Fandtes kvindelige riddere i middelalderen?

I 1000-tallet skulle en mand blot være velsignet med en strighingst, en stærk sværdarm og mandsmod. Så havde han ret til en plads blandt rigets bedste mænd.

Helt så enkelt var det dog ikke for de kvinder, der ønskede at deltage i krig og kamp.

En ridders pligter overgik til familien

Når en ridder døde i middelalderen, gik hans pligter videre til hans familie. Undertiden – hvis ridderen ikke havde sønner – kunne hans hustru eller datter overtage opgaverne.

Uden for krigstid havde en ridder pligt til at inddrive skatter til kongen, reparere veje og broer og sikre lov og orden i lokalområdet.

Ridderens vigtigste opgave var dog at tjene kongen og fædrelandet i kamp, og en mand, der blev slået til ridder, skulle altid være rede til at trække i rustningen og drage i krig.

Historien rummer flere kvindelige riddere

Historikerne kender til flere kvinder, der har deltaget i kamp som riddere – bl.a. den engelske Petronilla de Grandmesnil, som deltog i et oprør mod kongen i 1100-tallet.

Også den berømte jomfrukriger, Jeanne d'Arc, har deltaget i kamp. Jeanne voksede op i en fransk bondefamilie under 100-årskrigen mellem England og Frankrig. Hun var dybt religiøs, og i en alder af blot 17 år lykkedes det hende at få audiens ved det franske hof.

Her overbeviste Jeanne kronprins Karl om, at hun var udvalgt af Gud til at befri Nordfrankrig fra engelsk besættelse. I 1429 slog Jeanne d'Arc englænderne og deres franske allierede – hertugdømmet Burgund – i en række slag.

Året efter blev hun taget til fange af burgunderne, som dømte hende til døden for kætteri og for at have båret mandsdragt. 19 år gammel blev hun brændt levende på bålet.