Maria Sjökarl gyser, da hun hører rettens dom: 20 dage i fængsel på vand og brød. Den unge svenske kvinde dømmes i 1793 for at have haft et incestforhold til sin far, Nils – på trods af at hun har fastholdt, at han tvang hende til samleje.
Faren får 90 piskeslag, men nogle vil mene, at Marias straf er værre. Vandet var nemlig ikke rent som i dag, men fyldt med skidt og bakterier. At blive tvunget til at leve på vand og brød i 20 dage førte ofte til sygdom og i værste fald døden.
Fængsel på vand og brød var en strafform, som blev benyttet i hele Europa, og den havde været en del af svensk straffelov siden 1350. Fangen måtte dog højst sidde indespærret i 28 dage – bl.a. fordi risikoen for at få en dødelig sygdom var for stor.
“Hvis din hovedpine stammer fra alkohol, så drik vand”. Bogen “Regimen sanitatis Salernitanum” fra 1200-tallet.
Også i middelalderen mente nogle læger, at folk skulle passe på med at drikke rent vand. Datidens lægevidenskab var baseret på teorien om, at kroppen bestod af fire legemsvæsker.
Vand blev anset som en kold væske, og for meget af den ville skabe ubalance i kroppen og gøre dig syg. Men samtidig anbefalede andre læger det modsatte.
Værket “Regimen sanitatis Salernitanum”, der er skrevet i 1200-tallet og handler om menneskets kost, anbefaler fx, at man drikker vin blandet med vand til måltiderne, men slår samtidig fast, at “hvis din hovedpine stammer fra alkohol, så drik vand”. Og frygten for at blive dømt til at skulle leve på vand og brød synes først at opstå i 1700-tallet.
Så hvor beskidt var vandet egentlig i middelalderen – og drak folk det?
I “Tacuinum Sanitatis”, en illustreret bog om sundhed fra 1000-tallet, blev det understreget, at vand fra en bæk kunne være glimrende at slukke tørsten med.
For og imod: De lærde var uenige
For
Vand blev drukket, men ofte blev det blandet med enten øl eller vin. En anden populær drik var vand tilsat honning, som ofte fik lov til at stå og gære, så der dannedes alkohol.
Folk i middelalderen foretrak utvivlsomt at drikke øl eller vin i stedet for vand. Som den engelske abbed Ælfric af Eynsham fra 900-tallet beskrev sine drikkevaner: “Øl, hvis jeg har noget, eller vand, hvis jeg ikke har noget øl”.
Nogle læger mente dengang, at vand var en kold drik, og at det derfor skulle drikkes med forsigtighed – ellers ville det skabe ubalance i kroppen; fx måtte vand ikke drikkes til maden, og gravide kvinder skulle holde sig til vin.
Imod
Vand nævnes ofte i middelaldertekster som en sund drik. Da kunstneren Michelangelo led af nyresten, anbefalede hans læge ham at drikke vand fra en kilde uden for Rom. Michelangelo skrev tilbage, at kuren havde virket.
Intet tyder på, at vandet i middelalderen generelt var farligt at drikke. I nogle byer kan der have været forurenede brønde, men de fleste mennesker levede på landet, tæt på kilder med rent vand.
Lærde advarede imod at drikke vand, som lugtede eller smagte specielt. Folk vidste altså, hvornår vand var beskidt, og hvornår det var sikkert at drikke. Mange byråd uddelte desuden store bøder til folk, der forurenede drikkevandet.
Konklusion: Alkohol var bedst, men vand var ikke farligt
Intet tyder på, at folk i middelalderen nægtede at drikke vand af frygt for, at det var forurenet. Tværtimod nævnes vand som en normal drik i mange middelaldertekster.
Der er ingen tvivl om, at de fleste helst ville drikke deres vand blandet med noget, både pga. en bedre smag og pga. flere næringsstoffer. Blandt de fattige tog mange nok til takke med rent vand, når de ikke havde andet.
Myten om vandet er sandsynligvis opstået i 1700-tallet, hvor historikerne begyndte at beskrive middelalderen som mørk og beskidt. Den voksende industrialisering betød nemlig, at vandet nu blev mere forurenet og udrikkeligt. Selvom fængselsstraffen med vand og brød havde eksisteret i århundreder, var det derfor først her, at den for alvor førte til store fysiske lidelser.