Kyskhedsbæltet er en forvrøvlet myte

Selvom filmen er ren fiktion, illustrerer scenen en alment vedtaget sandhed: I middelalderen låste konger og riddere deres kones underliv inde bag et kyskhedsbælte. Låsen skulle forhindre hustruen i at have sex med andre, mens ægtemanden var bortrejst.

Men kyskhedsbæltet er en myte, konstaterer den tyske professor Albrecht Classen, som har forsket i et af historiens mest sagnomspundne påfund.

Kyskhedsbæltet ville have dræbt

Ingen arkæolog har nogensinde fundet eller udgravet et kyskhedsbælte fra middelalderen, og det skyldes ifølge professor Classen, at de ikke eksisterede.

I sin bog “The Medieval Chastity Belt: A Myth-Making Process” (Middelalderens kyskhedsbælte – en myteskabelsesproces) skyder han med skarpt mod den mytiske understels-indhegning.

“Kyskhedsbæltet, som beskrevet af tidligere forskere, virker ganske enkelt for absurd til at have været brugt i fortiden”, skriver han.

Ifølge en udbredt forestilling bar korsriddernes koner kyskhedsbælte, mens deres mænd i 1100-tallet kæmpede i Det Hellige Land. Eftersom et korstog kunne vare i årevis, er det imidlertid en medicinsk umulighed. Ifølge Classen viser moderne forsøg, at kvinder maksimalt kan bære kyskhedsbælte i 15 minutter, før de får gnavsår.

Selv i modeller med indlagt silkestof og generøse åbninger til kropsvæsker og afføring vil hudafskrabningerne hurtigt blive inficerede, fordi det er svært at vaske sig grundigt med underlivet låst inde. I middelalderen ville den slags tage livet af den arme kvinde, længe inden hendes husbond vendte hjem.

En tro hustru ville desuden være dødsdømt, hvis hendes ægtemand havde nået at gøre hende gravid, inden han gav hende kyskhedsbælte på og tog nøglen med.

Albrecht Classen hæfter sig også ved, at ingen skrifter fra middelalderen i ramme alvor beskriver brugen af kyskhedsbælter. De er kun omtalt metaforisk, og det har givet anledning til masser af fejlfortolkninger.

Fx skrev den franske munk Bernhard fra Clairvaux en bøn til ugifte kvinder i første halvdel af 1100-tallet:

“Ærlige jomfru, jeg beder dig have fast tro i hjertet … og et cingulum castitatis (latin for “kyskhedens bælte”, red.) om kroppen”.

I deres iver har tidligere forskere imidlertid misforstået Bernhard, der som andre middelalderskribenter ikke brugte udtrykket cingulum castitatis bogstaveligt.

Ifølge professor Classen beskriver den fromme Bernhard i stedet en tradition, som kvinder i antikkens Athen og Rom praktiserede: De bar som ugifte et tyndt bælte, som de smed efter brylluppet. Europas adelige tog senere symbolet på jomfruelig uskyld til sig.

Lås og nøgle var blot metaforer

Middelalderens digtere anvendte gerne metaforer, og frække trubadurer bidrog til at vildlede eftertiden. Trubadurer var omvandrende visesangere, og deres yndlingsmetaforer for de kvindelige og de mandlige kønsorganer var henholdsvis nøglehullet og nøglen.

Kærlighed blev ofte omtalt som et skrin, der kunne låses op med den rette nøgle. Derfor havde den franske trubadur Guillaume de Machaut næppe kyskhedsbælter i tankerne, da han i 1300-tallet nedfældede et digt med ordene:

“Da krammede den fagre frue mig. Så rakte hun mig en lille nøgle af guld lavet af en mesters hånd og sagde: Bær denne nøgle, ven, og gem den trygt, for den er nøglen til min skat”.

Den konkrete omtale af kyskhedsbælter dukker først op i forbindelse med den italienske renæssance i 1400-tallet. I bogen “Bellifortis” fra 1405 findes en tegning af en kvinde iført kyskhedsbælte. Bogens tyske forfatter Konrad Kyeser forklarede:

“Dette er et forklæde båret af kvinder fra Firenze. Det er lavet af jern, hårdt, og låses indefra”.

Ifølge professor Classen er tegningen dog udelukkende et produkt af Kyesers fantasi og hans fordomme om italienerne, der ifølge rygter var letlevende.

Som en af historiens første illustrerede håndbøger om militærteknologi indeholdt “Bellifortis” en række seriøse tekster og tegninger af fx belejringsmaskiner.

Af uforklarlige årsager valgte Kyeser dog at peppe sit værk op med flere spøjse og urealistiske påhit, bl.a. en usynlighedsformel, et bælte, der blev pustet op, når bæreren pruttede i det, samt et apparat til at fjerne mandens penis med.

På samme måde er Kyesers kyskhedsbælte ifølge professor Classen en grov vittighed, hvilket bl.a. tydeligt ses på tegningen, hvor bæltet mangler de fornødne åbninger til toiletbesøg.

Året efter Kyesers drillerier udåndede en mand, som eftertiden har døbt kyskhedsbæltets opfinder: Francesco af Padova.

Den italienske bystat Padova var blevet erobret af konkurrenten Venedig, og Padovas sidste hertug, Francesco 2., blev smidt i et venetiansk fængsel, hvor han efter kuldsejlede fredsforhandlinger i 1406 blev henrettet ved kvælning.

Blandt hans jordiske gods blev der angiveligt fundet en række torturinstrumenter samt et kyskhedsbælte, som ifølge rejsebeskrivelser lå udstillet i Dogepaladset i Venedig helt frem til engang i 1500-tallet.

Det famøse bælte er sporløst forsvundet, og det vækker Classens mistanke. Han påpeger, at hertugen i sin samtid blev omtalt som en kærlig ægtemand. Kun hans politiske rivaler fik en rå og nådesløs behandling.

For at retfærdiggøre den brutale henrettelse af Francesco fremstillede Venedig ham som et monster i propagandaen. Bystyret spredte rygtet, at han havde tortureret sine fjender, og at han afspærrede sin kones underliv med en lås.

Kyskhedsbælte sendte mand på anklagebænken

Frække træsnit forstærkede i 1500-tallet myten om kyskhedsbæltet. Kunstnerne beskrev fx trekantsdramaer, hvor en elskovssyg kvinde bedrog sin gamle, rige ægtemand ved fx at give sin unge elsker nøglen til sit kyskhedsbælte.

Træsnittene er dog langtfra noget bevis på, at kyskhedsbælter faktisk blev brugt. Ifølge Classen er de snarere en fortsættelse af den humoristiske tradition fra trubadurerne og bogen “Bellifortis”. Mens professoren kategorisk afviser brugen af kyskhedsbælter i middelalderen, accepterer han deres eksistens i de følgende århundreder.

Fra renæssancen, der i mange europæiske lande begyndte omkring år 1500, findes der flere konkrete eksempler. Men Classen afviser, at de blev brugt til rutinemæssigt at låse gifte adelsdamers underliv inde. I stedet kan prostituerede have båret dem.

Fra 1560 findes der en afbildning af en nøgen kvinde med en sæk penge over hovedet og en gigantisk nøgle i hånden, der dog slet ikke passer ind i hendes kyskhedsbæltes lås.

Historikere har fremsat den teori, at der er tale om en glædespige, som bar kyskhedsbælte for en sikkerheds skyld. Først når kunden havde lagt penge på hendes bord, låste hun op.

To retssager fra 1600-tallets Skandinavien viser, at kyskhedsbælter hverken var almindelige eller accepterede. Ifølge gamle retsdokumenter blev en dansk herremand i 1609 anklaget og dømt for at have hængt en lås på sin kone. Og omkring år 1650 refererede den danske læge Ole Worm til en retssag, som var blevet rejst mod en mand, fordi han angiveligt forsøgte at tvinge hende til at gå med en såkaldt kvindelås.

Kvinde fik hoftebøjle med i graven

Myten om kyskhedsbæltet kunne meget vel være forsvundet i løbet af 1700- og 1800-tallet, men i stedet vendte den tilbage med fornyet kraft i 1889. Det skete, da den østrigske samler Anton Pachinger besøgte en lille østrigsk landsbykirke bygget i 1500-tallet.

Under kirkegulvet havde arbejdsmænd fundet en kiste med et kvindeskelet fra omkring år 1600. Kvindens fornemme klæder viste, at hun formentlig var adelig – og til Pachingers overraskelse bar hun rundt om hofterne en usædvanlig anordning: En hoftebøjle af jern med en bund i kraftigt læder, som var fastgjort med to låse.

Alle tilstedeværende mente, at kvinden bar en kirurgisk bandage, som skulle støtte hende – fx efter et alvorligt styrt fra en hest. Men Pachinger var uenig. I 1904 fik han udgivet en rapport om sit sensationelle fund af et vaskeægte kyskhedsbælte. Nyheden gik verden rundt, og fortidens barbariske skikke fascinerede millioner af mennesker.

Professor Classen knuser i sin bog ikke kun myten om kyskhedsbæltet, han skyder også med skarpt mod de museer rundtomkring i Europa, som udstiller dem. Museerne er med til at holde liv i myten, mener Classen.

Det kendteste kyskhedsbælte befinder sig i Musée de Cluny i Paris. Her forklarer informationstavlen, at den franske konge Henrik 2. i 1500-tallet satte det på sin italienskfødte hustru Katarina Medici. Men Classen er skeptisk.

Han understreger, at det ikke er lykkedes forskere at datere et eneste af kyskhedsbælterne med sikkerhed. Ifølge hans forskning er museumseksemplarerne fremstillet i 1800-tallet – enten som sexlegetøj eller som historiske forfalskninger – for at tiltrække victoriatidens bornerte overklasse.

I en tid, hvor onani blev betragtet som en vederstyggelighed, vakte kyskhedsbælter forargelse og tiltrak kunder. Samtidig understregede de udstillede bælter, hvor meget mere dannede museumsgæsterne var end deres forfædre: Tænk, at europæere for få hundrede år siden havde været så meget i deres primitive drifters vold, at de måtte opfinde en grotesk lås for at tøjle dem.