Da Karl blev konge over frankerne i 768, var han ikke “den Store” endnu. Han skulle endda dele magten med sin bror, Karloman.
Men Frankerriget voksede sig mægtigt under Karl den Stores tid på tronen (768-814), og han udmanøvrerede alle, der stod ham i vejen.
Følg Karl den Stores erobringskrige og hans vej fra konge til kejser.
Indholdsoversigt
- Karl den Store startede med et halvt rige
- Oprøret i Aquitanien
- Karl fik enemagten
- Pligt til at kæmpe for Karl den Store
- Karl den Stores erobringskrige
- Krigen mod lombarderne
- Aachen – frankernes nye magtbastion
- Paven fik brug for en beskytter
- Europa blev smeltet sammen
- Karl den Store overlevede i ånden
Karl den Store startede med et halvt rige
Ingen havde grund til at se optimistisk på fremtiden, da Karl blev kronet i 768. Frankerkongernes krønikeskrivere, der normalt berettede om årets gang med underdanig hyldest, ofrede kun få ord på begivenheden:
“Herrerne Karl og Karloman blev ophøjet til kongeværdighed; Karl den 9. oktober i Noyon og Karloman i Soissons”, lød det kortfattet.
Hvis skrivermunkene følte sig mismodige, så havde de god grund til det, for usikkerhed rådede blandt frankerne. Rigets stormænd havde nemlig ikke udpeget én, men to konger til at efterfølge den mægtige Pippin den Lille.

De to delekonger af frankernes rige. Til venstre: Karloman den Første - statue fra 1800-tallet efter forlæg fra 1200-tallet. Til højre: Karl den Store med sin søn Pippin af Italien – miniature fra 900-tallet.
Det var en gammel skik blandt frankere og andre germanske folkeslag at lade sønner deles om arven efter deres far – også når han efterlod et helt rige. Derfor fik Karl ikke magten alene, men skulle regere i forening med sin lillebror Karloman.
Kongerne måtte sammen sætte sig i respekt, for Pippins død havde bragt riget på opløsningens rand: Provinsen Aquitanien var i åbent oprør, tidligere vasaller langs grænserne brød deres troskabsed til frankerne, og paven i Rom tryglede om hjælp mod sine fjender.
Over for dette virvar stod to nykronede konger, der begge var purunge og kun nærede lunkne broderfølelser for hinanden. Intet tydede på, at krønikeskriverne ville få bedre nyt at berette i året 769.
Oprøret i Aquitanien
Den vigtigste opgave for den nye herskerduo var at kvæle oprøret i Aquitanien. Provinsen i nutidens Sydvestfrankrig havde skiftevis været selvstændig og en del af Frankerriget gennem 150 år.
Pippin havde netop erobret Aquitanien efter en 10 år lang krig, og da han døde, blussede modstanden op igen.
“En vis Hunald, der ønskede at være konge, opildnede provinsens folk til fornyede anstrengelser”, berettede den kongelige frankiske krønike i 769. “Det var mod denne mand, at kong Karl marcherede med sin hær”.
Under forberedelserne til felttoget var samarbejdsklimaet mellem Pippins sønner alt andet end godt. Karl bad forgæves Karloman om støtte:
“Han modtog ingen hjælp fra sin bror, der blev afledt af ondsindede råd fra sine stormænd”. Ordene i den frankiske krønike viser, at uenigheden ulmede mellem kongerne – og at skrivermunkene var på Karls side.

Skrivermunke nedfældede årets store begivenheder i frankernes krønike.
Selv uden støtte fra Karloman var frankerhæren dog så stærk, at Hunald ikke vovede at møde den i slag. Oprørslederen søgte tilflugt hos en nabofyrste, men da Karl truede med krig og ødelæggelse, fik han sin fjende udleveret.
Oprøret i Aquitanien var forbi, og Karl oplevede ikke flere problemer med provinsen. Til gengæld fortsatte spændingen mellem ham og Karloman. Det umage parløb lammede frankernes rige, indtil skæbnen pludselig greb ind i 771.
Karl fik enemagten

“Kong Karloman døde i villaen i Samoussy den 4. december”, beretter krøniken. To små sønner stod til at arve hans trone, men Karl kom dem i forkøbet – han samlede sin brors tilhængere og sikrede sig deres loyalitet.
“Karlomans hustru rejste bort til Italien med nogle få frankere. Karl tålte overbærende deres afrejse til Italien, selv om den var unødvendig”, skrev kongens trofaste krønikører.
Enken foretrak tilsyneladende at lade sine børn vokse op uden for Karls rækkevidde. Lombarderne i Italien gav hende husly, og det kom de til at betale for.
Indtil videre var Karl dog tilfreds, for nu slap han for at dele magten med en vrangvillig medkonge. Han kunne samle alle Frankerrigets kræfter bag sig og begynde det erobringstogt, der skulle gøre ham til Vesteuropas herre.
Sachserne blev mindet om deres ed
De første til at mærke Karls ambitioner var sachserne i det nuværende Nordtyskland. Deres land havde aldrig været en del af Romerriget, og i modsætning til deres fjerne frankiske slægtninge levede de på traditionel germansk vis.
Sachserne dyrkede Odin og andre gamle guder, og de var opdelt i flere stammer med hver sin høvding.
Fraværet af en stærk fælles leder gjorde dem sårbare over for mere organiserede naboer, og derfor havde sachserne længe været de frankiske kongers vasaller.
I 772 mente Karl, at det var på høje tid at minde nabofolket om deres troskab, som de havde glemt alt om siden Pippins død. Da påsken var forbi, krydsede Karl grænsen til Sachsen i spidsen for en stor frankisk hær.
Pligt til at kæmpe for Karl den Store

Karls bedste tropper red i krig, men ingen ved, om de kæmpede til hest eller fods.
Krig forenede folkeslagene
Selv nybesejrede fjender skulle deltage i Karl den Stores erobringskrige.
Hvert forår sendte frankernes konge en sværm af kurerer afsted for at kalde rigets stormænd til samling.
Når de hidkaldte mødte op, havde de deres krigere med, for efter Karl havde holdt hof, drog skaren i krig.
Kongens befaling udgik ikke kun til det frankiske kerneland, men også til de nye provinser, han hele tiden føjede til riget.
Lombardere, bayrere og selv de oprørske sachsere havde pligt til at kæmpe på lige fod med de frankere, der kort forinden havde gjort dem til Karls undersåtter.
På den måde skabte krig et bånd mellem rigets mange forskellige folkeslag.
Alle fra bonde til hertug havde pligt til at slås, men hærens elite var professionnelle krigere kaldet scara. De var veludrustede, kunne rykke hurtigt frem på deres heste og stod til tjeneste året rundt.
Stigbøjlen blev først taget i brug efter Karls død, og det vides ikke, om hans krigere kæmpede til hest, eller om de steg af før slag.
“Efter at have indtaget borgen Eresburg fortsatte han helt til Irminsul, ødelagde afgudsbilledet og tog alt det guld og sølv, han fandt”, fortalte krøniken.
Irminsul var et vigtigt sachsisk kultsted centreret omkring et træ eller en træformet stenstøtte.
Hidtil havde frankerkonger blandet sig uden om sachsernes tro, og ødelæggelsen af Irminsul menes at være en impulsiv handling fra Karls side.
Men den varslede, at religiøs tolerance hørte fortiden til – og bidrog til et opgør, der blev Karls længste og mest brutale.
I 772 bøjede sachserne sig dog for frankernes overmagt, svor troskab og afgav gidsler som pant for god opførsel. Karl troede, at han havde vundet en let sejr, og han vendte hjem med styrket prestige og tørst efter nye erobringer.
Karl den Stores erobringskrige








Ingen naboer kunne vide sig sikre
Karl den Store førte erobringskrige gennem hele sin ungdom. Først som gammel slog han sig til tåls med det, han allerede havde.
Aquitanien
År 769: Karls første felttog foregik inden for hans eget riges grænser. På kort tid slog han oprørerne i det urolige Aquitanien så grundigt, at provinsen aldrig voldte ham flere problemer.
Sachserne
År 772: Krigen mod sachserne lignede endnu en nem sejr for frankerkongen, men de viste sig at være mere stædige end aquitanerne. År efter år måtte Karl vende tilbage for at nedkæmpe oprør, og han svarede igen med massakrer og deportationer.
I 782 slagtede kongen ifølge sine krønikeskrivere hele 4.500 hedenske rebeller, der havde overgivet sig til hans nåde. Sachserne skulle gøres til kristne og frankere eller dø.
Lombarderne
År 773: En nabostrid mellem paven og lombarderne gav Karl et påskud til at rykke ned i Italien med sin hær. Hans modstandere vovede ikke at møde ham i et slag og søgte ly bag hovedstaden Pavias mure. Byen faldt efter en årelang belejring, og Karl kronede sig selv til konge af det førhen så mægtige rige.
Maurerne
År 778: Angrebet på det muslimske Spanien blev en af Karls få fiaskoer, og da han slukøret rejste hjemad, blev hans bagtrop slagtet af baskere i Pyrenæerne. Frankerkongen vendte aldrig tilbage til Spanien, men det lykkedes siden for lokale frankiske stormænd at erobre et bælte land syd for bjergene.
Benevento
År 787: Karl vandt en nem sejr over Beneventos hertug. Men de slagne glemte deres troskabsed, så snart frankerne var borte, og det lykkedes aldrig at vinde kontrol over Syditalien.
Bayrerne
År 787: Trusler om krig tvang bayrerne til at underkaste sig, men det var ikke nok for Karl. Han sendte deres hertug i kloster og opløste riget i småprovinser.
Avarerne
År 791: Rytterfolket var frygtet i hele Europa, men deres rige faldt sammen, da frankerne invaderede. Det tog to år at fjerne alt det guld, angriberne fandt.
Krigen mod lombarderne
Allerede året efter krigen mod sachserne kaldte Karl tropper sammen til en ny invasion.
Målet var denne gang lombarderne i Italien – endnu et germansk folkeslag, der længe havde levet i skyggen af det mægtige Frankerrige.
Navnet lombarder var en omskrivning af “longobarder”, for romerne havde bidt mærke i dette folks lange skæg.
Stammen kom oprindeligt fra Skåne, men var vandret sydpå, til de ankom til Italien i 500-tallet. Her blev de en trussel mod halvøens anden store magtfaktor, paven.
Det var netop et sendebud fra Rom, der blev anledning til Karls næste krig:
“Han kom for at invitere den glorværdige konge og hans frankere til at hjælpe kirken mod kong Desiderius og lombarderne”, meddelte krøniken i 773.

Karl den Store krydser Alperne i 773. Detalje af maleri fra den romantiske periode af Roger Eugene (1807-40).
Nødråbet var det seneste af mange, for frankernes konger havde før hjulpet Roms paver og sat lombarderne på plads.
Det gav Karl et bekvemt påskud, selv om han også havde andre grunde til at krydse Alperne med sin hær.
Karlomans to sønner levede på andet år hos lombarderkongen Desiderius, og han kunne bruge deres arvekrav til at skabe intern uro blandt frankerne, hvis det passede ham.
Derfor samlede Karl sine tropper og satte kurs mod Alperne.
Desiderius forsøgte at blokere vejen gennem bjergene, men frankerhæren deltes i to og marcherede via hver deres pas.
Lombarderne havde ikke styrke til at forsvare dem begge, og de trak sig tilbage bag hovedstaden Pavias tykke mure.
Alt var hidtil faldet ud til Karls fordel, men nu arbejdede tiden imod ham.
Pavias mure var for stærke til, at hans hær kunne tage den med storm, og en belejring ville forlænge felttoget ind i efteråret og måske helt hen over vinteren.
Normalt førte frankerne kun krig om sommeren, så krigerne kunne komme hjem og deltage i høsten, og i Italien ville forbindelsen hjem endda blive afskåret, når sneen lukkede bjergpassene.
Karl overvejede kort og valgte så at blive uden for Pavia – krigen skulle fortsætte, til Desiderius kastede sig for hans fødder og bad om nåde.
Han kom til at vente helt indtil sommeren 774, før lombarderkongen gav op, men så tog han til gengæld en barsk hævn.

Karl den Store krones til konge af Lombardiet i 774.
Desiderius fik frataget sin krone og blev sendt i kloster i Frankerriget – en metode, Karl senere brugte til at slippe af med adskillige besværlige personer. Som efterfølger udpegede Karl sig selv.
“Alle lombarderne kom fra samtlige byer i Italien og underkastede sig den glorværdige herre kong Karls og frankernes herredømme”, triumferede krønikeskriverne.
Deres beskrivelse af lombardernes begejstring var ikke helt sandfærdig, men indtil videre accepterede de slagne nederlaget, for Karl lod adlen beholde titler og privilegier.
Karlomans enke og hans to sønners skæbne kendes ikke.
Efter sin komplette sejr hastede den nye lombarderkonge nordpå, for i hans fravær havde sachserne rejst sig til oprør.
Karl den Stores 3 kroner

Karls første krone
“Karl den Stores krone” blev et arvestykke blandt det senere Frankrigs konger, men trods navnet havde klenodiet aldrig hvilet på hans hoved. Smede skabte nemlig først guldkronen 26 år efter hans død, hvor
barnebarnet Karl den Skaldede skulle indsættes på tronen.
I dag: Blev smeltet om under den franske revolution.

Jernkronen – Karls anden krone
Den kaldes “Jernkronen”, men guldklenodiets eneste del af jern er en ring på indersiden, som angiveligt er smedet af en nagle fra Jesus’ kors. Kronen blev skabt i 700-tallet eller tidligt i 800-tallet og tilhørte de norditalienske lombarderes konger. Da Karl den Store havde slået dem i 774, satte han kronen på sit eget hoved og udråbte sig til deres nye hersker.
I dag: Relikvie i Milanos Monza-katedral.

Karls tredje krone
Kejserkronen gik tidligere for at være den, Karl den Store bar ved sin ophøjelse til kejser i 800. Men kronen blev først smedet i 962, hvor den tyske kong Otto 1. lod sig hylde som arvtager til Karl. Siden da tilhørte kejsertitlen Tysklands herskere.
I dag: Udstillet på slottet Hofburg i Wien.
Totalkrig i Sachsen
Allerede da Karl indledte sin lange belejring af Pavia, viste sachserne, at de ikke havde tænkt sig at forblive under fremmed herredømme.
En styrke marcherede ind på frankisk jord, hvor krigerne brændte den kirke af, som førte an i det kristne missionsarbejde i Sachsen.
Angrebet var en grov provokation, og efter sin hjemkomst fra Italien planlagde Karl et passende modtræk:
“Han besluttede at angribe den forræderiske og edsbrydende sachsiske stamme og fortsætte krigen, til de alle var besejrede og tvunget til at tage den kristne tro til sig eller fuldstændig udslettede”, skrev munkene i krøniken.
Sachserne skulle kristnes med sværdet, og strittede de imod, var han parat til folkedrab. Men det blev en langvarig proces, for hver gang han troede, at målet var nået, greb sachserne til våben bag hans ryg.
De satte ild til hans kirker, indtog hans borge og tog på plyndringstogter ind i naboprovinserne.
Mellem 775 og 785 vendte Karl personligt tilbage til Sachsen med sin hær hvert eneste år bortset fra to, hvor han var optaget af andre krige.
Nye oprør udløste igen årlige kongebesøg fra 794 til 799.
Selv i 804, hvor den aldrende hersker normalt lod stedfortrædere kæmpe for sig, fandt Karl det nødvendigt at stige til hest og selv ride til Sachsen for at rydde op. Det var 32 år efter hans første invasion af det besværlige land.
For hver gang Karl måtte vende tilbage, blev hans metoder mere barske, som sachserne snart fik at mærke.
En af krigens blodigste begivenheder fandt sted i 782, hvor en frankisk hær marcherede mod oprørerne uden at vente på forstærkninger.
Den led et knusende nederlag, hvor fire grever, 20 andre adelige og det meste af hæren omkom.
Aachen – frankernes nye magtbastion

Karls trone står endnu på sin plads i kapellet.
Europas hovedstad blev bygget på varmt vand
Frankiske herskere havde altid levet på landevejene, men Karl den Store besluttede, at han ville have fast adresse.
Efter 20 år med krig og rejser faldt det Karl ind, at han burde have en hovedstad ligesom paven i Rom og den østromerske kejsers Konstantinopel.
Omkring 790 gav han derfor sin arkitekt besked på at opføre et palads, der var frankernes konge værdig, i Aachen.
I 794 var byggeriet nået så langt, at Karl kunne flytte ind, fra 806 tilbragte han alle vintrene her, og i de fire år op til hans død i 814 forlod han aldrig byen.
Karl regerede sit rige fra denne magtbastion – når han ikke fornøjede sig med at bade i vandet fra Aachens varme kilde.
Aachen opfyldte alle Karls behov
- Central placering i rigets gamle kerneland.
- Tæt på færdselsårer i form af floder og romerveje.
- Masser af vildt i de store Ardenner-skove nært ved.
- Lækkert badevand.

Rådssalen
Rådssalen blev opført med form som en romersk basilika. I det højloftede og næsten 45 m lange rum fandt møder med rigets stormænd sted.
Portbygningen
Portbygningens formål eromdiskuteret. Nogle mener, at Karls private residens fandtes her.
Kapellet
Kapellet er den eneste del af paladset, der har overlevet til i dag. Bygningen udgør en del af Aachens nuværende katedral fra 1300- og 1400-tallet.
Badet
Badet lå adskilt fra selve paladskomplekset. Bassinet kunne rumme 100 mænd ad gangen.
Straffeekspedition til Sachsen
Karl samlede straks en mægtig hær og drog afsted på straffeekspedition til Sachsen.
Oprørenes leder Widukind flygtede til danernes rige, og resten forsøgte at slutte fred, men det ville kongen ikke høre tale om.
Han forlangte at få alle de, der havde deltaget i sejren over hans krigere, udleveret, og da 4.500 sachsere overgav sig ved byen Verden, lod han dem alle henrette.
Et mindesmærke blev siden opført af nazist-lederen Heinrich Himmler, der tolkede massakren som et fransk-kristent overgreb på ur-tysk kultur.
Blandt sachserne førte massedrabet kun til fornyet modstand, og Karl gav ordre til at gennemtvinge en endelig løsning på det sachsiske problem.
I 784 red frankiske krigere gennem det sachsiske landskab, hvor de ødelagde afgrøder, brændte huse af og slagtede beboerne, hvis de da ikke blev ført bort som slaver i Frankerriget. Folkedrabet fortsatte gennem hele vinteren, og ingen blev skånet for kongens vrede.
Med forårets komme udsendte Karl et tilbud om fred: Hvis oprørslederen Widukind kom til ham i hans eget territorium og lod sig døbe, ville kongen skåne ham og indstille sin terror.
Sachseren bøjede sig, og dermed ebbede krigen i landet endelig ud. Nye kampe blussede op igen i 790'erne, men de truede ikke for alvor frankernes herredømme.
Karl havde vundet kulturkigen. Sachserne blev kristne, og mange af deres skikke blev erstattet af frankiske.
Paven fik brug for en beskytter

Karl den Store malet af Albrecht Dürer mellem 1511 og 1513. På dette tidspunkt var de tysk-romerske regalier, inklusiv Karl den Stores krone, blevet overført til Nürnburg, hvor Dürer boede. Disse kan derfor være blevet malet efter forlægget.
Mens undertvingelsen af Sachsen stod på, udvidede Karl sit rige i andre retninger. Han fordrev sin fætter fra bayrernes trone, så han fik kontrol over vigtige Alpe-pas og veje ind i hans rige.
Senere blev truslen fra det krigeriske rytterfolk avarerne elimineret gennem et felttog ind deres land i nutidens Ungarn.
I begyndelsen af 790'erne var Karls erobringstrang endelig tilfredsstillet. Alle vasalstaterne langs Frankerrigets gamle grænser var fuldstændig i hans magt, og han gav sig i stedet til at binde erobringerne sammen til et imperium.
Det hjalp pave Leo 3. ham med ved at give ham en mere passende titel juledag i 800.
Året forinden havde kirkens overhoved lagt sig ud med magtfulde adelsslægter i Rom og var blevet smidt ud. Han søgte straks hjælp hos Karl, og da frankerkongen personligt førte ham tilbage ind i Rom, gjorde paven gengæld ved at forfremme sin redningsmand:
“Pave Leo anbragte en krone på hans hoved, og han blev hyldet af alle romerne: til majestæten Karl, kronet af Gud, romernes store og fredselskende kejser, liv og sejr”.
Sådan genfortalte de frankiske krønikeskrivere begejstret den store begivenhed.

Karl den Store krones til kejser af pave Leo den Tredje juledag år 800. Maleri af Friedrich Kaulbach fra 1861.
Karl var nu arvtager til de vestromerske kejsere, hvis titel havde ligget i dvale i over 300 år – næsten.
For paven havde fundet på en lille spidsfindighed for at bevare sit gode forhold til den østromerske kejser i Konstantinopel: Formelt blev Karl ikke kejser over det romerske rige, men over selve byen Rom.
Karl var ligeglad med nuancerne. Hans kejsertitel gav ham forøget prestige over for udenlandske herskere og sine egne undersåtter.
Fra blot at være en frankisk erobrerkonge havde han fået status som universel hersker over alle Vesteuropas folkeslag. Ligesom paven havde autoritet i trossager i hele den katolske kristenhed, var Karl fremover den øverste verdslige magt.
Arbejdet med at samle sine lande og undersåtter til ét hele kunne gå i gang.
Europa blev smeltet sammen

Frankiske arveregler splittede riget op
- Orange: Vestfranken udviklede sig til kongedømmet Frankrig.
- Gul: Mellemfranken bukkede under for sine to stærkere naboer.
- Rød: Østfranken blev i 900-tallet til Tyskland og dernæst Det Hellige Tysk-Romerske Rige.
Adlen og kirkens rolle

Fra kroningen af Otto 1. i 962 tilhørte Karl den Stores gamle kejsertitel tyske herskere.
Hertuger blev indsat som guvernører og havde det militære ansvar i provinserne. Greverne stod et trin lavere i hierarkiet og fik administrative og juridiske opgaver.
Begge embedsmænd, men siden blev betegnelserne til adelstitler, der udbredtes til hele Europa.
Karl mest betroede stedfortrædere var en gruppe kaldet missu dominici – “Herrens udsending”.
De blev rekrutteret blandt hans nærmeste hoffolk, for de skulle kontrollere, om de kejserlige befalinger blev adlydt i hele riget.
Mens adlen var rigets administrative rygrad, fik kirken ansvar for at skabe samhørighed og udbrede lærdom blandt undersåtterne.
Domkirker og klostre skulle oprette præsteskoler, så sognebørn i hele riget kunne betro deres sjælefred til veluddannede gejstlige.
I næste led fik de lokale sognepræster pligt til at undervise bønderne, så folket som minimum kunne fadervor og trosbekendelsen. De blev også opmuntret til at samle skrifter til små biblioteker og lære børnene at læse.
I Europa var kirken garant for lærdom i århundreder og skabte det grundlag, som Vestens senere videnskabelige og teknologiske fremskridt byggede på.
Karl den Store overlevede i ånden

Karl den Stores buste. Den siges at skulle indholde frankerkejserens hjerneskal. Udstillet i skattekammeret ("Domschatzkammer") i Aachens katedral.
Som gammel kunne Karl, der allerede bar tilnavnet “den Store”, skue ud over et Vesteuropa, der var som forvandlet.
“Mens han tilbragte vinteren i Aachen, forlod herren kejser Karl dette liv den 28. januar, i hans omtrent 71. år”.
Ligesom nutidens historikere vidste de frankiske krønikeskrivere ikke, præcis hvornår Karl var blevet født.
Den mest magtfulde hersker i Vesteuropa siden Romerrigets fald var væk, og hans imperium eksisterede kun som en enhed i 30 år efter hans død. Men mindet om storhedstiden levede videre.
Franske og tyske herskere anså sig som hans arvtagere og omgav sig med kroner, sværd og andre magtsymboler, der blev udråbt til hans ejendele.
Selv Napoleon, der levede 1.000 år efter Karl og blev betragtet som et symbol på nye tider, havde den gamle franker som sit forbillede.
Han ophøjede sig til kejser med pavelig velsignelse, besøgte Karls grav i Aachen og smykkede sig med lombardernes jernkrone i Norditalien.
Og i dag har EU sit administrative hjerte i egne, der engang udgjorde Frankerrigets kerneland.