Året er 1256, da assassinernes stormester Ala al-Din sender sine 400 bedste snigmordere afsted mod mongolernes hovedstad, Karakorum, i det nuværende Mongoliet.
Snigmorderne er alle unge mænd, der har gennemgået flere års træning i nærkamp og spionage.
Nu skal de – forklædt som handelsfolk og bønder – tilbagelægge en strækning på over 7.000 km gennem mongolsk territorium og over Himalaya for at løse den opgave, som stormester Ala al-Din har stillet dem:
“Infiltrér mongolernes hof, og dræb den mongolske leder, Mangu Khan!”
I modsætning til andre krigere, der bekæmper fjenden på slagmarken, foretrækker assassinerne at komme deres fjender til livs ved at snigmyrde deres ledere.
Hvis Mangu Khan dør, vil mongolernes offensiv i Mellemøsten stoppe, forudser stormesteren. Og historien giver ham ret:
Gennem 200 år har assassinerne fjernet alle deres modstandere med snigmord og spionage.
Ala al-Dins mænd er grænseløst loyale, og selvom de ved, at missionen i Karakorum vil koste dem alle livet, tøver de ikke. De ved nemlig, at stormesteren vil tage imod dem i paradis.
Hassan-i Sabbah danner en sekt
Assassinerne opstod som en religiøs sekt omkring år 1080. De var muslimer, der dyrkede en særlig shiitisk tradition.
Derfor var assassinerne i konstant strid med de herskende seldsjukker, der var sunnimuslimer, og som undertrykte alle andre.
Utilfredsheden med seldsjukkerne ulmede i hele Mellemøsten, og på få år lykkedes det derfor den karismatiske Hassan-i Sabbah at samle en stor gruppe tilhængere.
De blev grundstammen i hans “Orden af Assassiner”, som på bare 10 år voksede sig så stor, at den kunne indtage borgen Alamut (Ørnereden) i den nordvestlige del af vore dages Iran.
Med base i bjergborgen Alamut underlagde Hassan-i Sabbah og hans tilhængere sig landsbyerne omkring borgen, og deres rige, “Nizari Ismaili-staten”, voksede frem.
Hvordan Alamut helt præcis har set ud, kan arkæologerne ikke sige i dag, men den venetianske opdagelsesrejsende Marco Polo har efterladt en beskrivelse af borgen og dens have.
I den nordvestlige del af Iran ligger ruinerne af Alamut.
Stormesteren flyttede ind i Ørnereden
På en 200 meter høj klippe lå assassinernes hovedborg, der med sit store bibliotek og sin smukke have tiltrak lærde fra hele Mellemøsten.
Assassinernes borg Alamut blev bygget allerede i 800-tallet, hvor en lokal krigsherre under en jagttur i bjergene havde set en ørn kredse over en 200 m høj klippe. Han besluttede at opføre sin borg dér. Borgen fik navnet Alamut, der er persisk for “ørnerede”.
Da Hassan-i Sabbah i 1090 udså sig Alamut som sit hovedsæde, var borgen stærkt forfalden. Men assassinerne genopbyggede den, og med tiden blev Alamut kendt for sin smukke have, som Marco Polo kaldte paradis.
Også borgens bibliotek blev med sin imponerende samling af arabiske skrifter og astronomiske instrumenter verdensberømt i samtiden.
Efter mongolernes erobring i 1256 blev Alamut dog ødelagt, og alle kostbarheder forsvandt.
I dag har den iranske regering restaureret nogle af ruinerne, og den gamle assassinerborg er et yndet turistmål i den nordvestlige del af landet.
På sin vej til Kina i slutningen af 1200-tallet rejste han gennem området, hvor han hørte om assassinerne.
Selvom Marco Polos skildring rummer flere fejl, er der næppe tvivl om, at Hassan-i Sabbah udbyggede Alamut på imponerende vis:
“Han havde skabt en dal mellem to bjerge og gjort den til den største og smukkeste have, som nogensinde var blevet set. Haven var fyldt med alle former for frugter, og der var rejst pavilloner og paladser så elegante, som man kan forestille sig”.
I sine erindringer fortæller Marco Polo om bække, der “flød med mælk og honning”, og om “de smukkeste jomfruer i verden, som dansede og sang med de blideste stemmer”.
Ifølge Marco Polo var haven helt bevidst skabt ud fra profeten Muhammeds beskrivelse af muslimernes paradis, for stormesteren ønskede, at folk skulle tro, at haven var det virkelige paradis.
Træning i snigmord og spionage
Ikke alt på Alamut summede dog af fred. Hassan-i Sabbah underviste nemlig sine unge, mandlige tilhængere i spionage, afpresning, kampteknikker og snigmord.
For at vinde deres loyalitet brugte han den paradisiske have: Stormesteren samlede jævnligt en gruppe lovende rekrutter og lod dem drikke en euforiserende drik – muligvis brygget på cannabis – som fik dem til at falde i en dyb søvn.
“Når de vågnede og befandt sig på et så fortryllende sted, mente de, at de var kommet i paradis”, beretter Marco Polo, som også afslører stormesterens trick:
Når de unge mænd faldt i søvn igen, blev de båret ind i borgen og præsenteret for deres mission. Kun ved at fuldføre den kunne de vende tilbage til paradis, prædikede stormesteren, der var både religiøs, politisk og militær leder for assassinerne.
Opholdet i haven havde været så fantastisk, at alle hans rekrutter ville gøre hvad som helst for at slippe ind igen.
Ifølge myten var assassinerne så loyale, at de begik selvmord, hvis deres stormester bad om det.
End ikke tortur og en voldsom død skræmte dem. Og rygterne om paradis fik nye rekrutter til at valfarte til Alamut, hvor de gennemførte den berygtede træning for efterfølgende at blive sendt tilbage til deres almindelige tilværelse.
Her ventede de som “sovende agenter”, til de blev aktiveret og sendt på en snigmordsmission. Med tiden kom assassinernes netværk af agenter og kampklare mordere til at strække sig hele vejen fra Kina i øst til Europas hoffer i vest.
Assassinerne havde ører og øjne overalt, og de fulgte også nøje med, da mongolske stammer i begyndelsen af 1200-tallet samlede sig under Djengis Khan og underlagde sig enorme landområder i Centralasien.
Hassan-i Sabbahs barnebarn Jalal al-Din Hasan havde arvet titlen som stormester i 1210, og han forudså, at mongolerne ville blive en trussel for assassinerne.
Hidtil havde mongolerne koncentreret sig om Asien, men i 1218 vendte de blikket mod Mellemøsten, hvor de sunni-muslimske khwarezmider havde overtaget magten fra seldsjukkerne.
Stormesteren hjælper mongolerne
Jalal al-Din Hasan så straks en mulighed for at udslette khwarezmiderne, der længe havde været assassinernes fjende, og han tilbød derfor at indgå et partnerskab med de fremrykkende mongoler.
Desværre for assassinerne var mongolerne ikke indstillede på en alliance, og efter at mongolerne havde nedkæmpet khwarezmiderne, bevægede de sig frem mod assassinernes territorium.
I mellemtiden døde stormesteren Jalal al-Din Hasan, og hans unge søn Ala al-Din arvede både titlen og den mongolske trussel.
I flere år forsøgte Ala al-Din forgæves at få en aftale med mongolerne, men en reel mulighed opstod først i 1231: Mongolerne var på jagt efter khwarezmidernes shah, der var sluppet fra dem, og gennem sit vidtstrakte netværk af assassiner fandt Ala al-Din hurtigt frem til hans gemmested i Kurdistan.
Ala al-Dins hjælp med tilfangetagelsen af shahen gjorde dog kun situationen værre.
Efter khwarezmidernes nederlag var assassinerne nemlig blevet den stærkeste magt i området, og de stod nu selv i vejen for mongolernes fremrykning.
I et desperat forsøg på at redde forholdet til mongolerne sendte Ala al-Din i 1240 en stor diplomatisk delegation til Karakorum.
Men rygterne om assassinernes listige snigmordere var ilet i forvejen, og de udsendte diplomater fik end ikke foretræde for de mongolske embedsmænd.
Mangu Khan overtager magten
På denne tid blev mongolerne ramt af en arvefølgestrid, og deres offensiv gennem Mellemøsten gik i stå.
Stridighederne varede i 10 år, og i den periode holdt mongolerne sig i ro. Men freden i Mellemøsten endte brat i 1251, da Mangu Khan – et af Djengis’ mange børnebørn – greb magten.
Mangu Khan var en ambitiøs hersker, og han begyndte omgående at konsolidere sin magt. Han sendte sin bror Hulagu afsted til Mellemøsten for at udslette assassinerne.
“Det var blevet rapporteret til Mongke Khan, at 400 forklædte assassiner var sendt afsted for at dræbe ham”. William af Rubruck.
I Alamut svarede stormester Ala al-Din igen ved at beordre 400 af sine bedste snigmordere mod Karakorum, hvor de skulle infiltrere det mongolske hof og myrde Mangu Khan.
Rygtet om de mange snigmordere, der var på vej, nåede mongolerne, og det skabte ifølge munken broder William af Rubruck, som besøgte det mongolske hof på denne tid, stor panik.
“Vi ankom til Karakorum søndagen før Kristi himmelfart. Den næste dag blev vi tilkaldt af Bulgai, den øverste minister og en stor dommer. Vi blev ført ind til Bulgai hver for sig, og de spurgte os, hvor vi kom fra, hvorfor vi var kommet, og hvad vi ville. De blev ved med at udspørge os, for det var blevet rapporteret til Mongke Khan, at 400 forklædte assassiner var sendt afsted for at dræbe ham”, skrev han senere.
Til Ala al-Dins store fortrydelse lykkedes det ikke én af hans 400 krigere at gennemføre sin mission.
Mongolerne lider nederlag
I 1253 begyndte Hulagu at marchere mod det nuværende Iran med sin hær.
De fleste kilder anslår, at Hulagus hær bestod af ca. 17 tumen, der er en mongolsk hærenhed på 10.000 mand – altså omkring 170.000 soldater.
Til sammenligning rådede assassinerne kun over ca. 60.000 mand, og en borg rummede sjældent mere end 200 soldater.
På trods af den enorme styrkeforskel havde mongolerne ikke meget held mod de veltrænede og velorganiserede assassiner, da de i begyndelsen af 1256 trængte ind på assassinernes territorium.
Ved borgene Quhistan og Girdkuh endte angrebene med, at mongolerne måtte trække sig tilbage.
Nederlagene blev en lærestreg for de selvsikre mongoler, og den persiske historiker Juvayni, der var med på mongolernes togt, beskrev senere, at mongolerne sendte bud efter katapult-eksperter og nafta-kastere, der kunne sende brændende råolie mod fjenden.
Den sidste stormester
Da mongolerne angreb assassinerne i 1256, var Ala al-Din død, og hans søn Rukn al-Din havde kun været stormester i lidt under et år.
I den tid havde Rukn al-Din ikke været i stand til at sætte sig igennem som leder – og han nød ikke sine forgængeres respekt.
Da mongolerne angreb borgen Quhistan, sendte han skræmt bud til Hulagu om, at han ville forhandle.
Han undskyldte ydmygt for sin fars modstand og tilbød mongolerne total underkastelse.
Hulagu svarede, at stormesteren skulle møde personligt op i den mongolske lejr og kaste sig på knæ for Hulagus fødder.
Da Rukn al-Din værgede sig ved at forlade sin sikre borg, angreb Hulagu egnene omkring Alamut.
I 1256 rykkede mongolerne frem mod assassinernes hovedborg, Alamut (Ørnereden).
Da angrebet mislykkedes, sendte han besked til Rukn al-Din om, at mongolerne ikke ville holde ham ansvarlig for farens misgerninger, og at de ville lade ham være vasal, såfremt assassinerne overgav sig.
Rukn al-Din beordrede nu borgene Girdkuh og Quhistan til at overgive sig, men krigerne her nægtede at følge deres unge stormesters ordre.
I mellemtiden nåede flere mongolske tropper frem, og assassinerne var snart helt omringede.
Selv befandt Rukn al-Din sig i borgen Maymundiz, der nu også blev belejret.
Og selvom mongolerne ikke kunne trænge gennem borgens tykke mure, skabte deres angreb uro og splittelse blandt borgens assassiner.
Den 19. november 1256 kastede Rukn al-Din sig omsider på knæ for Hulagu, men da han efterfølgende sendte sin ordre om overgivelse ud til assassinerne, var det langtfra dem alle, som efterkom den.
Krigerne på borgene Lamasar, Girdkuh og Alamut kæmpede videre mod de mongolske belejrere.
Til sidst sendte Hulagu personligt Rukn al-Din til Girdkuh for at få assassinerne til at nedlægge våbnene, men de nægtede fortsat, og nu vidste Hulagu ikke længere, hvad han skulle stille op med stormesteren.
Derfor sendte han ham videre til sin bror Mangu Khan i hovedstaden Karakorum.
I Karakorum nægtede Mangu Khan imidlertid at tage Rukn al-Din i audiens, før han havde fået borgene Lamasar og Girdkuh til at overgive sig.
Stormesteren måtte derfor vende om og påbegynde den lange rejse tilbage til Mellemøsten.
Rukn al-Din nåede dog aldrig frem, for hans mongolske eskorte førte ham, ifølge Juvayni, væk fra vejen, så snart de var ude af Karakorum. Her blev han dræbt med sit eget sværd.
Striden var dog langtfra slut. Først da Girdkuh efter 17 års belejring overgav sig, blev den sidste assassiner dræbt.