Pestbakterien, Yersinia pestis, dræbte i middelalderen en tredjedel af Europas befolkning, men den berygtede bakterie var langtfra den eneste mikroorganisme, som florerede blandt datidens mennesker.
Bakterier havde nemlig frit spil både på landet og i de hastigt voksende byer. Den manglende kloakering og utilstrækkelige sanitet skabte den ideelle grobund for bakterier, mens trange boligforhold og snævre gader lettede spredningen mellem mennesker og dyr.
Resultatet var, at sygdomme som dysenteri, spedalskhed og tuberkulose hærgede med lidelse og død til følge.
HÅNDHYGIEJNE
Først i 1700-tallet blev håndvask med sæbe almindeligt i Europa.
Sæbe var et ukendt fænomen i middelalderen
Toiletpapir fandtes ikke i middelalderen. I stedet brugte folk strå, mos eller klædestykker, der alle bragte hænderne i kontakt med tarmbakterier.
Håndvask foregik som oftest i koldt vand. Kun de rigeste havde råd til den sæbe, som korsfarere i 1100-tallet bragte til Europa fra Mellemøsten.
Muslimernes skik med at reservere venstre hånd til toiletbesøg og højre til spisning overtog europæerne ikke.
Den manglende håndhygiejne førte til sygdomme som fx dysenteri, en alvorlig tarminfektion.
UVIDENHED
Sygdomme skulle helbredes gennem bøn og frelse, mente kirken.
Overtro forhindrede kampen mod bakterierne
Bakterier og deres sygdomsfremkaldende virkninger var ukendte i middelalderen.
Epidemier blev forklaret med tilstedeværelsen af dårlig luft, ubalance i kroppens væsker eller slet og ret som et udtryk for Guds vilje. De fleste behandlinger – fx åreladninger – var virkningsløse, og bakterier fik derfor lov til at trives frit.
Visse former for folkemedicin udgør en undtagelse. Moderne studier viser fx, at en populær middelalderopskrift med løg, vin, hvidløg og oksegalde er med til at bekæmpe stafylokokker.
KØKKENHYGIEJNE
Revnede træskåle var bakteriesamlere, men de færreste havde råd til at kassere det kostbare køkkentøj i utide.
Mennesker vadede i skidt
Middelalderens mennesker tog let på køkkenhygiejnen.
Spisegrejet blev mellem måltiderne blot skyllet i koldt vand. Bakterier florerede i de revner, som opstod i skåle og andre køkkenting af træ.
Madrester blev smidt på gulvet, hvor halmstrøelse skulle opsuge snavset, men strøelsen blev sjældent skiftet.
“Det nederste lag ligger uforstyrret i tyve år med udsivninger fra hunde og mennesker, ølsjatter, fiskerester og andre afskyeligheder, som det ikke passer sig at nævne”, beretter den hollandske filosof Erasmus i 1500-tallet.
FÆKALIER
De fleste toiletter lå over en opsamlingsgrav, hvorfra afføringen blev hentet af natmanden. Billedet er fra en borg.
Dynger af afføring hobede sig op
De 100.000 indbyggere i middelalderens London producerede tilsammen dagligt ca. 5.000 kg afføring. Byen havde intet kloaksystem, så ekskrementerne blev kørt væk fra byen og hældt i Themsen.
Stanken blev så generende, at borgmesteren i 1357 med trussel om fængselsstraf forbød borgerne at benytte floden til formålet.
Loven blev dog ikke overholdt, og snart fyldte dyngerne så meget, at skibe ikke kunne passere.
Bakterierne trivedes i den forurenede flod, og epidemier hærgede gang på gang den beskidte by.
HUSDYR
Får, køer og grise boede typisk sammen med deres ejere i samme hus.
Dyrehold svækkede modstandskraft
Husdyr som høns, får, køer og grise boede i middelalderen under samme tag som bondefamilien.
Nærheden gav varme og beskyttede de værdifulde dyr fra at blive stjålet eller spist af ulve, men øgede også risikoen for, at farlige bakterier spredte sig fra dyr til mennesker.
Det skete i 1300-tallet, da epidemier forårsaget af bl.a. bakterierne E. rhusiopathiae og streptokokker hærgede får- og kvægbesætninger.
Sygdommene nedsatte befolkningens modstandsdygtighed over for den sorte død, som brød ud få år senere.