Archeology West-Friesland/Fleur Schinning
Guldskat Holland

Hollandsk historiker finder “ekstrem sjælden” guldskat

Holland er langt fra kendt for sine flotte middelalderskatte, så en hollandsk historiker gjorde ekstra store øjne, da hans metaldetektor bippede og førte til en af de største skatte i landets historie.

I 2021 gjorde den hollandske historiker Lorenzo Ruijter et spektakulært fund med sin metaldetektor nær byen Hoogwoud i Vestfriesland, Nederlandene. Hollandsk Nationalmuseum for Antikviteter har siden holdt fundet hemmeligt, men nu har de løftet sløret for skatten, som vil blive udstillet på museet frem til midten af juni 2023.

Skatten består bl.a. af fire flotte guldøreringe fra 1000-tallet med udførlige dekorationer. Derudover er der guldstrimler, som formentlig har smykket et stykke stof, og 39 sølvmønter fra Holland, Guelders og Kleves, alle præget i årene 1247-1248 e.Kr. Sådanne guldskatte fra middelalderen er “ekstremt sjældne” i Holland, understreger museet, og der er fx kun fundet tre lignende øreringe i landet.

“Jeg rystede af spænding. Jeg kunne ikke tro det efter alle disse års søgning. Det er uvirkeligt at finde noget så vigtigt som det her”, fortæller Ruijter om fundet.

Skat kan stamme fra kongens død

Hvorfor skatten blev gravet ned er endnu uvist. Men mønterne i skatten var alle præget under Kong Wilhelm 2.s regeringsperiode. Kongen døde netop i det område, som skatten er fundet i, under et forsøg på at nedkæmpe et oprør blandt vest-friserne i 1256 e.Kr.

Kongens hest gik igennem isen på en frossen sø, og de oprørske frisere myrdede ham. Det er ikke usandsynligt, at skatten blev gravet ned af en lokal rigmand eller de royale selv, for at den ikke skulle blive plyndret i ufredstiderne.

Guldskat Holland

En model med kopier af de flotte guldøreringe viser, hvordan de kan have været båret i 1000-tallet.

© Archeology West-Friesland/Fleur Schinning