Glem stenalderkosten - prøv middelalderkuren
De spiste som svin, åd sig mætte i kød og sendte bageren i gabestok. Et måltid var ikke bare noget, der skulle overstås i middelalderens Europa. Det var dagens højdepunkt, og strenge love og moraliserende råd sikrede, at intet ødelagde det.
Køkkenfolkene kunne frembringe adskillige retter over temaet kød med kød.
Middelalderens bedste kostråd
Læger og gejstlige anbefalede i middelalderen kun at spise to gange om dagen: et stort måltid midt på dagen og et mindre omkring skumringstid.
Det blev betragtet som fråseri og moralsk forkasteligt at spise oftere. Kun dyr spiser hele døgnet, lød argumentet.
Middelalderens eksperter havde også en holdning til, hvad folk skulle putte i munden.
I 1100-tallet nedskrev den tyske abbedisse Hildegard af Bingen således en række kostråd, som efter sigende kunne hjælpe med at kurere sygdomme og bringe kroppen i balance:
- Spelt er godt for kroppen og giver bedre blod. Hjælper desuden på humøret.
- Muskatnød dæmper bitterhed.
- Radiser og roer bringer dig i ubalance.
- Karse er dårligt for milten.
- Mælk hjælper på dårligt humør.
- Korn er godt for både raske og syge.
- Ærter bør kun spises af sunde mennesker, men ærtesuppe kan være godt for de syge.
Abbedissen Hildegard af Bingen mente, at syge mennesker burde holde sig fra ærter.
Tjenere serverede kun kød for adlen
Mens bønder og byboer måtte nøjes med grød, brød og grøntsager, holdt Europas adel overdådige banketter, hvor samfundets spidser nedsvælgede uanede mængder kød.
Egentlig tordnede kirken mod fråseri, som var en af de syv dødssynder, men de adelige var ofte ligeglade. Kød var nemlig et statussymbol, og til selskaber gjaldt det derfor om at vise, hvor mange forskellige typer kødretter ens køkken kunne trylle frem.
Ved et fornemt bryllupstaffel i Milano i sommeren 1368 måtte gæsterne således kæmpe sig gennem hele 17 retter, som alle fremviste flere fantasifulde variationer over temaet kød med kød.
Selv børn drak øl døgnet rundt
En fast bestanddel af ethvert middelaldermåltid var øl. Både børn, bønder, adelige og gejstlige drak ufattelige mængder øl hver dag.
På de fleste gårde bryggede konerne eget øl, eftersom mændene i huset havde behov for at drikke op til fire liter om dagen. Øllet var som regel tyndt – helt ned til 0,5 pct. alkohol.
Årsagen til det store ølindtag var, at vandet ofte var sundhedsfarligt at drikke. Under ølbrygningen blev vandet kogt, og bakterierne (som var ukendt i middelalderen) samtidig dræbt.
Spektakler ved spisebordet var ikke god tone ved adelens middagsbord.
Middelalderens Emma Gad gav adelen manérer
Blandt jævne folk var bordskik så godt som ikkeeksisterende. Folk bøvsede og harkede og stak beskidte fingre i maden.
Noget bedre så det ud ved de adeliges højborde, selvom de også havde brug for hjælp til det med manérerne.
I 1400-tallet udkom således flere bøger om god etikette – eksempelvis af hertugen af Gloucesters tjener John Russell, som givetvis har trukket på sine erfaringer fra sin herres bord.
Bøger som denne instruerede fx sine læsere i ikke at “kaste sig over maden som et svin og pruste modbydeligt, mens man smasker med læberne”.
Derudover rådede bøgerne også til at lade være med at klø sig i hovedbunden samt dele drikkekrus for at undgå madrester i vinen.
De riges køkken lignede det arabiske
Krydderier fra Asien og Mellemøsten var rasende dyre, og kun de allerrigeste havde råd til at importere dem. Krydderierne gav imidlertid de adeliges kost et pift.
Mange historikere sammenligner således adelens mad med vore dages mellemøstlige køkken.
Pesten gav kød på bordet
I starten af middelalderen levede bønderne primært af brød og grød, men med pestens ankomst i midten af 1300-tallet ændrede det sig brat.
De overlevende bønder blev pludselig en efterspurgt arbejdskraft, og herremændene begyndte at tilbyde bedre løn – og ikke mindst kød – til de overlevende, hvis de ville arbejde for dem.
Fastedage skabte protestanter
Middelalderen havde 180 fastedage om året, hvor kød måtte vige for fisk. Det var ikke populært hos den danske konge Frederik 1., som helst spiste kød.
Efter at en biskop klagede over hans fråseri i juni 1526, gjorde han op med den katolske kirke og blev protestant.
Middelalderens bagere skulle passe på med at slå et for lille brød op. Det kunne de blive straffet hårdt for.
Løgnagtige borgere blev sendt i gabestok
Brød var en så vigtig del af middelalderens kost, at fx England indførte strenge love for bagerne.
Deres brød skulle ifølge “brød- og ølloven” fra midten af 1200-tallet laves af fintmalet mel, ligesom de ikke måtte tage overpriser.
Vejede brødene for lidt, kunne bageren blive straffet. Første, anden og tredje gang bageren snød med vægten, fik han blot bøder. Men formastede han sig til at svindle en fjerde gang, var det alvor:
“Hvis han synder oftere og ikke vil ændre sin vej, skal han straffes på kroppen. Det vil sige gabestok”, advarede loven.