Kampvogne af træ tæskede korstogshæren

Med rank ryg og al den klarhed, han kan mønstre, tager Hus imod de voldsomme anklager, inden han piller både biskoppers og kardinalers argumenter fra hinanden. Men han taler for døve ører, og kong Sigismund proklamerer:

“Hvis du forstokket bliver ved dit kætteri, så vil jeg personligt antænde og brænde dig!”

Den 6. juli 1415 skal dommen forkyndes. Det eneste, der kan redde Hus’ liv nu, er, at han afsværger sig sine ord og skrifter. Men han fastholder sin opfattelse af kirken og bliver dømt som kætter.

Det er op til Sigismund at forkynde straffen, og som en skinhellig gestus beder de gejstlige regenten om at skåne kætterens liv. Kongen giver stafetten videre til en af sine hertuger med ordene: “Gør med ham, som det tilkommer en kætter”. Hertugen følger prompte op med den endelige dom:

“Brænd ham!”

Med henrettelsen af Jan Hus håber de katolske gejstlige og kong Sigismund, at de har stoppet den oprørske sekt i Bøhmen, som præsten står i spidsen for. Men kætterbålet i Konstanz skal i stedet vise sig at antænde 15 års religionskrig i Centraleuropa.

Fra kætter til martyr

Da den kætterdømte Hus blev brændt i 1415, havde han i mere end et årti prædiket sine reformidéer og kritik af den etablerede kirke i kongeriget Bøhmen, en del af nutidens Tjekkiet. Siden 1398 havde han undervist på Prags universitet og var tidligt begyndt at forsvare den engelske reformator John Wycliffes kritik af paven og gejstlighedens privilegerede status.

Men Hus stoppede ikke dér. Han krævede også national selvbestemmelse, frigørelse fra Det Tysk-Romerske Kejserrige samt et opgør med kirkens grådighed, rigdom og brugen af afladsbreve.

Især det nationalistiske udgangspunkt i Hus’ tanker talte til hans landsmænd. Bøhmen var en del af Det Tysk-Romerske Kejserrige, og mange magtfulde positioner i samfundet var besat af tyskere, der ofte havde købt deres embeder eller opnået dem på anden korrupt vis. Hus’ tilhængere gik under navnet husitter og fandtes i alle bøhmiske samfundslag lige fra bønder til adelsfolk.

Efter henrettelsen af Jan Hus udformede hans støtter i Bøhmen et protestskrift med hele 452 adelssegl under. I kraftige vendinger blev kong Sigismund og koncilets handlinger fordømt. Husitterne slog fast, at de gejstlige kardinaler “talte løgne som en forræderisk fjende af vores kongerige og vores nation, og som selv er ondsindede kættere, og endda sønner af Djævlen, der er fader til alle løgne”.

Kongen og kirken svarede prompte igen ved at ekskommunikere samtlige 452 adelige og erklære dem for “kætteriets støtter”.

Sigismund havde ingen interesse i forhandlinger og proklamerede i stedet: “Lad alle bøhmere, tyskere og latinere vide, at vi næsten ikke kan vente på den dag, hvor vi vil drukne alle husitter”.

Få år senere blev det første korstog indledt mod kætterne i Bøhmen.

Enøjet gik i front for husitterne

Hvis Jan Hus var husitternes pen, så var Jan Žižka deres sværd. Historikerne ved ikke meget om Žižkas opvækst, ud over at han blev født ind i en landejende familie i det sydlige Bøhmen omkring år 1360. Som ca. 20-årig flyttede han til Prag. Tidligt i livet havde han mistet det ene øje, og i Prag fik han tilnavnet “Žižka”, tjekkisk for enøje.

I 1409 var Žižka del af den bøhmiske kong Wenzel 4.s livgarde, og det var her, han første gang stiftede bekendtskab med Jan Hus og hans reformidéer. Store dele af hoffet var tryllebundet af den karismatiske og veltalende præst – ikke mindst Žižka, som blev et dedikeret medlem af husitternes sekt.

Hus’ mange tilhængere blev stærkt radikaliseret, da de hørte, at deres religiøse leder var blevet brændt. Og selvom den bøhmiske kong Wenzel førte en meget imødekommende politik og gjorde alt for at undgå en religiøs borgerkrig i sit rige, kogte stemningen over den 30. juli 1419.

Nogle husitter var blevet taget til fange, og for at få dem løsladt marcherede Žižka med en gruppe trosfæller mod rådhuset i Prag. Da en sten blev kastet fra et vindue, stormede forsamlingen under Žižkas ledelse rådhuset.

Husitterne myldrede gennem bygningens gange og kastede i arrigskab både borgmesteren, dommeren og adskillige byrådsmedlemmer ud ad vinduerne, så de døde på brostenene.

Angrebet mod rådhuset i Prag gjorde kong Wenzel så rasende, at han fik to slagtilfælde og faldt død om. Som den første i arvefølgen stod ingen ringere end Ungarns kong Sigismund, den bøhmiske sekts fjende nr. ét. Husitterkrigene var i gang.

Et korstog mod kætterne

Husitternes oprør kastede Bøhmen ud i et religiøst kaos, hvor katolikker og husitter forfulgte, fordrev og dræbte hinanden i hobetal. I katolske enklaver var den blotte anklage om kætteri nok til at få mænd, kvinder og børn til at dingle i galgen.

Særligt i Prag, hvor Žižka opholdt sig, udbrød der reelt borgerkrig. Med desperate husitter på den ene side og kongetro katolikker på den anden blev gaderne til slagmarker. Store dele af byen blev stukket i brand, og med Žižka i spidsen udbrød et febrilsk kapløb om at sikre sig kontrollen over byens fæstningsværker.

Husitterne i Prag blev dog splittet, da den moderate del af bevægelsen – de såkaldte utraquister – valgte at forhandle med katolikkerne og overgav den fæstning, som Žižka ellers havde erobret. I november 1419 flygtede Žižka i arrigskab mod sydvest til byen Plzen sammen med taboritterne, den radikale del af husitterbevægelsen.

I Rom ønskede pave Martin 5. at slå hårdt ned på al splid i kirken og kaldte den 17. marts 1420 til korstog mod de bøhmiske kættere. Husitterne gjorde sig klar til kamp, og en række prædikanter skruede op for den anti-katolske retorik.

“Kirken er ikke blot blevet til en stedmor, men et monster, som fortærer sit eget afkom”, tordnede præsten Jan Želivský.

Kort efter pavens korstogserklæring blev Plzeň belejret af katolske royalister, og Žižka måtte erkende den håbløse situation, han stod i. Den enøjede bøhmer havde mange års krigserfaring og var bl.a. tidligere leder af en stor røverbande og havde kæmpet som lejesoldat. Han var et naturligt valg som en af taboritternes militære ledere, og han fik hurtigt forhandlet en overgivelse i land med royalisternes general.

Žižka fik at vide, at hvis han opgav Plzeň, kunne han få frit lejde til at drage mod byen Tábor i det sydlige Bøhmen, som var taboritternes hovedsæde. Žižkas hær på 400 mand drog afsted sammen med en kortege på 12 trævogne lastet med proviant og våben. Men løftet om en fredelig tur blev brudt, for et løfte afgivet til en kætter var ifølge katolsk lov ikke bindende.

Trævogne gav ridderne bank

Midt på dagen den 25. marts uden for byen Sudomer fik general Žižka øje på 2.000 fjendtlige ryttere, som var på vej mod ham. Husitterhæren befandt sig i en bred floddal og havde ingen naturlige skanser at forsvare sig bag. Žižka var nødt til at improvisere for at overleve.

På et øjeblik fik han kørt kortegens 12 vogne i stilling på en mindre sti mellem en dam og en sump. I krig blev trævogne primært brugt til transport og kun i sjældne tilfælde indsat som en sidste desperat forsvarslinje. Men nu beordrede Žižka, at de skulle stilles op som en mobil palisade hægtet sammen med kæder for at beskytte mod de tunge ridderes stormløb. I hver vogn placerede tjekken armbrøstskytter samt folk med hagebøsser. Bag vognene fik alle resterende husitter, inkl. kvinderne, et improviseret våben i hænderne.

Žižkas plan var, at hans smalle forsvarsposition mellem dammen og sumpen skulle fungere som en tragt, der ville ødelægge riddernes mulighed for at angribe i samlet flok. Når vognene havde stoppet ridderhærens stormløb, ville de blive mødt af bondehæren, der angreb med tærskeredskaber og andre våben.

Generalen nåede lige akkurat at få opstillingen på plads, før ridderne angreb. I et stormløb åbnede 1.000 riddere slaget. Rytterne stormede ind mod Žižkas position, men kunne ikke bryde gennem de bastante trævogne. Området foran vognene blev til slagtebænke, og hundredvis af riddere blev flået i stykker af høstredskaber, blykugler og bolte fra armbrøsterne.

I desperation forsøgte den katolske hær at krydse sumpen for at angribe Žižkas flanke, men hestene sank ned i mudderet, så de panserklædte riddere måtte forsøge at fortsætte til fods, hvor de blev overmandet af husitterne.

Kampen fortsatte i timevis, og da solen gik ned, mistede den katolske hær overblikket. I ly af mørket kunne Žižka samle sin styrke og tage flugten. Den enøjede general havde med 400 mand og 12 vogne slået 2.000 tungtbevæbnede riddere tilbage. På én dag var middelalderens krigsførelse revolutioneret.

Žižka kom Prag til undsætning

Efter den imponerende præstation ved Sudoměř ankom Žižka til Tábor som en helt, og husitterne mente, at han måtte være udpeget af Gud. Kort efter blev han forfremmet til deres øverste militære leder.

Under Žižka blev borgerkrigen i Bøhmen endnu blodigere. Han tog sine mænd med ud på små togter for at terrorisere de lokale katolikker omkring Tábor. Hver gang havde han held med at overrumple modstanderen, og utallige krigsfanger blev koldblodigt henrettet som hævn for de mange forfulgte og dræbte husitter.

Under ét togt, hvor der blev taget seks fanger, tilbød taboritterne endda at skåne én, hvis han ville henrette de øvrige fem – hvilket katolikken hurtigt accepterede.

Mens generalen vandt slag efter slag med sine taboritter i Sydbøhmen, var kong Sigismund ankommet i nord med en hær på 20.000 tyske lejesoldater.

Den 16. maj modtog Žižka et brev fra utraquisterne i Prag, hvori de tryglede ham om at komme dem til undsætning, fordi Sigismunds tropper truede byen:

“Hvis I vil overholde Guds love, så marchér til vores undsætning uden tøven og med så mange mænd, som I kan samle”.

Uden betænkningstid mobiliserede generalen sine styrker og marcherede hastigt nordpå med 9.000 mand. Sigismund nåede ikke at sende en styrke afsted for at stoppe Žižka, og allerede fire dage senere ankom Žižka med sine mænd efter at have marcheret 90 km.

Den krigsvante general gik straks i gang med at forstærke Prags forsvarsværker, ikke mindst omkring byens forsyningsvej, som han forudså katolikkerne ville angribe. Forberedelserne var kun lige blevet færdige, da Sigismunds styrker nåede til Prag. Korsfarere fra hele Europa var strømmet til kongens hær, og nu stod 80.000 mand foran byen.

Præcis som Žižka havde forudset, angreb Sigismund fæstningsværkerne på Vítkovbakken, som sikrede byens forsyningsvej. Kongen lod sig ikke skræmme af, at hans hær skulle marchere frem langs en voldgrav, og at der på den anden side af vejen var en stejl skrænt ned.

Denne flaskehals fjernede korsfarernes talmæssige fordel. Derfor var en underlegen forsvarsstyrke i stand til at holde angriberne væk i timevis, så Žižkas hærdede soldater kunne komme til undsætning. Soldaterne stormede korstogets bagerste rækker, hvor panikken bredte sig.

Over 200 riddere blev presset ud over klippeskrænten og faldt 75 m ned til den visse død. Korsridderne tabte kun omkring 500 mand under slaget, men nederlaget betød, at flere og flere katolikker mistede tilliden til Sigismunds strategiske evner, og den 30. juli, godt to uger senere, gik hele korshæren i opløsning.

Bøhmen skulle sikres

Angrebet på Prag havde samlet de to husit-fraktioner i en fælles front, men alliancen faldt hurtigt fra hinanden igen. Taboritterne ønskede et totalt brud med den katolske kirke samt et opgør med hor, frås, pæne klæder og druk. Utraquisterne ville reelt bare have lov til at dyrke deres tro inden for den katolske kirkes rammer.

Žižka forlod Prag med sin hær og brugte i stedet kræfterne på at tvinge hver eneste by i Bøhmen ind under taboritternes kontrol. Kort efter ramte ulykken under belejringen af borgen Rabí, da den enøjede general blev ramt af en armbrøstbolt i sit raske øje. Žižka overlevede, men var nu stort set blind.

Men selv uden syn bevarede generalen sin taktiske snilde, og sejrsrækken fortsatte.

Sigismund havde dog ikke opgivet at vriste Bøhmen ud af kætternes hænder. Han sørgede for, at der blev indkaldt til endnu et korstog mod husitterne. Med 40.000 mand invaderede han i efteråret 1421 fra Ungarn. Hæren satte kurs mod sølvminebyen Kutná Hora, og undervejs overfaldt den med største brutalitet alle landsbyer. Mændene blev dræbt, kvinderne voldtaget.

Žižka forblev en mester i mobilitet og nåede til Kutná Hora med sin hær inden Sigismund. Generalen rådede kun over 10.000 mand, men havde flere end 100 krigsvogne, som i Žižkas hænder havde vist sig at være umulige for de katolske riddere at slå. Med byen i ryggen var adgangen til friske forsyninger sikret, og Žižka opstillede sin enorme og tætpakkede cirkel af krigsvogne uden for byens mure – et såkaldt vognfort.

Men da Sigismunds tropper ankom den 21. december, blev Žižka forrådt af Kutná Horas indbyggere. Byen var overvejende tysk og foretrak at være under katolikkernes kontrol, så indbyggerne sendte deres egen milits ud mod Žižkas tropper, som pludselig var fuldkommen omringede.

Nu var gode råd dyre. I praksis var husitternes vognfort under belejring, og de havde ikke meget proviant, da de havde regnet med assistance fra byen. Men Žižka nægtede at vente på fjendens næste træk.

VIDEO: Husitterne kunne opstille et vognfort på et øjeblik

En af husitternes styrker var mobilitet. Med deres krigsvogne kunne hæren nå hurtigt frem og angribe mindre byer. Men hvis de pludselig stod over for en stærk fjende, kunne de danne et næsten uigennemtrængeligt vognfort.

I ly af natten opstillede han alle sine vogne i to kolonner og førte kortegen frem i yderste stilhed. Målet var den fjendtlige hærs eneste svage punkt – kongens lejr. Da vognene var midt i den sovende lejr, brød helvede løs: Husitternes kanoner og hagebøsser bragede løs i en salve, der ramte de søvndrukne katolikker. Stikflammer og røg stod ud af de primitive krudtvåben.

Straks efter satte vognene i fart igen, og armbrøstskytterne skød ud på de ulyksalige riddere, mens hagebøsserne blev ladt igen.

Atter stoppede vognene, og endnu en salve slog igennem nattens mørke. Paniske skrig fyldte luften i katolikkernes lejr. Ingen af dem havde forventet et natligt angreb, og med kanonbragene var det, som om helvedesild regnede ned over Sigismunds tropper.

Fuldstændig efter planen fik Žižkas dristige træk slået et hul i belejringen, og hele hans hær formåede at bryde ud.

Sigismund var så rystet over angrebet, som nær havde kostet ham livet, at han ikke turde forfølge husitterne. I dagene efter kunne kongen kun se passivt til, mens Žižka anførte det ene angreb efter det andet mod hans styrker, indtil Sigismund var tvunget til at trække sig tilbage til Ungarn.

Pesten tog Žižka

Uden nogen ydre fjende at samle sig om gik der ikke længe, før den interne splid mellem de to husit-fraktioner igen brød ud, og i 1423 udviklede konflikten sig til en decideret borgerkrig.

Žižka anførte nu sine taboritter mod utraquisterne, og også denne gang endte den blinde general som sejrherre og kunne samle alle husitterne under sit eget banner. Žižka førte an i fredsforhandlingerne og var nu husitternes øverste leder.

Taboritterne havde store planer for at udvide deres territorium, men kort inde i felttoget blev den 64-årige general ramt af pest. Efter et langt liv på slagmarken, hvor han som hærfører ikke havde lidt ét eneste nederlag, døde Jan Žižka den 11. oktober 1424. På sit dødsleje skal han efter sigende have bedt sine følgere om at lave en krigstromme af sin hud, så han fortsat kunne lede dem i kamp.

Den senere pave Pius den 2. skrev i sit værk “Historia Bohemica” om Žižkas død, at “den, som ingen dødelig hånd kunne destruere, blev slukket af Guds finger”.

Žižka havde trænet sine folk godt, og selv uden hans lederskab stod husitterne stærkt militært, men bevægelsen manglede en leder at samle sig omkring. Efter ni års fortsat borgerkrig fik de moderate utraquister nok og slog sig sammen med katolikkerne. Uden Žižkas taktiske snilde blev taboritterne endeligt besejret den 30. maj 1434.

Efter 15 års blodig krig og fem korstog var husitterne endelig bragt ind under katolicismen igen. I de næste 80 år var bevægelsen stort set glemt, indtil den tyske munk Martin Luther tog mange af dens tanker til sig. Under Luthers reformation blev husitternes syn på katolicismen så sprængfarlig, at den endte med at splitte kirken i to.