Da mørket sænker sig over Jylland, beslutter den danske konge, Erik Klipping, at søge ly for natten. Sammen med sin væbner, Rane Jonsen, har den 37-årige monark brugt dagen på jagt.
Om aftenen den 22. november 1286 finder de to mænd en mennesketom lade ved landsbyen Finderup, sydvest for Viborg. Efter en lang dag i sadlen vil kongen og hans væbner overnatte i den prunkløse træbygning.
Erik Klipping ser frem til en god nats søvn, men midt om natten går ladeporten pludselig op. Ind strømmer en gruppe bevæbnede mænd, og Erik Klipping når end ikke at rejse sig fra sit leje, før indtrængerne er over ham.
Med sværd og daggerter gennemborer de kongens krop, igen og igen. Væbneren Rane Jonsen ignorerer de. Kort efter forsvinder overfaldsmændene ud i natten på deres heste. Tilbage i laden ligger kongen stendød – badet i sit eget blod.
“Trofaste danske, hævn jeres konge. Hjælp os med at straffe dette mord. Meld morderne, og anklag dem på liv og død”. Uddrag fra en sang, som kongens enke fik lavet på bestilling.
Sådan er beretningen om mordet i Finderup Lade blevet fremstillet i de gamle kildeskrifter. En af de vigtigste kilder til mordet på Erik Klipping er en retssag, hvori mordet beskrives:
“De ombragte ham på det allergrusomste med utallige og gruopvækkende sår”.
Samtidige klosterårbøger – og senere udpenslende folkeviser – beretter, at kongen fik “56 sår”. Så mange stik tyder på, at en sammensværgelse stod bag udåden – og at alle i sammensværgelsen skulle være lige skyldige.
Kongens efterladte familie var ikke til sinds at lade morderne gå fri.
“Trofaste danske, hævn jeres konge. Hjælp os med at straffe dette mord. Meld morderne, og anklag dem på liv og død”, lyder ordene fra minnesangeren mester Rumelant i en sang, som Klippings enke bestillte efter mordet.
Kong Erik Klipping blev myrdet, da han overnattede i en lade i Jylland i november 1286.
Snart bliver ni mænd stillet for retten ved danehoffet i Nyborg, hvor rigets adel mødes for at drøfte vigtige spørgsmål. Den mest fremtrædende af de anklagede er kongens egen hærleder (kaldet en marsk), Stig Andersen.
Sagen synes klar, og danehoffet kender dem alle skyldige ved “råd, befaling og gerning at ihjelslå” Klipping, som munke nedfældede det i skriftet Rydårbogen. De ni bliver dømt “fredløse” – dvs. at de mister deres ejendom, status og rettigheder, de må ikke længere se deres familie, og desuden er de frit bytte for enhver, der vil slå dem ihjel.
Men dommen genopretter på ingen måde ro og orden i riget, for de dømte fastholder deres uskyld, og så snart de forlader Nyborg, begynder de at lægge planer for deres hævn, der vil kaste kongeriget ud i kaos.
Dronningen får marsk Stig dømt
Fra mordet på Erik Klipping og frem til dommen over de ni mænd var gået et halvt år. I den periode havde kongens enke, dronning Agnes, arbejdet på at få en række indflydelsesrige danske stormænd sendt på anklagebænken – folk, som ikke havde været Klipping ubetinget loyal.
I kunsten er marsk Stig og resten af de fredløse blevet fremstillet som kong Erik Klippings mordere.
Blandt dem var Stig Andersen, der foruden at være kongens hærfører også var medlem af regeringen. Marsk Stig hørte til blandt de stormænd, som ønskede en svag kongemagt og ikke ville støtte, at Klippings 12-årige søn, Erik, med tilnavnet Menved, uden videre skulle overtage tronen.
Derfor var det praktisk for dronningen og hendes allierede ved hoffet at få marsk Stig og hans allierede skaffet af vejen.
De fredløse søger hævn
I arrigskab over dommen og tabet af deres ejendom forlod marsk Stig og de otte andre fredløse Danmark. Turen gik til Norge, og landets konge – Erik Præstehader – tog vel imod de fredløse.
Erik Præstehader lå selv i krig med Danmark, og han kunne se store fordele i at få en indflydelsesrig dansk hærfører på sin side. Alliancen gavnede begge parter, fordi den gav de fredløse mulighed for at søge hævn – og på længere sigt vinde deres besiddelser tilbage.
Marsk Stig stod derfor i spidsen for de skibe, som i 1289 skar gennem Kattegats bølger tilbage mod Danmark, hvor teenager-kongen Erik Menved nu herskede. Togtet blev en stor succes. Marskens mænd ødelagde fæstninger på Samsø og i byen Korsør på Sjælland, inden de i 1290 slog sig ned på øen Hjelm ud for Djurslands kyst.
“Mønten bar kongens navn, men var ganske undervægtig, og kun i form og skikkelse var den lig rigets almindelige mønt”. En af Erik Menveds jurister om møntfalskneriet.
Sammen med deres norske allierede fældede de fredløse øens træer og opførte et borganlæg på øens stejle skrænter. Hjelm kunne således fungere som en fremskudt militærpost for Erik Præstehader.
Fra basen på Hjelm stævnede de fredløse ud på Kattegat, hvor de overfaldt og plyndrede danske skibe. Pirateriet blev suppleret med jævnlige togter til de danske kystbyer, og marsk Stig havde især ét bytte, han gik efter: Kobber.
Flere kedelværksteder blev formodentlig plyndret, indtil marskens skibe var tungt lastet med det rødlige metal. Kobberet spillede en stor rolle i Stig og Erik Præstehaders plan – en plan, der involverede mønter. Masser af mønter.
Hjelm bliver falskner-højborg
Marsk Stigs og Erik Præstehaders plan var todelt. I første omgang ville de vha. falskmøntneri skaffe midler til kampen mod den danske konge, herefter skulle falske mønter i store mængder undergrave landets økonomi.
Menveds penninge bestod ud over kobber af 8-10 pct. sølv, og det lave sølvindhold til trods så de ud som sølvmønter. Marsk Stig og Erik Præstehader ville så tvivl i befolkningen om mønternes værdi ved at sætte deres falske mønter, der stort set kun bestod af kobber, i omløb.
På Hjelm etablerede de fredløse derfor et møntværksted, hvor tyvegodset blev smeltet om. Fra 1290 genlød øen af hamre mod metal, når falsknerne smedede flade stænger, der senere skulle formes til mønter.
Kongens mønter var sølvfarvede, og falskmøntnerne gav deres mønter en sølv-lignende overflade. I dag ligner falsknerierne dog det, de er: Kobbermønter.
Falske mønter krævede kobber og urin
I slutningen af 1200-tallet krævede fremstillingen af falske danske mønter først og fremmest kobber. Med hjælp fra store blæsebælge blev metallet opvarmet til sit smeltepunkt på knap 1.100 grader, hvorefter falskmøntnerne på Hjelm sandsynligvis hældte det flydende kobber ned i render trukket i sandet.
Resultatet var kobberbarrer, der efterfølgende blev smedet til først stænger og så til tyndere bånd, som kunne klippes i kvadratiske stykker. Siden blev metalstykkerne – kaldet kobberblanketter – kantsmedet, så de fik en rund form.
Selve møntprægningen foregik vha. stempler, der bestod af et over- og et understempel af jern, som blev lagt på hver sin side af mønten. Med ét hårdt hammerslag på overstemplet kunne møntmesteren præge både for- og bagside – med et motiv kopieret fra kongens mønter.
Til sidst gav falsknerne kobbermønten et sølvudseende ved at dyppe den i en sølvholdig væske bestående af bl.a. hornsølv og urin, som gav mønten en sølvskinnende overflade.
Udfordringen med falskneriet var at præge kobbermønterne til sidst, så almindelige danskere ikke kunne se forskel på kongens penninge og kopierne fra Hjelm. Marsk Stig fandt en effektiv løsning.
“De fangede og holdt fast på nogle af kongens møntmestre”, står der i en samtidig kilde.
Og møntmestrene udførte deres arbejde med stor succes. De fremstillede stempler, der lignede kongens til forveksling – med symboler som et kors med liljeender og en kongekrone. Når motiverne var på plads, gav falsknerne de rødlige kobbermønter en sølvglinsende overflade ved at putte dem i en sølvholdig væske.
Falske mønter cirkulerer
For den menige dansker var det noget nær umuligt at skelne de falske penge fra kongens mønt. De fredløse havde derfor held med at sætte kopierne i omløb, når de sejlede til fastlandet. Ved Erik Menveds hof vidste alle udmærket, hvad der var på færde.
“Mønten bar kongens navn, men var ganske undervægtig, og kun i form og skikkelse var den lig rigets almindelige mønt”, lød det fra en af Menveds rådgivere, som opridsede de fredløses fusk:
Falske penge har floreret siden oldtiden
Falskner blev finansrådgiver
I 500-tallets Østromerske Rige blev Alexander – kendt som “Barberen” – afsløret som historiens første store møntfalskner. I stedet for at henrette Alexander ansatte kejser Justinian (527-565) ham til at styre rigets finanser.
Kopier havnede i Sydstaterne
Nordstatsmanden Samuel Upham trykte under borgerkrigen falske sydstatssedler, som han solgte som spøg og skæmt-artikler i Philadelphia. Kopien var dog så perfekt, at sedlerne flere steder blev brugt som betalingsmiddel i Syden.
Nazisterne trykte falske pund
Med “Operation Bernhard” ville nazisterne drysse falske pund-sedler ud over England og ødelægge landets økonomi. Men sedlerne, der blev fremstillet af kz-fanger, var så gode, at tyskerne brugte dem som betalingsmiddel i udenrigshandlen.
“Denne falske mønt sendte de med deres private sendebud til deres gode venner i riget i de forskellige landsdele, når de skulle skaffe sig fornødenheder, og lod den løbe sammen med rigets lovlige mønt, hvorved de forfalskede hele rigets mønt og bedrog folket – især fattigfolk”.
Historikere mener, at de fredløse på Hjelm kan have forfalsket mønter i hundredtusindvis. Falskneriet var altså så massivt, at inflation – helt efter marsk Stig og Erik Præstehaders hensigt – blev et problem for Erik Menved, fordi befolkningen ophørte med at stole på mønternes værdi.
Menved brænder borgene
Selvom marsk Stig ville have nydt at se Erik Menved miste grebet om den danske krone, fik de fredløses anfører ikke lov til at opleve kongens fald. I 1293 – tre år efter ankomsten på Hjelm – døde han.
På Hjelm fortsatte de resterende fredløse falskneriet frem til 1295, hvor den 21-årige Menved mødtes med Erik Præstehader på Hindsgavl Slot i Middelfart på Fyn og indgik en fredsaftale. Her lovede den norske konge at stoppe møntproduktionen på Hjelm, mod at øen forblev norsk.
Med aftalen gav Menved samtidig resten af de fredløse lov til at vende hjem til deres godser. Tilladelsen kom kun i hus for at skabe ro i riget, for kongen fastholdt fortsat de dømtes skyld i Klipping-mordet.
I 1891 rejste en rigmand et 2,7 meter højt granitkors på det sted, hvor han mente, at Finderup Lade havde ligget i 1200-tallet.
Dommen var sandsynligvis justitsmord
Kongemordet i Finderup Lade har udviklet sig til en af danmarkshistoriens største kriminalgåder. Marsk Stig blev dømt, men der hersker tvivl om hans skyld. Allerede i samtiden afviste ærkebiskop Jens Grand dommen over marsken og de andre fredløse.
Også nutidens historikere vurderer, at Stig Andersen og hans meddømte var uskyldige. Sandsynligvis blev de ni mænd ofret som brikker i et storpolitisk spil iscenesat af den magtfulde kreds omkring enkedronning Agnes. Men selvom dronningen udnyttede mordet politisk, planlagde hun det næppe.
En mulig morder kan have været hertug Valdemar af Slesvig. Hertugen havde et klart motiv, da han var blevet fængslet i en kortere periode af Klipping. Ifølge Jyske Krønike fra midten af 1300-tallet lagde Valdemar kort tid efter sin løsladelse “råd op med nogle stormænd om kongens død”.
Alt i alt er de historiske kilder dog for sparsomme og mangelfulde til, at morderne med sikkerhed kan udpeges. Danmarks sidste kongemord forbliver derfor et mysterium.
Freden holdt kun kort. Da Erik Præstehader døde, overtog broren Håkon tronen, og snart blussede kampene mellem Danmark og Norge op igen. Denne gang foregik slagene primært i Halland, men i 1306 ønskede Menved at eliminere den fjendtlige trussel på Hjelm. Kongen samlede en stor hær, som sejlede til øen i Kattegat.
Kongehæren var talmæssigt overlegen, og efter indledende kampe med armbrøster og spyd gav øens indvånere fortabt og overgav øens største borg uden nævneværdig kamp. Kong Menved stak derefter ild på befæstningen.
Marsk Stigs gamle magtbase gik op i røg og flammer, og to år senere sluttede Danmark og Norge omsider fred. Marskens navn og meritter overlevede dog i lokale folkeviser, og kongemorder eller ej, så satte marsk Stig sit stempel på historien.