Den engelske ridder Robert Brandebourch holdt sin hest an ved det store egetræ kendt som Halvvejstræet, så jord og græstotter blev pløjet op. Brandebourch befinder sig i det østlige Bretagne med 29 engelske og tyske riddere og væbnere, som er klar til at kæmpe for den engelske konge.
Dagen – den 26. marts 1351 – er aftalt med den bretonske marskal i fransk tjeneste, Jean de Beaumanoir. Deres modstandere er stadigvæk ikke til at se, men de 30 krigere stiger af deres heste og gør sig klar.
Mens de venter, kalder Brandebourch ud over den åbne græsslette:
“Beaumanoir, hvor er du? Det lader til, du ikke kommer. Men havde vi mødtes i kamp, havde du alligevel tabt!”
Idet Brandebourch råber sin hån, kommer bretonerne til syne på deres heste. Ligesom Brandebourch har Beaumanoir samlet 29 af sine bedste krigere, der kæmper for den franske konge. Aftalen er klar: 30 mod 30, indtil overgivelse, lemlæstelse eller døden stopper dem.
Inden dagen er omme, vil det bizarre masseslagsmål med våben have gjort alle 60 krigere til legender.
Dagen inden det livsfarlige slagsmål bad ridderne på begge sider for deres liv og en ærefuld kamp.
Bretagne blev en del af Hundredårskrigen
Kampen mellem Brandebourch og Beaumanoir var en udløber af Hundredårskrigen mellem Frankrig og England, som brød ud i 1337. Krigen kunne ikke undgå at brede sig til de omkringliggende hertugdømmer, og i 1341 blev Bretagne i vore dages Nordvestfrankrig en central kampplads, fordi hertugen, Johannes 3., var død uden en klar arving.
Hertugens halvbror Johannes af Montfort greb straks chancen og erobrede hertugdømmets største byer og borge. Men Johannes’ niece var gift med den franske konges nevø, Charles de Blois, som dermed også havde krav på det lille rige ved kysten.
Da de franske tropper marcherede ind i Bretagne for at hjælpe de Blois, tvang det Montfort ind i en alliance med den engelske konge, og dermed blev arvefølgestriden en del af den store konflikt mellem England og Frankrig.
I 10 år bølgede kampene brutalt frem og tilbage, indtil der i 1351 blev indgået en usikker våbenhvile. Krigen havde altså ingen klar sejrherre, og Bretagne lå nu som et kludetæppe af områder og borge, der var loyale over for den ene eller den anden hertugkandidat. En løsning var ikke i sigte.
Den bretonske arvefølgekrig varede fra 1341 til 1365 og førte til tusindvis af døde på begge sider.
En udfordring der ikke kunne afslås
I det østlige Bretagne lå borgene Ploërmel, kontrolleret af englænderne, og Josselin, kontrolleret af bretonerne. En dag fik den bretonske kastellan (borgkommandant) af Josselin, Jean de Beaumanoir, nok af den kedsommelige hverdag under våbenhvilen.
Han drog til Ploërmel og insisterede på at tale med Robert Brandebourch, den engelske kastellan. Beaumanoir udfordrede englænderen til en ridderlig krigsturnering, hvor tre fra hver side skulle bryde lanser mod hinanden.
Mødet skulle foregå ligesom en klassisk lanseturnering i fredstid – men med stålspidsede lanser, så kampene var med livet som indsats. Turneringen skulle én gang for alle afgøre, hvilken side der havde de bedste krigere – og hvis det samtidig lykkedes at slå modstanderen ihjel, var det kun en fordel.
Men Robert Brandebourch var ikke af så ædel byrd som Beaumanoir og havde derfor ikke samme erfaring i ridderturneringer. Risikoen var for stor, men englænderen kunne umuligt afvise udfordringen uden at blive vanæret.
I 1911 blev der opført en statue af Jean de Beaumanoir i den historiske bretanske by Dinan for at hylde lokalhelten.
Derfor sendte den garvede soldat et modforslag tilbage til de adelige bretoner: “Du vælger 30 mand fra jeres garnison, og jeg vil vælge lige så mange fra vores. Vi vil derpå tage ud til en mark, hvor ingen kan forstyrre eller forhindre os”.
Beaumanoir blev fanget på den forkerte fod. Denne form for aftalt masseslagsmål med våben var totalt ukendt for ham og de fleste i middelalderen. Nu var det ikke blot de to kastellaner og et par ekstra mænd, men 60 riddere og væbnere, som skulle risikere livet.
De overlevende tabere ville desuden blive taget som gidsler og måtte betale en klækkelig løsesum for at blive frigjort, ligesom det var kutyme i egentlige slag.
Men bretoneren havde selv startet affæren, og tidens stærke ridderidealer foreskrev, at han var nødt til at tage imod udfordringen, hvis han ville have sin ære i behold.
Riddere, der gennemførte pas d’armes, vogtede ofte over en bro eller en smal vej.
Riddere spærrede broer og veje
I 13-1400-tallet fandt hædersøgende riddere på en ny udfordring: Spær en vej, bro eller port, og udfordr alle passerende til tvekamp.
I 1300-tallet blomstrede ridderidealerne op blandt adelsfolk, og i slutningen af århundredet vandt et nyt fænomen frem – pas d’armes.
Fænomenet gik ud på, at en eller flere riddere blokerede en bro, port eller vej og udfordrede alle andre riddere, der ønskede at passere, til en tvekamp eller turnering. På denne måde kunne ridderne styrke deres renommé og bygge deres ære op.
Historikerne kender tusindvis af beretninger om ruter spærret af ridderes pas d’armes. Et af de kendteste eksempler er ridderen Suero de Quiñones, der med 10 kolleger i 1434 erklærede en pas d’armes ved broen over Órbigo-floden i Castilien.
Sueros gruppe svor, at de ville blive ved broen, indtil de havde brudt 300 lanser i kamp. Efter 166 kampe var Suero og hans mænd dog for medtagne til at fortsætte, og de erklærede deres pas d’armes for udført.
Krigerne samlede kræfter i pausen
Den 26. marts 1351 mødtes de to gange 30 mand ved det store egetræ mellem Josselin og Ploërmel. Begge sider havde medbragt et stort entourage af væbnere, tjenere, tilskuere og vidner, som var klar til at overvære den bizarre begivenhed og heppe på deres side.
Tjenerne medbragte forsyninger, ikke mindst masser af flasker med vin. Kampens regler var aftalt på forhånd: Der skulle kæmpes til døden eller overgivelse, det var strengt forbudt at flygte fra kamppladsen – og lige meget hvad der skete, måtte tilskuerne ikke blande sig.
Efter at franskmændene var dukket op, gik der ikke længe, før 60 riddere og væbnere skulede til hinanden med våben og skjolde i hænderne. En enkelt englænder bar endda på en stor stridshammer. I deres skinnende rustninger med farvestrålende heraldik var de et imponerende skue.
“Jeg regner al din magt og højbårenhed for mindre end et fed hvidløg”. Brandebouch til sin rival Beaumanoir.
De to ledere trådte frem fra deres forsamlede krigere. Brandebourch overøste sin modpart med nedværdigende ord:
“Beaumanoir, det er tåbeligt, at du vil få dine mænd dræbt, for når de er døde, vil du aldrig igen finde deres lige i dette hertugdømme”.
Al den spot kunne Beaumanoir ikke lade stå, han måtte forsvare sin ære og gav igen:
“Jeg har her særlige riddere, som ikke flygter, hverken fra livet eller døden. Alle har de svoret til Gud, Sønnen og den hellige Maria, at du vil dø i vanære foran de forsamlede”.
Arrigt svarede Brandebourch igen:
“Jeg regner al din magt og højbårenhed for mindre end et fed hvidløg”.
Den engelske leder vendte sig mod sine mænd og råbte:
“Mine herrer, dræb dem alle, og sørg for, at ingen, hverken svag eller stærk, undslipper mig!”
Med et brøl stormede de 60 krigere mod hinanden.
Kampen mellem de 60 riddere og væbnere var særdeles blodig og varede i timevis.
Ingen af de to sider havde lagt en strategi, så kampen udviklede sig hurtigt til et kaos af stål og blod. Englænderne kom bedst fra start, og hurtigt lå en bretoner død på jorden, og en anden var slået bevidstløs. En tredje fik smagt den engelske stridshammer og døde kort efter.
I timevis hamrede krigerne løs på hinanden, og både smerteskrig og sejrsbrøl fyldte luften, mens det spildte blod blev til mørkt mudder på jorden under dem.
Det var ikke let at få bugt med en ridder i tung rustning, kræfterne svandt, og på begge sider blev våbnene efterhånden svunget langsommere. Alligevel kæmpede begge parter videre og nægtede at miste ære ved at stoppe.
Da den sårede Beaumanoir begyndte at bede om vand, svarede en af hans egne riddere:
“Drik dit blod, Beaumanoir, det vil slukke din tørst!”
Til sidst var kampgejsten og energien dog så lille, at parterne blev enige om at holde en pause. Fire fra den franske og to fra den engelske side lå døde på jorden. De fleste andre havde fået dybe sår eller brækkede knogler, som de brugte pausen på at forbinde. Herefter fik de forfriskninger, hvor vinen blev skænket op i store mængder for at dulme smerterne.
Den kurdiske hærfører Saladin (1138-1193) blev set som indbegrebet af de muslimske dyder.
Muslimer lærte adelsfolk om ridderlighed
Middelalderens riddere var ikke altid ridderlige. Konceptet blev påduttet krigerne til hest med inspiration fra den muslimske verden.
Frem til slutningen af 1000-tallet var riddere elitesoldater til hest i tung rustning, typisk fra adelsslægter, som kæmpede for land og penge – ikke hæder og ære. Lønning kom ofte i form af muligheden for at plyndre fjendens landområder.
Men fra omkring år 1100 begyndte en ny ideologi at sprede sig, hvor ridderne fx skulle beskytte kvinderne og de svage. Disse ridderlige idealer var bl.a. en fast del af fortællingerne om kong Arthur, men de stammede primært fra muslimsk litteratur.
Gennem maurerne på Den Iberiske Halvø kom det kristne Europa i kontakt med de klassiske arabiske fortællinger, som ofte havde en form for ridder som hovedperson – en såkaldt fāris. Maurerne lovpriste dyder som værdighed, veltalenhed og mildhed i en fāris, som samtidig skulle være dygtig til hest og stærk med våben.
Fortællingerne om disse fāris-karakterer blev spredt i Europa gennem trubadurer og poeter, som bragte dem til de kristne hoffer. Et af de tidligste kristne værker, som spredte ridderlitteraturen i Europa, var Rolandskvadet fra midten af 1000-tallet om den franske grev Rolands tragiske skæbne i det muslimske Spanien.
Snarrådig væbner afgjorde kampen
Englænderne havde brugt pausen på at lægge en slagplan. Da kampen atter gik i gang, dannede de en tæt formation og begyndte at kæmpe defensivt. Med skjolde og spyd holdt de bretonerne væk – hvis de kom for tæt på, fik de økser, sværd og stridshammer at føle.
Brandebourch råbte spydigheder efter Beaumanoir, da det blev tydeligt, at bretonerne ikke kunne gennembryde den engelske formation.
Men så fik den bretonske væbner Guillaume de Montauban en idé. Han begyndte at løbe væk fra kamppladsen over mod hestene. De andre bretonere troede, at han var ved at flygte, og råbte eder efter ham. Men væbneren forsøgte ikke at komme væk – han svingede sig op på en hest og galoperede i et vanvittigt stormangreb direkte mod englænderne.
Kampen foregik ved Halvvejstræet, som stod midt mellem de to borge Josselin og Ploërmel.
De lamslåede riddere blev fuldstændig overrumplet, da hesten bankede ind i deres formation. Mange blev slået til jorden, og bretonerne kunne storme ind i det hul, som den snarrådige væbner havde skabt. Adskillige englændere blev dræbt, blandt dem Brandebourch, og de resterende måtte overgive sig.
Da der blev gjort status over slagmarken, var der ni døde på engelsk side og seks bretonere. Kampene havde dog været så hårde, at adskillige mistede livet af deres kvæstelser de følgende dage. De tilfangetagede englændere blev først frigivet efter udbetaling af en betydelig løsesum.
Selvom blodet flød på slagmarken, var det forventet, at ridderne ikke slækkede på de gode kristne dyder.
De 60 blev til legender
Kampen ved egetræet fik ingen større betydning for den bretonske arvefølgekrig – den endte med, at hertug Johannes’ brors søn blev hertug i 1365 – men fortællingen om de kæmpende riddere i græsset blev udødeliggjort af samtidens poesi og krøniker.
“De tredives kamp” blev set som topmålet af ridderlighed, fordi det var en aftalt dyst mellem to ligeværdige parter og med et fælles regelsæt. Æren lå ikke i, hvem der vandt, men at kampen foregik kontrolleret, på trods af at det var til døden.
Trubadurer i hele Europa sang om de ærefulde riddere og væbneres glorværdige kamp, og flere krønikeskrivere, bl.a. franske Jean le Bel og Jean Froissart, nedskrev fortællingen med mange detaljer.
Kampens enorme popularitet lå sandsynligvis i, at den blodige Hundredårskrig havde sat de traditionelle ridderidealer under pres. I stedet for klassiske nærkampe var 1.500 franske riddere blevet fældet af de engelske langbuer under slaget ved Crécy i 1346, og den dyre krig – særligt hyren til lejesoldater – blev betalt vha. hensynsløse plyndringer af lokalbefolkningen.
På kamppladsen i det østlige Bretagne står i dag en obelisk. Den blev rejst i 1822 til ære for de franske sejrherrer.
Monarker og adelsfolk ønskede at styrke de gamle dyder, fx gennem etableringen af ridderordener inspireret af kong Arthur-myten. Sådan opstod den engelske Hosebåndsorden i 1348 og den franske Stjerneorden i 1351. Monarker og riddere ville bevise, at de ikke var afstumpede voldsmænd, men mænd af ære.
Kampen ved Halvvejstræet var et perfekt bevis på det, og deltagerne på begge sider, døde som levende, blev hædret ved de kongelige hoffer. 20 år efter masseslagsmålet var riddernes ry stadig så stort, at franske Karl 5. havde en af de overlevende bretonere siddende ved sit højbord som æresgæst.
Helt oppe i 1800-tallet spillede kampen stadig en rolle, da Napoleon Bonaparte løftede den op som en stor moralsk sejre over de invaderende englændere.
Britiske historikere begyndte derimod at forske i, om det egentlig ikke var snyd, at franskmændene havde vundet med et angreb til hest – et spørgsmål, der stadig ikke findes et klart svar på.