Englands blodigste dag

Gennem generationer har de to ­britiske adelshuse været rivaler, og i det seneste halve år har dynastierne kæmpet om retten til den engelske trone i en uforsonlig borgerkrig.

York-hæren ­anføres af den 18-årige og tårnhøje Edward af March, der af sine tilhængere bliver omtalt som kong Edward 4.

Lancaster-slægten ledes af rigets ­kronede konge, Henrik 6., hvis helbred dog er så vaklende, at hans hustru, ­Margrete af Anjou, i realiteten svinger taktstokken.

Begge sider er klar over, at opgøret ved Towton vil afgøre konge­rigets skæbne.

Men ingen på slagmarken er klar over, at de om få minutter skal kaste sig ud i det blodigste slag, der nogensinde er udkæmpet på engelsk jord.

Adelshuse hadede hinanden

Edward af March fra York-slægten var end ikke født, da Henrik 6. i 1437 blev gammel nok til at regere England på egen hånd.

På dette tidspunkt besad ­landet også store dele af Frankrig, men alt gik galt for den unge Henrik, der fik klø af franskmændene og i 1453 kun havde havnebyen Calais tilbage.

Nederlaget i Frankrig satte sig dybe spor i Henrik, der fik et nervesammenbrud. I over et år vandrede han forvirret og handlingslammet rundt i de kongelige gemakker.

Selv da hans hustru, dronning Margrete af Anjou, fødte ham en tron­arving, ænsede kongen det knap nok.

Uroen begyndte at ulme på De Britiske Øer, for ifølge slægten York var kongen ikke værdig til pos­ten som regent.

For at skabe ro i riget blev Richard Plantagenet, hertugen af York, indsat som rigsforstander, og med sin nyvundne magt samlede han sig flere og flere støtter, der også gerne så, at Lancaster-regenten blev frataget sin krone.

Snart udgjorde hertugen af York en massiv trussel mod Lancaster-slægtens krav på tronen, og mens den syge konge fuldstændig overså faren, væbnede ­dronningen sig til kamp.

Ifølge krønikeskriver Edward Hall overgik Margrete “alle andre i såvel skønhed og gunst som i kløgt og politik og mindede med sit mod mere om en mand end en kvinde”.

Hun var klar til at kæmpe for at bevare tronen på Lancasters hænder.

I maj 1455 tørnede hærene fra York og Lancaster sammen for første gang i slaget om St. Albans.

På den ene side vajede Yorks våbenmærke med en hvid rose, og på den anden blafrede Lancasters røde rose.

Den 32 år lange engelske borgerkrig kendt som rosekrigene var i gang.

Richards hoved endte på en pæl

Gentagne gange i årene frem til 1460 blev der kæmpet på slagmarkerne rundtom i England, når York- og ­Lancaster-slægterne røg i flæsket på hinanden.

York trak sig sejrrigt ud af de fleste slag, og i 1460 fangede hæren endda Henrik 6., som lige var kommet sig over sit nervesammenbrud og trukket i rustningen.

Med Lancaster-kongen bag lås og slå gjorde ­Richard af York krav på tronen, men lykken ­varede kun kort. I december 1460 blev flere ­tusind York-tropper ­udslettet under slaget ved Wakefield i det nordlige England.

Lancaster-hæren fik også ramt på Richard og hans næstældste søn. Deres hoveder blev skåret af og fragtet til dronningens residens, hvor hun fik dem naglet til pæle ved byporten.

De to mænd, der omsider havde ført Lancaster til sejr, var Henrik Beaufort, hertugen af Somerset, og den frygtløse lejesoldat Andrew Trollope.

Den unge ridder og den garvede soldat stod i spidsen for endnu en triumf i 1461, da ­Henrik 6. blev reddet ud af kløerne på York.

Ifølge overleveringerne sad den sindssvingende konge under et træ og sang, mens kampene stod på.

Men ikke alt var rosenrødt for Lancasterne.

Mens deres tropper marcherede mod syd, havde Richard af Yorks søn, Edward af March, udraderet en ­Lancaster-hær nær grænsen til Wales.

18-årige Edward havde med sin triumf bevist, at han var den rette leder af York-slægten. Den unge mand var ambitiøs, modig og drevet af en umættelig hævntørst.

Edward ville hævne sin far

Unge Edward af March lignede ikke sin far. Mens Richard havde været ­indelukket og reserveret, var sønnen udadvendt og charmerende.

Hans ­flotte figur og vældige højde på 192 cm gjorde, at han vakte opsigt overalt – ikke mindst på slagmarken, hvor han iført rustning lignede en uovervindelig kriger.

Ét træk havde Edward dog tilfælles med sin far: Han var ubarmhjertig, når han forfulgte sine mål, og nu øjnede han muligheden for både at sikre sig rigets trone samt hævne sin far og bror.

Edwards sejr nær Wales havde tvunget dronningen til at trække sig ­tilbage mod nord, hvor hun forskansede sig med Henrik og den lille prins.

Den durkdrevne Margrete vidste, at York ville komme til hende, og så var det bedst at drage fordele af et terræn, som Lancaster-hæren kendte.

Ganske rigtigt tørstede Edward efter at se Lancaster-blod flyde, men først marcherede den nye hertug af York ind i London, hvor han blev navngivet Edward 4. – Englands nye konge – af sine støtter.

I princippet kunne Edward dog kun betragtes som konge i Sydengland, hvor han havde opbakning. Hvis han ville være konge over hele riget, måtte Lancasterne endegyldigt besejres.

I begyndelsen af marts hvervede Edward tusinder af soldater i London, hvor Lancaster var hadet som pesten.

En studerende lagde ikke skjul på sin foragt:

“Folk i nord røver og stjæler og ­ønsker at plyndre hele dette land og give folks ejendele og hjem bort”, skrev den ­studerende i et brev til sin bror.

Edward udlovede også enorme ­dusører for at dræbe fjendens dygtigste krigere.

Eksempelvis kunne den mand, der dræbte lejesoldaten sir Andrew Trollope, indkassere 100 pund – mere end en bueskytte kunne tjene på 10 år.

I midten af marts havde Edward og York-hæren samlet en styrke på op imod 20.000 soldater, der marcherede mod nord.

På vejen kom hæren ­gennem egne, der bakkede op om Lancaster-slægten, men York-soldaterne undlod at plyndre – som Lancasterne havde ry for at gøre, når de kom gennem fjendtligt territorium.

I stedet betalte York rundhåndet for de forsyninger, tropperne havde brug for.

Edward vidste nemlig, at han efter det altafgørende opgør med Lancaster-slægten ville få brug for ­opbakning i hele landet, så alle kunne leve med ham som konge.

Alt imens lagde dronning Margrete sine egne planer.

Hendes spejdere havde fortalt, at York-hæren nærmede sig byen York, der nu fungerede som Lancasters hovedsæde.

For unge ­Edward var det oplagt at erobre byen, der bar hans families navn, men Margrete ville møde ham uden for murene.

I stedet for en lang belejring inviterede landskabet syd for byen på en ene­stående mulighed for at besejre York en gang for alle.

Dronningen samlede sine tropper og sendte dem til Towton. Her skulle slaget om kongeriget stå.

Snestorm gav Edward medvind

Luften var bidende kold og jorden dækket af sne den 28. marts, da Edwards hær slog lejr syd for Towton.

Soldaterne stod tæt om bålene, mens lyden af ­strygesten mod stål skar gennem lejren. Sværd og stridsøkser skulle være skarpe og klar til at bore sig ind i fjenden.

Edward følte sig givetvis godt tilpas med sin hær, men det var bekymrende, at hans nye allierede, hertugen af Norfolk, var sakket bagud med sine tropper.

Til gengæld havde den unge York-leder en god støtte i Richard Neville, jarlen af Warwick, som stod ved Edwards side, da han talte til tropperne inden slaget.

“Den, som har i sinde at trække sig, kan frit gøre det før slaget, men lige så snart slaget er begyndt, skal den, som flygter, dø”, lød Edwards advarsel.

Efter talen trak Richard Neville sit lange sværd og kyssede det, mens han svor, at om så hele hæren flygtede, ville han “hellere dø i kamp end forlade kongen”.

På trods af de stærke ord måtte ­Edward sande, at landskabet ­absolut ikke var til hans ­fordel.

Han så, hvordan Lancaster-tropperne havde taget op­stilling oppe på et stort plateau, som tvang ham til at sende sine tropper ud i et farligt angreb op ad bakke. Men vejret kom ham uventet til hjælp.

En hylende vind stod lige ind i hovedet på modstand­erne, så kaskader af sne blindede dem.

York-kommandørerne befalede bueskytterne frem, og med sneen fygende omkring sig sneg de næsten 2.000 skarpskytter sig afsted, til de havde de forreste rækker af Lancaster-hæren inden for rækkevidde.

Skytterne placerede deres pile, trak buestrengen tilbage og lod langbuerne pege mod himlen, mens de ­afventede deres ordre.

“Fyr!” lød det endelig, og på sekundet slap skytterne deres pile, som tordnede gennem luften med 150 km/t.

På plateauet nåede Lancaster-tropperne knap nok at høre, at snestormen blev overdøvet af pileregnens susen, inden skytset slog ned blandt dem.

Stålspidserne borede sig ind i kødet på de soldater, der ikke var i fuld rustning, og naglede sig fast i ben og fødder.

Med ca. 12 skud i minuttet kunne Yorks bueskytter sende en konstant regn af pile afsted, og i adskillige minutter fik Lancaster-hæren ingen fred. Bunker af døde og sårede hobede sig op, og sneen blev rød af blodet.

Oppe på plateauet kunne Lancasters hær­fø­re­re, Beaufort og Trollope, ikke be­gri­be deres uheld.

Deres strategi havde været genial:

Ved at placere de 25.000 Lancaster-soldater på et højdedrag, der på den ene side var skærmet af en sump og på den anden side af en dal, som mundede ud i Cock-vandløbet, ville flankerne være perfekt beskyttet, og York ville være nødt til at angribe frontalt op ad bakke.

Men den kraftige vind havde ingen af dem forudset, og nu kunne de to hær­førere høre deres sårede soldaters fortvivlede skrig.

Som modsvar kaldte Beaufort og Trollope deres resterende bueskytter frem.

For fuld kraft sendte mændene pile afsted, men skytset mistede al fart i modvinden og dumpede ned på jorden et godt stykke fra Yorks fortropper.

Ifølge engelske krøniker kunne ­Lancaster-hæren ligefrem høre York-­soldaternes højlydte latter gennem den hylende storm.

York-bueskytterne løb endda frem og nappede fjendens pile, som de så kunne sende tilbage i sikker afstand.

En ny pilemassakre på de forreste Lancaster-soldater udspillede sig for øjnene af hærførerne.

De havde intet andet valg end at ændre deres defensive strategi. ­Modvinden betød, at deres ­soldater befandt sig i en umulig ­situation. Der var kun én udvej: Lancaster-hæren måtte selv blæse til angreb.

Krigerkongen træder i karakter

Den frygtløse Trollope buldrede frem med sine tungt udrustede riddere.

Stridshestene tordnede ind ­gennem York-­hærens linjer, hvor soldater nu havde afløst bueskytterne.

I begge hære var troppernes foretrukne våben lange hellebarder, der var udstyret med både en skarp økseklinge og en dødbringende pig, som blev brugt imod krigere i rustning.

Rytterne brølede af smerte, når det dødbringende våben borede sig ind i kød og knogler.

Fodfolk fra begge hære blandede sig i nærkampene, og når en ridder knækkede sammen, kastede folk sig over ham med fx en daggert.

Riddere blev ofte stukket i øjnene, da viseret var en af få åbninger ind i til kroppen.

Beaufort havde gemt dele af sit kavaleri i et skovområde tæt ved vandløbet Cock. De styrtede nu frem og bankede ind i York-hærens venstre flanke.

Ofte ville den slags overraskelsesangreb afgøre et slag, men indtil videre holdt Edwards tropper stand.

Den hemmelige enhed blev blot indlemmet i det blodige slagsmål.

Efter flere timers kaos var tabene store på begge sider, men Beaufort og Trollope var optimistiske.

I dette masseslagsmål kunne deres større hær udnyttes, og Yorks venstre flanke så sårbar ud efter angrebet fra den skjulte enhed.

Også Edward bed mærke i det svage punkt. Uden at spilde et sekund red han direkte hen til de hårdt pressede styrker.

Da mændene så deres anfører, fik de nyt mod. Side om side med sine mænd kæmpede Edward, men presset på York-hæren var stadig massivt.

Soldaterne havde brug for et mirakel – og det kom i skikkelse af Norfolks tropper.

Slaget ender i en massakre

Den 45-årige hertug kunne ikke have timet sin ankomst bedre. I løbet af de mange timers kamp havde hærene ­forskudt sig, så Lancasters flanke nu lå blottet over for Norfolks friske ryttere.

Norfolks angreb kom ud af det blå og knækkede Lancaster-hærens trætte ­troper, som efter kort tid var i komplet opløsning.

Panikken lyste ud af øjnene på soldaterne, som forsøgte at komme væk, men de var fanget i en dødsfælde omgivet af sump, bakker og en flod. Og York havde ikke i sinde at vise nåde.

Senere hævdede Edward 4., at hans æreskodeks på slagmarken altid var at “skåne de almindelige soldater og dræbe herrerne”, men dette var glemt ved Towton.

Ifølge Halls krønike fra 1548 proklamerede den unge hærfører på den snefyldte mark, “at ingen fanger skal tages og ingen fjende reddes”.

Med døden i hælene søgte største­delen af Lancaster-hæren mod Cock-vandløbet nede i dalen, men da flere hundrede paniske mænd forsøgte at løbe over flodens spinkle bro, brød den ­sammen.

Ringbrynjerne gjorde det også så godt som umuligt at bevæge sig igennem det iskolde vand, og mange kom ­aldrig op igen.

De resterende var lette ofre for Yorks ryttere, der red ud i floden og hakkede på alt, der bevægede sig.

Ligene hobede sig op, så der til sidst lå døde kroppe fra bred til bred, og de ­resterende Lancaster-tropper kunne bruge de døde som en dæmning.

Mændene reddede livet ved at kravle hen over deres faldne kammerater.

De fleste overlevende Lancaster-folk var dog kavalerister, der hurtigere kunne slippe væk fra York-hæren.

Blandt de undslupne var Henrik Beaufort, men 42 Lancaster-riddere blev fanget og henrettet på Edwards befaling, heriblandt sir Trollope, hvis søn, David Trollope, også døde ved Towton.

Edward krones i London

Efter 10 timers kamp faldt roen omsider over slagmarken ved Towton, og York-tropperne fik fred til at plyndre de faldne Lancaster-soldater – og give de få over­levende dødsstødet.

Den senere ærke­biskop i York George Neville skrev i et brev få dage efter slaget, at så mange var blevet dræbt, at “døde kroppe dækkede et område, der var seks mile langt og tre mile bredt”. Efter sigende flød blodet i Cock i dagevis efter massakren.

Nyere historikere anslår, at det samlede tabstal lå på ca. 20.000, hvilket betyder, at slaget ved Towton er det blodigste udkæmpet på britisk jord nogensinde.

Dagen efter Towton-slaget marcherede Edward af March sejrrigt ind i York, som dronning Margrete havde forladt ­sammen med sin skrøbelige ægtemand og deres lille søn for at søge sikkerhed i Skotland.

Edwards sejr var total, og den 28. juni 1461 blev han salvet og kronet i Westminster Abbey.

Magten var for ­førs­te gang i hænderne på York-slægten, og den unge kong Edward 4. var nu ­officielt hele rigets konge.

Men hadet mellem de to slægter ­varede ved, og den afsatte dronning Margrete af Anjou var ikke parat til at opgive sin mands magt, for i Nord­england var opbakningen til Lancasterne stadig stærk.

Dronningen var fast besluttet på at få sin elskede søn placeret på tronen, så krigen mellem den hvide og den røde rose blomstrede hurtigt op på ny.

Først da Margrete mistede sin søn i slaget ved Tewkesbury i 1471, visnede hendes kampiver endegyldigt.