Den Gyldne Horde knækkede Europa

“Da vi rejste igennem landet, stødte vi på utallige mængder af døde mænds kranier og deres knogler, der lå på jorden”, skriver Johannes, som af pave Innocens er blevet sendt til regionen for at møde mongolernes leder, Batu Khan, og finde ud af, om mongolerne planlægger også at erobre den vestlige del af Europa.

Al den død og ødelæggelse overrasker imidlertid ikke Johannes, der flere gange har stiftet bekendtskab med mongolerne fra den såkaldte Gyldne Horde: “Nedslagtningen af mennesker regner de ikke for noget”, skrev han.

End ikke Europas stærkeste hære kunne slå mongolerne, da de i 1200-tallet væltede ind over kontinentet. For Østeuropa blev invasionen et vendepunkt, der ikke kun kostede utallige menneskeliv, men også splittede de slaviske folkeslag op for altid.

Djengis Khan samlede stammerne

Oprindeligt havde mongolerne blot været en samling stammer, der holdt til på de vidtstrakte stepper nord for vore dages Kina. Stammerne lå konstant i indbyrdes krig, men i 1206 lykkedes det høvdingen Temüjin at forene alle mongolerne under sin ledelse. Temüjin kendes i dag bedst som Djengis Khan.

Mongolerne var vant til at kæmpe, men de havde aldrig ført krig som en sam­let enhed. De var eksperter i snig-angreb og plynd­ring, men at ud­kæm­pe store, ko­or­di­ne­rede slag var en helt ny ud­for­dring for dem.

Djengis Khan organiserede sin nye hær og trænede den i nye krigs­tak­tik­ker, der oftest gik ud på at lokke fjenden i baghold eller omringe og ud­slet­te ham. Inden længe var mongolerne klar til at erobre verden.

Et af Djengis’ første mål var Kina, der sendte en hær af lejesoldater mod ham, men lejesoldaterne valgte hurtigt at skifte side frem for at kæmpe mod Djengis Khans tropper. Mongolhæren vendte sig derefter mod storbyen Beijing, der efter en lang belejring blev erobret ved et stormangreb den 1. juni 1215.

Djengis Khan besluttede sig for at gøre byen til et eksempel på, hvilken straf der ventede dem, som ikke overgav sig straks. I en måned lod han sin hær plyndre byen. Besøgende diplomater i Beijing kunne året efter rapportere, at gaderne endnu var “glatte af menneskefedt”.

Intet kunne tilsyneladende stoppe Djengis og hans krigerhorde, og i 1219 var turen kommet til det mægtige Khwarezm-imperium, der bl.a. omfattede nutidens Iran og Afghanistan.

Khwarezm blev løbet over ende på få år, hvorefter mongolerne besluttede sig for at udforske regionen nord for de mægtige Kaukasus­-bjerge: Europa.

Europas første skæbnetime

I 1221 krydsede en mongolsk styrke på godt 20.000 krigere Kaukasus, hvor den som det første knuste Georgiens hær. I et brev til paven kaldte landets rystede konge mon­golerne for “tatarer” – krigere fra selveste Helvede (Tartarus på latin).

“Et barbarisk folk af tatarer, djævelske af karakter og glubske som ulve i deres sult efter bytte, men modige som løver, har invaderet mit land”.

Efterladende Georgien i laser tromlede mongol-hæren herefter hen over kumanerne, et tyrkisk steppefolk, der holdt til nord for Sortehavet. De ellers så krigeriske kumanere flygtede skrækslagne mod nord og fik overtalt de såkaldte rus-fyrster – en sammenslutning af fyrstedømmer ledet af vikinge-efterkommere – til at danne en alliance.

I 1223 tørnede rus-fyrsternes og kumanernes samlede hær på 80.000 mand sammen med omkring 23.000 mongoler ved Kalkafloden i nutidens Ukraine – og blev stort set udslettet.

40.000 rus-krigere mistede livet sammen med hele syv rus-fyrster. Alt syntes tabt, men til alles overraskelse forsvandt mongolerne kort efter lige så hurtigt, som de var kommet – efterladende sig russerne i chok: “Kun Gud ved, hvem disse folk er, og hvorfra de kom”, skrev en samtidig russisk kronikør ængstelig.

Mongolernes forsvinden skyldtes nyheden om et oprør i Kina, men i Europa troede mange, at de gådefulde krigere havde opgivet at erobre regionen. De kunne ikke have taget mere fejl.

Den Gyldne Horde opstår

Da Djengis Khan døde i 1227, strakte mongolernes rige sig fra Stillehavet i øst til Det Kaspiske Hav i vest. I årene efter udbyggede sønnerne riget yderligere, så det til sidst var umuligt at regere.

På et stort fællesmøde i Kina besluttede Djengis Khans arvtagere derfor at inddele imperiet i fire såkaldte khanater, der hver især skulle styres af en khan. Samtidig ud­nævn­te de en storkhan, som skulle tage sig af den overordnede ledelse af alle mongolernes besiddelser.

Det vestligste af de nye khanater blev kendt som Den Gyldne Horde, og ledelsen af det tilfaldt Batu Khan, Djengis Khans barnebarn. Khanatets navn kom sig muligvis af, at Batu Khan under sine felttog boede i et gyldent telt.

Efter at have konsolideret sin magt over Den Gyldne Horde rettede den ambitiøse Batu og hans general, Subutai, blikket mod Europa. Planen var, at Batu skulle udvide sit khanat og trænge helt frem til Atlanterhavet for på den måde at sikre Mongol-rigets flanke.

12 år efter mon­go­ler­nes første invasion af Europa krydsede de atter Kaukasus-bjergene, og i 1236 knuste Batu med en hær på 130.000 mongoler først kumanerne og derefter volgabulgarerne, der boede langs Volgafloden i nutidens Rusland. Begge folkeslag var steppekrigere, der let kunne indrulleres i mongol-hæren. Som konsekvens svulmede Batu Khans hær til op imod 200.000 krigere.

Herefter rettede khanen sin opmærksomhed mod rus-fyrstedømmerne. 14 af de største byer blev lagt i ruiner. De indbyggere, der ikke straks overgav sig, blev dræbt.

Byen Rjasan blev indtaget blot tre dage før jul, hvorefter mongolerne myrdede løs på de overlevende: “Nogle blev spiddet på pæle, andre fik træsplinter presset op under neglene. Præster blev ristet levende, og nonner og ungmøer blev voldtaget i kirkerne foran deres slægtninge”, skrev en kronikør.

Selv Kijev, den største af rus-fyrsternes byer, blev indtaget og stukket i brand, så enorme røgsøjler steg op mod den isblå vinterhimmel, hvor de blandede sig med røgen fra de andre brændende byer.

I rus-fyrstedømmet Vladimir-Suzdal – regionens stærkeste rige, hvorunder den dengang lille by Moskva hørte – samlede storfyrsten Jurij 2. desperat en hær til forsvar. I februar 1238 tørnede storfyrstens soldater sammen med mongolerne ved floden Sit.

I meterhøj sne kæmpede rus-krigerne mod overmagten, men blev i tusindvis gennemboret af mongolernes pile. Under blodbadet blev storfyrsten dræbt og hans hoved derefter skilt fra kroppen til skræk og advarsel. Rus-­fyrstedømmerne var i knæ og underkastede sig mongolernes herredømme.

Batu var langtfra færdig. En af bedstefar Djengis’ krigsregler havde været altid at dræbe fjendens ledere, så de ikke kunne samle styrker til en ny krig. Efter nederlaget til mongolerne var kumanernes leder, Kotian, flygtet til Ungarn sammen med 40.000 krigere.

Ungarerne nægtede imidlertid pure at udlevere Kotian til Batu. Da Ungarns kong Béla desuden var i besiddelse af en stor hær, som kunne true mongolernes nylige erobringer, bestemte Batu sig for at udslette Ungarn og derefter lade hæren ride videre ind i Centraleuropa.

Europas elitekrigere nedslagtes

I Vesteuropa havde de færreste endnu indset, hvor stor en trussel mongolerne var. De fleste regenter så mongolernes hærgen som en chance for at tilrane sig mere land på bekostning af de besejrede.

Batu Khan tog dog ingen chancer. I begyndelsen af 1241 sendte han tre store hære mod de ungarske byer Buda og Pest. For at undgå angreb i flanken fra tyske eller polske hære sendte Batu samtidig en mongolsk styrke på omkring 10.000 mand ind i Polen, hvor den nedbrændte by efter by, heriblandt Kraków, en af landets største byer.

Som reaktion samlede Henrik den Fromme, hertugen af Schlesien, en hær for at redde Polen – og Europa. Hertugens styrke skulle efter planen mødes med en hær på 50.000 mand, som kong Václav af Bøhmen – Henriks svoger – havde samlet.

For mongolerne gjaldt det om at forhindre de to hære i at forene sig, og den mongolske hær red derfor i al hast til den polske by Legnica. Her ventede Henriks hær på forstærkningerne, men da mongolerne dukkede op, besluttede hertugen at stille hæren op til kamp på en slette få kilometer fra byen.

Henrik var overbevist om, at han nok skulle vinde. Ikke nok med, at hans hær var tre gange så stor som den mongolske, den talte også nogle af Europas bedste krigere. Henrik havde nemlig overtalt en styrke fra Den Tyske Orden til at følge ham. Med de krigsvante korsriddere ved sin side kunne det ikke gå galt.

Hertugen inddelte sin hær i fire styrker: Den første styrke var Henriks egen og bestod af schlesiske riddere og lejetropper.

Den anden styrke var Den Tyske Orden – iklædt deres kapper med sorte kors og under ledelse af stormester Poppo. Den tredje omfattede en styrke af polske riddere, mens den fjerde bestod af schlesisk infanteri.

Hertugen satsede på sine pansrede riddere, der hver især, hest, mand og pansring sammenlagt, vejede næsten 1.000 kg. Under angreb blev hele denne vægt sat bag ridderens lange lanse, der dermed kunne feje enhver forhindring til side.

Henrik indledte derfor slaget med sine ridderstyrker i et frontalangreb på mongolerne, som blev presset tilbage og snart vendte om i flugt. Opildnet af succesen gav Henriks riddere los – og galoperede direkte ind i mongolernes fælde.

Steppekrigernes retræte var bedrag. Pludselig dukkede mongolsk kavaleri, der havde været skjult, op på begge sider af Henriks uorganiserede angreb og sendte byge efter byge af pile mod ridderne.

Herefter vendte også de flygtende mongolske krigere rundt og angreb de overrumplede europæere. De tunge ridderheste var lette mål for mongolernes pile, og de hesteløse riddere havde ikke en chance mod mongolernes tunge kavaleri. Stort set hele den europæiske hær blev udslettet, mens Henrik selv blev halshugget.

Mongolerne invaderer Ungarn

Sammen med Den Tyske Orden var en håndfuld tempelriddere blevet dræbt i slaget ved Legnica, og tempelriddernes stormester underrettede Frankrigs kong Ludvig om tragedien: “Tatarerne har ødelagt og erobret hertug Henriks land”, skrev stormesteren og påpegede, at ingen nævneværdige styrker nu stod imellem Frankrig og mongolerne.

I mellemtiden havde Batus hovedstyrker krydset Karpaterne og var nået ind i Ungarn, hvor de tre mongolske hære blev forenet.

Den ungarske kong Béla samlede på få uger en enorm hær på næsten 100.000 mand og marcherede ud til det endelige opgør med mongolerne, der havde slået lejr ikke langt fra Buda og Pest. Da ungarerne ankom, trak mongolerne sig imidlertid tilbage, og sådan fortsatte det i dagevis, indtil den mongolske hær krydsede en stenbro over Sajó-floden og gjorde holdt.

Kong Béla vidste, at det ville være selvmord at angribe mongolerne over floden, og afventede i stedet. Batu og hans generaler vidste, ligesom kong Béla, at et angreb over floden ikke var ideelt – men de havde en plan.

Nogle kilometer længere mod nord fandtes et vadested, hvortil general Sekban blev sendt med en lille styrke. Samtidig drog general Subutai længere ned ad floden mod syd, hvor han med 10.000 mand byggede broer over vandet. Batu selv blev ved sten­broen med hovedstyrken på godt 20.000 mand og syv kastemaskiner.

Ved daggry den 11. april 1241 indledte Batu sin plan ved at bombardere de ungarske vagter på broen med sine kastemaskiner. Vagterne flygtede tilbage til den ungarske lejr og slog alarm.

Imens krydsede Batus hær floden og blev kort efter forenet med general Sekbans mindre styrke, der havde krydset floden ved vadestedet mod nord.

Ungarerne blev kvast

På den anden side af floden tørnede mongolerne sammen med kong Bélas hær, der med sit store rytteri ansås for en af Europas stærkeste. Selvom Batu Khan havde fået sin ho­ved­styr­ke over floden, var han stadig i undertal.

Batu kæmpede selv i forreste linje, og 30 krigere i hans personlige livgarde blev dræbt i kamp omkring ham. Netop da det så ud til, at ungarerne var ved at få overtaget, dukkede general Subutai pludselig op med sine 10.000 krigere og angreb ungarerne i ryggen.

Det overras­kende angreb knuste un­ga­rer­nes moral, og trop­per­ne flygt-ede i panik tilbage til den befæstede lejr. Lejren var dog slet ikke den frelse, som de flygtende ungarere forventede. Mongolerne omringede den hurtigt og begyndte at bombardere den med kastemaskinerne og byge efter byge af brandpile.

Inden længe stod det meste af lejren i flammer. Batu Khan og Subutai lagde nu en fælde for ungarerne ved at åbne smal korridor i trop­per­nes rækker, som ungarerne kunne flygte igennem.

Tusindvis af ungarske soldater strømmede gennem korridoren, men så snart de var ude, omringede mongolerne dem. Kong Béla formåede at flygte, men hans hær blev nedslagtet.

I de næste måneder hærgede mongolerne Ungarn i en blodrus så voldsom, at op mod hver fjerde af landets indbyggere mistede livet.

I december 1241 krydsede mongolerne floden Donau og stod nu få kilometer fra Wien. Intet så ud til at kunne stoppe steppekrigerne, og panikken spredte sig ved de europæiske hoffer. Men så – lige så pludseligt, som de var kommet – vendte mongolerne om igen.

Europæerne takkede Gud, som de mente havde frelst dem. Men virkeligheden var en anden.

Storkhanen Ögedei var afgået ved døden i Kina, og nu hastede hans generaler hjem for at vælge, hvem den næste storkhan skulle være. Erobringen af Europa måtte vente.

Mongolerne var Europas skræk

I grænseområderne nær Den Gyldne Hordes land søgte indbyggerne helt naturligt væk. Alle vidste, at det blot var et spørgsmål om tid, før horden igen ville tromle ind over de europæiske rigers grænser.

I 1264 måtte pave Urban 4. derfor flytte ærkediakonen i Szatmár længere vestpå med den begrundelse, at ærkediakonen befandt sig “i den yderste del af det ungarske rige, således at der mellem ham og tatarernes territorium absolut ingen mennesker bor”.

Så udbredt var europæernes frygt for mongolerne, at da bønderne i den hollandske provins Utrecht i 1274 gjorde oprør, troede mange af borgerne i de nærliggende byer, at det var mongolerne, der havde invaderet landet.

Nogle år senere i 1286 valgte Den Tyske Ridderorden at evakuere fire af deres byer, alene fordi rygtet lød, at mongolerne var ved at samle deres styrker igen.

Konger og fyrster blev ydmyget

I de erobrede lande fik mange konge- og fyrstedømmer lov til at overleve, men kun på betingelse af, at regenterne hvert år betalte mongolerne tribut. I de områder, hvor regenterne fra begyndelsen havde underkastet sig mongolerne, indsatte khanen civile guvernører – såkaldte darugi – der kun sjældent blandede sig i regenternes arbejde.

I de områder, der af mongolerne blev anset for at være oprørske, indsatte de til gengæld strenge militære guvernører – basqaqi – som dagligt skulle godkende selv regenternes mindste handlinger. I de første mange år var de fleste russiske fyrster underlagt sådanne basqaqi.

Pavens udsending, Johannes af Plano Carpini, nåede i 1246 helt frem til byen Karakorum i Mongoliet, hvor storkhanen holdt til.

Her oplevede han, hvordan mongolerne sørgede for, at europæiske fyrster og konger konstant blev mindet om, at mongolerne var verdens herrer.

“Ved khanens hof så vi storhertugen af Rusland, sønnen af kongen af Armenien og mange store sultaner, der ikke modtog den ære, de var værdige”, skrev han. “Selv de tatarer, der skulle opvarte, gik foran dem og beordrede dem rundt”.

Johannes selv overrakte storkhanen et brev, hvori paven opfordrede khanen til ikke at angribe Europa, ellers ville han blive ramt af Guds vrede. Pavens mand blev sendt hjem med et skriftligt svar, hvori paven blev kaldt til storkhanens hof sammen med Europas konger:

“Hvis du ikke adlyder vor befaling, vil vi anse dig for vor fjende. Alle, der anerkender og underkaster sig Guds søn og verdens herre, vil blive frelst. De, der nægter, vil blive udslettet”.

Med god grund frygtede paven, at khanen skulle gøre alvor af sine trusler, men selvom mongolerne flere gange tog tilløb, blev planerne aldrig til virkelighed.

Borgerkrig svækkede horden

Trods frygten for mongolerne var livet under deres åg dog ikke ren ulykke. Mongolernes styre bød på lange fredsperioder­ og nærmest konstant økonomisk fremgang for de godt 100 millioner mennesker, der boede inden for det gigantiske­ riges grænser.

Allerede få år efter mongolernes indtog i Østeuropa viste det sig imidlertid, at de ofte var deres egen værste fjende. Da storkhanen døde i 1259 uden at have en arving, kæmpede khanerne om magten.

Borgerkrigen blev vundet af Khubilai Khan i Kina, men resultatet var, at de fire khanater kun formelt anerkendte storkhanens overherredømme.

For Den Gyldne Horde blev det begyndelsen på enden. Der skulle gå flere hundrede år, inden horden endegyldigt faldt fra hinanden, men den genvandt aldrig den styrke, den havde haft før borgerkrigen. Hordens hære fortsatte med at plyndre nabostaterne, men fortidens store sejre på slagmarken udeblev.

Til gengæld voksede nye stærke, kristne riger frem i mongolernes skygge. I århundreder havde byerne Kiev og Vladimir været de to hovedbyer i Rusland, men Den Gyldne Hordes hærgen svækkede begge byer.

Moskva derimod gik fra at være en lille by til at blive Ruslands primære fyrstedømme takket være en lang fred med Den Gyldne Horde, som byen betalte tribut til.

Folk flokkedes derfor til Moskva, der voksede sig stor, så stor, at fyrstedømmet med tiden blev Den Gyldne Hordes største fjende – og dens endeligt.