Baggrundshistorie: Gud fortalte hvad bondepige skulle gå i
Den 3. marts 1431 blev Jeanne d’Arc for sjette gang ført til retslokalet i ærkebiskoppens palads i den normanniske by Rouen. Retssagen skulle fastslå, om den franske bondepige, der havde ført de franske tropper til flere sejre over englænderne, var kætter.
Som altid var Jeanne iført en tunika og hoser snøret med mange snorer på benene – en mands beklædning. Jeanne selv anså sit usædvanlige tøjvalg for at være “en lille ting”, men at klæde sig som det modsatte køn var en synd ifølge Det gamle testamente. Og den stærkt engelsk-venlige biskop Pierre Cauchon ventede bare på en undskyldning for at dømme hende.
“Er du ikke før blevet bedt om at tage dette mandetøj af?” spurgte Cauchon den anklagede.
“Jo, og jeg har altid svaret, at det vil jeg ikke gøre uden Guds tilladelse”, svarede Jeanne biskoppen. Hun forklarede, at tøjet var en af Guds befalinger til hende.
To uger efter blev Jeanne blev dømt for kætteri og måtte skrive under på, at hun fremover ville holde sig til kvindetøj. Alligevel blev hun kort efter pågrebet i mandetøj igen, og så faldt straffen: Jeanne d’Arc blev brændt på bålet.
Siden dengang er utallige forskere kommet med deres bud på, hvorfor påklædningen var så vigtig for Jeanne d’Arc. Havde den rent praktiske årsager – eller var hun i virkeligheden, hvad vi i dag ville anse som transperson?