Ingen vidner? Så må sværdet være dommer!

Hvis middelalderens dommere manglede vidner til forbrydelser som mord og voldtægt, kunne sagen afgøres ved duel. Gud ville sikre den retfærdige duellant sejren.

Hvis middelalderens dommere manglede vidner til forbrydelser som mord og voldtægt, kunne sagen afgøres ved duel. Gud ville sikre den retfærdige duellant sejren.

Shutterstock
© 20th Century Fox

Berømt ridderduel udkæmpes på det store lærred

Det historiske drama The Last Duel, instrueret af Ridley Scott, rammer biograferne den 14. oktober.

I filmen krydser ridderen Jean Carrouges (Matt Damon) klinger med sin ven og væbner Jacques Le Gris (Adam Driver), efter Carrouges kone har anklaget Le Gris for voldtægt.

Den harme ridder får tilladelse af den franske konge til at afgøre tvisten ved duel.

I virkeligheden var Carrouge og Le Gris hverken venner eller ridder-væbner-par, og du kan læse den rigtige historie nedenfor.

🎬 Se en forsmag på filmen:

... Og læs dig lidt klogere på historien her:

Blodet frøs til is i hertug Pierre af Alençons årer, da rygterne om en voldtægtssag blandt hans vasaller i 1386 nåede hans ører.

Rygtesprederen Jean Carrouges – en ridder med et blakket ry – anklagede godsejer Jacques Le Gris for at have forgrebet sig på Carrouges’ hustru. Og den anklagede Le Gris var ingen anden end hertugens personlige kæledægge blandt vasallerne.

Som hertug havde Alençon ansvar for at indtage rollen som dommer, og efter en række afhøringer erklærede hertugen godsejer Le Gris’ uskyld. “Kvinden må have drømt det”, konkluderede hertugen.

Men den forurettede Carrouges satte sig for at få selveste kongen og dernæst Gud til at se nærmere på sagen.

“Jeg vil bevise denne anklage med min krop mod hans og efterlade ham enten død eller besejret”. Jean Carrouges

I foråret 1386 drog ridderen ud på den lange rejse fra Normandiet til Paris og opsøgte kong Karl 6. på et af hans slotte.

Da Carrouges stod ansigt til ansigt med den kun 17-årige monark, vidste han, at appellen kunne koste både hans og den gravide hustrus liv samt hele familiens ejendom, ry og deres sjæles frelse.

Men på sine knæ foran kongen bad han om lov til afgøre striden om voldtægten med en duel til døden: “Jeg vil bevise denne anklage med min krop mod hans og efterlade ham enten død eller besejret”.

Carrouges måtte dog ruste sig med tålmodighed. Først i september mødte sagens to hovedpersoner op i Paris for at høre myndighedernes afgørelse: “Retten beordrer rettergang ved duel mellem de to parter”, proklamerede parlamentet, der var blevet bedt om at tage stilling i sagen.

Som ritualet bød, kastede Carrouges en handske for sin rivals fødder, og efter at have sværget sin uskyld samlede Le Gris handsken op. Udfordringen var modtaget!

Normanner udbredte duellen

I middelalderens Vesteuropa kunne retslige tvister afgøres med våben i hånd. Fandtes der ingen øjenvidner eller endelige beviser i en retssag, kunne sagen afgøres ved duel med selveste Gud kaldt ind som dommer.

Hvis de to parter i striden begge havde svoret at tale sandt, måtte mindst en af dem naturligvis have løjet og dermed forbrudt sig mod Gud. Når stridsparterne stillede op i en duel til døden, ville Gud – i middelalderlig optik – blande sig i kampen og føre den, der havde talt sandt, til sejr.

Traditionen med at afgøre tvister ved tvekamp havde rødder hos germanske stammer og i vikingernes holmgang. En germansk lovsamling fra 700-tallet beskrev fx, hvordan stridigheder om jord blev løst med tvekamp.

En håndfuld jord fra det omtvistede stykke land blev lagt mellem de to stridsparter, der lod deres sværd hvile på jorden, mens de svor deres ejerskab. Og så gik kampen i gang.

I 800-tallet bragte nordboerne – også kaldet normannerne – skikken med sig på deres togter ud i Europa. Da de slog sig ned i det nordvestlige Frankrig, Normandiet, bredte retslige dueller sig derfra til det meste af Vesteuropa.

Duellanter skulle efter reglerne kæmpe i en lukket arena kaldet champ clos.

© Granger/Polfoto

Optakt til slåskamp

Duellanter bad om tilladelse, før en strid kunne afgøres i kamp.

  1. Den forurettede beder myndighederne – fx herremand, hertug eller konge – om lov til at duellere.
  2. Myndighederne undersøger først, om sagen kan afgøres på anden vis.
  3. Hvis ikke vidner eller beviser findes, gives lov. Handsken kan kastes.

Hovederne rullede i blodige dueller blandt fattige bønder, købmænd og ikke mindst adelen. Selv kvinder kunne smide handsken og udfordre en mistænkt gerningsmand til duel.

Duellanterne kæmpede med alle slags våben – fra fornemme sværd, lanser og skjolde, når adelige kæmpede, til køller, hamre, træstave eller de bare næver blandt simple folk.

Men fælles for de juridiske dueller var, at de blev indledt med en række formelle ritualer, hvorefter alle høfligheder blev ophævet, og beskidte kneb herskede.

Tvekampene blev til store trækplastre, og folk rejste gerne langt for at skaffe sig en plads på tribunerne omkring kamppladsen.

Når myndighederne først havde givet tilladelse til rettergang ved duel, måtte de to duellanter normalt forvente omkring halvanden måneds ventetid, inden kampen skulle stå. Under forberedelserne opsøgte mange kombattanter en træner for at blive rustet til kamp.

I særlige tilfælde udpegede en part en professionel kæmper som stedfortræder i duellen, en såkaldt champion. Ordningen var dog først og fremmest forbeholdt syge, oldinge og kvindfolk.

Kamp krævede særlige klæder

Duellen mellem Carrouges og godsejer Le Gris blev fastsat til den 29. december på kamparenaen i det parisiske kloster Saint-Martin-des Champs – et 20 gange 80 meter stort stykke fladt land øst for klostret, der normalt blev brugt til ridderturneringer.

I efteråret 1386 gik arbejdsfolk i gang med at rejse tribuner og forberede arenaen. Loven påbød, at duellen skulle udkæmpes på en såkaldt champ clos, det vil sige en lukket plads med mindst 2,3 meter høje vægge, der forhindrede rivalerne i at flygte, og tilskuerne i at blive ofre for vildfarne våben eller opskræmte heste.

Pladsens solide træværk skulle udstyres med tre porte: en til hver duellant og en til dommerne. Da dagen for duellen endelig gryede, trak duellanterne i kampdragt. Enhver rettergang ved duel havde nøje regler for påklædning.

Ifølge saksisk lovgivning påbød nogle typer dueller, at kombattanterne kæmpede i bare tæer og kun iført en dragt af læder eller lærred, men den prominente duel mellem Carrouges og Le Gris kaldte på den helt store udrustning.

© Bridgeman, Getty Images & Shutterstock

Knytnæve

I en brydekamp kunne de kæmpende slå eller kvæle hinanden med næverne.

Så ond var næven: Duellanter rev bl.a. testiklerne af modstanderen, der hurtigt forblødte.

© Bridgeman, Getty Images & Shutterstock

Spyd

Til fods og til hest, i rustning eller uden, spiddede duellanter hinanden med spyd.

Så ondt var spyddet: Spidsen kunne bore sig gennem rustningens panser med et dødbringende stik.

© Bridgeman, Getty Images & Shutterstock

Sværd

Den klassiske fægteduel blev ofte brugt til at afgøre en retslig strid. Parterne blev trænet hos en fægtemester.

Så ondt var sværdet: Et hårdt slag kunne kløve hovedet.

© Bridgeman, Getty Images & Shutterstock

Morgenstjerne

Køllen med et kantet hoved af træ eller jern blev brugt i kombination med andre våben som fx kampskjoldet.

Så ond var morgenstjernen: Et hug kunne smadre en hovedskal.

© Det kongelige Bibliotek

Langskjold

Mandshøje træskjold med sylespidse ender fungerede både som forsvar og til angreb.

Så ondt var skjoldet: Skjoldets spidser kunne bores ind i torsoen.

Over en tunika klædte rivalerne sig i en kraftig lærredsdragt med særlig beskyttelse på udsatte steder. Herover spændte hjælpere en rustning på nedefra og opefter, for at mændene ikke skulle bære det tunge panser alt for længe inden kampen.

De havde en lang dag foran sig, og hvis ikke duellen blev afgjort inden solnedgang, måtte de ifølge tradtionen stille op igen den følgende morgen. Duellanterne bevæbnede sig hver især med lanse, sværd, økse og daggert, inden hestene blev ført frem.

Hvad havde de i vente? Duellen skulle afgøres ved døden. Hvis en af duellanterne gav op undervejs, ville han ikke slippe med at få kappet hånden af som i visse, mindre alvorlige sager.

Mødte han ikke op eller kapitulerede, ventede galgen. I ridder Carrouges’ tilfælde ville hans elskede hustru Marguerite også blive brændt på bålet og efterlade deres nyfødte søn forældreløs.

“Denne dag skal afgøre vor strid”

Rygtet om duellen havde spredt sig i hele riget, og folk kom så langt som fra Normandiet for at overvære opgøret. Tribunerne bugnede af mennesker, og på ærespladserne tronede kong Karl 6.

I modsætning til romernes gladiatorkampe var en duel ikke et cirkus, der indbød til hujen og heppen. En herold trådte frem og reciterede publikumsreglerne: Tilskuerne var forment at bære våben, at se kampen fra hesteryg eller på anden måde spærre for udsynet, at bryde ind på kamppladsen eller at “tale, gestikulere, hoste, spytte eller råbe”.

Under publikums årvågne blikke trådte duellanterne ind i arenaen og gentog, at de talte sandt. Deres udrustning blev omhyggeligt gennemgået for at sikre, at våbnene var ligeværdige, og at parterne ikke havde skjult forbudte amuletter på sig.

Duellanterne kæmpede i stramt trikot samt en hætte af læder eller lærred.

© Det kongelige Bibliotek

Hul i jorden skulle give kvinder en chance

Lige duellanter leger bedst. For at kompensere for de fysiske forskelle i en tvekamp mellem mand og kvinde blev manden sat til at kæmpe for sit liv fra et hul i jorden. Nogle mænd fik også bundet den ene arm bag ryggen.

Kvinden:

  • Klædt i læder.
  • Våben: slynge med to-kilos sten .
  • Kan frit bevæge sig på jorden.

Manden:

  • Klædt i læder.
  • Våben: trækølle.
  • Må kæmpe i et hul i jorden, der når ham til livet.

Intet drab i duellen – så ventede galgen eller bålet

Tvekampen kunne afgøres på flere måder: Enten kæmpede parterne, indtil en af dem dræbte modstanderen. Hvis kvinden fik trukket manden op af hullet, eller han fik hende hevet ned, var kampen også afgjort, og taberen blev henrettet – fx hængt eller brændt. I milde sager blev hånden hugget af.

“Gør jeres pligt”, råbte herolderne. Startskuddet til duellen havde lydt. Som en stærk kontrast til den formelle indledningsceremoni havde duellen ingen spilleregler.

En kæmper kunne stikke sin modstander ned bagfra, kaste grus i øjnene, jage sit våben gennem hjelmens visir eller trampe og sparke på en rival, der lå ned. I år 1127 havde en indædt duellant sågar vristet sin hånd ind under rustningen og flået testiklerne af modstanderen, som hurtigt forblødte.

Lanserne sang, da Carrouges og Le Gris i galop smældede de lange våben mod hinanden. Publikum holdt vejret. I kampens hede knækkede lanserne, og de to duellanter steg af hestene for at fortsætte duellen med sværd.

En gysen steg op over tribunerne, da Le Gris traf Carrouges i den kødfulde lårmuskel, og blodet fossede ud af rustningen. Le Gris trak sit sværd fra sin rivals lår – en afgørende fejl, skulle det vise sig. For i samme nu flåede Carrouges Le Gris til jorden, mens han udstødte et råb:

“Denne dag skal afgøre vor strid”. Ridderen kastede sig over godsejeren, fandt låsemekanismen til visiret i hans hjelm og jog sin daggert ind gennem Le Gris’ ansigt og hoved. Gud havde talt.

Tortur afløste dueller

Allerede i 1215 havde paven forbudt at opfordre Gud til at dømme i retssager, men i praksis fortsatte duellerne. Flere europæiske konger forsøgte at stoppe blodsudgydelserne, fordi de selv ville have monopol på retssager, og fordi duellerne gjorde store indhug i skaren af krigsdygtige vasaller.

Men trods stribevis af fordømmelser og forbud løste europæerne retssager med sværdet helt frem til 1500-tallet.

Som afløser for den blodige duel fandt myndighederne på andre effektive måder at afgøre en sag på. Tortur fx. Intet fik mere effektivt end knuste tommelfingre, pisk og gloende jern den anklagede til at indrømme sine forbrydelser.

En indrømmelse var et bedre bevis end en hær af øjenvidner, og når den skyldige selv angrede, slap de højere magter for at blive kaldt ind som dommer.