Middelalderens riddere var særdeles velbeskyttede, når de drog i krig. Allerede i 1000-tallet bar riddere både en tyk, vatteret trøje – kaldet en vams – og en ringbrynje, der bestod af sammennittede jernringe.
De mange stærke ringe beskyttede krigeren mod de fleste af de stik og stød, som han kunne blive udsat for på slagmarken.
Moderne rekonstruktioner og analyser har vist, at en ringbrynje beskyttede særdeles godt mod stik fra sværd, lanse og pil.
Den bedste måde til at gøre sig forhåbninger om at slå en ridder ihjel var derfor at ramme de ubeskyttede områder på kroppen.
Rodrigo Díaz er en af verdens mest berømte riddere. Han fik tilnavner "El Cid", der kommer af det arabiske Al-Sayyid og betyder "Herren".
Berømte riddere:
William Marshal (ca. 1146-1219) vandt over 500 ridderturneringer.
Rodrigo “El Cid” Díaz (1043-99) generobrede Spanien fra maurerne.
Hugues de Payens (1070-1136) grundlagde tempelridderordenen.
Et oplagt mål var benene, som ofte ikke var beskyttet af ringbrynje. Slag med meget høj kraft som fx fra en krigshammer eller en lanse kunne også gøre stor skade.
I 1400-tallet gik ridderne fra at være velbeskyttede til så godt som udødelige, da de begyndte at iklæde sig pladerustning.
Tykke jernplader dækkede så godt som hele kroppen og kunne modstå direkte slag fra stort set alt, sågar bolte fra en armbrøst og de tidligste skydevåben.
En af de få måder at gøre det af med en ridder i pladerustning på var at få ham ned på jorden og fx stikke ham med en kniv i et af de få udsatte steder, der var ikke var fuldt beskyttet, såsom armhulen eller skridtet.