Europas berygtede pirater hærgede løs i Østersøen

Fribyttere skulle skade Danmark

Sørøverne forstod at udnytte de gode betingelser, som de sikre, tyske havne gav. Samtidig strømmede nye folk til. Ganske mange af Nordtysklands landevejsrøvere stod til søs med et kaperbrev, der gav dem lov til “på eget eventyr at drage ud for at skade Danmark”.

Overvintringen i havnene betød, at der opstod et tæt kammeratskab mellem sørøverne, gamle som nye. De begyndte at kalde sig fetaljebrødrene.

Betegnelsen er muligvis en forvanskning af det franske ord for fribytter, “vitailleur”, eller også stammer ordet fra deres opgave med at bringe fødevarer – viktualier – til Stockholm. Andre gange brugte piraterne det plattyske ord “likedeeler”, fordi de delte byttet ligeligt.

Fetaljebrødrene holdt sig ikke kun til at overfalde skibe. Ved flere lejligheder angreb de byer i Danmark og Norge, enten alene eller sammen med mecklenburgske soldater.

I 1393 gik det ud over Bergen. 18 store skibe landsatte tropper, som hærgede byen i otte dage, plyndrede kirkerne og brændte flere huse ned. Til sidst blev byens biskop og lagmand tvunget til at aflægge troskabsed til den indespærrede kong Albrecht. Også Bornholm, Malmø og København blev angrebet med vekslende held.

Samtidig var sørøverne travlt optaget af at sejle forsyninger til Stockholm.

Her holdt kong Albrechts tyske støtter stand, og for at forebygge oprør i byen blev en række af de mest frem­træd­ende svenske borgere henrettet i en regulær massakre: Det tyskdominerede byråd lod svenskerne binde til et træhus, der derefter blev sat ild til.

Siden forlangte byrådet, at alle stockholmske borgere, som ikke støttede kong Albrecht, skulle forlade byen. Omkring 300 svenskere tog skyndsomt flugten.

På den måde blev der færre munde at mætte under den belejring af byen, som Margrete havde sat i værk, en belejring, der aldrig fik byen til at overgive sig.

Hele tiden lykkedes det fetaljebrødrene at komme gennem skærgården med fødevarer og våben til byen.

Umuligt at styre piraterne

Nordtyskernes samarbejde med piraterne voldte dog også problemer.

Rostock og Wismar var hansebyer og dermed allieret med en lang række af Nordeuropas vigtigste handels­byer.

Et godt forhold til de øvrige byer i hansaen var altafgørende – det samme gjaldt forholdet til Den Tyske Orden, en ridderorden i Østersøregionen med mange borge, store jordbesiddelser og ikke mindst en stærk hær.

Både hansebyerne og ridderne frygtede fra begyndelsen, at piraterne ville have svært ved at kende forskel på ven og fjende, og forsøgte derfor at tale de to byer fra at samarbejde med sørøvere.

Frygten viste sig hurtigt at være begrundet. Piraterne over­holdt ikke spillereglerne. De danske og norske skibe, som var piraternes legitime mål, var ikke nær så rigt lastet som de øvrige handels­skibe, der sejlede på Østersøen.

Piraterne overfaldt derfor dem, de kunne, så kapervirksomheden gik ud over både hollandske, engelske og hansebyernes skibe. Ved mindst en lejlighed blev et handelsskib fra Wismar også sørøvernes offer.

I Rostock erkendte byrådet, at åbningen af havnen havde tiltrukket typer af borgere, man ikke kunne styre. Også Wismar erkendte, at røverbanderne var ude af kontrol.

For Mecklenburg, Wismar og Rostock indebar de ufredelige forhold på havet dog også en fordel. Når det var farligt, også for hansebyernes skibe, at sejle på Østersøen, måtte mange handels­folk opgive at besøge det store årlige sildemarked i Skåne.

Hermed mistede fjenden Margrete en vigtig indtægt. Så i praksis var de to byers lyst til at begrænse piraternes hærgen begrænset.

“Sker der dem (handelsskibene og deres besætning, red.) skade, vil det gøre os ondt, men vi kan ikke forhindre det og vil ikke drages til ansvar for det,” hed det fx fra Wismar til én af de byer, der klagede over at være blevet overfaldet af fetaljebrødrene.

De hollandske handelsbyer var langtfra enige i, at de to tyske byer kunne fralægge sig ansvaret.

Fra 1393 til 1395 gav de mindst 19 gange hollandske købmænd lov til når som helst og hvor som helst at tilegne sig værdier fra borgere i Wismar og Rostock – så længe hollænderne ikke fik erstatning for plyndrede skibe.

Tønder holdt sørøvere fanget

Sørøverne sejrede, trods deres kamperfaring, ikke, hver gang de overfaldt et handelsskib.

En krønike fra Lübeck beretter om et mislykket angreb, hvor piraterne blev overmandet af et handelsskibs besætning. 100 mand blev taget til fange.

Men sejrherrerne havde ikke lænker nok til alle – til gengæld var lasten fuld af tomme tønder. De kunne bruges: Et hul til hovedet blev boret i lågene, og bundene slået ud.

På den måde blev der plads til en sørøver i hver tønde, og når bunden var sømmet på plads igen, var det umuligt at flygte. Sørøverne blev sejlet direkte til retterstedet, hvor de blev henrettet ved halshugning.

Til kamp mod uvæsenet

Både dronning Margrete og hansebyerne forsøgte at bekæmpe sørøveriet ved at udruste krigsskibe for at slå piraterne i åben kamp.

I 1393 og 1394 gik en række af hansebyer sammen om at skabe en flåde af krigsskibe for at kunne forsvare deres handel.

Det betød ganske vist, at de kom i konflikt med Rostock og Wismar, som i princippet var deres allierede i hanseforbundet. Men handlen led så hårdt under sørøveriet, at der ikke var anden mulighed.

Hansebyerne udrustede en flåde, der bestod af 36 store skibe, dobbelt så mange mindre skibe og 3600 bevæbnede mænd. Mindst tyve procent af mændene var gode skytter udstyret med armbrøster.

Flåden var så stærk, at den fik en vis succes med at reducere antallet af fetaljebrødre. Men så længe Wismar og Rostock stillede beskyttende havne til rådighed for piraterne, var det umuligt for alvor at genoprette sikkerheden.

Freden kom

I foråret 1395 nærmede krigen mellem nordtyskerne og Danmark-Norge sig sin afslutning. Fredsforhandlingerne blev indledt, og samtidig blev det klart for Rostock og Wismar, at fetaljebrødrene nu skulle bringes under kontrol.

I Rostock forsøgte man at forhindre sørøverne i at skabe ravage ved at spærre piratskibene inde.

Det standsede dog ikke piraterne, som brød havnebommen op med magt, sejlede ud og sluttede sig til Wismars piratflåde, som var draget af for at erobre Gotland.

Erobringstogtet var formentlig kommet i stand efter en aftale indgået mellem fetaljebrødrene og Albrecht af Mecklenburg for at styrke hans position inden fredsslutningen med Margrete.

Men for Rostock forværrede episoden det i forvejen anstrengte forhold til de øvrige byer i hanseforbundet.

Albrecht sluttede fred

I maj 1395 sluttede dronning Margrete fred med Mecklenburg. Kong Albrecht, som på dette tidspunkt havde været hendes fange i seks et halvt år, opgav ikke formelt retten til den svenske krone.

I stedet blev det aftalt, at han inden tre år skulle betale 60.000 mark sølv, en urealistisk stor sum, til dronningen. Kunne han ikke det – hvilket ingen forventede – mistede han retten til den svenske trone. Til gengæld fik han lov at beholde den strategisk vigtige by Visby på Gotland.

Stockholm blev sat under hansebyernes administration, indtil Albrecht eventuelt havde betalt de 60.000 mark. Betalte han ikke, skulle byen over­gives til Margrete.

Med hensyn til fetaljebrødrene var fredsaftalen helt klar: De skulle stoppe sørøveriet med det samme.

Sørøvere fortsætter deres hærgen

Freden vendte dog ikke tilbage til Østersøen. I fire år havde fetal­jebrødrene haft noget nær optimale betingelser for deres erhverv, og sørøverne var oven i købet blevet modtaget som helte i Wismar og Rostock.

Nu var de igen fredløse, men havde ikke tænkt sig at give op. Under mottoet “Guds venner – hele verdens fjender” fortsatte de sørøveriet.

Sørøverne manglede nu sikre havne at overvintre i. Men til gengæld var de bedre organiseret end nogen sinde før, og de var mange. Stormænd i især Finland blev tvunget til at lukke deres havne op og sørge for vinterproviant.

Dertil kom, at fetaljebrødrene havde en høj stjerne i Visby på Gotland. Byen var i mecklenburgernes hænder, og de bød sørøverne velkommen som nyttige brikker i Albrechts spil for at gen­vinde magten i Sverige. Visby blev en sand sørøverrede.

Riddere nedkæmpede sørvøvere

Situationen var uholdbar for både Danmark og hansebyerne, som forsøgte at tvinge sørøverne væk fra Østersøen. De magtede ikke opgaven, for fetaljebrødrene var for stærke – hvilket fik Den Tyske Orden, områdets stærkeste militærmagt, til at gribe ind.

Som alle andre omkring Østersøen havde Den Tyske Orden lidt under det omfattende pirateri, men havde indtil nu holdt sig ude af konflikten mellem dronning Margrete og kong Albrecht.

I vinteren 1398 blev det ridderne for meget. I al diskretion udrustede ordenens stormester Konrad af Jungingen en stor flåde, og så snart isen var smeltet tilstrækkeligt, sejlede han til Gotland med 4000 mand og 400 heste. Den styrke erobrede øen på kun tre uger.

400 fetaljebrødre blev nu aftvunget et løfte om at holde sig fra sørøveri i fremtiden. Derefter blev de sat på skibe og tvunget til at sejle fra øen med besked om aldrig at vende tilbage. Blev det storm efter afrejsen, måtte de gå ned eller finde en anden havn.

De pirater, som blev tilbage på Gotland, fik i de følgende uger skilt hovedet fra kroppen af Den Tyske Orden, som også sørgede for at brænde sørøvernes fæstninger på øen ned.

Herefter forlod ridderne Gotland, med undtagelse af en mindre styrke, der skulle bevare den vigtige ø under ordenens kontrol.

Angreb fra alle sider

En del af de fordrevne fetaljebrødre søgte nordpå og slog sig ned omkring Den Botniske Bugt.

Af­standen til Stockholm og det uvejsomme terræn gjorde, at de kunne overvintre nogenlunde ufor­styr­ret, når først havet var frosset til.

Deres antal var om foråret så stort, at dronning Margrete blev tvunget til at sætte hæren ind mod dem. Også hansestæderne og Den Tyske Orden gjorde deres for at bekæmpe sørøveriet ved at sende flåder af krigs­skibe ud.

Omkring 1399 var slaget om Østersøen ved at være tabt for piraterne. Sørøveriet kom i farvandet mellem Danmark, Sverige og Tyskland ned på samme niveau som før mecklenburgernes krig mod Margrete.

I ly hos lokale stormænd

Sørøverne søgte i stedet nye jagtmarker – de sejlede vestover til Nordsøen. I Østfrisland på den tyske nordsøkyst lå mange områder uden for lov og ret.

Her var lokale stormænd og høvdinge konstant i strid – og de kunne sagtens bruge de krigsvante fetaljebrødre til ind­byrdes opgør.

Sørøverne fik indkvartering uden for sejlsæsonen mod at hjælpe deres værter i mere eller mindre lyssky foretagender. Ofte blev værten selv inspireret til at deltage i sørøveriet.

Geografien var intet mindre end perfekt set med piraternes øjne. De frisiske øer lå som perler på en snor langs kysten, og bag dem kunne sørøverskibene ligge på lur. Klippeøen Helgoland var med sine mange huler og få beboere en fremragende base om sommeren.

Skibe fra England, Holland og Flandern sejlede forbi på vej til Norden og Østersøen, så byttet manglede ikke.

Dermed fortsatte fetaljebrødrene med at være et enormt problem for hanseforbundet. De forsøgte at beskytte handelsflåden ved at lade den sejle i konvoj med krigsskibe, men det var ikke nok til at undgå piraternes plyndringer.

Hansaen sætter dødsstødet ind

I foråret 1400 satte hanseforbundet derfor et afgørende stød ind. De samlede deres krigsflåde og landsatte samtidig soldater flere steder i Østfrisland, hvor fetaljebrødrene holdt til.

De småfyrster, som havde indkvarteret sørøverne, fik deres borge raseret og blev tvunget til at aflægge løfter om aldrig mere at huse sørøvere. Fetaljebrødre, som blev fanget, blev omgående henrettet.

Det lykkedes dog for en del af dem at flygte vestpå til Holland, hvor de fik nye kaperbreve. Holland var på dette tidspunkt i konflikt med Hamburg. Omkring 200 sørøvere undslap i deres skibe og sejlede mod Norge, men de fleste blev fanget og henrettet året efter.

Senere på sommeren sendte Hamburg en flåde under ledelse af kaptajn Simon van Utrecht til Helgoland og nedkæmpede en gruppe fetalje­brødre dér.

De overlevende blev bragt til Hamburg, hvor de blev tortureret og halshugget. Deres hoveder blev sat på stager på en lille ø ved indsejlingen til byens havn til skræk og advarsel for folk, der overvejede at følge i fetaljebrødrenes fodspor.

I årene efter 1400 var Simon van Utrecht derfor den store helt i Hamburg. Manden fik efter sin succesfulde piratjagt sæde i byrådet og megen hæder.

Men i dag er piraternes banemænd stort set glemt til fordel for pirater som Klaus Störtebecker, der hædres med romaner, statuer og årlige festivaler.