Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Kyskhedsbælte

Kyskhedsbæltet er en forvrøvlet myte

I middelalderen låste korsriddere aldeles ikke deres hustrus underliv inde bag lås og slå, slår en tysk ekspert fast. Først meget senere kom kyskhedsbælter i brug – og de var til mænd.

Science & Society Picture Library/Getty Images

I soveværelset i en middelalderborg udveksler dronningen hede kys med sin mands hofnar. De har travlt med at komme under dynen, inden kongen vågner fra sin middagslur oppe i tårnkammeret.

Med febrilske hænder flår hofnarren kjolen af sin betydelig højere elskerinde – og opdager chokeret, at en stor metalgenstand med nøglehul spærrer adgangen til hendes underliv.

“Det er kyskhedsbæltet, som den jaloux konge har påført mig, så ingen mand foruden ham skal nyde min krops ynder”, lyder dronningens replik i filmen.

I komedien “Everything You Always Wanted to Know About Sex But Were Afraid to Ask” fra 1972 giver hofnarren (spillet af Woody Allen) dog ikke op. Med alt fra en lysestage til en to meter lang hellebard forsøger han at dirke låsen op.

Selvom filmen er ren fiktion, illustrerer scenen en alment vedtaget sandhed: I middelalderen låste konger og riddere deres kones underliv inde bag et kyskhedsbælte. Låsen skulle forhindre hustruen i at have sex med andre, mens ægtemanden var bortrejst.

Men kyskhedsbæltet er en myte, konstaterer den tyske professor Albrecht Classen, som har forsket i et af historiens mest sagnomspundne påfund.

Kyskhedsbæltet ville have dræbt

Ingen arkæolog har nogensinde fundet eller udgravet et kyskhedsbælte fra middelalderen, og det skyldes ifølge professor Classen, at de ikke eksisterede.

I sin bog “The Medieval Chastity Belt: A Myth-Making Process” (Middelalderens kyskhedsbælte – en myteskabelsesproces) skyder han med skarpt mod den mytiske understels-indhegning.

“Kyskhedsbæltet, som beskrevet af tidligere forskere, virker ganske enkelt for absurd til at have været brugt i fortiden”, skriver han.

Skarpe kanter forhindrede indtrængen

Ifølge en udbredt forestilling bar korsriddernes koner kyskhedsbælte, mens deres mænd i 1100-tallet kæmpede i Det Hellige Land. Eftersom et korstog kunne vare i årevis, er det imidlertid en medicinsk umulighed. Ifølge Classen viser moderne forsøg, at kvinder maksimalt kan bære kyskhedsbælte i 15 minutter, før de får gnavsår.

Selv i modeller med indlagt silkestof og generøse åbninger til kropsvæsker og afføring vil hudafskrabningerne hurtigt blive inficerede, fordi det er svært at vaske sig grundigt med underlivet låst inde. I middelalderen ville den slags tage livet af den arme kvinde, længe inden hendes husbond vendte hjem.

En tro hustru ville desuden være dødsdømt, hvis hendes ægtemand havde nået at gøre hende gravid, inden han gav hende kyskhedsbælte på og tog nøglen med.

Middelalder, fødsel

Fødsler ville have været en umulighed med kyskhedsbælte på.

© Public domain

Albrecht Classen hæfter sig også ved, at ingen skrifter fra middelalderen i ramme alvor beskriver brugen af kyskhedsbælter. De er kun omtalt metaforisk, og det har givet anledning til masser af fejlfortolkninger.

Fx skrev den franske munk Bernhard fra Clairvaux en bøn til ugifte kvinder i første halvdel af 1100-tallet:

“Ærlige jomfru, jeg beder dig have fast tro i hjertet … og et cingulum castitatis (latin for “kyskhedens bælte”, red.) om kroppen”.

Kyskhedsbælte

Muntre og lumre smykker vidner om, at middelalderens syn på seksuallivet ikke kun var forbundet med alvor.

© Wellcome Collection

Utroskab var også en kilde til morskab

Op gennem århundrederne har kvindens dyd ikke kun været behandlet med stor alvor, men også megen humor. Middelalderens trubadurer sang sjofle viser om unge elskende, der med list gjorde kvindens betydelig ældre ægtemand til hanrej.

Kvinder med stor seksuel appetit var et andet yndet emne. Ligesom nutidens aarhus- og molbohistorier fandtes der i middelalderen et væld af historier om liderlige kvinder og bønder i deres drifters vold. Ifølge den tyske forsker Christa Grössinger var der en vigtig forskel på de to typer middelalderhistorie:

“Bønderne blev blot betragtet som dumme, mens kvinder var snu og i stand til at manipulere mænd fra alle samfundsklasser for at tilfredsstille deres egen kønsdrift, der ingen grænser havde”.

I deres iver har tidligere forskere imidlertid misforstået Bernhard, der som andre middelalderskribenter ikke brugte udtrykket cingulum castitatis bogstaveligt.

Ifølge professor Classen beskriver den fromme Bernhard i stedet en tradition, som kvinder i antikkens Athen og Rom praktiserede: De bar som ugifte et tyndt bælte, som de smed efter brylluppet. Europas adelige tog senere symbolet på jomfruelig uskyld til sig.

Lås og nøgle var blot metaforer

Middelalderens digtere anvendte gerne metaforer, og frække trubadurer bidrog til at vildlede eftertiden. Trubadurer var omvandrende visesangere, og deres yndlingsmetaforer for de kvindelige og de mandlige kønsorganer var henholdsvis nøglehullet og nøglen.

Kærlighed blev ofte omtalt som et skrin, der kunne låses op med den rette nøgle. Derfor havde den franske trubadur Guillaume de Machaut næppe kyskhedsbælter i tankerne, da han i 1300-tallet nedfældede et digt med ordene:

“Da krammede den fagre frue mig. Så rakte hun mig en lille nøgle af guld lavet af en mesters hånd og sagde: Bær denne nøgle, ven, og gem den trygt, for den er nøglen til min skat”.

Trubadur, middelalder, kysk
© Public domain

Sjofelt digt skulle forarge og underholde

I 1425 udgav den italienske poet Antonio Beccadelli (1394-1471) en bog fuld af saftig poesi, som publikum elskede. Paven var imidlertid oprørt og sørgede for, at Beccadellis “Hermaphroditus” blev brændt offentligt. Værket rummede bl.a. dette dristige vers:

Corvino opbevarer sine flasker under lås og slå.

Hans hustrus glædesport nyder (derimod, red.) perfekt frihed.

Han er nærig med sin vin, men gavmild med kussen.

Vin forsvinder, når den drikkes, kusse flyder frit.

Den konkrete omtale af kyskhedsbælter dukker først op i forbindelse med den italienske renæssance i 1400-tallet. I bogen “Bellifortis” fra 1405 findes en tegning af en kvinde iført kyskhedsbælte. Bogens tyske forfatter Konrad Kyeser forklarede:

“Dette er et forklæde båret af kvinder fra Firenze. Det er lavet af jern, hårdt, og låses indefra”.

Ifølge professor Classen er tegningen dog udelukkende et produkt af Kyesers fantasi og hans fordomme om italienerne, der ifølge rygter var letlevende.

Kyskhedsbælte

Det kyskhedsbælte, som Konrad Kyeser viste i sin bog, ville aldrig have fungeret, mener professor Classen.

© Konrad Kyeser: “Bellifortis”, Bayr. Staatsbibl. München

Som en af historiens første illustrerede håndbøger om militærteknologi indeholdt “Bellifortis” en række seriøse tekster og tegninger af fx belejringsmaskiner.

Af uforklarlige årsager valgte Kyeser dog at peppe sit værk op med flere spøjse og urealistiske påhit, bl.a. en usynlighedsformel, et bælte, der blev pustet op, når bæreren pruttede i det, samt et apparat til at fjerne mandens penis med.

På samme måde er Kyesers kyskhedsbælte ifølge professor Classen en grov vittighed, hvilket bl.a. tydeligt ses på tegningen, hvor bæltet mangler de fornødne åbninger til toiletbesøg.

Classen, kyskhedsbælte

Professor Albrecht Classen (født i 1956) er specialist i den europæiske middelalder og forfatter til flere bøger om datidens forhold til sex og moral.

© Oswald-Forscher

Året efter Kyesers drillerier udåndede en mand, som eftertiden har døbt kyskhedsbæltets opfinder: Francesco af Padova.

Den italienske bystat Padova var blevet erobret af konkurrenten Venedig, og Padovas sidste hertug, Francesco 2., blev smidt i et venetiansk fængsel, hvor han efter kuldsejlede fredsforhandlinger i 1406 blev henrettet ved kvælning.

Blandt hans jordiske gods blev der angiveligt fundet en række torturinstrumenter samt et kyskhedsbælte, som ifølge rejsebeskrivelser lå udstillet i Dogepaladset i Venedig helt frem til engang i 1500-tallet.

Det famøse bælte er sporløst forsvundet, og det vækker Classens mistanke. Han påpeger, at hertugen i sin samtid blev omtalt som en kærlig ægtemand. Kun hans politiske rivaler fik en rå og nådesløs behandling.

For at retfærdiggøre den brutale henrettelse af Francesco fremstillede Venedig ham som et monster i propagandaen. Bystyret spredte rygtet, at han havde tortureret sine fjender, og at han afspærrede sin kones underliv med en lås.

Kyskhedsbælte sendte mand på anklagebænken

Frække træsnit forstærkede i 1500-tallet myten om kyskhedsbæltet. Kunstnerne beskrev fx trekantsdramaer, hvor en elskovssyg kvinde bedrog sin gamle, rige ægtemand ved fx at give sin unge elsker nøglen til sit kyskhedsbælte.

Kyskhedsbælte, middelalder

En kvinde lister på samme tid penge op af sin mands pung og giver sin elsker nøglen til kyskhedsbæltet, hun bærer.

© Public domain

Træsnittene er dog langtfra noget bevis på, at kyskhedsbælter faktisk blev brugt. Ifølge Classen er de snarere en fortsættelse af den humoristiske tradition fra trubadurerne og bogen “Bellifortis”. Mens professoren kategorisk afviser brugen af kyskhedsbælter i middelalderen, accepterer han deres eksistens i de følgende århundreder.

Fra renæssancen, der i mange europæiske lande begyndte omkring år 1500, findes der flere konkrete eksempler. Men Classen afviser, at de blev brugt til rutinemæssigt at låse gifte adelsdamers underliv inde. I stedet kan prostituerede have båret dem.

Fra 1560 findes der en afbildning af en nøgen kvinde med en sæk penge over hovedet og en gigantisk nøgle i hånden, der dog slet ikke passer ind i hendes kyskhedsbæltes lås.

Historikere har fremsat den teori, at der er tale om en glædespige, som bar kyskhedsbælte for en sikkerheds skyld. Først når kunden havde lagt penge på hendes bord, låste hun op.

Kyskhedsbælte, middelalder

I renæssancen forblev kvinder med kyskhedsbælte et yndet motiv. Gav hun en ung mand en nøgle, kunne folk selv gætte, hvad der snart ville ske.

© Universal History Archive/UIG/Bridgeman Images

To retssager fra 1600-tallets Skandinavien viser, at kyskhedsbælter hverken var almindelige eller accepterede. Ifølge gamle retsdokumenter blev en dansk herremand i 1609 anklaget og dømt for at have hængt en lås på sin kone. Og omkring år 1650 refererede den danske læge Ole Worm til en retssag, som var blevet rejst mod en mand, fordi han angiveligt forsøgte at tvinge hende til at gå med en såkaldt kvindelås.

Kvinde fik hoftebøjle med i graven

Myten om kyskhedsbæltet kunne meget vel være forsvundet i løbet af 1700- og 1800-tallet, men i stedet vendte den tilbage med fornyet kraft i 1889. Det skete, da den østrigske samler Anton Pachinger besøgte en lille østrigsk landsbykirke bygget i 1500-tallet.

Under kirkegulvet havde arbejdsmænd fundet en kiste med et kvindeskelet fra omkring år 1600. Kvindens fornemme klæder viste, at hun formentlig var adelig – og til Pachingers overraskelse bar hun rundt om hofterne en usædvanlig anordning: En hoftebøjle af jern med en bund i kraftigt læder, som var fastgjort med to låse.

Alle tilstedeværende mente, at kvinden bar en kirurgisk bandage, som skulle støtte hende – fx efter et alvorligt styrt fra en hest. Men Pachinger var uenig. I 1904 fik han udgivet en rapport om sit sensationelle fund af et vaskeægte kyskhedsbælte. Nyheden gik verden rundt, og fortidens barbariske skikke fascinerede millioner af mennesker.

Professor Classen knuser i sin bog ikke kun myten om kyskhedsbæltet, han skyder også med skarpt mod de museer rundtomkring i Europa, som udstiller dem. Museerne er med til at holde liv i myten, mener Classen.

Det kendteste kyskhedsbælte befinder sig i Musée de Cluny i Paris. Her forklarer informationstavlen, at den franske konge Henrik 2. i 1500-tallet satte det på sin italienskfødte hustru Katarina Medici. Men Classen er skeptisk.

Kyskshedsbælte, onani
© Science & Society Picture Library/Getty Images, akg-images/Erich Lessing

Mænd slap ikke for jernbælter

Onani udgjorde så alvorlig en trussel mod mandens sind og familiens lykke, at opfindere skabte kyskhedsbæltet til mænd.

  • Det gamle testamente tordner mod Onan, som ikke ville skænke sin brors enke et barn.

    © Shutterstock

    Biblen fordømte onani

    Allerede i kristendommens tidligste år advarede kirkens mænd mod onani. Ordet stammede fra Biblens beretning om Onan. I Første Mosebog trak Onan sig ud under et samleje og “spildte sin sæd på jorden”. Gud straffede ham med døden.

    Men det skulle vise sig, at kirken tordnede forgæves mod onani. I 1700-tallet var problemet så stort, at en bog blev skrevet om farerne ved selvtilfredsstillelse: Onania, or the Heinous Sin of Self-Pollution (“Onani eller den afskyelige synd kaldet selbesmittelse”).

    Den anonyme forfatter advarede onanister om, at de ville brænde i Helvede og døje med gonorré, epilepsi og tæring (kræft).

  • Tissot, kyskhedsbælte

    Den schweiziske læge Tissot var tilknyttet Vatikanet og deltog i Pavestatens fordømmelser af onani.

    © A. Achilles

    Konge blev gal af at masturbere

    I 1760 støttede den schweiziske læge Samuel Auguste David Tissot påstandene og tilføjede i sit eget værk L’Onanisme, at en mand blev fysisk svækket, hver gang han mistede sæd.

    Ivrig onani kunne derfor i værste fald føre til døden. Onani kunne også føre til tab af synet og forstanden.

    I 1772 gav J.F. Struensee kong Christian 7.s hyppige masturberen skylden for hans galskab.
    “Det er den, der ruinerer og svækker ikke alene hans Legeme men ogsaa hans forstand”, skrev den ellers oplyste og progressive livlæge.

  • I 1911 fik amerikaneren J.E. Heyser patent på et kyskhedsbælte, der skulle forhindre mænd i at onanere.

    © Jonas E. Heyser

    Trangen måtte tøjles

    I victoriatidens England (1837-1901) blev mandlige kyskhedsbælter solgt til forældre med teenagedrenge og ungkarle.

    Først i 1900-tallet begyndte sexologer som amerikaneren Alfred Kinsey et korstog om onaniens uskadelighed og gavnlige effekter. Da havde kirkens kamp mod onani stået på i århundreder.

Han understreger, at det ikke er lykkedes forskere at datere et eneste af kyskhedsbælterne med sikkerhed. Ifølge hans forskning er museumseksemplarerne fremstillet i 1800-tallet – enten som sexlegetøj eller som historiske forfalskninger – for at tiltrække victoriatidens bornerte overklasse.

I en tid, hvor onani blev betragtet som en vederstyggelighed, vakte kyskhedsbælter forargelse og tiltrak kunder. Samtidig understregede de udstillede bælter, hvor meget mere dannede museumsgæsterne var end deres forfædre: Tænk, at europæere for få hundrede år siden havde været så meget i deres primitive drifters vold, at de måtte opfinde en grotesk lås for at tøjle dem.

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul