I 1119 grundlagde en håndfuld riddere en munkeorden – tempelridderne – hvis erklærede mission var at beskytte de kristne pilgrimme, som i hobetal valfartede til Det Hellige Land.
Ridderne ejede intet og overlevede på almisser. Men alt dette ændrede sig 10 år senere, da kirken gav sin formelle velsignelse til ordenen.
Inden længe regnede donationerne fra Europas adel ned over tempelridderne.
I de efterfølgende årtier kastede ridderne sig ud i bl.a. bankvirksomhed, landbrug og opkøb af land, alle tiltag, som gjorde de “fattige” munke stenrige – så rige, at fyrster og konger stod i kø for at låne penge af dem.
Tempelriddere blev brændt på bålet
Blandt de skyldende regenter var franske Filip 4., som havde lånt store summer for at finansiere sine krige.
Da han ikke kunne betale sin gæld, anklagede kongen munkene for kætteri, afgudsdyrkelse og homoseksualitet og fik i 1307 arresteret alle tempelriddere i Frankrig.
Samtidig blev pave Clemens 5. presset til at udstede en række buller, som først dømte ordenen for bl.a. kætteri og dernæst opløste den.
Et stort antal riddere blev brændt på bålet efter at være blevet tortureret til tilståelse.
Deres mange ejendomme blev overdraget til johanniterordenen. Den resterende del af tempelriddernes rigdomme blev konfiskeret af Filip 4.
Det nyopdagede dokument er en optegnelse over retssagen mod munkene.
Dokument frikender ridderne
Et dokument fundet i Vatikanets hemmelige arkiv i 2001 viser, at pave Clemens 5. var overbevist om tempelriddernes uskyld, selvom han førte kniven mod ordenen.
Dokumentet fra 1308 viser, at paven frikendte ridderne for anklagerne om kætteri, inden han blev presset til at opløse tempelridderordenen i 1312.
Den katolske kirkes nuværende officielle standpunkt er, at tempelridderne blev uretfærdigt dømt i middelalderen, og at Clemens 5. blev presset til en forkert dom af kong Filip 4.
