Brutal #MeToo i middelalderen

Den historiske autenticitet er i højsædet i den flotte “The Last Duel” – men i filmens sidste tredjedel begynder brutaliteten og fantasien at få frit løb.

Den historiske autenticitet er i højsædet i den flotte “The Last Duel” – men i filmens sidste tredjedel begynder brutaliteten og fantasien at få frit løb.

Entertainment Pictures/Imageselect

Den 29. december 1386 stimler pariserne sammen omkring kamparenaen i klostret Saint-Martin-des Champs. Normalt bliver arenaen anvendt til ridderturneringer, men i dag er den rammen om en duel til døden mellem ridderen Jean de Carrouges og hans gamle ven Jacques le Gris.

Få måneder forinden har Carrouges’ hustru, Marguerite, anklaget le Gris for at have voldtaget hende, men i stedet for at føre en retssag mod den indflydelsesrige le Gris udfordrer Carrouges ham til duel. Dermed er sagens udfald lagt i Guds hænder. Den, der slipper levende ud af arenaen, taler sandt, lyder logikken.

Så stærkt begynder Ridley Scotts storfilm “The Last Duel”, som kan ses på Disney+. Denne virkelige historie vil ikke blot få mundvandet til at løbe hos alle fans af mørke middelalderdramaer, historien forbliver relevant i dag – mere end 600 år efter den skæbnesvangre duel.

Se traileren til “The Last Duel”

Sandheden skrider i sidste akt

“The Last Duel” er baseret på bogen af samme navn fra 2004 skrevet af den amerikanske ekspert i middelalderlitteratur Eric Jager. Et enormt researcharbejde gjorde ham i stand til at skabe en overraskende detaljerig beskrivelse af duellen mellem Carrouges og le Gris, og forfatteren har også fungeret som konsulent på filmen.

I et interview med avisen Los Angeles Times forsikrede Eric Jager, at “The Last Duel” er “mindst 75 pct. historisk korrekt”. Og det er nok ikke helt ved siden af. Filmen er langt mere tro mod historien end Ridley Scotts tidligere værker som “Gladiator” og “Kingdom of Heaven”.

Efter den glimrende start med duellen – hvis udfald først afsløres i filmens blodige klimaks – spoles tiden tilbage til dengang, de to kombattanter kæmpede side om side i Hundredårskrigen. Filmen fortæller først fra Carrouges’ synsvinkel og så fra le Gris’, hvordan deres venskab faldt fra hinanden.

© Lifestyle Pictures/Imageselect

Filmen: Den sidste duel?

Filmens titel henviser til, at duellen var den sidste, hvor Gud skulle afgøre et skyldsspørgsmål i Frankrig. I filmen tror den franske konge, Karl 6., endda, at den slags dueller for længst var blevet forbudt.

© Keystone-France/Getty Images

Virkeligheden: Dueller fortsatte i årevis

Først i 1547 oplevede Frankrig sin sidste duel, som skulle afgøre et skyldsspørgsmål, mens dueller om ære fortsatte i århundreder. Den sidste duel fandt sted i 1967 mellem to medlemmer af det franske parlament.

At se historien fra forskellige synsvinkler er et interessant greb, for hvem taler egentlig sandt? Svaret kommer i tredje akt, hvor vi ser historien gennem Marguerites øjne. Nu træder den underkuede hustru ind i rampelyset og giver sin version af begivenhedernes gang.

Herfra folder “The Last Duel” sig ud som en nyskabende film med tydelige tråde frem til nutidens #MeToo-bevægelse. Det er et prisværdigt ærinde, som dog ikke helt underbygges af historiske kilder.

I modsætning til le Gris og Carrouges ved historikerne nemlig næsten ingenting om virkelighedens Marguerite, hvilket Eric Jager indrømmede allerede i noterne til sin bog.

© Lifestyle Pictures/Imageselect

Filmen: Helt har bundesligahår

Matt Damons karakter, Carrouges, bærer en særpræget frisure, der bedst kan beskrives som “bundesligahår”. Ifølge Damon skal håret vise, at ridderen gik mere op i kamp end i sit udseende.

© Irish Script on Screen

Virkeligheden: Irere lod nakkegarnet stå

I 1297 fordømte det britiske parlament irernes “degenererede” frisurer, hvor de “barberede halvdelen af deres hoved og lod håret vokse bagtil”. Da Carrouges var franskmand, er det dog usandsynligt, han bar denne frisure.

Filmen gør meget ud af at male et billede af Marguerite som en handlekraftig kvinde med ben i næsen, men det må anses som en fri fortolkning. En af de få ting, historikerne med sikkerhed ved, er, at hun ikke overværede den afgørende duel – i modsætning til i filmen. I sine personlige notater beskriver le Gris’ advokat, hvordan Marguerite blev vist frem inden duellens start, men herefter kørt væk.

Kampscenen til slut er det tidspunkt, hvor filmen tager sig flest friheder. Kongens krønikeskriver Michel Pintoin var sandsynligvis til stede under duellen. Han skriver, at kampen begyndte med, at le Gris og Carrouges angreb hinanden med deres “truende sværd sænket”. Der nævnes intet om en indledende lansekamp til hest, som den vises i filmen. I filmen kæmper Carrouges også med økse, hvilket heller ikke er beskrevet i de historiske kilder.

© Splashnews.com/Splash/Ritzau Scanpix

Filmen: Marguerite risikerer at blive brændt

Da Marguerite fremfører sin voldtægtsanklage for kongens ret, får hun at vide, at straffen for at vidne falsk mod en mand vil være tortur og til slut at blive brændt levende.

© Hermann Stilke

Virkeligheden: Falsk anklage betød bødestraf

I middelalderen blev kvinder brændt på bålet, men det skete sjældent, fordi de havde vidnet falsk. Straffen for mened var typisk en bøde, som i værste fald kunne ruinere kvinden.

Flot og aktuel fortælling

Selvom Ridley Scott leger med fakta, fortjener filmen ros for sin realistiske billedside, hvor især de kaotiske og blodige kampscener er eminent lavet.

Men “The Last Duel” er meget mere end en visuel triumf. Med udgangspunkt i et velskrevet stykke faglitteratur skaber filmen en forholdsvis realistisk skildring af overklassens egoer og omgangen med seksuelle overgreb i middelalderens mandsdominerede verden.

HISTORIES DOM: 4/6 STJERNER