Året er 1221. Englænderen Thomas af Eldersfield ser mismodigt ud over den ophidsede forsamling på torvet i byen Worcester.
Han har netop fået sin dødsdom omstødt, men har ingen grund til at glæde sig, for juryen har i stedet givet voldsmandens ofre lov til at lemlæste ham.
Optændt af hævntørst kaster de sig over Thomas for at kastrere ham og berøve forbryderen synet.
En krønikeskriver beretter, hvad der herefter skete:
“Øjnene blev kastet til jorden, og testiklerne brugt som fodbolde – de lokale drenge sparkede dem i spøg hen mod pigerne”.
Optrinnet bekræfter alle fordomme om middelalderens afstumpede måde at straffe store og små forbrydere på.
Men det sande billede af lov og orden for 800 år siden er mere nuanceret.
Død og lemlæstelse var ikke juryens eneste våben i kampen mod kriminalitet – også mere humane midler blev taget i brug, blandt dem var landsforvisning.
I årene 1180-1350 landsforviste England 75.000 borgere og sejlede dem til Frankrig.
Det forunderligste var dog, at forvisning var en frivillig ordning og ikke resultatet af rettergang og dom.
Drabsmand tilstod tyveri
Richard Mandeville fra Northamptonshire var en af de mange, som frivilligt lod sig landsforvise.
Omkring år 1300 kom han til at dræbe sin bror, da de konkurrerede i at kaste med sten.
Drabet var et tragisk uheld, men Mandeville frygtede at blive anklaget for mord – en forbrydelse, han med sikkerhed ville blive henrettet for.
I stedet gik Mandeville til myndighederne og tilstod et mindre tyveri, som han tidligere havde begået og var sluppet afsted med.
Som led i et forlig med retten indvilgede han i at abjure, som det blev kaldt – altså frivilligt forlade England og aldrig vende tilbage.
I Mandevilles situation havde de fleste andre nok gjort det samme, for retfærdigheden skete sjældent fyldest under engelske retssager i middelalderen.
Ude på landet, langt fra kongens hof, stod en såkaldt jury for at opklare forbrydelser.
På kongens bud udpegede hoffets embedsmænd omkring hver 8. voksne mand til at sidde i en jury.
Den enkelte jury bestemte selv, hvem der skulle anklages for forbrydelser, og kravet til beviserne var ikke store.
Blev stjålne varer fx fundet hos den anklagede, var sagen klar, og dødsdommen blev omgående eksekveret.
Men da riget ingen politibetjente havde, kunne beviser sjældent fremlægges.
Omstrejfende hjemløse fik derfor ofte skylden for forbrydelser, de ikke havde begået.
Det samme gjorde upopulære indbyggere, som var på kant med naboerne.
Havde en mand et dårligt omdømme – selvforskyldt eller tilfældigt – steg risikoen for at komme i juryens søgelys.
For alle forbrydelser skulle straffes, da utryghed og anarki ellers ville brede sig.
Af mangel på beviser kunne Gud indkaldes som vidne. Tanken var, at Guds nåde naturligvis ville redde uskyldige og straffe forbrydere, og derfor tyede juryen ofte til den frygtede vandprøve, når den anklagede påstod at være uskyldig.
Bundet på hænder og fødder nedsænkede juryen den anklagede i en brønd, sø eller flod.
Flød den formodede gerningsmand ovenpå, blev det opfattet som et tegn på, at vandet afviste at tage imod en kriminel – og så skred juryen til henrettelse af staklen.
Druknede den anklagede, var han eller hun uskyldig og blev som en ringe trøst begravet i indviet jord.
Forbrydelser var der nok af, for fattigdom og nød plagede England, som i middelalderen oplevede en veritabel befolkningseksplosion.
Indbyggertallet voksede fra en million i 1086 til ca. syv millioner mennesker i løbet af 1300-tallet.
Befolkningstilvæksten betød, at mange kappedes om at få fingre i samfundets knappe ressourcer, og antallet af røverier, rovmord og tyverier steg ildevarslende.
Kongens modtræk var grusomme straffe, der skulle afskrække befolkningen fra at begå ulovligheder.
Dødsdomme for selv mindre forseelser var helt almindelige.
Tyverier til en værdi af mere end 12 pence – ca. prisen på en slagtemoden vædder – blev som hovedregel straffet med døden, og opgørelser viser, at 80 procent af alle Englands henrettede i middelalderen var tyve og røvere.
Næsten uanset forbrydelsen ventede en grum straf:
Tyveknægte led en lang og kvalfuld død ved hængning, kvinder, der myrdede deres ægtemænd, blev brændt på bålet, og barnemordere fik arme og ben bundet til fire heste, som løb i hver sin retning og flåede lemmerne af kroppen på forbryderen.
Alt skete i fuld offentlighed for øjnene af befolkningen – til skræk og advarsel.
Intet under, at folk var rystende bange, når byens jury ledte efter en syndebuk at straffe for en forbrydelse.
Vandprøven kunne afgøre sager med få beviser. Den anklagede blev bundet og sænket ned i en brønd. Flød han, var det et tegn på skyld, og så blev han henrettet.
Den landsforviste svor en ed
Set i det lys kan landsforvisning virke som en vattet straf, men magthaverne indførte ikke ordningen for at være nådige.
Konge og adel mente, at straffen rummede flere fordele: Frivillig landsforvisning var nem at ekspedere og sparede det overbelastede retssystem tid.
Samtidig slap England hurtigt af med uønskede elementer og svækkede ovenikøbet ærkefjenden Frankrig, som lå belejligt tæt på og ikke bevogtede sine kyster nævneværdigt.
Straffen havde desuden en afskrækkende virkning på andre – landsforviste skulle nemlig hånes og ydmyges offentligt hele vejen fra deres hjemstavn til en af Englands havnebyer.
Regler beskrev nøje, hvordan ydmygelserne skulle foregå. Afskeden med hjembyen var i sig selv et tilløbsstykke.
Efter at have fået konfiskeret alle ejendele skulle den landsforviste højlydt “og i skyggen af kirkedøren” afsværge sig sit fædreland ved at citere eden: “Hør dette, høje dommer.
Jeg forlader England og vender ikke tilbage, medmindre kongen eller hans efterfølgere tilgiver mig. Gud er mit vidne”.
Herefter begyndte han eller hun sin lange vandring mod Den Engelske Kanal – ledsaget af ukvemsord og hånlige tilråb fra naboerne.
Forbryderen skulle gå barfodet og måtte ikke dække sit hoved i skam.
For at alle forbipasserende skulle bemærke den angrende synder, bar den landsforviste et trækors.
Hekse-anklager var svære at bevise, så retten skred hellere til landsforvisning uden rettergang og dom.
Flugt blev straffet med døden
På forhånd havde myndighederne nøje fastlagt, hvor lang tid den enkelte måtte bruge på at nå frem til kysten.
Fx fik John af Wheatley, en landsforvist drabsmand fra London, i 1324 kun fem dage til at nå frem til Dover. Wheatley måtte altså vandre 40 km hver dag, hvilket var 10 km mere end kongens budbringere, som formentlig både var i bedre fysisk form og forsynet med sko.
De landsforviste blev skarpt overvåget af én eller flere vagter undervejs til havet.
Vagterne skulle sørge for, at reglerne blev overholdt. Fx måtte en landsforvist ikke overnatte det samme sted mere end én gang, medmindre han eller hun var meget syg.
Fandt den landsforviste på at flygte og gemme sig i England, blev han eller hun erklæret fredløs.
Det betød, at enhver havde ret til at dræbe flygtningen og indkassere en dusør på fem shilling.
De fleste landsforviste var både lasede og udmattede, når de omsider nåede frem til Dover – Englands største udskibningshavn af kriminelle. Men ydmygelserne var ikke slut endnu.
I stedet for at gå ombord i et skib måtte den landsforviste vade ud i havet, indtil vandet dækkede knæene – stående i de kølige bølger skulle forbryderen praje en båd på vej mod Frankrig.
Lykkedes det ikke, kunne et af kongens skibe mod passende betaling tage synderen med på den korte overfart mellem England og Frankrig.
Skibene var sandsynligvis faretruende overlæssede – jo større last, desto flere penge tjente skibets ejer. Som en samtidig kilde beretter, læssede skipperne “så mange heste på skibet, at hestene nogle gange bliver mast ihjel, mens andre invalideres og derefter dør.
Hvor det ville være passende med en last bestående af 24 eller 26 heste, tager de 40 eller endog 50 heste med på et skib”. Formentlig var menneskelige passagerer stuvet mindst lige så tæt sammen som hestene under overfarten.
Når de landsforviste landede på fransk jord, måtte de klare sig selv. Franskmændene kunne ingen af dem tale med, for i middelalderen lærte kun overklassen at tale fremmedsprog.
Derfor var andre landsforviste de nyankomnes eneste mulighed for at overleve. Enkelte var heldige at finde arbejde på fx en kro – i flere franske byer drev udlændinge ni ud af 10 kroer.
Men de fleste landsforviste så ingen anden udvej end at fortsætte deres kriminelle løbebane. Mænd lod sig hverve af røverbander, kvinder søgte til havneområdernes bordeller, hvor de underholdt engelske handelsrejsende.
Kun sjældent gav kongen amnesti og lod landsforviste vende hjem efter år i det fremmede. Oftere skete det, at den engelske konge midlertidigt afskaffede frivillig landsforvisning og i stedet indrullerede forbryderne i sin hær.