Drikfældige edsbrødre dannede middelalderens karteller

Gilderne var frivillige sammenslutninger, og eden var det eneste, der forpligtigede medlemmerne over for hinanden. Nye medlemmer blev derfor vurderet nøje, før de blev optaget ved en højtidelig ceremoni, der ikke adskilte sig meget gilderne imellem.

Gilder gav beskyttelse

Ved optagelseshøjtideligheden var alle gildets medlemmer til stede. Oldermanden åbnede gildets lade, et skrin, som kun kunne åbnes, når oldermanden og en eller to andre var til stede med hver deres nøgle.

I laden lå gildets kostbareste klenodie, et stort, fornemt udsmykket drikkebæger af sølv, kaldet velkomsten, der bar alle medlemmernes navne. Derpå “klappede oldermanden til lyd” og holdt en tale om skråen, dvs gildets love og regler.

Den nyoptagne sværgede ved både Gud og sin ære, at han ville overholde skråen. Derpå tog han bægeret med handsker på, så hans hænder ikke gjorde det beskidt, og drak, mens oldermanden svingede bægerets låg over det nye medlems hoved. Høje hurraråb fra det forsamlede broderskab forkyndte, at en ny broder var optaget.

Hvis medlemmerne brød skråen, blev sagen taget op ved gildedomstolen. Som regel blev misæderen straffet med en bøde, men i grovere tilfælde lød straffen på udsmidning. Og det var en straf, alle medlemmer frygtede.

Gilderne fungerede nemlig som det eneste sociale sikkerhedsnet i købstæderne, der voksede frem i den tidlige middelalder. Kongen ville samle handelen i byerne, så han nemmere kunne beskatte varer, købmænd og håndværkere. Derfor fik de største handelspladser købstadsrettigheder, og al handel og håndværk skulle nu foregå her.

De nye rettigheder og en eksplosiv befolkningsvækst fik byerne til at vokse til en størrelse, der aldrig før var set i Nordeuropa. Markedspladser, domkirker, værtshuse og huse i flere etager hilste bønderne velkomne, når de drog ind for at handle.

Kirke og edsbrødre i alliance

På landet havde slægtens medlemmer hjulpet hinanden, når tiderne var hårde, men i byerne var familien tvunget til at klare sig selv. Og hvis en forsørger døde eller blev invalideret af en af tidens hyppige arbejdsulykker, var resten af familien dømt til sult og fattigdom.

Derfor betalte gildemedlemmerne et årligt kontingent, og desuden blev de ustandseligt idømt bøder, når de overtrådte en af skråens mange finurlige regler om, hvordan de forsamlede skulle hilse, drikke eller være klædt ved møderne. Pengene fra de mange bøder blev delt ud til enker, brugt til begravelser eller som understøttelse, hvis et medlem blev arbejdsløs.

Gildernes sociale arbejde mindede i det hele taget meget om kirkens, og de to instanser var da også tæt forbundet.

Skråen byggede på de kristne idealer om fred og næstekærlighed. Gilderne tog derfor ofte navn efter en helgen. Det gjaldt for de populære Skt. Knuds-gilder og Skt. Lucii-gilder, der fandtes i flere skandinaviske byer. Ved gildemøderne blev alle de afdøde medlemmer nævnt og velsignet, og de rigeste gilder havde ansat deres egen præst til at holde gudstjenester og sjælemesser for levende og døde medlemmer.

Gilderne ofrede også store summer på at opstille altre i byens kirker, hvor bønner kunne lyde for de afdøde brødres sjæle. Og Skt. Knuds-gilderne bekostede sågar særlige Knudsklokker, der kunne ringe for afsjælede brødre. Da gildernes love og selvjustits også hjalp til at opretholde fred i byerne, var kirken venligt stemt over for broderskaberne, hvilket øgede deres indflydelse.

Bøder faldt i byger

Men først og fremmest var gilderne sociale foreninger, hvor ligesindede mødtes. Medlemmerne samledes regelmæssigt til de drikkegilder, der gav broderskaberne deres navn. Under rigelige mængder af mad, øl og vin blev forretningsaftaler indgået, ægteskaber arrangeret, og livslange venskaber formet.

Undervejs udviklede hele festkulturer sig med drikkesange, skåler, hilsner og taler. Ritualerne var forskellige, men fælles for alle gilder var, at møderne erfaringsmæssigt kunne udvikle sig meget livligt.

I én skrå advares gildemedlemmer således om, at de kunne idømmes bøde for kindheste, hiven i håret, lussinger og for at slå tænder ud. Det kostede også dyrt, at “wawre (dingle, red.) på gaden og gøre sig galen og løbe eller gå og hugge i sten med sværd eller slå med spyd på folkedøre eller vindue”.

Ved et gildemøde i Odense fortæller referatet, at oldermanden bad den norske snedker Herman Døl betale, hvad han skyldte gildet. Herman Døl svarede, at han ikke havde nogen penge.

Et andet medlem, Matthias Høn, svarede, at Herman bare skulle klappe sin kone på låret, så fik han vel penge. Herman Døl blev fornærmet og svarede med ord, der var så grove, at det kostede ham en bøde på en halv rigsdaler.

Men han slyngede fattigbøssen væk, da den blev sat foran ham. Det kostede ham endnu en bøde på en halv rigsdaler. Herman Døl sprang op for at slås, men han blev grebet i arme og ben. Sprællende af arrigskab og endnu en bøde rigere blev han båret ud af gildesalen.

Gilder blev fagforeninger

I 1100-tallet og 1200-tallet var gilderne brede sammenslutninger af folk fra samme stand, men med forskellige professioner. Både købmænd, håndværksmestre, præster og endda kvinder kunne være medlem af samme gilde. Men fra omkring 1300 blev gilderne mere ensartede. Købmænd og handlende dannede deres egne gilder, mens håndværkerne splittede sig op og nu kun mødtes med udøvere af samme fag.

I Europas største byer sluttede snart ethvert håndværk sig sammen, fx kunne London mønstre gilder for ombetrækkere, hesteskomagere, stigbøjlemagere, træskomagere, vokslysmagere og tællelysmagere. Mange små gilder samarbejdede dog, så de sammen stod stærkere om at få opfyldt deres krav.

Gildernes regler og formål blev nu mere faglige, og de arbejdede især på at forhindre andre end deres medlemmer i at udøve faget. Håndværksmestre, der ikke var medlem af gildet, blev mødt med chikane, tæsk og hærværk. På den måde kunne gildet fastsætte priser på fagets varer og ydelser.

Hovedformålet med gildernes regler var at sikre alle medlemmer nogenlunde samme gode indkomst og lærlinge mod urimelige arbejdsforhold og sulteløn. Derfor udstak gildet regler for det meste – fra antallet af svende, en mester måtte have, til hvilke redskaber han måtte bruge under arbejdet. Vævernes gilde i den tyske by Stendal beskrev det tydeligt i deres skrå:

“Hvis en borger ønsker at praktisere væverhåndværket, skal han have en ten eller så mange som to, og for hver ten skal han betale tre solidii, når han træder ind i broderskabet… Hvis en edsbroder bryder reglerne… skal han betale en talent for hver af sine forseelser eller miste retten til sit håndværk i et år”.

Gilderne hægede om deres renommé, så ledelsen foretog kvalitetskontrol af medlemmernes håndværk. En håndværksmester skulle bevise over for rådet, at han var en dygtig håndværker, før han blev optaget. Hvis han siden udførte beviseligt dårligt arbejde, blev han straffet med en bøde og i værste fald smidt ud. Skete det, måtte han opgive at praktisere sit fag som mester og klare sig som svend.

Fransk konge mistede Toulouse

I løbet af 1400-tallet havde gilder og lav vokset sig så stærke, at det ikke længere var en frivillig sag at deltage. Den fri konkurrence var sat ud af spil, og hvis man ville overleve, var det på fællesskabets præmisser, ikke det frie initiativs.

Frem til industrialiseringen tog fart omkring år 1800, sad medlemmer af de magtfulde karteller tungt på borgmesterposter og indtog ledende pladser i byrådene. Kirken var stadig en trofast allieret, men kongerne i Frankrig og Tyskland forsøgte nu at bekrige de mest magtfulde af gilderne. Ikke altid med held. I Toulouse for eksempel erobrede gilderne ganske enkelt magten og efterlod den franske konge uden reel indflydelse over byen.

I Norden så kongerne ingen anden udvej end at samarbejde for ikke at miste kontrollen over købstæderne. Danske, norske og svenske konger gjorde sig i stedet til protektorer af forskellige gilder, og kongerne ophøjede deres skråer til lov. Derved kunne gilder og lav officielt fastsætte løn, priser og arbejdstid med kongens velsignelse.

Gigantiske palæer ejet af gilder skød op i de europæiske storbyer. I London overgik kun kongeslottet Westminster Hall størrelsen på London Guild Hall, som Londons mere end 50 gilder i fællesskab opførte i 1411.

I dag er London Guild Hall stadig en del af Londons rådhus.

Industriens fremmarch kvalte gilder

Gilderne betalte tilbage ved at støtte kongerne. I 1344 lovede Onarheimgildet fra Sunnhordaland i Norge fx sin og hele egnens støtte til den mindreårige Håkon 4. Magnusson.

Senere samme år kunne Håkon bl.a. derfor lade sig hylde som konge. Gilderne havde fået nationalpolitisk magt, og kongen var blevet afhængig af deres politiske støtte.

Først da industrialiseringen i 1800-tallet oversvømmede markedet med maskinfremstillede varer, mistede gilderne deres magt. Og den stadig stærkere statsmagt kunne nu gøre op med det system, der satte den fri konkurrence ud af spillet og fordyrede varerne.

På trods af voldelige demonstrationer og 15.000 indsamlede underskrifter blev det i Danmark i 1857 vedtaget at forbyde alle gilder og lav, og købstæderne fik frataget deres eneret på handel og håndværk. Alle kunne nu få et næringsbrev og drive handel eller håndværk.

Kartellernes 750 år lange monopol var endelig brudt.