Det Stockholmske Blodbad – Sveriges blodigste fest

Den svenske adel kan roligt feste, for Christian 2. har givet amnesti til de tidligere oprørere og fastslået, at “al gunst og mistanke skal tilgives”, så ingen kan straffes for deres modstand.

Men på festens tredje dag hører gæsterne pludselig soldater lukke de tunge døre i slotsgården og de kraftige låse blive skudt for.

Ingen får længere lov til at komme ud. Så træder ærkebiskop Gustav Trolle frem. Med myndig stemme begynder han at remse navne op på folk til stede i salen. Ordene får det til at løbe koldt ned ad ryggen på forsamlingen – især da Trolle afslutter sin opremsning med beskyldninger om “kætteri”.

Trolles erklæring er skæbnesvanger, for Christian 2.s verdslige amnesti yder ingen beskyttelse imod kætteri-anklager.

Få timer senere henter kongens soldater de første anklagede og låser dem inde i slottets tårn. Snart vil den svenske adels blod flyde på skafottet.

Elitehær banede vejen

Begivenhederne i Stockholm var kulminationen på en lang og ødelæggende konflikt.

I 1397 indgik det forenede Danmark-Norge i Kalmarunionen med Sverige. Personalunionen var på papiret et fællesskab, men i virkeligheden gav aftalen Danmark den reelle magt i Norden.

Idyllen varede også kun kort. Fra midten af 1400-tallet blev svenskerne så trætte af den danske overmagt, at oprørske adelsfolk og rigsforstandere – kongens stedfortrædere – forsøgte at løsrive landet med magt.

De danske tropper blev smidt ud af landet, og i 1448 valgte svenskerne deres egen konge, som i 1451 erklærede Danmark krig.

Skiftende danske konger forsøgte med felttog og belejringer at knuse de opsætsige svenskere, men med begrænset held.

Unionen bestod formelt stadig, men Danmark formåede aldrig at bevare kontrollen over Sverige i en længere periode.

Da kong Hans kom til magten i 1483, var han fast besluttet på at håndhæve sit overherredømme, og i 1497 fik han med magt igen kontrollen over Sverige.

Men svenskerne løsrev sig allerede i 1501, og landet blev nu reelt regeret af rigsfor­standeren Sten Sture den Ældre og fra 1512 af Sten Sture den Yngre.

I 1513 blev kong Hans’ søn Christian kronet som konge af Danmark-Norge, og også han havde en glorværdig drøm om at få Kalmarunionen tilbage til fordums styrke.

Og kongen havde en trumf i ærmet, kirken, ikke mindst i form af sit tætte forhold til ærkebiskoppen af Uppsala – Gustav Trolle.

Han kom fra en af Sveriges rigeste familier, og faren Erik Trolle ejede bl.a. 950 gårde i Sverige og 450 i Danmark. Ærkebiskoppen var fortaler for en unionsvenlig politik og stod derfor i stærk opposition til Sture og hans dansk-fjendtlige rigsråd.

Konflikten førte til, at ærkebiskoppen blev afsat og fængslet i 1517 efter en lang belejring af hans borg Stäket, som Stures soldater efterfølgende plyndrede.

Den antikirkelige handling havde givet genlyd helt nede i Italien, hvor pave Leo 10. lyste Sten Sture og hans tilhængere i band. Hermed stod svenskerne uden for den katolske kirkes fællesskab, hvilket rent politisk var en alvorlig sag.

Bandlysningen var til gengæld en velsignelse for Christian 2. og det perfekte påskud for en invasion i kirkens navn.

De to første angreb i 1517 og 1518 mislykkedes, men i januar 1520 igangsatte kongen sin hidtil største invasion af landet. Planen var at marchere mod Stockholm og erobre den svenske hovedstad med støtte fra den store danske krigsflåde.

Den danske hovedstyrke og den svenske oprørshær tørnede sammen den 19. januar 1520 på den frosne sø Åsunden omkring 100 km øst for Göteborg.

Talmæssigt var de to styrker lige, men her hørte jævnbyrdigheden op.

Mens svenskernes hær fortrinsvis var udgjort af bønder, bestod den danske hær primært af tyske landsknægte, professionelle og erfarne lejesoldater, som var kendte i hele Europa for deres dødsforagt og brutalitet.

Hvor svenskerne måtte nøjes med stridsøkser, armbrøster og spyd, rådede danskerne over både ildvåben og feltartilleri.

Det sidste skulle blive skæbnesvangert på den frosne sø.

Under kampen gik Sten Sture i front og inspirerede sine landsmænd, men pludselig susede en dansk kanonkugle imod ham og knuste oprørslederens ene ben.

Den hårdt sårede Sture blev kørt væk, inden de danske styrker vandt ­slaget, men på trods af forsøg på lægehjælp døde han den 3. februar.

Uden Sture gik den svenske hær i opløsning. Selvom rigsforstanderens enke Kristina Gyllenstierna fortsat manede til modstand, smuldrede kampgejsten hurtigt.

Store dele af den svenske adel havde i smug anset Sten Sture for at være for egenrådig og frygtede, at han kun ville varetage sin egen slægts interesser.

Derfor var de ikke helt så nervøse ved en dansk magtovertagelse, da de skønnede, at danskerkongen – som de kun kendte lidt til – ville være mere upartisk, når det kom til at tildele magt og privilegier.

Biskopperne Hans Brask i Linköping og Otto Svinhufvud i Västerås stillede sig i spidsen for fredsfortalerne, og selv Stures kansler, biskop Mattias i Strängnäs, mente, at svenskerne burde forhandle.

Kongen lovede til gengæld amnesti til alle, der gik over på hans side.

Snart manglede kun Stockholm at overgive sig.

Her forskansede Kristina Gyllenstierna sig, og først efter fire måneders belejring lykkedes det i september Christian 2. at forhandle sig frem til en fredsslutning, bl.a. med hjælp fra biskop Mattias. Som belønning lovede Christian 2. sine modstandere fuld amnesti.

Slagplanen for Det Stockholmske Blodbad

Den 7. september 1520 gjorde Christian 2. sit indtog i Stockholm fulgt af 1.000 ryttere og 2.000 infanterister.

Borgmester Anders Olofsson mødte kongen med to rådmænd og overgav ham byens nøgler. Med Christian 2. i spidsen fortsatte processionen ind i byen, hvor kongen formelt overtog slottet i det nuværende Gamla Stan.

De følgende dage forkyndte trompeterer freden over hele Stockholm, og Christian 2. modtog byrådets hyldest gennem et brev, som fastslog, at han nu var stadens “rette og naturlige herre”.

Nogle dage senere rejste Christian 2. tilbage til Danmark for at ordne forretninger inden kroningsfesten den 4. november.

Historikere mener, at majestæten brugte dagene inden afrejsen til sammen med Gustav Trolle at lægge en slagplan for, hvordan han endegyldigt kunne undertvinge sig den svenske adel.

Planen skulle for altid sikre dansk herredømme over Sverige og straffe Trolles fjender, så biskoppen kunne blive landets nye leder, kun overgået af kongen selv.

Christian 2. vendte tilbage et par uger senere og var fast besluttet på at lade sig vælge til landets retmæssige arvekonge.

Sverige havde til alle tider været et valgkongedømme, hvor hver enkelt monark måtte godkendes af rigets førende mænd.

Mens Stockholm gjorde sig klar til fest, indkaldte Christian 2. til møde for at få sagen om arveretten afklaret.

For kongen selv var der ingen tvivl. Mens hans far, kong Hans, regerede Sverige, blev Christian i 1497 valgt som landets retmæssige tronarving af det svenske rigsråd.

Sverige havde ikke været på danske hænder i 19 år, men Christian 2. mente, at hans arveret stadig stod ved magt. Argumentet lød forsimplet, men der var belæg for påstanden.

I Sveriges kongelov stod der ganske vist, at “Til kongeriget Sverige skal kongen vælges, og det skal ikke arves”. Men loven fastslog også, at valget helst skulle gå til “kongesønner, om sådanne findes”.

Teksten var imidlertid for blødt formuleret til at sikre den danske kongeslægt herredømmet over Sverige til evig tid. Lovteksten forklarede heller ikke, hvorfor Christian 2. – hvis han som kongesøn automatisk var sikret tronen – i sin tid blev nødt til at lade sig vælge.

Men alt det fandt kongen råd for. Til hans håndgangne mænd hørte biskoppen Jens Andersen kaldet “Beldenak”, der på gammeldansk betyder “skaldenakke”.

­Biskoppens hårvækst har med andre ord ikke været imponerende, men han var en dreven lovkyndig og en af Christian 2.s mest loyale mænd.

Andersen gravede en gammel lovtekst frem, som sagde, at kongen skulle vælges, hvis den afdøde konge havde flere sønner.

Det havde Hans, da Christian 2. i 1497 blev valgt til svensk konge. Men nu, hvor de andre sønner var døde, kunne Christian 2. indtage tronen som arvekonge, fastslog biskoppen.

Både rigsrådet og en samling adelsfolk og præster endte med at godtage Andersens argumenter. Den 31. oktober erklærede rigsrådet, at Christian 2. vitterlig var “retmæssig arving” til den svenske krone.

Ingen svenskere fik ridderslag

Med sit herredømme over riget sikret kunne Christian 2. den 4. november selvsikkert gøre sit indtog til kroningsceremonien i Skt. Nikolaj Kirken – den nuværende Storkyrkan – i Stockholm.

Her læste biskop Trolle op af Paulus’ brev til romerne, kapitel 13, som formanede kirkegængerne om ikke at sætte sig op imod myndighederne.

“Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde”, lød det fra prædikestolen. Ordene klang sært ildevarslende i den ellers feststemte kirke.

Bedre blev det ikke, da Christian 2. efter kroningen begyndte at slå en række fremtrædende mænd til riddere.

Blandt modtagerne af den kongelige anerkendelse var hædersmænd som norske Niels Lykke samt Søren Norby, den danske flådes øverstbefalende, der havde spillet en fremtrædende rolle i kampen mod Sverige.

Men ikke en eneste svensker var at finde blandt de nye riddere.

Grunden var simpel. En sådan ære “kunne denne gang ikke overgå nogen svensk mand, eftersom riget var overvundet med sværdet”, som kongen brutalt slog fast.

Alle vidste, at freden kom i stand efter forhandlinger, og at Sverige dermed ikke var “overvundet med sværdet”.

Men Christians budskab var ikke til at tage fejl af. Han var, havde rigsrådet netop bekræftet, Sveriges retmæssige arvekonge, og enhver, som havde modsat sig ham med magt – ligegyldigt hvornår – havde derfor begået oprør og forræderi.

Den dårlige stemning forduftede dog, så snart kongen med kys og kram samme aften slog dørene op til kroningsfest på slottet.

Ingen kilder beretter om mismod under de første to dage af det overdådige gilde.

Gæsterne, der bl.a. omfattede tidligere fjender af kongen som Stures enke Kristina Gyllenstierna og biskopperne Hans Brask og Mattias, spiste, drak og forlystede sig med at overvære ridderturneringer – kun afbrudt af få timers søvn.

Da slottets døre blev smækket i ved frokosttid onsdag den 7. november, og Trolle stillede sig op for at holde tale, troede de fleste sandsynligvis, at biskoppens optræden var et indslag i festlighederne.

Men Trolle trådte alvorligt frem og udtrykte fromt håbet om retfærdighed for “al kristenheden”.

Dernæst opremsede han navnene på de anklagede.

På listen var den døde Sten Sture, hans enke, Kristina, og hendes mor, fru Sigrid Eskilsdotter, samt adskillige adelsmænd, rådsmedlemmer og borgere, som var kendte Sture-tilhængere. Opremsningen sluttede med ordene: “... hvorfor jeg betragter jer alle som lige skyldige i kætteri”.

Trolle opremsede herefter erstatningskravene mod de 18 anklagede. De skulle betale for belejringen og plyndringen af hans borg samt den overlast, han havde lidt i fængslet.

De skulle også erstatte rovet fra Uppsala Domkirke, hvor alle “værdigenstande, guld, sølv, våben og værdier” var blevet stjålet.

Selv overlast imod Trolles to forgængere i embedet krævede biskoppen økonomisk kompensation for. Den samlede erstatning løb op i en astronomisk sum af 1,1 million sølvmark – 231 tons sølv.

Til sidst fastslog Trolle, at de anklagede skulle arresteres, indtil kongen havde afsagt dommen over de “åbenlyse kættere”.

Ordvalget var farligt, for en åbenlys kætter var ikke beskyttet af verdslig amnesti og kunne uden videre henrettes.

Panik førte til flere anklager

I et desperat forsøg på at stoppe de livsfarlige anklager stod Kristina Gyllenstierna frem.

Hun fremviste et brev fra den 23. november 1517, prydet med Sten Sture og rigsrådets underskrift.

I brevet erklærede rigsrådets medlemmer, at de stod bag Sten Sture i kampen mod den dansksindede ærkebiskop Gustav Trolle. Samtlige medlemmer, inkl. flere bisper, havde hængt deres segl under brevet.

Kristina Gyllenstierna forsøgte med brevet at vise, at de anklagede langtfra havde handlet alene. Dermed lod hun også Christian 2. forstå, at hvis han ønskede at straffe nogen, måtte han gå op imod den samlede svenske adel.

Hun forestillede sig sandsynligvis, at det ville den nykronede konge af Sverige aldrig turde gøre, hvis han ønskede ro i landet.

Men Gyllenstiernas forsøg på at redde sine landsmænd havde den helt modsatte effekt. Enhver, der havde sat sit segl under brevet, var i Christian 2. og Trolles øjne utvivlsomt skyldige i kætteri.

Kun et par bisper blev benådet, bl.a. den snu Hans Brask fra Linköping, der bad om at få sit segl brudt. Ud faldt en lille seddel med påskriften: “Hertil er jeg nødsaget og tvungen”. Men derudover viste majestæten ingen tegn på at lade sig formilde.

Snart forlod Christian 2. salen – imens fortsatte rettergangen, hvor flere trådte frem og fremlagde anklager imod ledende Sture-tilhængere.

Da mørket faldt på, gik døren til salen op. Ind trådte admiral Søren Norby flankeret af soldater.

Flammer fra soldaternes fakler oplyste gæsternes skrækslagne ansigter, mens Norby gik fra den ene gæst til den anden for at udpege dem, som skulle føres bort.

“Først kaldte de biskopperne og nogle mænd ud, siden ledte de både adelige og uadelige kvinder og mænd op i tårnet i hobetal”, skrev tre præster fra Uppsala ­efterfølgende, som var til stede under ­forløbet og desperat forsøgte ikke selv at blive trukket med i anklagerne.

Biskopper røg først under Det Stockholmske Blodbad

De anklagede tilbragte natten i små, aflåste celler på slottet.

Om morgenen den 8. november fortsatte rettergangen. Her fik de tre præster fra Uppsala at vide, at de skulle være en del af en dommergruppe på 14 gejstlige, der skulle afgøre, om der var tale om kætteri.

Gruppen var anført af Jens Andersen og Gustav Trolle.

Trolle skulle altså fungere som dommer over sine egne anklager. Der gik da heller ikke mere end et par timer, så var de anklagede fundet skyldige i kætteri både ifølge Romerkirkens og Sveriges lov.

Panelet havde netop sat sig ned for at spise frokost, da en oprørende besked nåede forsamlingen.

De svenske biskopper Mattias – Sten Stures tidligere kansler, som hjalp Christian 2. med at forhandle freden i Stockholm – og Vincent, biskop i Skara, var blevet hentet fra en celle i slotstårnet.

De ville snart blive ført til Stortorget, forlød det. Forvirringen bredte sig. De to mænds navne var ikke på Trolles liste over anklagede, og de var heller ikke blevet udpeget som kættere af panelet. Jens Andersen forsikrede straks præsterne om, at kongen aldrig ville gøre noget ondt “mod sådanne mænd”.

Få minutter senere blev det imidlertid bekendtgjort, at Mattias og Vincent skulle henrettes. Præster og biskopper rejste sig straks fra bordet. Gennem slottets gange hastede de til kongens gemakker. De fik aldrig majestæten at se.

Ved døren stod Didrik Slagheck, en af kongens håndgangne mænd.

Slagheck, en lykkeridder og tidligere sælger af afladsbreve – var øjensynligt udset til at udføre kongens beskidte arbejde. Historikere mener, at han på kongens bud stod bag ordren om at sætte henrettelserne i gang.

Nu råbte han til præsterne, at de skulle standse, medmindre de var ude på at “blive udslettet ligesom de andre forrædere”.

Imens blev Mattias og Vincent ført over slottets vindebro til Stortorget. Selv da de mødte skarpretteren på broen, gik situationens alvor ikke op for dem.

“Hvad nyt?” spurgte biskop Vincent venligt. “Ikke just gode nyheder”, svarede Homuth. “Eders Nåde må tilgive mig, det er blevet mig befalet at slå hovedet af eders Nåde!”

Da biskopperne kom frem, havde kongens soldater dannet en firkantet kæde omkring nogle hastigt opstillede skafotter på pladsen.

Den nyslåede ridder Niels Lykke trådte frem og råbte til de forvirrede og skrækslagne tilskuere, at Gustav Trolle havde tryglet majestæten om, at de anklagede måtte blive straffet for deres ugerninger imod ham.

Få minutter efter svingede skarpretteren sit sværd og skilte Mattias’ hoved fra hans krop med et enkelt hug. At han havde været fortaler for fred med Christian 2., hjalp ham ikke nu.

Skarpretteren satte respektfuldt bispehuen på Mattias’ afhuggede hoved. Da det blev Vincents tur, begyndte han dog at få travlt, og biskoppens hoved blev hurtigt smidt i en tønde.

Én efter én blev de dømte nu ført frem til det blodige skafot.

Blodet løb i gaderne

Christian 2.s soldater gik samtidig fra hus til hus for at finde de dødsdømte, der ikke var spærret inde på slottet, og tvang dem med sig.

Retssagen var gennemført så hurtigt, at mange ikke anede, de var blevet dømt.

En barber ved navn Lambert havde en kunde under kniven, da han blev slæbt væk. Det var “ligesom får, der føres bort fra folden”, ifølge den samtidige svenske krønikeskriver Olaus Petri, der var til stede under blodbadet.

Gadesælgeren Lasse Hass var så forfærdet over at se sine landsmænd blive henrettet, at han begyndte at græde. Soldaterne tolkede tårerne som et udtryk for politisk sympati og overgav Hass til bødlerne. De klyngede ham straks op i galgen, den mest anvendte metode til henrettelser af borgere og småkårsfolk.

Soldaterne udnyttede skamløst situationen. Mange stjal de dødsdømtes nøgler, smed de overlevende familiemedlemmer ud og plyndrede deres hjem for “guld, sølv, penge og alle deres bedste varer”.

Nogle få af de dødsdømte flygtede og fik kun lov at beholde hovedet, da admiral Søren Norby forbarmede sig over dem og skjulte dem på sit skib, hvor han nægtede kongens soldater adgang.

Som enke til Sten Sture blev halshugning opfattet som for mild en straf for Kristina Gyllenstierna. Hun fik valget imellem at blive brændt, druknet eller levende begravet.

Kongen forbarmede sig dog i sidste øjeblik, formentlig fordi hun var kvinde, og idømte hende i stedet livsvarigt fængsel. Kristinas mor truede han med at indsy i en sæk og drukne, men også hun slap med fængsel.

Den første dag blev 32 borgere henrettet, bl.a. Stockholms tre borgmestre og 14 rådmænd, som alle var til stede ved kroningsfesten.

Henrettelserne fandt sted i social rangorden. Efter biskopperne fulgte de højadelige rigsrådsmedlemmer. Derefter kom turen til lavadelen og til sidst borgerne.

Næste dag stod de henrettedes tjenestefolk for tur. Flere blev grebet, når de intetanende kom ridende ind i byen.

“Ned fra hesten og op i galgen, det var ganske forfærdeligt at se på”, som Petri beskrev det.

Skarpretteren berettede senere, at Didrik Slagheck – tydeligt beruset – havde beordret ham til, at ofrene skulle dræbes straks og uden mulighed for først at bekende deres synder til en præst. Dermed havde de ingen mulighed for at få syndsforladelse.

Om lørdagen, den 10. november, var gaderne forvandlet til et blodigt søle, og ligene lå i stakke på torvet, mens hovederne var smidt i tønder.

Som kættere kunne de døde ikke blive begravet i indviet jord. De blev i stedet ført til Södermalm for at blive brændt “som synligt bevis på kætterdommen”.

Selv Sten Stures lig blev gravet op og kastet på bålet.

Stortorget lå på en forhøjning, og ifølge Olaus Petri skyllede blodet fra de 82 henrettede ned gennem gaderne: “Det var et ynkeligt og jammerligt syn at se, hvordan blodet løb i rendestenene fra torvet”.

Oprydningen efter Det Stockholmske Blodbad

Det hastede med at få ryddet op, for få dage efter indbød kongen igen til fest.

Christians hustru, dronning Elisabeth, havde den 10. november født ham en datter, prinsesse Dorothea, og det skulle fejres.

Festen fandt sted i Stockholms rådhus på Stortorget – få meter fra, hvor blodet havde flydt nogle dage tidligere.

De adelsfolk, som havde overlevet massakren, måtte holde gode miner til slet spil, mens de dansede kædedans på rådhuset foran en smilende Christian 2.

Kongens triumf blev kort. Blandt de henrettede var storbonden Erik Johansson. Han var ankommet til byen den 7. november, netop som retssagerne var begyndt.

Da han hørte nyheden om, at flere rigsråder var arresteret, hastede han ifølge den lybske historieskriver Reimar Koch til slottet.

Han hamrede arrigt på porten, som Christian 2. efter sigende skulle have beordret åbnet med ordene: “Lås op, lås op, lad ej fuglen flyve fra os”.

Erik Johansson blev derefter straks arresteret og senere henrettet på Stortorget. Da Johanssons søn Gustav Eriksson hørte om mordet, besluttede han at bekæmpe Christian 2. af al magt.

Med en vældig bondehær fordrev han danskerkongen fra Sverige og blev kendt under sit kongenavn Gustav Vasa.

Danskerne viste ikke Christian 2. større nåde. Kongens krigseventyr kostede befolkningen dyrt, og under et oprør blev han også fordrevet af sine danske undersåtter, som indsatte hans farbror Frederik 1. på tronen.

Christian 2. endte med at sidde 27 år i fangeskab. Her var der god tid til at tænke over de blodige valg, han havde truffet igennem sit liv.