Duellanter skulle efter reglerne kæmpe i en lukket arena kaldet champ clos.
Galleri: Middelalderens dødelige dueller
Ridderduel i glinsende rustninger, blodige sværdklinger og brydekamp med de bare næver. Se galleriet med middelalderens mangfoldige tvekampe.
Tvister blev afgjort ved duel
Sager om ære og retslige tvister kunne i middelalderens Europa afgøres ved duel. Adskillige fægtemestre specialiserede sig i at træne duellanterne op til kamp, og nogle tilbød endda sig selv som stand in i duellerne. En af dem var den tyske fægtemester Hans Talhoffer. I sine værker om kampkunst gennemgik han alskens former for dueller trin for trin. Lige fra fornemme ridderdueller i fuld rustning til simple nævekampe.
Som ritualet byder, træder de to duellanter ind i hvert deres hjørne af arenaen. Disse adelsmænd skal afgøre deres strid med spyd.
Skjold kan både bruges til angreb og forsvar. Med et dødbringende hug borer en læderklædt kæmper spidsen af sit kampsværd ind i modstanderens bug.
Adelsmænd, der har råd til den helt store udrustning, kan som i klassiske ridderturneringer kæmpe til hest med lanse.
Selv brydning med de bare næver kunne føre til døden. I år 1127 rev en indædt duellant testiklerne af sin modstander, der omgående forblødte.
Normalt kæmper duellanter med ens våben, men her hugger en sværdkæmper hovedet af rivalen, der har forsvaret sit liv med en kamphammer.
Træskjold betrukket med lærred og spidse ender bruges også som angrebsvåben.
Kombattanterne trækker deres daggerter til en fægtekamp med de lange knive i arenaen.
Hammeren med den spidse krog kan bruges til at rive en ridder af sin hest, men her kæmper duellanter i lette lærredsklæder til fods.
Ingen kneb er for beskidte for duellanterne. Modstanderen kan dræbes med et sværd gennem øjet.
Små kampskjold med pigge på afværger sværdhug, men kan også kvæste modstanderen med et slag.
Gud har talt. Den ene stridspart er besejret, og djævlen forlader hans løgnagtige mund.
