Ved udgravning af middelalderkirkegårde og analyse af knoglerester er forskere nået frem til, at den gennemsnitlige levealder i store dele af Europa var omkring 30-35 år. I vore dages Vesteuropa er tallet 79 år for mænd og 84 for kvinder.
Den lavere gennemsnitslevealder betød dog ikke, at middelalderens mennesker blev tidligere gamle end nu. Men de havde en større risiko for at dø af sygdom end i dag, og særligt den høje dødelighed blandt børn trak den gennemsnitlige levealder markant ned.
Den australske læge Henry O. Lancaster udgav i 1990 en undersøgelse af levealderen blandt adelige i middelalderens England. Ved at trække alle døde under 21 år ud af sin statistik kunne han fastslå, at resten i gennemsnit først døde i en alder af 65 år.
Undersøgelser af ikke-adelige i 1400-tallets England viser, at personer, der var fyldt 20, typisk havde udsigt til at leve yderligere 21-28 år. Tekster fra middelalderen tyder på, at personer, der var over 50, blev anset som ældre.
Mennesker, der var blevet for gamle til at arbejde, var gerne respekterede i samfundet og fik typisk støtte af familien, kirken eller den lokale herremand. Med god pleje og kost var det muligt at blive langt ældre end gennemsnittet, især for toppen af samfundet. Den italienske doge (hersker) af Venedig, Enrico Dandolo, var fx 98, da han døde i 1205.
Den venetianske doges imponerende 98 år viser, at ikke alle døde unge i middelalderen.