El Cid: Krigens mester tabte aldrig et slag

Landsbyknægt ved kongens hof

Rodrigo Díaz de Vivar – i eftertiden kendt under navnet “El Cid” (Herren) – kom til verden i 1043. Han blev født ind i en lavadelig familie, der boede i den lille by Vivar i det kristne dobbeltmonarki León-Castilien på Den Iberiske Halvø.

Fra en ung alder udviste Rodrigo et stort talent for krigskunst som ridning og sværdkamp. Sandsynligvis var det årsagen til, at han fik æren af at blive sendt i tjeneste hos kongens ældste søn, prins Sancho. 14 år gammel ankom drengen fra Vivar til kong Fernando 1.s hof.

Rodrigo og Sancho trænede ofte sammen, og de to unge mænd udviklede et nært venskab. Sammen med Sancho oplevede Rodrigo for første gang kampens hede i 1063, da han red i krig ved prinsens side.

Kongen havde sat Sancho i spidsen for en hær, som skulle beskytte hans muslimske vasalstat Zaragoza mod en invasion fra det kristne Aragonien. Krigen endte med en sejr til Sancho. Kongen af Aragonien, der var Sanchos egen onkel, døde på slagmarken.

Krigen gav den unge Rodrigo en vigtig lektion i den komplekse politiske situation på Den Iberiske Halvø: Religion og blodsbånd var ikke altid et afgørende skel mellem ven og fjende.

I år 1065 døde Fernando 1., og riget blev delt mellem kongens tre sønner. Ingen af dem ønskede imidlertid at dele.

Efter syv år lykkedes det i 1072 Sancho, med Rodrigo som øverstbefalende for sin hær, at besejre begge sine brødre og tage magten over hele León-Castilien.

Blåt blod flyder under oprør

Knap havde Sancho sikret sig magten, før et oprør i oktober måned brød ud i byen Zamora. Oprørslederne krævede, at Sanchos bror Alfonso fik tronen. Sancho 2. drog straks afsted for at belejre byen, og Rodrigo var med ham.

Under belejringen ramte en tragedie kongens lejr. Sancho selv må have været svært optaget og hans vagter distraherede. Ingen så ridderen fra Zamora, der sneg sig gennem lejren og nærmede sig kongen bagfra.

Med sikker hånd og et hårdt stød borede indtrængeren sit spyd gennem ryggen på Sancho.

Kongen døde på stedet, og ingen omkring ham nåede at reagere, før morderen flygtede fra gerningsstedet.

I den spanske krønike “Historia silense” begrædes kongens død:

“Kongen blev uventet naglet bagfra med et spyd af ham (morderen, red.), og han udgød kongens liv og blod”.

Nyheden om Sanchos død spredtes hurtigt, og belejringshæren gik i opløsning. Rodrigo var blandt de få af kongens riddere, som blev tilbage for at føre Sanchos afsjælede legeme hjem til begravelsen.

Rygter svirrede efterfølgende om, at broren Alfonso stod bag udåden, men mordet blev aldrig opklaret.

Ærkerival tvinger Rodrigo i eksil

Eftersom Sancho ingen sønner havde, var Alfonso den første i rækken til at arve sin afdøde bror. Knap var Sanchos lig blevet koldt i graven, før Alfonso 6. satte sig på tronen.

Rigets nye konge havde planer om at erobre resten af Den Iberiske Halvø – og han havde brug for dygtige strateger.

Rodrigo blev regnet for en ferm hærfører, og selvom han havde været en af Sanchos næreste venner, valgte han at tjene Alfonso. Historikerne ved dette med sikkerhed, fordi Rodrigos signatur optræder på flere royale dokumenter.

Forholdet mellem kongen og Rodrigo var tilsyneladende så godt, at Alfonso lod en kvinde fra sin egen slægt, Jimena, gifte sig med ridderen.

Alfonsos tiltro til Rodrigo betød, at han ofte blev sendt ud på vigtige opgaver for kongen – fx opkrævning af den årlige tribut fra flere muslimske emirater, deriblandt Sevilla. Indsamlingerne forløb normalt gnidningsfrit, men da Rodrigo ankom til Sevilla i efteråret 1079, klagede byens emir, al-Mu’tamid, sin nød.

Emiren vidste, at han snart ville blive angrebet af emiren af Granada, som havde kristne allierede. Blandt dem grev García Ordóñez – Rodrigos største rival ved kongens hof.

Også Granada betalte tribut til kong Alfonso, så på papiret var dette en sag mellem de to muslimske emirater. Men på denne tid var det ganske normalt, at kristne riddere lod sig hyre af de rige muslimske emirer som lejesoldater.

Emirerne var villige til at betale store summer for det tunge kristne kavaleri, som deres egne hære manglede.

Rodrigo lod sig overtale til at hjælpe al-Mu’tamid. Han samlede sine mænd og drog ud for at møde invasionsstyrken. Hærene tørnede sammen, og Rodrigo vandt en knusende sejr.

Som en ekstra bonus tog han sin rival til fange, og en ydmyget García måtte betale løsepenge for at blive sat fri.

Opildnet af García begyndte flere stormænd ved hoffet efterfølgende at sprede rygter om Rodrigos manglende ære. Kong Alfonso lyttede til løgnene og lod sig til sidst overtale til at bandlyse ham fra León-Castilien.

Vanæret måtte Rodrigo drage i eksil og efterlade kone og børn i et kloster, så de var i sikkerhed, mens han selv søgte efter en ny herre at tjene.

Emir byder eksil-krigeren velkommen

Til Rodrigos store held blev han modtaget med åbne arme i Zaragoza af emiren al-Muqtadir. Emiren døde dog allerede i 1082, og Rodrigo valgte derefter at tjene sønnen al-Mu’tamin.

Zaragozas nye hersker skulle dele arven efter sin far med sin bror, Mundhir al-Hayib, men der udbrød hurtigt krig mellem de to brødre. Al-Hayib havde arvet den sydøstlige del af emiratet med byerne Dénia, Tortosa og Lérida, og han ønskede at føje Zaragoza til sit rige.

Allerede i sommeren 1082 invaderede al-Hayib sin brors område – med støtte fra det kristne kongerige Aragonien. Heldigvis stod Rodrigo klar til at forsvare al-Mu’tamins rige.

Hans strategi gik ud på at foretage hurtige overraskelsesangreb – helst om natten. Rodrigos styrker angreb med fuld kraft og trak sig dernæst tilbage, inden fjenden kunne nå at reagere.

Taktikken svækkede fjendens styrker, men inden Rodrigo kunne vinde en afgørende sejr, besluttede hertugen af Catalonien at stille sig på al-Hayibs side.

Sammen belejrede de tre fyrster byen Almenar, som lå på grænsen mellem Catalonien og Zaragoza. Situationen var alvorlig. Rodrigo frygtede, at fjendens hær nu var umulig at besejre.

Han overtalte al-Mu’tamin til at tilbyde sin bror en enorm sum penge for at slutte fred, men al-Hayib afviste tilbuddet.

Rodrigo måtte derfor igen drage i felten for at slå den overtallige hær. Historikerne ved ikke, præcis hvordan slaget forløb.

Værket “Historia Roderici” skrevet af en ukendt munk påstår, at fjendens adelsfolk flygtede blot ved synet af Rodrigo på slagmarken. Så let gik det næppe, men sikkert er det, at Rodrigo vandt en overraskende sejr.

Hjemme i Zaragoza blev Rodrigo modtaget som en helt. Han havde vundet over en overlegen fjende, og al-Mu’tamin overdyngede ham med rigdomme.

Aragonien, Catalonien og al-Hayib forsøgte flere gange at invadere Zaragoza, men hver gang slog Rodrigo dem tilbage. Sejrene betød, at den eksilerede ridder blev kendt vidt og bredt som den dygtigste hærfører på Den Iberiske Halvø.

Muslimsk dynasti knuser de kristne

I 1085 besluttede Alfonso 6. af León-­Castilien at udvide sit rige. Først invaderede han sin egen tributstat Toledo, som havde været plaget af uroligheder og dårligt styre under emiren al-Qadir.

Emiratet blev hurtigt opslugt af det kristne kongedømme, og kongen indsatte i stedet al-Qadir som emir i vasalstaten Valencia, for nok var emiren uduelig, men han betalte altid sin tribut til tiden.

Efter Toledos fald blev flere af emirerne på Den Iberiske Halvø bange for, at turen også ville komme til dem.

En bøn om hjælp blev sendt til Nordafrika, hvor det mægtige muslimske Almoravid-dynasti herskede. Bønnen blev hørt. Under hærføreren Yusuf ibn Tashfin krydsede en enorm hær Gibraltarstrædet for at bekæmpe de kristne.

I november 1086 mødte Alfonso 6.s hær almoraviderne i åben kamp ved landsbyen Sagrajas nær Badajoz. Kongen led et knusende nederlag, og mange af hans stormænd og generaler omkom.

Om Alfonso selv tog initiativet, ved ingen, men kort efter slaget ved Sagrajas begravede han og Rodrigo stridsøksen – og ridderens eksil blev ophævet.

Ifølge “Historia Roderici” gav kongen desuden Rodrigo retten til alt land og alle borge, “som han selv kunne tage fra saracenerne (muslimerne, red.)”, og dette land ville være “absolut i hans ejerskab, ikke bare hans, men også hans sønners og døtres og alle hans efterkommeres”.

Vilkårene var ganske usædvanlig gode, men historikerne vurderer, at kongen var ivrig efter at få Rodrigo tilbage.

Krigen blev genoptaget i 1089. Almoraviderne belejrede denne gang den lille fæstningsby Aledo nordøst for Almería.

Alfonso sendte øjeblikkeligt bud efter Rodrigo og beordrede ham til at støde til den kongelige hær ved Villena sydvest for Valencia.

Rodrigo satte afsted med det samme og ventede tæt på Villena med sin hær på flere tusind mand.

Kongen drog selv ad en anden rute, der viste sig at være langsommere, og inden han nåede frem, havde almoraviderne opgivet belejringen.

Så snart Alfonso modtog nyheden, vendte han om. Rodrigo selv fandt først ud af, at Alfonso havde taget en alternativ rute, da kongen var på vej hjem.

Men onde tunger ved hoffet hviskede i kongens ører, at Rodrigo bevidst havde taget en anden rute og forsøgt at lokke Alfonso i et baghold, hvor almoraviderne kunne dræbe ham. Påstod de.

Alfonso troede på sladderen, og alle Rodrigos besiddelser blev beslaglagt. For anden gang i sit liv gik han i eksil.

Sejre giver penge i kassen

Modsat sit første eksil stod Rodrigo i vinteren 1089 med en personlig hær på flere tusind mand, som havde svoret ham troskab. Mere loyale var soldaterne imidlertid ikke, end at de krævede betaling for deres støtte.

I foråret 1090 plyndrede Rodrigo derfor områderne omkring byerne Dénia, Tortosa og Lérida, som tilhørte hans gamle fjende, emiren al-Hayib. Til sidst opgav emiren at forsvare sit territorium.

I stedet tilbød han at betale Rodrigo for at stoppe plyndringerne og lovede at betale ham tribut i fremtiden. Eksil-ridderen accepterede tilbuddet.

Herefter drog Rodrigo mod syd til Valencia. Byen var en tributstat under kong Alfonso, men han var travlt optaget af truslen fra almoraviderne.

Endvidere var Valencias emir, den uduelige al-Qadir, blevet så upopulær blandt de lokale stormænd, at de havde rejst sig mod ham i et åbent oprør.

Kun én mand kunne hjælpe den hårdt trængte emir – en ridder ved navn Rodrigo. Al-Qadir bød hærføreren velkommen til Valencia i sommeren 1090, og oprøret blev hurtigt slået ned.

Emiren fik efterfølgende lov til at beholde sit embede, men reelt set tjente han nu Rodrigo.

To år senere forsøgte Alfonso 6. at generobre Valencia, men som modsvar plyndrede Rodrigo store områder i Castilien, så Alfonso måtte opgive belejringen og trække sine styrker hjem.

Kongen forsøgte aldrig igen at erobre Valencia fra Rodrigo.

Lejesoldaten bliver prins af Valencia

Kort efter sit angreb på Castilien modtog Rodrigo dårlige nyheder fra Valencia.

Stormændene i byen havde igen rejst sig i et oprør mod al-Qadir. En religiøs fanatisme havde bredt sig, og de hævdede, at emiren forrådte dem ved at un­der­kas­te sig en kristen herre.

Al-Qadir forsøgte at flygte fra byen forklædt som kvinde, men han blev fanget og henrettet. Stormændene sendte dernæst bud til almoravidernes herre, Yusuf ibn Tashfin, og bad ham om hjælp.

Rodrigo blev rasende. Han havde netop forsvaret Valencia mod Alfonso, og alligevel havde han tabt byen. Hærføreren samlede beslutsomt alle sine mænd og marcherede afsted mod Valencia.

Efter at have sikret sig en base i Cebolla nord for byen, raserede Rodrigo landet omkring Valencia. Hans hær var langtfra stor nok til at belejre byen, så han valgte en anden strategi. Med små enheder plyndrede Rodrigo Valencias forsyningslinjer, så byens befolkning sultede.

Strategien virkede. Omkring et år holdt forsvarerne ud, inden de måtte overgive sig. Den 15. juni 1094 kunne Rodrigo ride ind i den erobrede stad i et triumftog. Han var forvandlet fra lejesoldat til prins af Valencia.

Men byens nye hersker havde ingen tid til at hvile på tronen. Den nordafrikanske hærfører Yusuf ibn Tashfin havde hørt Valencias råb om hjælp, og han havde sendt en enorm hær afsted mod byen for at erobre den.

Med blot få tusind mænd til at forsvare Valencia vidste Rodrigo, at han stod over for en noget nær umulig opgave.

Lokale muslimer hjælper de kristne

Første punkt på Rodrigos dagsorden efter erobringen af Valencia var at henrette de oprørske stormænd. Samtidig konfiskerede han alle metalgenstande i byen for at producere våben.

Rodrigo vidste, at hverken Aragonien eller León-Castilien ville komme ham til undsætning i den kommende strid – han stod alene. Med blot 4.000 riddere skulle han forsvare Valencia mod almoravidernes enorme hær. Og Yusuf ibn Tashfins styrker havde endnu ikke tabt et slag på Den Iberiske Halvø.

Rodrigos held var, at mange blandt de lokale muslimer ikke just så frem til at blive underlagt almoravidernes strenge herredømme. De tilbød at hjælpe ham med at udnytte det helt særlige terræn omkring byen under et slag:

De forklarede ham, at områdets somre normalt var lange og tørre, mens efteråret bragte voldsomme skybrud med sig.

For at kontrollere de store vandmængder havde indbyggerne gravet et komplekst system af kanaler og diger.

Hvis udvalgte kanaler blev lukket og enkelte diger brudt, ville regnen kunne forårsage voldsomme oversvømmelser – fx nær byen Cuarte vest for Valencia.

Her var opstået en lille flad ø mellem to forgreninger af Turia-floden. For en uvidende nordafrikansk hærfører lignede øen umiddelbart et perfekt sted at slå lejr – beskyttet af vand på alle sider og med kanaler ind i landskabet, som gav vand til frodige græsningsområder for heste og kameler.

Denne ø var ifølge de lokale det værste sted at opholde sig, når regnen og oversvømmelserne kom. Og derfor lovede de at anbefale deres trosfælder blandt almoraviderne at slå lejr netop der.

Belejringen af Valencia indledes

Almoravidernes hær nåede Valencia den 4. oktober 1094. Styrken på ca. 25.000 mand var under ledelse af Abu ’Abdullah Muhammad – Yusuf ibn Tashfins nevø.

Med sig bragte muslimerne krigselefanter, som de havde færget over Gibraltarstrædet på tømmerflåder lavet af palmestammer.

Muhammads hær blev ved ankomsten modtaget af lokale muslimer, der var tro mod Rodrigo og anbefalede Muhammad at slå lejr på den flade ø nær byen Cuarte.

Hærens ankomst faldt sammen med ramadanen – muslimernes årlige fastemåned. Almoraviderne fulgte islams love og regler, og selv under belejringen blev fasten overholdt.

Derfor stormede de ikke byen med det samme – for soldater kæmper dårligt på tom mave.

Dag og nat lød krigstrommerne dog uden for Valencias mure, og dagligt red Muhammad op til byporten for at kræve, at byen overgav sig. Rodrigo afslog ordren hver gang.

For at skræmme forsvarerne lod Muhammad sine krigselefanter skubbe store belejringstårne af træ frem, så de kunne ses fra bymuren. Men at almoraviderne ventede med at angribe, var til Rodrigos fordel.

Tiden gav ham mulighed for at færdiggøre sin strategi.

Han forhørte sig hos sine mest erfarne soldater og officerer om, hvilke muligheder de havde. Krigskunstens regler foreskrev en defensiv strategi, der udnyttede Valencias høje mur.

Men Rodrigo var en utålmodig mand. I hans øjne ville det bedste forsvar være et angreb.

Efter mange diskussioner og overvejelser besluttede han at angribe den 13. oktober – dagen efter ramadanens afslutning. Muslimerne ville fejre begivenheden om aftenen og være trætte morgenen efter.

At efterårets første regnskyer samlede sig ude i horisonten dagen inden angrebet, bestyrkede kun Rodrigo i hans beslutning. Tiden var inde.

Brændende tårne vækker fjenden

Tidligt om morgenen den 14. oktober indkaldte Rodrigos sine soldater til en særlig gudstjeneste. Dagen var kommet, hvor hans dristige plan skulle sættes i værk. Biskoppen af Valencia velsignede alle de kristne soldater med ordene:

“Enhver, som i dag dør med ansigtet mod fjenden, vil få syndernes forladelse og blive modtaget af Herren i Paradis”.

Efter gudstjenesten blev Rodrigos mænd delt op i tre dele. To af enhederne var riddere til hest – mens den sidste deling bestod af 130 mand til fods.

Ved daggry stod fodfolkene samlet ved Valencias vestlige port. Mens regnen så småt begyndte at falde som enkelte tunge dråber, sneg de sig ubemærket ud af byen. Med sig bragte soldaterne halmballer og fakler.

I et raskt tempo satte de afsted mod udkanten af fjendens lejr, hvor belejringstårnene stod.

Mændene havde travlt. Deres job var at sætte ild på tårnene, men regnen ville snart gøre halmballer og tårne så våde, at det var umuligt.

Heldigvis stod tårnene på den nærmeste bred af den flodforgrening, der skærmede fjendens lejr mod angreb fra byen.

Fjendens døsige vagtposter missede med øjnene mod solopgangen og kunne kun lige ane nogle skikkelser, der nærmede sig med solen i ryggen. Forvirrede forsøgte de muslimske vagtposter at alarmere lejren, men det var for sent.

Halmballerne blussede allerede, og kort efter stod tårnene som brændende søjler.

Først da vågnede den muslimske lejr for alvor. Mens de 130 kristne krigere hastede tilbage mod Valencia, blev soldater hevet ud af deres telte.

Almoravidernes officerer nåede dog knap at få deres morgentrætte soldater på benene, før de så et skræmmende syn nærme sig. Fra Valencias vestlige byport galoperede den mindste af de to kristne rytterstyrker ud.

Det tunge kavaleri var et skrækindjagende syn for de muslimske soldater. Ganske vist var den kristne styrke lille, men enhver mand, der stod i forreste række mod sådan et stormløb, var så godt som sikker på at dø.

Med fuld kraft bragede de rustningsklædte riddere ind i muslimernes forsvarslinje, og det lykkedes de kristne at drive fjenden tilbage hen over flodforgreningen og ind i hovedlejren.

Ridderne kæmpede med en sådan vildskab, at de muslimske officerer troede, at de blev anført af Rodrigo selv.

I så fald måtte rytterne være de kristnes hovedstyrke, ræsonnerede de – en fejlvurdering, der skulle koste dem dyrt.

Bagholdsangreb overrasker fjenden

Rodrigo befandt sig et helt andet sted. Alt imens aflednings­manøvrerne skabte kaos i fjendens rækker, havde han ført sin hovedstyrke af ryttere ud gennem Valencias sydlige byport, og nu red han i en stor bue uden om muslimernes lejr.

Hans mål var et lille vadested over vandløbet sydvest for fjendens lejr, nær den lille by Cuarte. Regnen faldt nu for alvor, og de tunge dråber trommede mod riddernes hjelme.

Da Rodrigo og hans mænd nåede frem til vadestedet, kunne de se, hvordan fjendens hovedlejr var i hektisk aktivitet. Flere og flere af muslimernes soldater blev sendt afsted for at gå til angreb på den lille gruppe kristne riddere, som fortsat hakkede sig vej fremad.

Rodrigo så, at den kristne ridderstyrke vendte om og flygtede tilbage mod Valencia. Almoraviderne var sikre på, at sejren var hjemme og stormede efter – præcis som Rodrigo havde forudset.

I virkeligheden var retræten signal til, at Rodrigos hovedstyrke skulle slå til. Hærføreren gav tegn, og sekunder efter dundrede rytterne over vadestedet.

Med alt, hvad hans lunger kunne bære, brølede Rodrigo det kampråb, som i århundreder kom til at stå som symbolet på den kristne generobring af Den Iberiske Halvø: “For Gud og Santiago!”

Oversvømmelse afgør slaget

Almoravidernes hær anede ikke, hvad der ramte den. Ro­drigos kampklædte riddere kom galoperende bagfra gennem lejren og huggede alle ned, mens rædslen bredte sig gennem de muslimske rækker.

I et desperat forsøg på at stå mod Rodrigos voldsomme angreb vendte hæren ryggen mod Valencia og gik til angreb mod bagholdsangrebet.

Almoraviderne nåede dog kun lige at opstille nye geledder rettet mod Rodrigo, før ridderstyrken ved Valencia gjorde omkring og angreb dem bagfra.

Nu spredte panikken sig for alvor blandt de muslimske styrker. Og bedre blev det ikke af, at regnvejret havde udviklet sig til et reelt skybrud.

Takket være de lokale indbyggeres omdirigering af kanaler, løb floderne, som omkransede lejren, over deres bredder og oversvømmede kamppladsen.

Vandets strøm var flere steder så voldsom, at den trak telte og mænd med sig. De kristne ridderes tunge rustninger gav dem en vis ballast at stå imod med, men mange af de letudrustede muslimske krigere – både til fods og til hest – blev revet med af strømmen.

Muslimernes krigselefanter gik i panik i vandmasserne. De store dyr løb forvirrede rundt i lejren, hvor de trampede mænd ned og knuste dem under sig.

Slaget udviklede sig til et blodbad. Rodrigos mænd viste ingen nåde og dræbte soldater såvel som følget af kvinder og børn, der var kommet sammen med fjendens hær.

Resten af de muslimske krigere opgav kampen og flygtede fra vandmasserne og den pansrede hær. I eftertidens kristne sejrsskrifter hedder det hånligt, at hær­føreren Muhammad var den første, der tog benene på nakken.

For første gang nogensinde var de nordafrikanske almoraviderne blevet besejret på Den Iberiske Halvø, og beretningerne om slaget gav genlyd over hele det kristne Europa.

Rodrigo havde endnu en gang vundet et slag mod uoverskuelige odds – hans største sejr til dato.

Rodrigo går over i legenden

I de sidste år af sit liv fortsatte Rodrigo sin stime af sejre på slagmarken. Men tragedien ramte i 1097, hvor hans eneste søn og arving døde i kamp.

To år senere tog sygdom livet af Rodrigo selv, og kort efter hans død gik Valencia tabt til almoraviderne. Men selv efter sin død blev Rodrigo aldrig glemt.

Hans legendariske bedrifter sikrede ham en mytologisk status i det kristne Europa og gav ham det tilnavn, han i dag huskes for: El Cid – Herren.