestemte bordplanen.
For enden af gildesalen stod højbordet på en platform. Her sad værten og de fornemste gæster. Jo finere gæsten var, des tættere sad han på værten. Æresgæsterne havde deres egne saltkar, mens de andre gæster måtte deles om saltbeholderne. Neden for højbordet sad de mindre fornemme gæster.
Gæsterne sad alle sammen på den samme side af bordet, så tjenerne havde plads til at bringe nye retter til bordene. Ved kongens hof var tjenerne unge adelssønner, der lærte høflighed og respekt ved at servere for de ældre.
Vask dine hænder!
Langt de fleste retter blev spist med fingrene. Derfor var renlighed en dyd. Alle vaskede hænder før og efter hver ret, og det ansås for meget upassende at rense ører, stange tænde, rense negle eller pille næse ved bordet. Værten kunne som en særlig gestus selv hælde vand ud over sine gæsters hænder.
Oftest havde tjenere dog opgaven. I nogle tilfælde var velduftende urter blandet i vandet.
Opskrift på duftende vaskevand
2 liter vand
15 salvieblade
Kog det hele med appelsinskræller
Si derefter vandet
Medbring egen kniv!
Gaflen var ukendt i middelalderen. Som oftest spiste folk med fingrende, men ikke før alt var skåret ud i små bidder. Til udskæringen af retterne brugte gæsterne en kniv, de medbragte selv. Kun i særlige tilfælde kom tjenere med værtens knive og skar maden ud for gæsterne.
Grådighed var en af de syv dødssynder. Det var derfor ildeset at spise mere end højst nødvendigt.
Grovæderi blev straffet i helvede
Grådighed og ubetænksomhed var de værste synder såvel i livet som ved bordet i middelalderen. De vigtigste dyder var selvbeherskelse og høflighed. Derfor var det god tone at tage små portioner fra de fælles fade, spise langsomt, tage små bidder og være opmærksom på de andre ved bordet ved at byde dem de bedste lækkerbiskener fra fadene.
Samtalen skulle også foregå civiliseret. Det var meget upassende at afbryde, snakke med mad i munden og tale højt med store armbevægelser. Når folk blev fulde, glemte de ofte deres gode manerer. Derfor var det ilde set at drikke så store mængder alkohol, at gæsterne mistede selvkontrollen.
Dress code: Kong Arthur-rustning!
Sagnkongen Arthur var i middelalderen indbegrebet af den modige, høflige og retfærdige konge. I 1200-tallet blev det derfor højeste mode blandt adelen at holde store Arthur-temafester.
I 1306 indbød Edward 1. af England eksempelvis flere tusinde gæster til Arthur-fest i Westminster. Gæsterne, der var klædt ud som Arthurs riddere, blev bænket ved store runde borde mage til det, Arthur og hans riddere sad ved.
Festens højdepunkt kom, da to udstoppede svaner, symbolet på Camelot, blev båret ind på to sølvfade. Opildnede af stemningen rejste 267 unge adelsmænd sig og svor, at de ville generobre Skotland og forene England, ligesom Arthur ifølge sagnene havde gjort det.