I 1259 oplevede munken Justin noget mærkværdigt og uforklarligt. Indbyggerne i den italienske by Perugia blev ramt af et kollektivt vanvid og begyndte at piske sig selv.
“De var så påvirkede af gudsfrygt, at både adelige som uadelige, unge og gamle, selv børn ned til fem år gik nøgne rundt i gaderne uden nogen skamfølelse. Alle holdt de en svøbe af læderstrimler, og med tårer og stønnen piskede de sig selv på ryggen, til blodet randt”, skrev munken forfærdet.
Justin havde aldrig set noget lignende. Han beskrev selvpineriet som en fanatisk mani, der var opstået på grund af stigende lovløshed og uorden. Først havde hysteriet grebet Perugias indbyggere og derfra spredt sig til næsten hele Den Italienske Halvø.
Bevægelsen bag massehysteriet fik navnet “flagellanterne” – fra det latinske ord for “at piske”.
“I det herrens år 1263 begyndte folk allevejene at løbe rundt og piske sig selv”, lyder teksten til dette billede fra det ungarnske manuskript “Chronicon Pictum” fra 1358.
Pisken tiltalte alle
Selvpineri var ikke ukendt i middelalderens Europa. I århundreder havde kristne munke og eremitter pint og plaget sig selv for at vise fromhed og anger. Fx beskriver biskop Theodoret af Cyrus religiøse eneboere, der gik med lænker eller jernharnisk med indvendige pigge, som konstant skulle minde dem om Kristi lidelser. Helgenen Dominic Loricatus, som boede i en italiensk skov i 1000-tallet, skal have svinget pisken flere gange om ugen – ifølge overleveringer slog han sig hele 50.000 gange om dagen i fasten.
Men modsat de tidligere, ensomme selvpinere viste 1200-tallets flagellanter sig at have bred appel – også på mennesker udenfor kirken og klostrene. Og ikke kun fattige og bønder, men også bedsteborgere og adelige greb pisk eller stok for at slå sig selv foran store skarer af tilskuere, mens de sang salmer og kastede sig til jorden.
“Det var ikke blevet godkendt af nogen kirkefader, ej heller anbefalet af nogen religiøs leder, men har taget sit udspring mellem simple mennesker” Munken Justin af Peugia.
Den katolske kirke så med stigende forvirring og bekymring til, mens den herskende verdensorden blev vendt på hovedet. Flagellanterne fik tyve til at angre og tilbagelevere deres tyvekoster, og lokale myndigheder blev grebet af pludselig medmenneskelighed og åbnede fængslerne, mens forviste fik lov at vende tilbage til deres hjemstavn.
“De (kirken, red.) undrede sig over, hvordan sådan et passioneret udslag af fromhed kunne opstå. Det var ikke blevet godkendt af nogen kirkefader, ej heller anbefalet af nogen religiøs leder, men har taget sit udspring mellem simple mennesker, hvis eksempel følges af både lærde og ulærde”, skrev Justin.
Hvert år den 15. februar afholdtes festen “Lupercalia” i Romerriget. Mænd løb rundt i gaderne og piskede kvinderne let for at øge deres frugtbarhed.
Pisken smældede i Oldtiden
Konkurrence, religiøs cermoni og frugtbarhedsritual – flere af oldtidens kulturer benyttede sig af selvpineri.
Selvpiskning fandt allerede sted i mange af oldtidens kulturer. Fx fejrede indbyggerne i den græske bystat Sparta hvert år festivalen Flagellanternes Dag. Her blev drenge og mænd pisket i en konkurrence om at udholde flest slag.
“Drenge bliver pisket hele dagen, ofte til døde, foran gudinden Dianas alter, og de lider med munterhed og glæde. De konkurrerer med hinanden om sejren, for han, som bærer smerten længst og har været i stand til at tage flest slag, vinder dagen”, skriver historikeren Plutarch (46-120 e.Kr.).
Også romerne svingede pisken under frugtbarhedsfesten Lupercalia, hvor unge adelsfolk løb nøgne gennem gaderne. Under festlighederne lod unge kvinder sig frivilligt piske på maven med strimler af skind for at fremme frugtbarhed.
Blandt datidens mysteriekulter indgik selvpiskning som et religiøst ritual. Fx nævner historikeren Herodot en ceremoni i Isis-kulten, hvor både mænd og kvinder piskede sig selv. Ritualerne var dog strengt hemmelige. “Det er ikke tilladt at afsløre, hvorfor disse piskninger fandt sted”, skriver Herodot.
Også jødiske, egyptiske og syriske præster piskede ivrigt sig selv under religiøse optog for at opnå en trancetilstand og derigennem få indsigt i det guddommelige.
Titusinder løb rundt i gaderne
Fromheden blev hurtigt til flammende religiøs fanatisme. I løbet af blot få år fik flagellanterne tusindvis af tilhængere fra alle samfundets lag, som deltog i selvpineriet med en hidtil uset vedholdenhed. Belønningen var efter sigende Guds tilgivelse af alle synder, udsættelsen af dommedag og et kortere ophold i skærsilden.
“Det var ikke kun i dagtimerne, men også om natten, at hundrede, tusinde og titusinde af disse angrende løb – uagtet vinterens strenghed – rundt i gaderne med tændte vokslys i hænderne. De samme scener sås i små landsbyer og byer, også bjergene og markerne syntes at genlyde af menneskets bønfaldende røst til Gud”, beretter munken Justin.
Også kvinder deltog i den nye religiøse mani, men gjorde det dog behørigt inden døre, bemærkede munken.
På trods af, at flere konger erklærede flagellantismen ulovlig, fortsatte selvpiskeriet i århundreder i Spanien. Her et optog malet af den store kunstner Francisco Goya i begyndelsen af 1800-tallet.
Huleboer samlede over 10.000
I en periode accepterede kirken massehysteriet, men midt i 1200-tallet nåede selvpineriet alarmerende højder. Efter en periode med misvækst var store dele af Europa plaget af hungersnød. Og når kornet ikke voksede, og sulten stod for døren, måtte det være Guds straf, mente de fleste bønder og borgere. Mange af dem begyndte at sætte spørgsmålstegn ved kirken og søgte nye veje til at formilde Guds vrede.
Hos flagellanterne var alle velkomne. Bevægelsen havde ingen formel leder, ingen forskrifter og intet hierarki, og blot en enkelt, karismatisk person kunne samle enorme menneskemasser bag sig. I Perugia var bølgen blevet startet af hule-eremit Raniero Fasani. Han annocerede, at en engel havde fortalt ham, at byen ville blive ødelagt, hvis ikke borgerne angrede og snart begyndte selvpinslerne. Hurtigt fik han dannet et broderskab, som fik tilhængere i alle dele af Italien. Og snart var over 10.000 mennesker på march i det italienske landskab.
De, som ikke deltog, blev beskyldt for at være i pagt med djævlen og hele områder blev affolket, fordi befolkningen sluttede sig til flagellanternes optog. Flagellanterne udgjorde nu en trussel mod samfundsordenen.
For kirkens vedkommende var det værste dog, at sekten påstod, at medlemmerne alene ved hjælp af pisken kunne sone deres synder. Traditionelt set måtte kun præsterne give syndsforladelse, og dermed truede flagellanterne pludselig kirkens position. Paven følte sig nødsaget til at gribe ind, og i 1261 udstedte han et forbud og stemplede flagellanterne som kættere.
Flagellanternes storhedstid varede kun lidt over 100 år, men den spontane bevægelse gjorde voldsomt indtryk i middelalderen og nævnes ofte af historieskriverne, bl.a. i Nürnbergkrøniken.
Tyskerne var vilde med pisken
Efter pavens indgreb mistede sekten efterhånden sit tag i Italien, men fortsatte sin udbredelse ind i Østrig og Frankrig samt nordpå til bl.a. nutidens Tjekkiet, Tyskland og Polen, hvor nye tilhængere fortsatte det massive selvpineri.
Da pesten ramte Sydtyskland i slutningen af 1340'erne, fik flagellanterne en ny opblomstring. Kronikøren Matthias von Neuenburg beskriver, hvordan 200 selvpinere marcherede ind i byen Speyer, hvor de blev modtaget af store folkemængder.
“De placerede sig selv inden for en tegnet cirkel på jorden og tog alt tøjet af undtagen et lændeklæde. De vandrede dernæst rundt og rundt i cirklen med armene strakt ud til siden som et kors for endelig at kaste sig udstrakt til jorden. Derefter rejste de sig og begyndte med en svøbe – udstyret med knuder og fire spidse jernpigge – at slå sidemanden i takt med salmesangen. På et bestemt signal kastede de sig alle på knæ og derefter fladt på jorden, mens de stønnede og hulkede”.
Midt i 1300-tallet havde flagellanterne så stor succes, at de kunne gennemføre store optog. Især i Tyskland sluttede tusindvis af troende sig til sekten.
Sekten stillede krav
Især i området omkring Speyer og Strasbourg opstod flere flagellant-sekter, som fik tusindvis af medlemmer. Hos en af sekterne, Korsbrødrene, var tilslutningen så stor, at den kunne tillade sig at stille betingelser for optagelse. Hver mand skulle være i stand til at bruge fire pfennig om dagen til egne fornødenheder, have bekendt alle sine synder, tilgivet sine fjender og opnået billigelse fra sin hustru.
Flagellanterne havde en klippefast tro på, at inspirationen til deres gerninger var guddommelig. Et øjenvidne fortæller, at de flagellanter, han mødte på sin vej, var overbeviste om, at deres instruktioner stammede fra et helligt brev fra Jesus, som var blevet afleveret af en engel. I brevet erklærer Guds søn sig angiveligt utilfreds med synderne – især blasfemikerne, helligdagsbryderne og de utro. Ifølge brevet kunne angrende sone deres skyld ved at leve i eksil i 34 dage og disciplinere sig selv dagligt.
VIDEO: Se filippinske mænd piske sig selv
Under “Holy Week” (ugen inden påske) går filippineske mænd gennem gaderne, imens de pisker sig til blods for at få tilgivet deres synder. Den katolske kirke fordømmer den gamle praksis, alligevel finder den sted hvert år.
Flagellanterne ville genoplive død
Flagellanternes popularitet var tæt knyttet til pestens hærgen. Og jo flere ofre, den sorte død krævede, desto stærkere blev sekten. Da pesten var på sit højeste mellem 1347 og 1349, blev flagellanterne modtaget af store, jublende folkemængder i mange tyske byer.
“De marcherede gennem byerne i velorganiserede rækker med ledere og sangere. Deres hoveder var dækket ned til øjnene, deres blik fæstet til jorden. Det hele var ledsaget af den dybeste form for deltagelse og sorg. Overalt blev de modtaget af bimlende klokker og store flokke af mennesker, som kom langvejsfra for at høre deres hymner og se deres bodsgang”, skriver den tyske historiker J.F.C. Hecker.
“På et bestemt signal kastede de sig på knæ, derefter fladt på jorden, stønnende og hulkende.” Kronikør Matthias von Neuenburg om flagellanterne.
I den italienske by Guardia Sanframondi angrer indbyggerne hvert syvende år deres synder ved at gå som flagellanter. De slår sig symbolsk med piske af metal.
Snart blev bevægelsen en så stor, at den indtog kirkerne og spredte sit budskab gennem folkelige salmer. I Strasbourg forsøgte en gruppe flagellanter at demonstrere deres åndelige magt ved at genoplive et dødt barn og uddrive onde ånder. For den katolske kirke flød bægeret for alvor over, da flagellanterne besluttede at genoplive den hellige romerske kejser Frederik 2., som havde været død i godt 100 år.
Genoplivningsforsøget kunne kun ses som kætteri, og i 1349 udsendte pave Clemens 6. (1291-1352) en bandbulle mod flagellanterne. Han blev bakket op af Tysklands biskopper, og for en årrække syntes bevægelsen at være opløst.
Dronning Katarina Medici var en ivrig selvpisker.
Fransk dronning svingede pisken
Selvom flagellanternes masseoptog blev bremset mange steder i Europa i løbet af 1400-tallet, fortsatte de offentlige selvpiskninger i Frankrig og Portugal. Endda med royal velsignelse.
Den franske dronning Katarina Medici (1519-1589) og hendes søn, Henrik 3. (1551-1589), støttede åbenlyst de forskellige franske flagellant-sekter. I 1574 stillede dronningen sig officielt i spidsen for flagellanterne og
deltog i flere ceremonier i bl.a. Lyon og Toulouse. Samme år anførte hun de såkaldte sorte flagellanters procession gennem Avignon. Dronningen gik så vidt, at hun organiserede sammenkomster, hvor hoffets fine damer blev tvunget til at piske hinanden som straf for deres synder. Dronningen førte også gerne selv pisken.
Trods royal bevågenhed havde flagellanterne dog ikke længere tidligere tiders brede popularitet.I 1601 nedlagde det parisiske parlament et forbud mod flagellanterne, som langsomt forsvandt fra Frankrig.
Enkelte steder i Spanien, Portugal og Italien arrangerede selvpiskere stadig store processioner – især i påsketiden – langt op i 1800-tallet.
Bevægelsen ebbede ud
Overtroen og hysteriet var dog ikke så let at aflive, og trods kirkens fordømmelse samledes flagellanterne stadig i ny og næ. Fx modtog en italiensk bonde i 1399 en vision, der blev begyndelsen til en ny, men kortvarig succes for flagellanterne. Over 15.000 selvpiskere samledes i byen Modena, men den katolske kirke slog atter ned, og de ledende medlemmer blev brændt som kættere.
I Tyskland formåede en mand ved navn Karl Schmidt at samle en stor flok omkring sig. De var overbevist om, at Schmidt var en genfødt gammeltestamentlig profet, som ikke kunne dø. Den tro knækkede endegyldigt, da inkvisitionen smed både Schmidt og hans følge på bålet i 1414.
Sidst i 1400-tallet var flagellanterne så godt som borte.