Hvor langt tilbage går rødderne til moderne stand-up?
En ny analyse af en engelsk professor fra Cambrige Universitet tyder på, at det er væsentligt længere, end vi troede.
I det såkaldte Heege-manuskript har Dr. James Wade fundet adskillige humoristiske historier, som sandsynligvis er blevet opført af et en såkaldt “leger” (en form for spillemand), foran et publikum bestående af alt fra bønder til adelsfolk.
Materialet er unikt, fordi middelalderens spillemænd sjældent skrev deres materiale ned. Og ingen går uramte forbi den skarpe satire, som håner både konger, præster og bønder og især opfordrer publikum til at drikke sig fulde.
“Heege giver os det sjældne glimt af en middelalderlig verden rig på mundtlig fortælling og underholdning," fortæller Wade, hvis forskning netop blevet udgivet i tidsskriftet “The Review of English Studies”.
Manuskriptet har været kendt af forskerne i næsten 100 år, men hidtidige analyser har fokuseret på hvordan det var skrevet og i mindre grad selve indholdet.
Kopieret fra snydeark
Wade blev nysgerrig på manuskriptet, da han så forfatteren havde underskrevet med ordene: “Skrevet af mig, Richard Heege, fordi jeg var til et festmåltid og ikke engang fik noget at drikke.”
Heege var underviser hos en adelsfamilie og altså ikke den spillemand, som oprindeligt har opført de sjove rutiner. Men igennem sin forskning konkluderer Wade, at Heege kopierede teksterne omkring år 1480 fra en slags snydeark skrevet af en ukendt spillemand, der optrådte nær grænsen mellem Derbyshire og Nottinghamshire i England.
Heege har altså muligvis været nødt til at forblive ædru under en fest, så han kunne få kopieret spillemandens materiale. Han har sandsynligvis kort efter skulle rejse videre til den næste kro eller herregård.
Humoren og historierne i materialet er meget komplicerede og fyldt med ordrim og lange nonsens-passager. Det er desuden usædvanligt, at det eneste formål tilsyneladende har været at få folk til at grine. Mange spillemænd havde ellers et bredt repertoire, hvor de opførte folkeviser og klassiske fortællinger.
Legere havde meget tilfælles med den mere kendte hofnar, men rejste typisk rundt i landet og var ikke tilknyttet et hof.
Monty Python-humor i middelalderen
Selvom det kan være svært at fange meget af humoren i dag, da stand-up-manuskriptet er skrevet på middelengelske vers og fyldt med mere end 500 år gamle referencer, så er der alligevel mange dele, som er til at forstå.
Digtet “Slaget ved Brakonwet” er bygget op som middelalderens klassiske ridderfortællinger, men hvor det absurde er i højsæddet, og dyr indtager mange af rollerne. Der er ridderturneringer, hvor bjørne med lanser rider på heste, og svin danser.
Men digtet laver også sjov med adskillige gårde og landsbyer, som alle lå indenfor en radius af 12 km i Derbyshire og det vestlige Nottinghamshire. Det er ikke usandsynligt, at spillemanden har byttet disse stednavne ud, når han kom til et nyt område, for at give hans optræden et lokalt præg.
Men heller ikke eliten går fri. Et sted udgiver spillemanden sig for at være en præst, der holder en prædiken om fordelene ved at drikke voldsomme mængder alkohol.
Et andet sted gøres der tilsyneladende grin med kongers grådighed, da tre konger spiser så voldsomt meget, at deres maver eksploderer, og 12 okser springer ud af dem.
Digtet “Jagten på haren” har en passage, der er som taget ud af scenen med dræberkaninen fra “Monty Python og de skøre riddere”:
“Jack Wade var aldrig så ked af det / Som da haren trådte på hans hoved / I tilfælde af at den ville rive hans hals ud.”
“Middelaldermanuskripter er ofte anset som eksempler på stor kunst. Dette er noget andet. Det er vanvittigt og anstødeligt, men ligeså værdifuldt”, siger Wade afslutningsvis.