Guide til Caminoen: Få tips fra middelalderens rejseførere

Ikke alle er lige villige til at give pilgrimme mad og husly. Men Skt. Jakobs Bogen nævner flere eksempler på, hvordan Gud straffer dem, som ikke hjælper de troende:

I byen Villenueve (1 på kortet øverst) påstod en kvinde, at hun ikke havde en krumme i huset – trods en tydelig duft af friskbagt brød. “Men pilgrimmen sagde til hende: Måtte det brød, du har, blive til sten! Da han var langt væk, fandt kvinden en rund sten i stedet for brødet”.

Værre gik det i Poitiers (2 på kortet øverst), hvor to pilgrimme måtte gå fra hus til hus med uforrettet sag. Endelig i det allersidste hus fik de husly hos en fattig mand. “Og ved Guds indgriben brændte samme nat den hurtigste ild i hele gaden – fra huset, hvor pilgrimmene først havde bedt om gæstfrihed. Der var vel omkring 1.000 huse i byen, men ved Guds nåde forblev alene hjemmet, hvor Guds tjenere var gæster, intakt”.

Jakobsvejen passerer utallige helgengrave, især i Sydfrankrig, og pilgrimsguiden har en lang liste med grave, som de troende bør besøge. Især er begravelsespladsen Les Alyscamps uden for Arles anbefalelsesværdig (3 på kortet øverst).

Helgengrave er populære mål, så pilgrimmen skal vogte sig for falskneri, advarer guiden. Fx pågår en udbredt svindel med helgenen Saint Gilles (Skt. Ægidius).

“Ungarerne, som siger, at de har Saint Gilles' krop, burde rødme. Munkene i Chamalières, som tror, de har hele hans lig, skal det gå ilde. De fra Saint Seine, som hævder at have hovedet, bør forgå. Ligeledes bør normannerne fra Coutances, som hædres for at have hans krop, lammes af frygt”.

Guiden forsikrer, at Arles har den rigtige helgen liggende, for Saint Gilles kan nemlig ikke flyttes. Det er allerede forsøgt – men forgæves.

Ikke alene bliver pilgrimmene afkrævet overbetaling, de risikerer også skruppelløse færgemænd, som lader bådene kæntre med vilje.

Før Pyrenæerne skal pilgrimmene passere et par floder ved landsbyen Saint Jean de Sorde (4 på kortet øverst). Den eneste måde at komme over på er at sejle med de lokale færgemænd, men her skal pilgrimmen virkelig være på vagt, advarer guiden.

“Disse færgemænd er problemer. Store problemer. På trods af at begge vandløb er smalle, vil de presse penge for deres tjenester, uanset om du har råd eller ej. Hvis du har en hest, vil de blive vrede og stædigt forlange fire mønter. Vær forsigtig. Båden er lille og ikke egnet til heste, så du kan nemt ende i vandet. Bedste løsning er at tage hesten ved tøjlen og lade den svømme bag båden”.

Pilgrimsguiden advarer ligefrem mod færgemænd, som koldblodigt slår deres kunder ihjel.

“Uanset hvad du gør, så brug ikke en overfyldt båd, som pludselig kan kæntre. Disse færgemænd er kendt for at sælge billetter og derefter fylde båden med så mange pilgrimme, at båden kæntrer, og pilgrimmene drukner. Disse skurke er så onde, at de finder glæde i at stjæle alle de dødes ejendele”.

Ved Pyrenæerne går pilgrimmene gennem passet ved bjerget Cize (5 på kortet øverst). Passet bruges flittigt af købmænd, men i gamle dage var det et berygtet sted, fortæller pilgrimsguiden:

“På dette bjerg, før Spanien var kristent, ville hedenske baskere ikke alene røve pilgrimme på vej til Santiago, men bestige dem som æsler og derefter myrde dem”.

I Spanien skal pilgrimme vogte sig for giftige floder: “Mod øst, på et sted kaldet Lorca, flyder floden Rio Salado. Vær forsigtig med ikke at drikke eller vande din hest der, for floden er dødbringende. Da vi var på vej til Santiago, mødte vi ved bredden to mænd fra Navarra (6 på kortet øverst).

De sad og sleb deres knive og ventede kun på at flå de af pilgrimmenes heste, som døde efter at have drukket vandet. Da vi spurgte, løj de og sagde, at vandet var sikkert at drikke. Så vi vandede vores heste, og to døde på én gang. De blev straks flået af de to mænd”, beretter pilgrimsguiden harmdirrende.

Også det lokale køkken kan slå en uforsigtig pilgrim ihjel: “I Spanien spises ikke den fisk, som kaldes en 'barbus', for du vil uden tvivl straks dø eller blive meget syg. Desuden gør alle fisk og alt okse- og svinekød i Spanien og Galicien udlændinge syge”.

Frem for alt skal pilgrimmene tage sig i agt for de lokale spaniere. Folk fra Castilien (7 på kortet øverst) er “grumme og ondskabsfulde”, mens beboerne i Galicien (8 på kortet øverst) er “mere lig vi franske end andre spanske vilde, men de kan dog blive hidsige og vil så yppe kiv”.

Værst er folk fra Navarra, som taler et sprog “så råt, at det er som at høre en hund gø”. De lokale går i lurvet tøj og opfører sig som madsvin:

“Deres spise- og drikkevaner er ulækre. Hele familien: tjener, herre, tjenestepige og elskerinde, æder med hænderne fra samme trug, hvor maden er blandet sammen”.

Med forargelse kan guiden også fortælle, at når folk i Vizcaya og Alava “bliver liderlige”, vil mænd og kvinder “vise deres ædlere dele for hinanden”, og i Navarra har de sågar sex med deres husdyr:

“Det siges, at de sætter låse på bagdelene af deres muldyr, så kun de selv kan have dem”.

Rejsens mål, Santiago de Compostela (9 på kortet øverst), bliver udførligt beskrevet i pilgrimsguiden. Her er oplysninger om alle byens ti kirker, men især om katedralen med apostlen Jakobs knogler. Guiden bruger mandslængder til at give læseren en idé om bygningens anselige størrelse:

“Katedralen i Santiago har en længde på 53 mænd, fra den vestlige dør til alteret, og er 39 mænd bred. Indenfor er den fjorten gange en mands højde”.

Men ikke alt er lutter skønhed, indskærper pilgrimsguiden: “Vi må heller ikke glemme at betragte kvinden, som står ved siden af Kristi Fristelse. I sine hænder holder hun hovedet af sin elsker. Hendes ægtemand har halshugget elskeren og tvinger hende til hver dag to gange at kysse den døde”.

“Hvilken stor og beundringsværdig straf til en utro kvinde. Det kan vi alle lære af!” konkluderer guiden.