Karl den Store grundlagde Europa

Det var en gammel skik blandt frankere og andre germanske folkeslag at lade sønner deles om arven efter deres far – også når han efterlod et helt rige. Derfor fik Karl ikke magten alene, men skulle regere i forening med sin lillebror Karloman.

Kongerne måtte sammen sætte sig i respekt, for Pippins død havde bragt riget på opløsningens rand: Provinsen Aquitanien var i åbent oprør, tidligere vasaller langs grænserne brød deres troskabsed til frankerne, og paven i Rom tryglede om hjælp mod sine fjender.

Over for dette virvar stod to nykronede konger, der begge var purunge og kun nærede lunkne broderfølelser for hinanden. Intet tydede på, at krønikeskriverne ville få bedre nyt at berette i året 769.

Selv uden støtte fra Karloman var frankerhæren dog så stærk, at Hunald ikke vovede at møde den i slag. Oprørslederen søgte tilflugt hos en nabofyrste, men da Karl truede med krig og ødelæggelse, fik han sin fjende udleveret.

Oprøret i Aquitanien var forbi, og Karl oplevede ikke flere problemer med provinsen. Til gengæld fortsatte spændingen mellem ham og Karloman. Det umage parløb lammede frankernes rige, indtil skæbnen pludselig greb ind i 771.

“Kong Karloman døde i villaen i Samoussy den 4. december”, beretter krøniken. To små sønner stod til at arve hans trone, men Karl kom dem i forkøbet – han samlede sin brors tilhængere og sikrede sig deres loyalitet.

“Karlomans hustru rejste bort til Italien med nogle få frankere. Karl tålte overbærende deres afrejse til Italien, selv om den var unødvendig”, skrev kongens trofaste krønikører.

Enken foretrak tilsyneladende at lade sine børn vokse op uden for Karls rækkevidde. Lombarderne i Italien gav hende husly, og det kom de til at betale for.

Indtil videre var Karl dog tilfreds, for nu slap han for at dele magten med en vrangvillig medkonge. Han kunne samle alle Frankerrigets kræfter bag sig og begynde det erobringstogt, der skulle gøre ham til Vesteuropas herre.

“Efter at have indtaget borgen Eresburg fortsatte han helt til Irminsul, ødelagde afgudsbilledet og tog alt det guld og sølv, han fandt”, fortalte krøniken.

Irminsul var et vigtigt sachsisk kultsted centreret omkring et træ eller en træformet stenstøtte.

Hidtil havde frankerkonger blandet sig uden om sachsernes tro, og ødelæggelsen af Irminsul menes at være en impulsiv handling fra Karls side.

Men den varslede, at religiøs tolerance hørte fortiden til – og bidrog til et opgør, der blev Karls længste og mest brutale.

I 772 bøjede sachserne sig dog for frankernes overmagt, svor troskab og afgav gidsler som pant for god opførsel. Karl troede, at han havde vundet en let sejr, og han vendte hjem med styrket prestige og tørst efter nye erobringer.

Nødråbet var det seneste af mange, for frankernes konger havde før hjulpet Roms paver og sat lombarderne på plads.

Det gav Karl et bekvemt påskud, selv om han også havde andre grunde til at krydse Alperne med sin hær.

Karlomans to sønner levede på andet år hos lombarderkongen Desiderius, og han kunne bruge deres arvekrav til at skabe intern uro blandt frankerne, hvis det passede ham.

Derfor samlede Karl sine tropper og satte kurs mod Alperne.

Desiderius forsøgte at blokere vejen gennem bjergene, men frankerhæren deltes i to og marcherede via hver deres pas.

Lombarderne havde ikke styrke til at forsvare dem begge, og de trak sig tilbage bag hovedstaden Pavias tykke mure.

Alt var hidtil faldet ud til Karls fordel, men nu arbejdede tiden imod ham.

Pavias mure var for stærke til, at hans hær kunne tage den med storm, og en belejring ville forlænge felttoget ind i efteråret og måske helt hen over vinteren.

Normalt førte frankerne kun krig om sommeren, så krigerne kunne komme hjem og deltage i høsten, og i Italien ville forbindelsen hjem endda blive afskåret, når sneen lukkede bjergpassene.

Karl overvejede kort og valgte så at blive uden for Pavia – krigen skulle fortsætte, til Desiderius kastede sig for hans fødder og bad om nåde.

Han kom til at vente helt indtil sommeren 774, før lombarderkongen gav op, men så tog han til gengæld en barsk hævn.

Desiderius fik frataget sin krone og blev sendt i kloster i Frankerriget – en metode, Karl senere brugte til at slippe af med adskillige besværlige personer. Som efterfølger udpegede Karl sig selv.

“Alle lombarderne kom fra samtlige byer i Italien og underkastede sig den glorværdige herre kong Karls og frankernes herredømme”, triumferede krønikeskriverne.

Deres beskrivelse af lombardernes begejstring var ikke helt sandfærdig, men indtil videre accepterede de slagne nederlaget, for Karl lod adlen beholde titler og privilegier.

Karlomans enke og hans to sønners skæbne kendes ikke.

Efter sin komplette sejr hastede den nye lombarderkonge nordpå, for i hans fravær havde sachserne rejst sig til oprør.

Mens undertvingelsen af Sachsen stod på, udvidede Karl sit rige i andre retninger. Han fordrev sin fætter fra bayrernes trone, så han fik kontrol over vigtige Alpe-pas og veje ind i hans rige.

Senere blev truslen fra det krigeriske rytterfolk avarerne elimineret gennem et felttog ind deres land i nutidens Ungarn.

I begyndelsen af 790'erne var Karls erobringstrang endelig tilfredsstillet. Alle vasalstaterne langs Frankerrigets gamle grænser var fuldstændig i hans magt, og han gav sig i stedet til at binde erobringerne sammen til et imperium.

Det hjalp pave Leo 3. ham med ved at give ham en mere passende titel juledag i 800.

Året forinden havde kirkens overhoved lagt sig ud med magtfulde adelsslægter i Rom og var blevet smidt ud. Han søgte straks hjælp hos Karl, og da frankerkongen personligt førte ham tilbage ind i Rom, gjorde paven gengæld ved at forfremme sin redningsmand:

“Pave Leo anbragte en krone på hans hoved, og han blev hyldet af alle romerne: til majestæten Karl, kronet af Gud, romernes store og fredselskende kejser, liv og sejr”.

Sådan genfortalte de frankiske krønikeskrivere begejstret den store begivenhed.

Karl var nu arvtager til de vestromerske kejsere, hvis titel havde ligget i dvale i over 300 år – næsten.

For paven havde fundet på en lille spidsfindighed for at bevare sit gode forhold til den østromerske kejser i Konstantinopel: Formelt blev Karl ikke kejser over det romerske rige, men over selve byen Rom.

Karl var ligeglad med nuancerne. Hans kejsertitel gav ham forøget prestige over for udenlandske herskere og sine egne undersåtter.

Fra blot at være en frankisk erobrerkonge havde han fået status som universel hersker over alle Vesteuropas folkeslag. Ligesom paven havde autoritet i trossager i hele den katolske kristenhed, var Karl fremover den øverste verdslige magt.

Arbejdet med at samle sine lande og undersåtter til ét hele kunne gå i gang.

Hertuger blev indsat som guvernører og havde det militære ansvar i provinserne. Greverne stod et trin lavere i hierarkiet og fik administrative og juridiske opgaver.

Begge embedsmænd, men siden blev betegnelserne til adelstitler, der udbredtes til hele Europa.

Karl mest betroede stedfortrædere var en gruppe kaldet missu dominici – “Herrens udsending”.

De blev rekrutteret blandt hans nærmeste hoffolk, for de skulle kontrollere, om de kejserlige befalinger blev adlydt i hele riget.

Mens adlen var rigets administrative rygrad, fik kirken ansvar for at skabe samhørighed og udbrede lærdom blandt undersåtterne.

Domkirker og klostre skulle oprette præsteskoler, så sognebørn i hele riget kunne betro deres sjælefred til vel­uddannede gejstlige.

I næste led fik de lokale sogne­præster pligt til at undervise bønderne, så folket som minimum kunne fadervor og trosbekendelsen. De blev også opmuntret til at samle skrifter til små biblioteker og lære børnene at læse.

I Europa var kirken garant for lærdom i århundreder og skabte det grundlag, som Vestens senere videnskabelige og teknologiske fremskridt byggede på.

Som gammel kunne Karl, der allerede bar tilnavnet “den Store”, skue ud over et Vesteuropa, der var som forvandlet.

“Mens han tilbragte vinteren i Aachen, forlod herren kejser Karl dette liv den 28. januar, i hans omtrent 71. år”.

Ligesom nutidens historikere vidste de frankiske krønikeskrivere ikke, præcis hvornår Karl var blevet født.

Den mest magtfulde hersker i Vesteuropa siden Romerrigets fald var væk, og hans imperium eksisterede kun som en enhed i 30 år efter hans død. Men mindet om storhedstiden levede videre.

Franske og tyske herskere anså sig som hans arvtagere og omgav sig med kroner, sværd og andre magtsymboler, der blev udråbt til hans ejendele.

Selv Napoleon, der levede 1.000 år efter Karl og blev betragtet som et symbol på nye tider, havde den gamle franker som sit forbillede.

Han ophøjede sig til kejser med pavelig velsignelse, besøgte Karls grav i Aachen og smykkede sig med lombardernes jernkrone i Norditalien.

Og i dag har EU sit administrative hjerte i egne, der engang udgjorde Frankerrigets kerneland.