Drager og rotter stod for børneopdragelsen

Historierne om rottefængeren fra Hameln og Wilhelm Tell var mere end blot underholdning. Middelalderens sagn rummede moraler, som skulle gøre børn og voksne til bedre mennesker.

Historierne om rottefængeren fra Hameln og Wilhelm Tell var mere end blot underholdning. Middelalderens sagn rummede moraler, som skulle gøre børn og voksne til bedre mennesker.

Historia Regum Britanniae

Før streamingtjenesternes tid var dygtige historiefortællere i høj kurs. Under middelalderens markedsdage og andre festlige begivenheder optrådte trubadurer og skuespillere fra omrejsende teatre med at fortælle eventyrlige beretninger.

En heltedåd eller tragiske hændelser var som regel omdrejningspunktet i sagnene, hvoraf nogle byggede på virkelige begivenheder. Andre fandt inspiration i Biblen, mens de fleste var det pure opspind.

Mange af dem rummede en morale, som fremhævede vigtigheden af at opføre sig ordentligt. Her kommer 10 opbyggelige historier fra middelalderen.

1. Søndagsarbejder endte på Månen

Middelaldersagnet bygger formentlig på en endnu ældre fortælling fra jødernes toraruller.

© JDawnInk/Getty Images

Manden i Månen: En fortælling fra 1300-tallets Tyskland om vigtigheden af at gå i kirke.

Sagnet: En søndag morgen gik en gammel skovhugger ud i skoven. Da han havde samlet nok grene, traskede han hjemad med sin byrde. På vejen stødte han på en herre klædt i sine fineste søndagsklæder. Manden stoppede ham og spurgte undrende:

“Ved du ikke, at det er søndag på Jorden, hvor alle skal hvile fra deres arbejde?” Skovhuggeren svarede kækt:

“Søndag på Jord eller mandag i himlen, det er det samme for mig!” Den søndagsklædte herre blev vred og udbrød: “Så bær dit bundt for evigt. Og eftersom du ikke værdsætter søndag på Jord, skal du få evig månedag i himlen; du skal stå i Månen – en trussel til alle, der ikke kommer hviledagen i hu”.

Og så forsvandt han. Pludselig blev skovhuggeren løftet til vejrs. Han landede på Månen, hvor han til evig tid skal stå.

Morale: Bryd aldrig kirkens regler.

2. Tyske børn kidnappet af fløjtende fremmed

Den ældste bevarede historie om byen Hamelns forsvundne børn stammer fra ca. 1430.

© loki11

Rottefængeren fra Hameln: Historien stammer fra 1200-1400-tallet og er formentlig inspireret af en virkelig hændelse, hvor børn forsvandt: Børnekorstoget i 1212.

Sagnet: Engang led den nordtyske by Hameln under en alvorlig rotteplage. I nødens stund ankom en rottefænger, som indbyggerne uden tøven hyrede. Den fremmede hev en fløjte frem, og med tre høje toner samlede han rotterne om sig.

Derpå vandrede han ud gennem byporten med dem efter sig. Rotterne blev ført ud i en flod, hvor de druknede. Men nu nægtede Hamelns indbyggere at betale. Rottefængeren svor en grusom hævn, og midt om natten vendte han tilbage.

Byens børn stimlede sammen og fulgte ham ud af byen. Han førte dem til en klippevæg, der opslugte dem.

Morale: Du skal holde, hvad du lover.

3. Tell gemte sin reserve-pil til tyrannen

Armbrøsten var et af middelalderens mest dødbringende våben.

© Fototeca Storica Nazionale./Getty Images

Wilhelm Tell: De schweiziske kantoner kæmpede for at bevare deres selvstyre, og i sagnet fra 1400-tallet fik de en helt at samles om.

Sagnet: I den schweiziske by Altdorf boede en jæger ved navn Wilhelm Tell, som trodsede kongens tyranniske foged. For at demonstrere sin magt havde fogeden hængt sin hat på en pæl i byen, og alle forbipasserende skulle tage hatten af for den. Men Tell nægtede. Derfor blev han arresteret og tvunget til at skyde et æble af hovedet på sin søn på 120 skridts afstand.

Tell var bange, mens han spændte sin armbrøst, men ramte plet. En ekstra pil stak ud af hans ærme, og da fogeden spurgte til den, svarede Tell:
“Hvis min første pil havde dræbt min søn, var min anden pil ment til dig, og da havde jeg ramt plet”.

Senere undslap Tell og dræbte den tyranniske foged med samme armbrøst.

Morale: Mod er ikke at leve uden frygt, men at overvinde frygten.

4. Gudsbespotter fik hård straf

På tysk hed sagnet “Der ewige Jude”. Nazisterne lånte i 1940 titlen til en af deres propagandafilm.

© E. Fuchs, Die Juden in der Karikatur, Albert Langen, Verlag, München, 1921

Den evige jøde: Fra 1200-tallet og helt op til midten af 1800-tallet findes der dokumenter om folk, der påstår at have mødt Den evige jøde.

Sagnet: Da Jesus slæbte sit tunge trækors mod Golgata, hvor han skulle korsfæstes, måtte han udmattet stoppe op. Mens han stod og hev efter vejret, råbte en jødisk skomager ved navn Cartaphilus hånligt:

“Gå hurtigere, Jesus! Gå hurtigere! Hvorfor slentrer du?”

Jesus svarede:

“Jeg skal stå og hvile på denne dag, men du skal gå til den sidste dag”.

Cartaphilus blev dermed dømt til at flakke hvileløst om frem til dommedag. I desperation forsøgte han flere gange at begå selvmord, men hver gang stoppede engle ham. Skomageren angrede og begyndte at prædike Guds ord under sin vandring.

Morale: Hån aldrig andre.

5. Bitter kirkeleder hidkaldte Satan

Bispehuen var eftertragtet, og kampen om den kunne få det værste frem i folk.

© Shutterstock

Theofilos: Historien fra 500-tallet om den byzantinske Theofilos inspirerede angiveligt Goethe til at skrive tragedien Faust.

Sagnet: Ærkediakonen (vicebiskop) Theofilos i Adana fik en dag tilbudt stillingen som biskop, men han afslog fromt. I stedet blev en anden forfremmet, og en dag hørte han onde rygter om Theofilos. Uden rettergang mistede ærkediakonen sin stilling.

Nu blev Theofilos så vred, at han hidkaldte Satan. Ærkediakonen ville få sin stilling tilbage, hvis han solgte sin sjæl, lovede Satan, og Theofilos underskrev aftalen med sit blod. Dagen efter modtog han en undskyldning fra biskoppen og blev genindsat.

Snart blev Theofilos bange for sin sjæls frelse og bad om tilgivelse. Jomfru Maria viste sig og skældte ham ud, men gav ham til sidst syndsforladelse. Næste morgen vågnede Theofilos med kontrakten på sit bryst og fik den straks brændt. Kort efter drog han et lettelsens suk og døde.

Morale: Indgå aldrig aftaler med slette personer for egen vindings skyld.

6. Kristen stridsmand omvendte hedensk by

Drage-dræberen Saint George blev til Skt. Jørgen på dansk.

© Walters Art Museum

Skt. Jørgen og dragen: Historien bygger på græsk mytologis beretning om Jason, som besejrer en drage for at kunne hjembringe Det Gyldne Skind og prinsesse Medea.

Sagnet: Den hedenske by Silene i Libyen var plaget af en drage. Indbyggerne måtte hver dag ofre to får til bæstet, så det ikke angreb dem. Snart løb byen tør for dyr og begyndte at ofre mennesker.

En dag faldt det tunge lod på kongens datter, men til prinsessens held kom en ridder ved navn Jørgen samme dag til Silene. Da han så prinsessen stå foran dragen, slog han korsets tegn og red i fuld fart frem mod bæstet og nedkæmpede det.

I bytte for, at Silene konverterede til kristendommen, halshuggede Jørgen dragen.

Morale: Intet er umuligt for en god kristen stridsmand.

7. Blod på snuden kostede trofast hund livet

Historien om walisiske Llywelyn og hans hund bygger på sagn fra andre europæiske lande.

© Royal Collection

Gelerthunden: Historien om en walisisk prins i 1200-tallet bygger på en ældre indisk fortælling om en hindu-præst, der slår sin trofaste mangust ihjel.

Sagnet: Den walisiske prins Llywelyn havde en trofast hund ved navn Gelert, men en dag var hunden forsvundet. Da Llywelyn senere vendte hjem fra jagt, blev han mødt af hunden, der glad hoppede op ad ham. Men dens snude var indsmurt i blod.

Prinsen løb ind på slottet for at se, om der var sket hans spæde søn noget. I barneværelset var vuggen væltet omkuld, og blod dækkede gulvet. Prinsen troede straks, at Gelert havde spist sønnen, og trak sit sværd.

Gelert udstødte et langt, klagende hyl, da han slog den ihjel, og barnegråd kunne pludselig høres. Bag vuggen lå Llywelyns sprællevende søn ved siden af en ulv, som havde fået struben bidt over. Forfærdet indså Llywelyn, at Gelert havde reddet hans søn. Tynget af skyld smilede prinsen aldrig igen.

Morale: Drag aldrig forhastede konklusioner.

Rotter var en grum straf i flere sagn fra middelalderen.

© Chris 73

8. Hjerteløs biskop blev ædt af rotter

Biskop Hanno: Mange sagn handler om biskopper, som var magtfulde i middelalderen.

Sagnet: I 970 hærgede hungersnød den tyske by Mainz, mens biskop Hannos kornkamre bugnede. Bønder tiggede om mad, men Hanno forbarmede sig ikke. I stedet inviterede han dem ud i sin lade.

Fra hele Mainz strømmede fattige til, men biskoppen låste porten og brændte alle inde. Mens Hanno betragtede flammerne, sagde han:

“I disse dårlige tider vil landet takke mig for at skaffe rotter af vejen, som blot fortærer kornet”.

Dagen efter vågnede biskoppen svedende i sin seng. Hans kat skreg, og da Hanno kiggede ud, så han tusindvis af rotter storme hans palæ. Intet kunne holde dem ude, og de oversvømmede hans sovegemak. Biskoppen forsvandt i et hav af rotter, og hans knogler lå tilbage.

Morale: Syndere får løn som fortjent.

Historier om heltemodige riddere tryllebandt både folket og kongen. Moralen lød, at med kristen tro og ridderskik kunne alt ondt besejres.

© Apic/Getty Images

Lancelot: Skammen var værst

Forførende kvinder, farlige riddere og en sværdbro var blot nogle af de udfordringer, ridderen af kong Arthurs runde bord mødte, når han skulle frelse dronning Guinevere.

Det mest nedværdigende, han blev udsat for, var at sidde på en dværgs vogn, efter at hans hest var død.

© www.history-ua.org/gallery/show.php

Ridder Degrevant: Mod betalte sig

Sagnet om ridder Degrevant handler om en stridsmand, som forelsker sig i en fyrstes datter, men hendes far nægter at lade dem gifte sig.

Under en ridderturnering besejrer Degrevant imidlertid alle, og til sidst bøjer fyrsten sig og lader ham få hans datter.

© Bridgeman Images

Don Quixote: Parodi satte punktum

I århundreder var ridderhistorier populære, men i begyndelsen af 1600-tallet havde forfatteren Miguel de Cervantes fået nok.

I romanen “Don Quitxote” gør han tykt grin med riddere og ridderlighed. I parodien på middelalderens sagn angriber Don Quixote sågar en vindmølle.

10. Konen skred fra løftebryder

Melusine var smukkere end de fleste seks dage om ugen. Men om lørdagen forvandlede hun sig.

© Histoire de la Magie, P. Christian – Furne, Jouvet et Cie, Paris, 1870 p. 421

Melusine: Den mest udbredte version af sagnet er fra 1300-tallet. Her er hovedpersonen den fattige adelsmand Raymond.

Sagnet: I skoven mødte Raymond en smuk vandnymfe ved navn Melusine. Hun lovede at blive hans brud på én betingelse: Om lørdagen måtte han aldrig se hende.

Parret blev gift, fik mange børn og et stort slot. Raymond overholdt parrets aftale, indtil hans bror såede tvivl om, hvad Melusine lavede om lørdagen.

Raymond lagde sig på lur og kiggede gennem nøglehullet til sin hustrus gemakker. Her så han hende bade, og i vandet forvandlede hendes ben sig til halen på en søslange.

Raymond holdt på hemmeligheden, men da parret mistede en af deres sønner, kom han i sorg til at kalde hende en “odiøs slange”. Han fortrød straks, men da var det for sent. Nymfen vidste, at han havde brudt sit løfte. Hun forsvandt og blev aldrig set igen.

Morale: Hold, hvad du lover.